”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”

Kan I mærke det? Vi er ved at være der. Snart er vi færdige med gymnasiet. Det næste mesterlige produkt af det danske uddannelse system klar til at gå ud i livet og sætte aftryk på Danmark og så alligevel ikke. *SLAM* ”Hvilken videreuddannelse skal du så på min unge ven?”. Vi har vist alle sammen prøvet at stå i denne situation. Med ét enkelt spørgsmål kan en ”uddannet” få os gymnasieelever til at stå målløse med rynket pande og til sidst forlegent svare ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig.”. Vi har i de sidste 3 år været under belejring. Vi er blevet bombarderet med spørgsmålet over alle spørgsmål når det kommer til uddannelse. ”Hvad skal du efter gymnasiet? Ved du ikke hvad du skal være?! Du skal da læse videre ikke?” Presset er lagt og i en tæt jungle af muligheder bliver vi nu nød til at bane os vej for at finde lige præcist det vi vil. Forventningerne er skyhøje for vi er jo de ”almene dannelseshungrende unge danskere” som skal sætte vores aftryk på et fremtidigt Danmark.
En ting jeg ved med sikkerhed er at jeg i morgen skal til session. Det er ikke noget jeg har set specielt meget frem til og dog. Kan der være noget smart i bare at lade sin skæbne ligge i statens hænder og få junglen hugget til pindebrænde. På sin vis er der vel noget i det. Det at have andre til at tage ens valg og pege i hvilken retning man skal gå. Om det så indebærer at man skal skrubbe toiletgulvene med en tandbørste eller skrælle 1000 kartofler til mandskabet. Og hvad vil den ”uddannede” sige? Måske vil der være forståelse og endda anderkendelse.
Vi lever i et land hvor det nærmest er blevet et tabu ikke at ville læse videre og dem der læser videre skal gerne i gennem uddannelses systemet så hurtigt som muligt. Sabbatår er noget staten helst ikke ser os gøre os i og resultatet af dette er et gok i hovedet på de unge som vælger at tage mere en 2 års pause efter uddannelsen. De unge som vælger at søge ind på en uddannelse inden for 2 år, kan gange deres gennemsnit med 1,08 hvilket kan betyde utroligt meget med de nuværende adgangskrav til mange af uddannelserne.
Som Hassan Preisler skriver i de første sider af sin bog Brun Mands Byrde: ”Og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være (…)” Er dette blevet tilfældet for os unge danske studerende? Måske er vi simpelt hen bare begyndt at bukke under for presset om at skulle læse videre og tør nu ikke at skille os ud fra flokken. Jeg husker hvordan det var at blive færdig med 9. klasse. Der var ikke meget tvivl om hvad man skulle derefter. Der var én retning og det var en gymnasial uddannelse. Ikke fordi en erhvervsuddannelse var mindre værd, men fordi at det var normalen i vores kultur og ligesom det er normalen i min familie at man får en gymnasial uddannelse. Hvis jeg ikke får en studentereksamen og læser videre derefter træder utroligt meget ved siden af og pludselig vil rækken af bachelor- og kandidatgrader blive brudt. Skam, vandære eller familiens sorte får? Nej selvfølgelig ikke. Alligevel vælge jeg som mange andre at gøre det som min familiekultur så vel som den danske uddannelseskultur dikterer.
Skal man tro Geert Hofstedes model er det måske egentligt også meget forståligt. Den hollandske organisationsteoretiker og kulturforsker Geert Hofstede bruger et løg til at beskrive sin forestilling om kulturel overflade og dybde og hvordan den skal forstås. Kulturen er afbilledet som et løg med flere lag. Yderst er det umiddelbare synlige i vores kultur, sædvanerne, mens man gennem analyse må skrælle flere og flere lag af for at nå ind til de usynlige kulturelle kerneværdier, i vores tilfælde er en af disse værdier at man bør læse videre efter at have gået i gymnasium. Aller dybest inde i løget ligger de værdier som Hofstede opfatter som nærmest urokkelige, og selvom værdien om at man bør læse videre efter gymnasium ikke ligger helt derinde, kan man sagtens diskutere om denne værdi er noget der ligger dybt begravet i os siden barndommen. Vi er vokset op med at efter gymnasiet bør man læse videre og det kommer derfor til os som det mest naturlige og måske endda det eneste rigtige valg. Kigger vi på det yderste lag af vores ”kulturløg”, ligger der nogle forskellige symboler i det at læse videre og det ikke at læse videre. Læser man videre vil man som oftest fremstå som flittig, klog og stræbende mens hvis man ikke læser videre i nogle sammenhæng vil fremstå som skoletræt og ugidelig måske endda lad og doven. Dette er vores kultur der taler til os og sætter disse roller i et bestemt lys. 
    Alt denne snak om pres, dikterende kultur og forventninger giver mig helt lyst til at sige ”Fuck it” og så ellers bare tage benene på nakken. Måske flytte ud på en ø som eneboer og gro et stort gråt skæg hvorefter jeg ville kunne udtale mig om at i min tid var det eneste rigtige at gøre efter gymnasiet at få en videregående uddannelse for så var kulturfar glad. Helt seriøst, så ville der være en eller anden ro i at være langt væk fra det hele. At kunne ligge i græsset og kigge op på himlen, mærke hvordan græsset stikker ens bare ben, hvordan en blød brise suser igennem ens hår og høre træerne rasle i baggrunden, hvorefter en saglig ro ville kunne lægge sig over en og man ville kunne tænke på alt andet end hvad man skal læse efter gymnasiet og om man overhovedet skal læse til noget. At kunne være komplet ligeglad med hvad det nu lige er som folk mener at man skal efter gymnasiet og bare ligge og sole sig i en ligegladhed og indre ro over ikke at skulle bestemme sig. Ikke mere ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”. Kun tanken om at jeg er lige nu og her og ikke 2 år ude i fremtiden. Jeg tror sgu jeg tager mig et par sabbatår i udelandet…

Asbjørn