tirsdag den 10. december 2013

Naturen er menneskets bedsteven

Hey bloggere.
Bekymrer I jer nogensinde om, at jeres oldebørn måske aldrig får chancen for at opleve sne på polerne? At de aldrig får føjet ordet ”regnskov” til deres ordforråd? Bæredygtighed er et meget omtalt og diskuteret emne i dagens Danmark, men hvad kan den enkelte borger egentlig gøre? Mange løsninger er smidt på bordet i tidens løb, men disse kan hurtigt virke uoverskuelige og forvirrende, så nu spørger du sikkert dig selv; hvilken en er så den mest hensigtsmæssige?

Problematikkerne omkring fældning af regnskoven virker uvedkommende for lille mig i lille Danmark, men selv om vi er langt væk fra det egentlige problem, er vi alle en del af den globale opvarmning og dens følger. Små skridt på vejen er bedre ingen skridt på vejen. Her til morgen, midt under den sædvanlige kaffe latte, var der lige pludselig noget der fangede min opmærksomhed i tv-avisen (ja, andet end den søde nyhedsvært i hvert fald). Et emne, som den biolog jeg nu engang er ved at blive, fangede min opmærksomhed. Det handlede om en ny, miljøvenlig form for delikatesse som bl.a. kunne opleves i Ecuador, nemlig leguankød. Nu tænker du sikkert, hvad dælen det har med bæredygtighed at gøre, men vidste du måske, at  en leguan kræver betydeligt mindre foder end en god, fed kylling? Dette projekt kaldes, meget opfindsomt, ”den grønne kylling”. Trods regnskovens kolossale udbytte, medfører det også fatale konsekvenser, ikke bare for områderne der, men for hele verden… Også lille mig i lille Danmark!

Men hvordan oplever vi bæredygtighed i hverdagen? Det er nemt at være bagklog og kritisere, men der skal handling bag, før det batter. Ting som umiddelbart kan virke ubetydelige, så som at slukke stikkontakten inden man forlader hjemmet, tage kortere bade (også jer, piger), spare på varmen og tage bussen i stedet for bilen, er i virkeligheden gode udgangspunkter for en mere bæredygtig levevis. Det handler om at prioritere. For at folk overhovedet gider at bruge deres dyrebare tid på at tænke på miljøet, skal det være både nemt, hurtigt og effektivt. Det skal kunne betale sig! Det er her biomasse kommer ind i billedet. Mange almindelige danskere undrer sig sikkert over hvorfor biomasse ikke bare bliver erstattet med benzin lige med det vuns, men dette område kræver stor forskning før det kan betale sig økonomisk, og som min gamle farfar så klogt siger: ”en mand uden penge er som et skib uden sejl”.  Den nemmeste løsning ville selvfølgelig være at erstatte bilerne med cykler, selvom os (dovne) unge nok hellere ville fortrække at sidde i en skinnende Mercedes med sædevarme. Dette ville ikke bare forbedre CO2-udslippet, men også selve livet i byerne. Så hank op i jer selv, venner, og spred budskabet. Naturen er menneskets nye bedsteven.

- Stine 1.s og Clara 2.s.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar