ตายมาจากข้างบน

Når jeg tænker på bæredygtighed, så tænker jeg på regnskoven. Mit første møde med ordet ”bæredygtighed” var på min rejse igennem Thailand sidste sommer. Jeg var ude på en guidet tur i junglen med far. Turens mål var at opsøge en tiger og iagttage dens adfærd. Tigeren blev i Thailand kaldt ”ตายมาจากข้างบน”, som på dansk betød ”Død fra oven”. Navnet havde den fået tildelt sig efter dens angrebsstrategi. Derfor var jeg utryg på vores færd igennem den thailandske vildmark. Efter et par timers vandren hører jeg en høj lyd i det fjerne, nærmest mekanisk. Det føltes som om lyden kom tættere og tættere på. Jeg spurgte undrende guiden hvad det var. Han besvarede rutinepræget, med en skæv accent på mit spørgsmål: ”Det er skovhuggere. De fælder skoven, så det nye projekt kan igangsættes. Det nye projekt omhandler anlæggelse af et nyt boligområde og det kræver at en stor del af junglen bliver ryddet så der er plads til de mange huse. Dette nedsætter bæredygtigheden, da en masse arter bliver truet, måske endda udryddet, og skoven vil forsvinde”. Som afslutning på disse ord ruller en enorm bulldozer forbi os, og i det sekund går det op for mig hvor omfattende et projekt det var. Det fik mig straks til at tænke på hvor truet verdens regnskove egentlig er. Hvad nu hvis der om hundrede år ikke længere eksisterede regnskov? Hvad hvis menneskeheden havde fældet og brændt de mange levesteder for tusindvis af dyr? Hvad skulle der så blive af alle dyrearterne? Ville de forgå, eller tilpasse sig i nye, fremmede miljøer? Og er det overhovedet muligt for dem? Men som jeg stod der og lod mine associationer få frit løb, blev jeg pludselig meget lille og magtesløs. Dette problem var større end mig. For hvad kan man gøre? Man hører altid om diverse indsamlinger fra hjælpeorganisationer som donerer et flercifret beløb ned til... ja til hvem? For hvor ender de mange penge henne? Hvad bruges de til? Er den usle sandhed egentlig bare at disse ”hjælpe”-organisationer selv benytter sig af summen fra landets naturelskende og samvittighedsrige borgere? Jeg donerede engang selv en plovmand til en random hjælpeorganisation som støttede Amazonasjunglen. Men har man hørt om forbedringer, nej!  Når man sætter tid af og penge til et projekt, forventer man at få et positivt resultat. Men når der aldrig er feedback eller nogen delkonklusioner på ens arbejde mister man motivation og lyst samt igangsættelse af en kritisk, voksende tankegang. Så her står man i midten af problemet, hvor skove forsvinder og dyrearter udryddes, og tænker: ”Hvad fuck kan man gøre?”

Magnus H 1.S 

Kristin 2.S