Jeg sad i morges til foredrag med Jan Gehl i Egå Gymnasiums kolde hal. Bag projektorens skarbe lys stod professor Jan Gehl, og forklarede om forskellige arkitektoniske virkemidler til at skabe et bedre bymiljø. Efter at Gehl havde forklaret om alverdens forskellige ideer og teorier om arkitektur begyndte jeg så småt at undre mig videre over CO2 debatten, i takt med at søvnen forsvandt, og om Gehl havde tænkt dette omdiskuterede emne med i hans ideer, nu hvor overemnet på temadagen hed bæredygtighed. Det lød ikke just til at det var hans hovedmål med hans “værk”, men da mange af hans visioner gik på at skabe et bedre cykel og gang miljø, var det jo indirekte med til at formindske CO2 forbruget.
Dermed lod foredraget mig tænke i retning af bæredygtighed på det mere generelle plan. I det næste modul havde vi undervisning om CO2-debatten, hvor det gjaldt om at finde bæredygtige løsninger til CO2-krisen. Vi blev sat ind i diskussionen omkring om hvilke parametre man burde skrue på for at løse klimakrisen. Den mest rationelle udvej er vel egentligt at blot spare på strømmen ved ikke at bruge den, frem for at ændre på måden vi producerer energi på? Vi bruger så lang tid på at diskutere om hvor vidt vi burde anvende atomkraftværker eller ændre på valget af energikilder i stedet for blot at droppe energispildet.
Dermed lod foredraget mig tænke i retning af bæredygtighed på det mere generelle plan. I det næste modul havde vi undervisning om CO2-debatten, hvor det gjaldt om at finde bæredygtige løsninger til CO2-krisen. Vi blev sat ind i diskussionen omkring om hvilke parametre man burde skrue på for at løse klimakrisen. Den mest rationelle udvej er vel egentligt at blot spare på strømmen ved ikke at bruge den, frem for at ændre på måden vi producerer energi på? Vi bruger så lang tid på at diskutere om hvor vidt vi burde anvende atomkraftværker eller ændre på valget af energikilder i stedet for blot at droppe energispildet.
En anden udvej er blot at feje klimakrisen ind under gulvtæppet ved den såkaldte CCS Hydrogen-metode hvor man indfanger CO2-en og gemmer den i jorden, for dermed at undlade at sende det i atmosfæren. Det virker umiddelbart som en dyr og doven holdning til problemet. Det er jo langt nemmere blot at stoppe CO2-svineriet ved det såkaldte cykelmiljø som Jan Gehl præsenterede.
Måske er det fordi det enkelte individ ikke overvejer problemet i sin hverdag. Det virker jo langt nemmere blot at stoppe CO2-svineriet, men det tænker vi jo ikke selv over i hverdagen. Jeg overvejer da i hvert fald ikke min egen indflydelse på klimakrisen i hverdagen, hvilket jo nok det der er problemet. Selv hvis vi nu gjorde noget så virker problemet så uoverskueligt, da de store klimasyndere nok er at finde i lande som Kina og USA.
Kristian og Oscar F
Ingen kommentarer:
Send en kommentar