Har vi overhovedet brug for at være dannet idag?

Dannelse er et begreb som man forbinder med det kultiverede klasselag og har derfor altid været vigtigt i forhold til at forstå spillereglerne - især for den øvre sociale klasse. Når jeg tænker på dannelse, er det første der kommer frem i hovedet på mig i hvert fald fine damer i korsetter med gode manerer, og gentlemen med høje hatte og interesse for kunst og opera. Dannelse er for mig i hvert fald og helt uden tvivl defineret ved højkulturelle interesser i en kultiveret og anstændig levemåde. I nutidens Danmark er dannelse dog på et helt andet plan end tidligere. Når jeg går igennem gaderne i København ved vintertid, ser jeg fine, ældre mennesker med deres store pelsjakker på vej i Magasin eller Illum, og kan ikke tænke andet, end ”Nej - hvor må de være dannede”. Men! Jeg ser også purunge piger i fine, store pelsjakker med en chanel-taske svunget hen over skulderen, som er på vej ud fra Det Kongelige Teater, hvor de har set en forestilling. Så kan jeg ikke lade være med at tænke ”Er de ligeså dannede? Er det noget de gør af interesse - eller er det simpelthen bare en måde at fremstille sig selv på?” Som studerende på et alment gymnasium føler jeg (i hvert fald) et behov for at fremstå som dannet. Jeg er også dannet! Men hvordan ser andre mig? Hvorfor er det overhovedet nødvendigt i vores samfund at alle andre kan se hvor dannet man er - er det bare et fortidslevn, som vi aldrig helt har sluppet?

Bare fordi at pigen på strøget har en fin pelsjakke på og jeg har en slidt læderjakke på, gør da ikke at hun er mere dannet. Jeg mener i hvert fald at det er forkert at dømme dannelse på hvilket mærke ens jakke er og hvor mange penge man har(Det kan godt være i ikke helt har tænkt over det, men det gør vi i sidste ende alle sammen). Vi fremstår nemlig mere dannede hvis vi går på museum og har en stor viden ind for kunst og andre kulturelle områder, end hvis vi bruger slang og uformelle sprogkoder. Jeg var i København for at holde jul med min familie, en lille hyggelig jul som man vil sige på godt dansk. Jeg var dog sent ude med julegaveindkøbene og var derfor nødt til at slå et smut forbi indre by for at købe de sidste. Jeg går herefter et smut forbi kongens Nytorv hvor det storslåede hotel D'Angleterre har sin beliggenhed, og ser to piger på min alder gå ud derfra. Og så tænker jeg jo selvfølgelig "HVOR MANGE PENGE HAR I LIGE BRUGT? HVORFOR KAN I VIRKE FINE OG RIGE IMENS JEG KNAP KAN BETALE MINE TANDLÆGE REGNING!?!" For jeg vil jo også gerne have så mange penge, så jeg kan gå i pelsjakker og se dannet ud. Men nej nej, sådan skulle min tilværelse ikke være i dette liv. Bedre held næste gang Franela! *Djævlen på min skulder griner hånligt*.

Rigdom har i mange tusind år været symbol på magt og indflydelse. Derfor er det klart, at der har fulgt nogle bestemte normer og regler med, da man så skulle omgås med det bedre borgerskab. Jeg har engang været til en rundvisning på Klunkehjemmet i København(Bare så alle er med, er dette en autentisk lejlighed fra klunketiden som er en del af national muset), så dannet som jeg nu er, hvor det blev fortalt, at der var bestemte og klare regelsæt for, hvad man snakkede og ikke snakkede om. Jeg fik blandt andet at vide, at gæsterne i hjemmet ikke måtte spørge grosserer Rudolph Christensen eller hans familie om noget, hvis ikke der var en samtaleindleder der omhandlede dette emne i lokalet. Man måtte f.eks. ikke spørge ind til rejser, hvis ikke der var noget i lokalet, som indikerede en rejse. Man spurgte selvfølgelig aldrig ind til sygdom eller penge, og hvis man gjorde, var man aldrig velkommen i hjemmet - eller i resten af herskabets boliger. Derfor har det i f.eks. klunketiden været en yderst vigtig del for den øvre klasse, at have dannelse og forståelse for hvad rigtigt og forkert var og i hvilke sammenhænge.

I vores moderne tid har vi selvfølgelig ikke længere disse behov. For i dagens Danmark har dannelse en helt anden betydning, vi ser nemlig på om folk er dannede ved at se på deres uddannelse og hvor meget tid de bruger på studiet. Når jeg går på café for at drikke min ugentlige kaffe med min veninde sidder der oftest en eller to unge med deres skole bøger og en computer. Dette giver mig oftest dårlig samvittighed, da jeg ved, at jeg måske godt kunne være mere effektiv med henblik på at lave mine lektier og passe min skole, men samtidig tænker jeg også, at de fremstår enormt kultiverede og dannede. Jeg kan ikke helt finde ud af, om man vælger at lave sine lektier på en café, fordi man koncentrere sig bedre i lokaler med mange mennesker og en summen af liv, eller om man gør det for at fremstille sig selv om værende mere dannet. Jeg må da indrømme, at jeg selv en enkelt gang har sat mig på en café og lavet mine lektier for at vise, at jeg også laver andet end at sidde på min røv og have fjante samtaler med pigerne. Det fungerede dog ikke for mig, da jeg hurtigt blev mere opslugt af en pæn tjener og endte med at bruge alt for mange penge på en lille times lektier.

Men at skulle fremstå som dannet hele tiden koster mange penge! Det er derfor man før i tiden kun havde muligheden for at blive dannet, hvis man havde penge nok. Nu om dage har vi tonsvis af muligheder - vi får vores uddannelse betalt af staten, og dermed er der ingen undskyldninger for ikke at lære hvad det vil sige at være dannet! Vi får alle sammen mulighederne - så det er bare med at springe på. Vi kan gå på museer med studierabat og man kan leje klassiske store musiske og litterære værker på biblioteker over hele landet - men vi vil ikke kun være dannede. Det har ingen interesse for det almene menneske i dagens Danmark at være dannet, og hvad i alverden skal man overhovedet bruge det til? Man kan bruge det til at skabe dybere indhold i vores eget liv, eller man kan bruge det til at give os selv et frirum i vores travle hverdag. Men det giver os ingenting, vi kan bruge til noget. Det er ikke lukrativt at være dannet, men man gør alligevel en kæmpe indsats for at blive dannet - og mest af alt for at fremstå sådan for alle andre. Men hvad får man så ud af det? Vi er så egocentrede i dag, og det eneste vi ønsker er at fremstå som rige, magtfulde og vigtige. Derfor gør man alt for at andre tror, at det er sådan man er. For så får man følgere på Instagram og likes på Facebook, man får misundelige blikke sendt fra folk, når man kommer gående ned ad Strøget med sin fine og store pelsjakke, en dyr Caffe Latte i den ene hånd og en chanel-taske i den anden - på vej fra en forestilling i Det Kongelige Teater og videre til en fernisering på Statens Museum for Kunst. Men ingen ser, at der står -1.000.000 kr. på kontoen, og man har blanket sig selv fuldstændig af med dyre vaner og i øvrigt er nødt til at få hjælp fra en psykolog for at blive ved med at skjule det lorteliv man har indenunder al luksussen og livet i sus og dus.

FraFuckingNella

Hvordan holder man jul?

Flettede hjerter, småkager, konfekt, andesteg og ikke mindst et læs julegaver er alt sammen på få dage kulmineret i det som vi alle sammen kender og elsker, nemlig julen. Alle snakker om den, og alle elsker den på hver sin måde, uanset om det er andestegen, juletræet eller gaverne der er favorit.  

   I Danmark fejrer vi julen fordi vi hylder Jesu fødsel. Men er det egentligt derfor, eller er det bare fordi vores borgerlige traditionelle land elsker gaver, and og masser af småkager?
   Fra barnsben er jeg blevet slæbt med i kirke juleaften, og har aldrig rigtig set Disneys store juleshow (og ja, jeg ved godt, at jeg nok er gået glip af noget!!).
Jeg husker stadig tydeligt de uendelige lange prædiker, mens man sad med benene dinglede ud over kirkebænken og sukkede over de lange salmer man skulle igennem. Men sådan var det, og sådan er det stadig... Kirketuren har altid været kedelig og præstens prædiken har altid været for abstrakt og filosoferende, men for mig er det en del af dét at holde jul.
   Men hvad skal der egentligt til, for at man kan holde jul?
Er det de store julegaver, det skinnende juletræ, de brunede kartofler og andestegen eller samværet med dem man elsker?
   Svarene er mange og dybt forskellige fra individ til individ, fra land til land, fra kultur til kultur.
Mon der overhovedet findes juletræer og julehjerter i Tanzania, risengrød i Shanghai eller andesteg på Tunø? (Ej den var vist lige over grænsen!)
   Julen er også en tid, hvor man samles med familien. Og se, dét er muligvis det aller vigtigste for alle. For selvom gaverne og maden fylder meget, så ville det aldrig være det sammen uden nogen at dele glæderne med. Samvær og kærlighed er nøgleord for julen, og som den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: "Julen er en dag med betydning og traditioner, en særlig dag tilbragt i familie og venners varme kreds." Julen skal nydes med ens nærmeste uanset individ, land og kultur. Men se, hvad nu hvis man ikke har nogen at dele glæderne med? (Uh den tanker løber mig koldt ned af ryggen!) Så bliver julen lige pludselig den værste tid, og noget der skal overstås. Jeg håber alle har en eller anden at dele glæderne med, for ellers er julen godt nok en trist tid. (Lad os springe videre, inden jeg får mere ondt i maven af den tanke!)
   For julen kan fejres på mange måder, ingen tvivl om det. Lige fra brede strande på Hawaii til snekældte bjerge i Nuuk, og ikke alle traditioner behøver være til, for at julen kan eksistere.
Den handler vel i bund og grund om hvem man er, hvor man kommer fra og ens dannelse. Er man opdraget til bjerge af gaver, andesteg og et 30 meter højt juletræ er det svært at forbinde julen med meget andet end det. Nogen ville synes, at os danskere er sindssyge og grådige, og tager alt for givet. Men er det ikke bare sådan vi er opdraget og sådan vi har fået det ind med modermælken.
Julen varer længe, koster mange penge. Vi kan ihvertfald ikke komme udenom, at vi danskere godt kan være store i slaget når december nærmer sig. I december 2013 var dankort-forbruget på 25 mio, og det er vel og mærke kun dankortet. (Shit det er mange penge på slik og gaver!!).
Men ja, julen kan, som sagt, fejres på mange måder. Men jeg aner egentligt ikke helt på hvilke måder.
   For jeg holder den traditionelle jul med andesteg, brunede kartofler og ris ala mande. Jeg ville foretrække pizza og is, men jeg tør ikke. Jeg går i kirke og hører på præstens prædiken, mens jeg lytter forstående og interesseret. Jeg ville foretrække høj rockmusik og sjove historier, men jeg tør ikke. Og jeg danser omkring juletræet og synger salmer men jeg ville foretrække en film og en blomst, men jeg tør ikke. Og når gaverne skal pakkes op og gives ud, foretrækker jeg en varm dyne og et stykke chokolade, men jeg tør ikke. Eller gør jeg?
   Jeg har altid holdt jul i mit trygge lille hjem med min familie, den velkendte smag af and på tungen og de dinglende ben på kirkebænken. Ikke fordi jeg er bange for at slippe det, men jeg har aldrig haft muligheden for det! Så kan det godt være at jeg udadtil ligner en traditionel borgerlig dansker, der aldrig vil kunne undvære sin andesteg og ris a la mande, men sandheden er, at der aldrig har været et andet tilbud! Jeg har aldrig rejst i julen og oplevede julen i en anden kulturelkontekst, eller oplevede hvilke normer og traditioner der også kan binde sig til julen. Det kunne nok egentligt være meget kulturklogt (er det et ord? I ved hvad jeg mener) og inspirerende, at se hvordan den søde tid også kan holdes.
   At rejse mener jeg egentligt ikke så langt væk. Både i storbyen og i udkantsdanmark er der helt sikkert mange forskellige traditioner og normer. Tænk engang at holde jul langt væk fra støj og larm, og nyde stilheden sammen med sin familie. (Ved I hvilket sted jeg tænker på?) Præcis, Tunø. Der kan julefreden sænke sig, og stress og jag er næppe noget som man kender til. Selvom det ikke ligefrem var julen jeg tænkte på, sidst jeg var på Tunø, så kan den snildt kobles til den rolighed og harmoni som summer på den bilfrie ø. For dér når man sidder på den mosbeklædte skovbund, kigger op på de lysegrønne blade og ser solen skinne ned igennem, så rammer stilheden. Jeg sikker på, at selvom man sad i en bunke sne, var tilfældet det samme.
Harmonien og freden hersker på Tunø, tror det eller ej - også når freden får sat et 'jule' foran sig.
   Man kunne også rejse til det store København, og se hvordan gaveindkøb og stress er på sit højeste. Som min kusine i hovedstaden altid siger; "december er altid både den mest forfærdelige og bedste tid i København). For selvom strøget vælter med mennesker og travlhed, så er lysene tændt og de brændte mandler sælger sig selv. Julefreden er der, kulturen gemmer den bare lidt.
   Julekulturen er mange, og ændrer sig, hvor end i landet man bevæger sig hen og kommer fra. Jeg er dannet og støbt med andesteg, julegaver og juletræ, men vil aldrig udelukke muligheden for at udvide horisonten og prøve en juleaften med nye traditioner, måske endda uden julegaver. (Uh, sagde jeg det højt?)
   Hvis muligheden kommer, så tager jeg den. Julen er her hvert år, og det kan vel aldrig skade at gøre det anderledes en enkelt gang. Men kan vel altid komme krybende tilbage til sin andesteg og sine flettede julehjerter, hvis oplevelsen ikke var en succes. Vi fejrer jo Jesu fødsel. Om det så er med eller uden andesteg, kan jeg ikke se problemet i.

Katrine Beedholm

Jeg er ham...

I mailen stod der at jeg ikke var kommet ind på holdet. Jeg var helt færdig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde spillet teater i 7 år. Jeg havde været med til alt på filuren. Alle mine venner var der. Det var dem jeg havde noget til fælles med. Jeg hørte jo til der. Jeg kunne ikke bare høre til et andet sted. Hvorfor var jeg ikke god nok til at komme på TU holdet? (TU står for Talentudvikling). Fra den dag stoppede jeg med at spille teater. Jeg vidste det ikke på daværende tidspunkt, men det gjorde jeg. Jeg overvejede at melde mig på et andet hold, altså et almindeligt tilmeldingshold, men da jeg blev ved med at brokke mig, foreslog min mor at jeg tog en sæsons pause, (en sæson er et halvt år) for at tænke over det og komme ordentligt i gang med gymnasiet (hvor jeg for øvrigt havde valgt musik-matematik-fysik linjen i stedet for musik-engelsk-drama linjen). Det var egentlig fint nok, men jeg vidste ikke helt hvor jeg hørte til. Var jeg musik-nørd eller fodbold-nørd eller ingen af delene? Jeg vidste jo godt at jeg spillede musik, men ikke at det var min identitet. Jeg troede jeg var ham der spillede teater. Efter efterårssæsonen havde jeg ikke lyst til at starte til teater igen. Jeg havde tænkt over det, og var kommet frem til at hvis Ane og Sune (to af lærerne på filuren) ikke mente at jeg var dygtig nok til at komme på TU linjen, så skulle jeg nok slet ikke spille teater. De er jo trodsalt professionelle. Men jeg var sku (i mere eller mindre grad) i en identitets krise, jeg havde altid været ham der spillede teater, hvem var jeg nu? Ham der spillede musik? Nej, for jeg gik (og går sådan set stadig væk) i en klasse hvor 2/3 dele spillede musik. Jeg kunne ikke (som Hassan) være hvem som helst. Jeg var hvem som helst. 

Jeg var ikke længere ham der skilte sig ud.

Hvis fyrtårnet ikke havde været her havde det lignet den kirke min klasse blev konfirmeret i. Jeg blev ikke selv konfirmeret, da jeg allerede dengang vidste at jeg ikke var kristen. Jeg vidste ikke helt hvorfor (måske bare for at skille mig ud). Jeg blev i stedet nonfirmeret (hvilket min computer ikke synes er et ord (hvilket passer enormt godt til det jeg kommer til lige om lidt) (Et halvt år efter jeg blev konfirmeret spillede jeg forøvrigt en teater forestilling hvor jeg spillede, ja, rigtig gættet, præst.)). Der er en del i min omgangskreds der ikke helt forstår at jeg blev nonfirmeret. Altså det er ikke det, at jeg ikke blev konfirmeret, men det at jeg valgte at holde en fest, hvor jeg fejrede nonfirmationen. ”Hvis du ikke blev konfirmeret er der jo heller ikke nogen grund til at holde festen, så er der jo ikke noget at fejre.” Den kommentar har jeg fået en del gange, og jeg svare altid det samme: ”Jeg synes at det er en lige så stor beslutning, hvis ikke større, at vælge kristendommen fra som at vælge den til.” Selvfølgelig med en undertone af at jeg skiller mig ud. Lad os lige tage et par sekunder hvor vi tænker over ordene ”konfirmation” og ”nonfirmation”. Så går vi videre (i skal forestille jer at jeg ventede ca. 5 sekunder før jeg gik videre). Nej (Sådan noget pjat.  Det ville være et ret kedeligt blok indlæg hvis jeg bare skrev ord i skulle tænke over). Jeg har slået ordet konfirmation op på internettet (hvor ellers? I et leksikon? (ved I godt hvad det er? … det tager vi en anden gang)). På folkekirken.dk skriver de: ”Ved konfirmationen i kirken bekræfter Gud det løfte, han gav ved dåben og konfirmanden modtager konfirmationsvelsignelsen.” På wikipedia skriver de: ”Konfirmation (af latin confirmatio ≈ bekræftelse) er en kirkelig handling, som bekræfter dåben.” Altså ca. det samme, bare forklaret på en kirkelig måde og en teknisk måde. Jeg hæfter mig ved den lille parentes i det fra Wikipedia: ”(af latin confirmatio ≈ bekræftelse)”. Her har vi at gøre med et bølget ligheds tegn, hvilket jo betyder (jeg bruger ordet: ”jo” for at gøre det tydeligt at det er noget vi alle bør vide): Nærmest lig med. Altså betyder konfirmation ”bare” bekræftelse (godt lavet Lasse. det brugte du så lige 10 linjer på at udrede). Til konfirmationen går man altså op til en præst og siger: ”Det der mine forældre bestemte for mig for 14 år siden, det er fint, det fortsætter vi bare med.” Jeg tog der imod et valg om (teknisk set) at gå mod mine forældres beslutning. Jeg valgte (som 14årig) at sige: ”Jeg har kigget lidt på det. Det giver sku ikke helt mening for mig. Jeg har, som 14årig, fundet ud af at meningen med livet ikke er kristendommen. Jeg vil noget andet.” Hvis det ikke er en fest værd, så ved jeg ikke hvad der er. 

Jeg er ham der ikke blev konfirmeret.

Næste afsnit bliver nok lidt hårdt, men vi prøver. 

Kort tid efter min nonfirmation (4 måneder og 14 dage), den 16. Juni,  døde min far (Jeg har også en gang spillet et teater stykke hvor jeg skulle dræbe min far (altså ikke min rigtige far… i er med ik?)). En af mine venner spurgte mig om jeg så ikke blev en smule religiøs. Og nej, det gjorde jeg ikke. Jeg tror ikke på at nu fløj min fars sjæl et eller andet sted hen og levede videre. Men jeg tror på at minderne om ham lever videre i mig og i resten af hans familie og i hans venner. Jeg tænker tit: ”Hvad ville far have gjort?” eller: ”Hvad ville far have sagt?” Jeg er ked af at han ikke er her mere, men jeg er (undskyld mit fransk) fandeme glad for at han nåede at være en del af mit liv. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 2 år, derefter så jeg kun min far hver anden weekend. Og bevares det var da pisse hamrene hårdt ikke at se ham i næsten to uger i mellem hver gang. Men til gengæld var de weekender også bare helt fantastiske, for når vi endelig var samme, var vi sammen hele tiden. Da jeg var teenager manglede jeg en at snakke med omkring alt det man kommer igennem. Jeg tror jeg har haft svære end andre ved nogle ting, da jeg ikke kunne spørge min far til råds. Men jeg tror også at jeg har haft nemmere ved nogle ting. Jeg har fået og vide at jeg er blevet voksen hurtigere. Jeg ved ikke om det passer. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig skulle til at være manden i huset. Jeg tror at jeg er begyndt at minde mere om min far (og han skilte sig ud), fordi jeg ubevidst har tage noget af ham til mig. Når jeg er i forsamlinger hvor min far ville have været, prøver jeg på en eller anden måde at udfylde hans plads. Jeg prøver at fortæller vittigheder som han gjorde og snakke med folk som han gjorde det. Ikke for at lade som om han er der, men fordi jeg selv på en eller anden måde føler at det hører til. Jeg kan huske at min kusine på et tidspunkt sagde: ”Da du kom gående her hen, tænkte jeg: ”Der kommer onkel Kent”.” Jeg er sikker på at det var pænt ment, for jeg ved at hun elskede sin onkel (min far). Jeg tror faktisk at alle elskede ham, og det er fandeme svært at leve op til. Til hans begravelse var der omkring 300-400 mennesker, som alle sammen havde brug for at sige farvel. En af hans bedste venner holdte en tale der på en eller anden måde gjorde indtryk på mig. Han fortalte at når de diskuterede et eller andet (mere eller mindre vigtigt) og de ikke kunne blive enige sagde min far altid: ”Hold kæft kælling jeg vil skilles.” Det har jeg taget til mig. Jeg er begyndt at sige det til en af mine venner, ikke fordi det er specielt sjov eller noget, men fordi det er noget jeg har fra min far. Og sådan er det med mange ting, jeg gør det fordi min far gjorde det (og for at skille mig ud). 

Jeg er ham hvis far er død

For en måneds tid siden så jeg at der var audition på ”Matador Musicalen” på Vilhelmsborg festspil. Da gik det op for mig hvor meget jeg savner at spille teater, så jeg besluttede mig for at prøve at gå til audition. Jeg fortalte det ikke til ret mange (eller jeg forsøgte at lade være), og jeg prøvede at regne med at jeg ikke ville komme med, for ikke at blive skuffet. For en uge siden fik jeg så en mail hvor der stod: 

”Kære Lasse

 Tusind tak for din deltagelse i audition til Matador.

 Vi har den glæde at tilbyde dig rollen som Røde i forestillingen.”

Jeg er ham der spiller teater.

Lasse Nielsen

Et ømt punkt

Hvad er det mest ømme punkt på jeres krop? Jeg ved godt, hvad I drenge tænker, men det her skal ikke handle om hormoner og teenagetanker. Det skal handle om et simpelt ord på syv bogstaver, starter med r, slutter på isme, rimer på prisme. Racisme. 

       I den anledning kan jeg lige så godt få forfatter og skuespiller til Brun Mands Byrde Hassan Preisler ind i billedet. Han er et sammensat menneske; født i Charlottenlund, opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Men er vi alle ikke det? Sammensat altså. Sammensat af bittesmå brudstykker af indtryk og oplevelser, som alle er med til at skabe én stor personlighed. Èn stor dannelse om man vil. Men ved vi så hvornår vi er færdigdannet? Hvis man overhovedet kan blive det? (Ja, undskyld de mange spørgsmål på sådan en tidlig mandag morgen)
       Både tedrikning ved farmor Margit, hajsvømning ud for Floridas kyst eller hurtigskrivning i Tunøs smukke omgivelser er brudstykker bidragende til dannelsen. Jeg vil vove påstå, at selv mine kommende refleksioner ned igennem dette blogindlæg vil skubbe mig et skridt tættere på, at blive et dannet menneske. Hvad angår hurtigskrivningen fik jeg udtrykt nogle dybere tanker end på en normal onsdag aften, hvor boller i karry er på menuen og Den Store Bagedyst er på programmet. Biernes summen og træernes svajen i den lune vind. Solen der kaster sine varme stråler på mine bare ben. Det høje græs’ kilden i næsen blandet med duften af blomster og en af drengenes mærkevaredeodorant. Helt fuldkommen ro. Her er det svært at forstille sig, at noget ondt skulle finde sted i verden, men sådan er realiteterne desværre ikke. For nyligt læste jeg om SF folketingspolitikeren Özlem Cekics oplevelse (nu tænker I måske; Clara, interesserer du dig for politik?!? Og nej, I har helt ret, det poppede skam bare tilfældigt op på min Facebook-startside) Nå, tilbage til den kære Özlem. Hun er oprindelig kurder, født i Tyrkiet for senere at flytte til Danmark.  Hende og hendes familie blev for nylig nægtet adgang til en Outlet messe i Bella Centeret med ingen anden forklaring end ordene ”fis af”.  Jeg var efterladt på min flade, dybt forarget og med krummede tæer. Kald mig bare naiv, men da jeg hørte om Hassan Preislers racistiske oplevelser, var min første tanke, at han søgte medlidenhed. Jeg troede reelt ikke på, at racisme i så høj grad stadig var at finde i dagens multikulturelle Danmark, hvor vi både har taget pizza, tortilla, sushi, falafel og ikke mindst boller i karry til os, men jeg skulle blive klogere. Mit såkaldte wake-up call væk fra min lille isolerede boble fra blomsterne og bierne (den skulle ikke misforstås, den der), kan beskrives med en tretrinsraket. Først var der dette års valg til Europaparlamentet, hvor Dansk Folkeparti fik over en fjerdedel af alle stemmerne. EN FJERDEDEL!! Derefter var jeg vidne til en håndsoprækning – eller mangel på samme - hvor min lærer spurgte, hvem der kunne sige sig fuldstændig fri fra at have racistiske fordomme. Resultatet talte for sig selv. Ingen, ikke engang en lille forsigtig hånd med nedbidte negle, røg i vejret. Jeg sidder ikke her og spiller hellig, for min hånd forblev da også solidt plantet på bordet, for hånden på hjertet så ville jeg hellere møde en gruppe hvide mænd midt om natten, end jeg ville møde en gruppe sorte mænd. Først og fremmest fordi at dem kan man i det mindste se (ej undskyld, var den en tand for grov?) Og alligevel er det ikke fordi jeg ligefrem længes efter at møde en blegfed, steroidepumpet, skaldet mand med overarme så store, at der er plads til tatoveringer af hele Danmarks nationalsang med stavefejl. For sådanne fordomme har jeg nemlig om ham dørvagten i Bella Centeret. Tatoveringer eller ej, så udtrykker han aktivt sin foragt over for fremmede. Jeg er i sådanne situationer flov over at være dansker. Lige så stolt jeg er, når jeg kigger på Tunøs landskab, nyder en portion rødgrød eller sidder hjemme foran flimmerkassen med min rød/hvide klaphat og følger Danmarks drenge (okay, der er måske faktisk ikke så meget at være stolt over hvad angår det sidste), ligeså flov er jeg over Dansk Folkepartis fremgang og den skaldede mand fra Bella Centeret. Det kan godt være, at man kan kalde Dansk Folkeparti for dannede mennesker, for de besidder da om nogen en vigtig evne i dannelsesprocessen, nemlig evnen til at forholde sig kritisk… overfor fremmede. Men så vil jeg hellere forblive et ikke-færdigdannet menneske. Vi kan da sagtens blive ved med at æde vores rødgrød og  beholde vores klaphatte på, men jeg vil sørme ikke undvære min boller i karry. En kvinde med tørklæde forhindrer ikke mig i at gøre sådanne ting, så hvorfor skulle jeg forhindre hende i at gå med hovedbeklædning? Forskellige kulturer kan lære utrolig meget af hinanden, og dette er der jo på sin vis ikke noget nyt i, da det sås helt tilbage i korstogstiden, hvor de kristne hellige krigere lod sig inspirere af de fremstående arabiske luksusser i form af indretning og krydderier, og blev klogere på både filosofi, matematik, astronomi og medicinvidenskab (kan min historielærer ikke også lige få lov at læse dette blogindlæg? i-smiley). Men det er værd at huske på, når vi egoistiske danskere sender stakkels mennesker, som flygter fra krig og elendighed, lige tilbage hvor de kommer fra. Så længe man gør en indsats for at integrere sig og bidrager til samfundet, så er man i min optik velkommen. Sat lidt på spidsen er rengøringskonen Fatima mere velkommen i det danske samfund end småbuttede dovne Robert, som lever på kontanthjælp og udnytter det danske velfærdssystem.
       Noget tyder på, at hvis ikke decideret racistiske tankegange, så i hvert fald forbehold over for mennesker med anden etnisk baggrund, er indlejret i vores måde at tænke på. Det er ”en del af vores kromosomer og DNA”, som Hassan Preisler ville sige, hvilket nok alligevel ikke er tilfældet. Men på grund af vores opvækst i den danske kultur er vi helt fra barnsben blevet konfronteret med historier og billeder af ballademagere med mørkere hudfarve. Det er altså blevet banket ind i lille Clara på 6 års hoved, at Muhammed er dårlig, og Søren er god. Sådanne brudstykker er også med til at danne. Danne racisme.
       Grunden til at jeg føler mig forarget og flov over situationerne fra overstående tretrinsraket, er fordi det rammer et ømt punkt inden i mig, som en kniv der rammer blommen i en finger, og det er forhåbentlig ikke kun mig, der føler sådan. Da Hassan Preisler beskyldte mig for at være racist, følte jeg provokationen boble inden i, for han skal saftsusme ikke stå der og kalde mig for noget så tabubelagt som racist, som han ikke ved en dyt om. Eller hvad? Jeg havde jo usædvanlig nemt ved at placere Søren og Muhammed på deres ”rigtige” pladser. Faktisk skræmmende nemt. Måske lige netop derfor følte jeg mig provokeret - han havde ramt et ømt punkt.
       Hr. Preisler gør en ting rigtigt i mødet mellem to kulturer – han kommunikerer. Når vi mennesker går ind i kulturmøder, har vi en forforståelse med i rygsækken. Denne forforståelse kan vise sig at være korrekt, men den kan også vise sig at være det modsatte. I midlertidig kan dette ikke afgøres før en dialog åbner sig. Måske viser det sig, at et tørklæde kan være lige så harmløs som en rød/hvid klaphat.

Clara Anna Søberg

At have det sjovt

Noget er galt i verden.

   Noget er helt galt, og jeg ved præcis hvad det er. Vi mangler nemlig noget, noget vitalt og smukt som vi har gemt væk alt for længe. 
   At have det sjovt.
   Jeg ved at det lyder cliché, og alt det der, men læs og lær hvad jeg har fundet. At have det sjovt er vigtigt for mennesker, for os alle. Målet med livet er ikke at bygge et velfungerende velfærssamfund af grå og kedelige tilværelser. Målet er ikke at blive rig og berømt. Målet er at have det have et godt, sjovt liv som man kan se tilbage på og sige: "jeg har sgu haft det sjovt".
   Cliché igen, jeg ved det godt, men det er nu engang det, jeg har fundet ud af.
 
   To linjeoverspring betyder at jeg er færdig med den tanke, og nu forsøger at forfølge en ny tanke, for til sidst at komme tilbage til min originale tanke, for at få start og slutning til at hænge sammen, det har jeg selv lært i skolen. Apropos skole, så har jeg for nyligt haft besøg af min faster, som min far havde inviteret over i anledning af famliejulefrokostplanlægning. Vi sad alle ved bordet, jeg i midten, min lillebror til højre, min storebror til venstre og overfor mig min faster. Jeg har altid godt kunnet lide min faster, mest på grund af de enormt dyre og flotte julegaver hun kunne give, men jeg har også altid haft svært ved at tale som den første til den slags komsammener. Jeg sidder normalt og kigger ned i maden mens den akavede stilhed hviler tungt over os alle, men denne gang begik jeg en fejl. Jeg kiggede op, og i bare et splitsekund kom jeg til at se min faster i øjnene. Men et splitsekund var nok. "Nå Esben, hvordan er gymnasiet så?"
   ... Hvordan er gymnasiet? Hvad i himlens og helvedes navn mener kvinden med det, hvordan er gymnasiet? Hvorfor er det at sådan nogle spørgsmål altid er det bedste som voksne mennesker kan finde på at bryde isen med når de taler til os yngre mennesker? Det er mig en gåde.
   "Mnjooh, det er vel fint." Det var hvad jeg kunne svare på det tidspunkt til det spørgsmål. spørgsmålet var forresten også helt forkert, det skulle have været: "hvad er gymnasiet", for så kunne vi have fået en diskussion igang, og jeg elsker diskussioner mere end noget andet. Nu har jeg stilet mig selv spørgsmålet: "hvad er gymnasiet", og jeg har svaret lige ved hånden, det vil sige internettet:

Uddannelsen til studentereksamen er en treårig ungdomsuddannelse, som er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videregående uddannelse. Uddannelsen udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.

Stx er altså endnu et skridt på vejen mod højere og mere specialiseret uddannelse, så man kan blive en del af vores velfærdssamfund og betale skat og alt det der.

   For mig at se egentlig en kedelig tilværelse, hvilket også er grunden til at jeg har valgt at blive pilot. Jeg skal være pilot fordi jeg tror at det er sjovt at flyve, ikke fordi jeg vil hjælpe andre eller sørge for at min fremtidige familie får en stabil indkomst, men fordi jeg tror det ville være sjovt. Det ligger dybt i os danskere at hjælpe andre og sørge for at alle har det godt, hvilket måske afspejles i at vi i Danmark har Europas største skattetryk. Man kunne kalde det den danske kultur at tænke på alle andre, før vi tænker på os selv. Det betyder selvfølgelig også at vi bliver forargede og forvirrede når vi hører om korrupte politimænd i afrika fx. Hvordan kan de dog finde på det? 

   Min vens far var for nyligt nede og arbejde i Nigeria på en farm, og han kunne fortælle at han var blevet stoppet 87,3% af alle de gange han havde været ude med bilen for at hente materialer eller værktøjer, og skulle hver gang betale en større "bøde" for at få lov at køre igen.

   Jeg blev meget forarget da jeg hørte om hans tur, min mor blev meget forarget og min far blev meget forarget. Men så kom jeg til at tænke: 'de tænker jo bare på sig selv', og først var det en negativ tanke, men ligeså stille udviklede den sig til: 'hvorfor er det så slemt at bare tænke på sig selv?', og så gik det galt.
   Man kalder det i fagsproget "kulturelle koder" og apropos koder, så skriver jeg SRP om kryptering, og ænser en mulighed for at lade min viden skinne igennem. Når man taler om koder taler man også om nøgler, som bruges til at omdanne en kodet besked til klartekst. Man kan snakke om at vores nøgle er forkert, og at vi derfor ikke kan læse beskeden, medens de i Nigerias politi har den rigtige nøgle til at forstå denne kulturelle kode. 

   Vi forstår det ikke, og hvad vi ikke forstår er vi sjældent trygge ved. Det gør os til racister, hvilket Hassan Preissler har forsøgt at fortælle os i nogen tid nu. "se den her film, tag den her test", og så videre. Jeg er helt sikkert ikke racist, men hvad jeg er, er en kulturalist. Jeg deler ikke folk op i racer som jeg bedre kan lide end andre, jeg deler dem op i kulturer. Jeg er utryg omkring meget religiøse mennesker, fordi de overgiver sig selv fuldstændigt til noget de aldrig har set eller hørt, og det forstår jeg ikke. Jeg synes ikke så godt om det Nigerianske politi fordi de kun tænker på sig selv, og det forstår jeg ikke. Derudover var Hassan Preisslers "Racismetest" lavet til formålet, og han havde bevidst lagt sort og ond i samme boks i alle tilfælde, og så byttede han om til sidst så vi var blevet vant til at række hånden op på de samme tidspunkter ved sort og ond. Derfor lægger jeg ingenting i den, da den viser præcis hvad Hassan vil have den til at vise. Hassan Preissler står derfor ikke specielt højt på min liste over personer jeg respekterer, fordi han bruger den slags luskede knep til at få os til at have det dårligt med os selv, og det synes jeg er stik imod hvad vi har brug for.

   For hvad vi har brug for er at have det sjovt i vores liv. Det er 90% op til os selv at sørge for at vores liv ænder ud i noget tilfredsstillende. For at citere Sartre "Mennesket er dømt til frihed, for når først man bliver til, er man ansvarlig for alt hvad man er og gør". Derfor er det vigtigt at huske at have det sjovt, så man til sidst kan se tilbage på sit liv og sige: "Jeg har sgu haft det sjovt".

Esben Sig Gjerloff

”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”

Kan I mærke det? Vi er ved at være der. Snart er vi færdige med gymnasiet. Det næste mesterlige produkt af det danske uddannelse system klar til at gå ud i livet og sætte aftryk på Danmark og så alligevel ikke. *SLAM* ”Hvilken videreuddannelse skal du så på min unge ven?”. Vi har vist alle sammen prøvet at stå i denne situation. Med ét enkelt spørgsmål kan en ”uddannet” få os gymnasieelever til at stå målløse med rynket pande og til sidst forlegent svare ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig.”. Vi har i de sidste 3 år været under belejring. Vi er blevet bombarderet med spørgsmålet over alle spørgsmål når det kommer til uddannelse. ”Hvad skal du efter gymnasiet? Ved du ikke hvad du skal være?! Du skal da læse videre ikke?” Presset er lagt og i en tæt jungle af muligheder bliver vi nu nød til at bane os vej for at finde lige præcist det vi vil. Forventningerne er skyhøje for vi er jo de ”almene dannelseshungrende unge danskere” som skal sætte vores aftryk på et fremtidigt Danmark.
En ting jeg ved med sikkerhed er at jeg i morgen skal til session. Det er ikke noget jeg har set specielt meget frem til og dog. Kan der være noget smart i bare at lade sin skæbne ligge i statens hænder og få junglen hugget til pindebrænde. På sin vis er der vel noget i det. Det at have andre til at tage ens valg og pege i hvilken retning man skal gå. Om det så indebærer at man skal skrubbe toiletgulvene med en tandbørste eller skrælle 1000 kartofler til mandskabet. Og hvad vil den ”uddannede” sige? Måske vil der være forståelse og endda anderkendelse.
Vi lever i et land hvor det nærmest er blevet et tabu ikke at ville læse videre og dem der læser videre skal gerne i gennem uddannelses systemet så hurtigt som muligt. Sabbatår er noget staten helst ikke ser os gøre os i og resultatet af dette er et gok i hovedet på de unge som vælger at tage mere en 2 års pause efter uddannelsen. De unge som vælger at søge ind på en uddannelse inden for 2 år, kan gange deres gennemsnit med 1,08 hvilket kan betyde utroligt meget med de nuværende adgangskrav til mange af uddannelserne.
Som Hassan Preisler skriver i de første sider af sin bog Brun Mands Byrde: ”Og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være (…)” Er dette blevet tilfældet for os unge danske studerende? Måske er vi simpelt hen bare begyndt at bukke under for presset om at skulle læse videre og tør nu ikke at skille os ud fra flokken. Jeg husker hvordan det var at blive færdig med 9. klasse. Der var ikke meget tvivl om hvad man skulle derefter. Der var én retning og det var en gymnasial uddannelse. Ikke fordi en erhvervsuddannelse var mindre værd, men fordi at det var normalen i vores kultur og ligesom det er normalen i min familie at man får en gymnasial uddannelse. Hvis jeg ikke får en studentereksamen og læser videre derefter træder utroligt meget ved siden af og pludselig vil rækken af bachelor- og kandidatgrader blive brudt. Skam, vandære eller familiens sorte får? Nej selvfølgelig ikke. Alligevel vælge jeg som mange andre at gøre det som min familiekultur så vel som den danske uddannelseskultur dikterer.
Skal man tro Geert Hofstedes model er det måske egentligt også meget forståligt. Den hollandske organisationsteoretiker og kulturforsker Geert Hofstede bruger et løg til at beskrive sin forestilling om kulturel overflade og dybde og hvordan den skal forstås. Kulturen er afbilledet som et løg med flere lag. Yderst er det umiddelbare synlige i vores kultur, sædvanerne, mens man gennem analyse må skrælle flere og flere lag af for at nå ind til de usynlige kulturelle kerneværdier, i vores tilfælde er en af disse værdier at man bør læse videre efter at have gået i gymnasium. Aller dybest inde i løget ligger de værdier som Hofstede opfatter som nærmest urokkelige, og selvom værdien om at man bør læse videre efter gymnasium ikke ligger helt derinde, kan man sagtens diskutere om denne værdi er noget der ligger dybt begravet i os siden barndommen. Vi er vokset op med at efter gymnasiet bør man læse videre og det kommer derfor til os som det mest naturlige og måske endda det eneste rigtige valg. Kigger vi på det yderste lag af vores ”kulturløg”, ligger der nogle forskellige symboler i det at læse videre og det ikke at læse videre. Læser man videre vil man som oftest fremstå som flittig, klog og stræbende mens hvis man ikke læser videre i nogle sammenhæng vil fremstå som skoletræt og ugidelig måske endda lad og doven. Dette er vores kultur der taler til os og sætter disse roller i et bestemt lys. 
    Alt denne snak om pres, dikterende kultur og forventninger giver mig helt lyst til at sige ”Fuck it” og så ellers bare tage benene på nakken. Måske flytte ud på en ø som eneboer og gro et stort gråt skæg hvorefter jeg ville kunne udtale mig om at i min tid var det eneste rigtige at gøre efter gymnasiet at få en videregående uddannelse for så var kulturfar glad. Helt seriøst, så ville der være en eller anden ro i at være langt væk fra det hele. At kunne ligge i græsset og kigge op på himlen, mærke hvordan græsset stikker ens bare ben, hvordan en blød brise suser igennem ens hår og høre træerne rasle i baggrunden, hvorefter en saglig ro ville kunne lægge sig over en og man ville kunne tænke på alt andet end hvad man skal læse efter gymnasiet og om man overhovedet skal læse til noget. At kunne være komplet ligeglad med hvad det nu lige er som folk mener at man skal efter gymnasiet og bare ligge og sole sig i en ligegladhed og indre ro over ikke at skulle bestemme sig. Ikke mere ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”. Kun tanken om at jeg er lige nu og her og ikke 2 år ude i fremtiden. Jeg tror sgu jeg tager mig et par sabbatår i udelandet…

Asbjørn

Hvad er meningen med galskaben?

Skolegården er ikke ret stor, men i forhold til elevtallet på skolen (var det fire?) virker det til at der burde være plads nok. Der står adskillige moon-cars fremme i gården og de minder mig unægtelig om mange glade barndomsminder i min egen folkeskole med ræs i gården og boldspil på plænen. Sandkassens indhold er en blanding af sand og groft grus og jeg får samme følelse som første gang jeg gravede en buttet barnehånd ned i legepladsens sand derhjemme. Undren - over hvorfor man har valgt denne blanding og ikke den hvide bløde slags, som man nemmere kan bygge med. I midten af gården står et halvgammelt plantestativ med opslåede presenninger og visne planter inden i. Det hele føles lidt forladt. Insekterne i græsset summer dovent, men ellers er her ikke en lyd og vinden er kun sagte.
Der var almindelig euforisk stemning i hallen, mens rektor holdt sin tale om almen dannelse for de godt 300 dimitterende elever sidste år. Oppe fra tilskuerrækkerne haglede Blitz-lysene ned over de glade nyudklækkede studenter. Jeg sad på den hårde beton ved siden af en venindes mor og kæmpede med at vise min påtagede store begejstring for hele situationen. Jeg er ikke helt sikker på hvor godt det lykkedes. Og selvom jeg aldrig har været den store fan af formelle sammenkomster og lange taler, fik jeg alligevel fat i nogle brudstykker af rektors tale, som var værd at hæfte sig ved. Vi som elever har til opgave at ”Tilegne os almendannelse, viden og kompetencer” og jeg bliver pludselig lidt stresset for det virker så fint og så vigtigt og så helveds langt væk fra min øvrige begrebsverden. At ”Dannelse er en opgave, som lærerne og skolen løbende skal prøve at fortolke ind i den hastigt forandrende verden, vi lever i” giver mere mening for mig. Pyha. Det der med dannelse er lærernes og skolens opgave. Og så siger rektor, at ”Der må indgå et langt bedre kendskab til kulturer, normer og holdninger i de lande, vi samarbejder med”. Det kan han jo have ret i. Mennesket er et produkt af det samfund det lever i og samfundet er et produkt af den befolkning som bebor det. Vi lever i evig symbiose med hinanden og med omverdenen og samfundet og fællesskabet, og vores kultur fortæller hvem vi er og ikke mindst hvem vi ikke er, vi må definere os selv bedst muligt gennem tilvalg og fravalg, og hvem skal i øvrigt vurdere hvad der er godt og dårligt? Vi iscenesætter os selv i forhold til vores egen omverden, vores eget samfund og omgivelser, for det er de mennesker, det samfund og den kultur vi lever i, der kan og vil og må og skal dømme os, tage bestik af os, vurdere os og mene noget om os. Hvilket andet eksistensgrundlag har vi at forholde os til? Jeg er en pære og jeg stammer fra pærer og jeg er opdraget af pærer og jeg er omgivet af andre pærer, tusindvis af pærer og vi forstår ikke ingefær og ananas og krydderier i fjorten nuancer. I grunden har vi det nemt, i teorien kan vi altid lukke os inde i vores rene pærekoloni og hade alle de andre. Så vidt så godt. Men for fanden hvor ville man blive træt af pærer i længden. Sådan rigtig godt og solidt grundtræt af pærer. Men så kan vi jo bare rejse ud til ingefæren og ananassen og krydderierne i fjorten nuancer. De behøver jo strengt taget ikke at sidde oppe på 4. til højre og høre kæmpehøj hullabulla musik og ryge vandpibe. Eller hvad? Jeg er ikke racist.
Jeg føler mig grundlæggende tolerant. Jeg nikker når de siger inklusion og jeg ryster på hovedet når de siger racisme, men jeg føler alligevel tvivlen og jeg går til forestilling med Hassan Preissler for at lette min egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, men jeg bliver alligevel forarget, og jeg føler at min hudfarve alene kan og vil og skal gøre mig til et racistisk væsen. Men det er jeg ikke. Jeg føler mig grundlæggende tolerant. De kommer jo steder fra hvor der er krig og sult og tørst og ingen rettigheder (Flot Anne, mere generalisering!) Jeg har ingen som helst grund til at føle andet end medfølelse med disse stakkels mennesker. Og jeg åbner mine arme og siger: kom! Og de kommer. Og de er glade. Og de er taknemmelige. Og der er altid plads til de glade og de taknemmelige. Og vi bygger højhuse til dem og lader dem tale deres eget sprog og flage med parabolantenner. Men så begynder de at stjæle. Og begå vold. Og røveri. Og jeg tænker aarrgh! Og så bliver de modige og bliver diskriminerende overfor danskerne. Og jeg tænker aaarrgh!! Og så klager de over kristendomskundskab i de danske folkeskoler, for det er hæmmende for mangfoldigheden og jeg tænker aaaargh!! Og så vil de bygge store moskeer og kalde til bøn over højtalere fem gange om dagen og jeg tænker aaaaargh! Og så vil de forbyde Dannebrog fordi flaget er racistisk og nationalistisk og har et kors som sender et klart signal om at vi elsker alle kristne og hader alle andre. Og jeg tænker
AAAAAAARRGH!
Og måske er jeg ikke så tolerant alligevel og jeg føler mig snydt og bedraget og taget ved næsen, men de får os stadig til at have dårlig samvittighed, for ét negativt ord, så er du racist og hvem fanden gider være det?! De har os! Lige dernede i deres kæmpekoloenorme hule hånd og i stedet for at blive vrede så ligger vi os fladt ned og vi går til forestilling med Hassan Preissler for at lette vores egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, og det føles godt! (Fornem spyttet, der forlader Preisslers mund, mens han smasker caviar og champagne og vælter rundt på gulvet i sin drypvåde svedige hvide T-shirt og har rigtig løse albuer og knæ) Og det er muligvis sat på spidsen, faktisk hel derud hvor man praktisk talt ikke kan komme længere ud på spydspidsen (hvis man da befinder sig på spidsen af et spyd (hvor kom den fra?)) uden at falde. Men det er jo for fanden sådan det hele fungere, vi elsker kasser, begærer kasser, kasser, kasser, kasser, flere kasser, giv os flere kasser! Kasser, vi kan sætte folk ind i, og når man først er havnet i en kasse, så er man der for evigt, for evigt og altid og det er godt med folk i kasser, for så flagrer de ikke rundt i det der tomhedens uvishedens univers, hvor man ikke aner hvad man skal gøre af dem. Og når jeg kommer til udlandet er jeg også i en kasse, den hedder ”Arla” og ”Carlsberg” og ”Danmark er hovedstaden i Sverige”, og folk danner sig muligvis et billede af, hvordan vi danskere flagrer rundt i de svenske fjelde med en bajer i den ene hånd og en mild lagret Klovborg i den anden og det må man jo så forholde sig til. Helst uden at slå nogen ihjel. Jeg føler mig splittet og forvirret for det er mit dannede og skolede jeg der har budt hele verden velkommen i mit hjem, men i krænkelsen af mine værdier, mit hjemland, mit flag, føler jeg forargelsen og jeg får lyst til at svine dem til, men det kan jeg ikke, jeg er jo et dannet menneske og jeg bliver endnu mere forvirret. Men i bund og grund handler det der med at ”Tilegne sig almendannelse, viden og kompetencer” jo om at blive rustet til livet, klædt på til at møde de bedste og værste sider af andre kulturer og forholde sig rationelt og behersket til andre, selv om man føler at egne værdier bliver trådt på. Skolen hverken kan eller skal ensrette os, den skal fodre initiativet, selvstændigheden, nysgerrigheden og lysten til at lære og gennem de solide grundvilkår skal vi nok tilegne os den viden og de kompetencer som vi får brug for. Hvis skolen bare kan gøre os en lille smule klogere, en lille smule mere forstående, til et lille smule bedre menneske, så er alt vel vundet og intet tabt? Her er ikke nogen skolegård, og ingen moon-cars og ingen sandkasse med groft grus eller sand. Men her er boldbaner og klasselokaler med tidsvarende fysiske rammer. Vi har et innovativt musikliv og kreative fællesskaber og kammerater. Vi er en levende og engagerende skole og vi får forfatterbesøg og udfordringer og alting ved gymnasiet og egaa-gym.dk er en absolut kontrast til det halvtriste og halvtomme folkeskoleliv. I forhold til elevtallet på skolen er her plads nok og oppe ved volleyball-banen er der faktisk massevis af det hvide bløde sand som man nemmere kan bygge med. Og når vi engang har glemt alt hvad det gode skolevæsen har lært os, må vi berolige os selv med rektors fine dannelsesdefinition; Dannelse er det, som står tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Så var der alligevel en mening med galskaben.

Anne Edsen.