Hvilket liv

Al den her snak om klima og miljø gør mig bekymret, eftersom jeg føler mig ganske meningsløs og afvæbnet i kampen mod den globale opvarmning. Jeg ved at der er mange ting at gøre imod dette problem, og at der er mange ting som bliver gjort, men når jeg hører om omfanget af problemet bliver jeg grebet af en følelse af håbløshed. Hverken vindmøller eller atomkraftværker ser ud til at kunne få CO2-kurven knækket, for slet ikke at tale om at vende den. Vi fælder skoven som sørger for at optage CO2’en, foruden at den sørger for, at vi kan trække vejret. Vi kører rundt i biler, som er alt for tunge og bruger alt for lidt af den energi vi fylder i dem.

   Alt dette medvirker i den globale opvarmning, og des længere tid vi venter på den banebrydende opfindelse som redder os alle sammen, des sværere bliver det at redde os når denne teknologiske superhelt ankommer.

   Jeg taler om problemer som har en stor effekt på alle mennesker på jorden, men jeg selv sidder mageligt i min lænestol foran mit flotte B&O TV, og bruger 170 watt i timen. I Sydamerika til gengæld, hvor det i forvejen er varmt nok, har menneskene nok ikke den luksus. Jeg forestiller mig at de enten fisker eller ligger søvnløse når de overhovedet skænker miljøet en tanke. Dog dømmer jeg dem ikke. De har måske en tiendedel af de muligheder jeg tager for givet, hvis ikke mindre, og alligevel pålægger vi dem en del af ansvaret for den globale opvarmning. Hvis de altså overhovedet ved den eksisterer.

   Havde jeg været fra Ecuador, er jeg usikker på hvorvidt jeg ville skænke miljøet en tanke. Jeg er bange for at jeg i højere grad ville gemme mig i et telt for vilde dyr, før jeg tænkte på noget som helst. En Sydamerikaners liv er, forestiller jeg mig, ikke så fuldt tryghed og forudsigelighed som mit eget, men i højere grad uforudsigeligt og spændende. Den mængde spænding der findes i denne livstil er dog nok for meget for en dansker som mig selv, der ærligt talt helst vil sidde i sin lænestol foran sit TV og brænde 170 watt af i timen.

   Jeg har i dag lavet en fremlæggelse på skolen om vegetabilsk elfenben, og om hvordan livet i Ecuador udfolder sig. Vi har i min klasse haft en storstilet diskussion om snyd eller uddannelse, og er ikke kommet frem til en endelig konklusion på klimaproblemet. Diskussionen gik på hvorvidt Randers Regnskov skulle have lov til at undervise børn i Ecuador, eller om et større olieselskab skulle have lov til at ødelægge naturen i området, foruden at kaste en atombombe og flyve væk i en helikopter.

Jeg tvivler i det hele taget på at der er en endelig løsning på klimaproblemet i det hele taget, men hvis vi ville løse det, kunne vi.

   Det ville blot kræve en markant ændring i vores livsstil.

Esben Sig Gjerløff og Steffen Jensen