Et vildfarent missil?

Spænd kloge-hatten, sæt sædet i en oprejst position og vend venligst blikket mod læreren. Gør jer klar til et væld af livsformende information, nedskrivning af livsnødvendige noter, for det er nu at jeres fremtid skal defineres.

   ”Hvordan er det egentlig at gå i skole?” spørger mange af mine bedsteforældre. Har de glemt, hvordan det var? Det er nok grundet alderen, du ved, demensagtige symptomer. Eller også er det fordi, de ikke længere kan forstå, hvad der er op og ned i skole- og uddannelsessystemet – og med god grund, hvis du spørger mig.

   Gymnasiereformen fra 2005 har især haft en abnorm betydning på forvirringsaspektet omkring gymnasieuddannelserne, idet den i bund og grund vendte op og ned på, hvad gymnasieuddannelsen tidligere bestod af. Man gik fra 2 grundlinjer: Den naturvidenskabelige og den sproglige. Dette blev efter reformen til 4, der endvidere hver i sær også delte sig ud i flere grene. Med det formål, at man tidligt kunne studierette sit uddannelsesforløb. Forberede sig specifikt på den efterfølgende uddannelse. Uden at spilde tiden med ikke relevante fag. Effektivt. Resultatorienteret. Godt for samfundsøkonomien. Dette har så både efterladt dele af den ældre befolkning i forvirring omkring, hvad gymnasiet går ud på, og så vidt jeg kan fortolke det hele, så har det også efterladt store dele af de studerende i vildfarenhed – de ved ikke, hvad de skal lave, hvorfor de er, hvor de er, og om det, de laver, giver mening! Gir det mening? For mig? Hvorfor går jeg i gymnasiet? Hvorfor sidder jeg og skriver dette blogindlæg? Er det et blogindlæg? Hvad er et blogindlæg? I sit væsen er en blog (eller weblog), i følge wikipedia,  en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. Men her skal jeg skrive et blogindlæg, der opfylder en laaaang række på forhånd definerede kriterier og indholdsaspekter: Jeg skal være sproglig bevidst, formidle formelle- og uformelle koder, være afsenderfokuseret og ikke mindst skal min ”blog” (hæhæ) være færdigkomponeret. – Og hvor er det lige, at jeg egentlig skal få presset et citat fra Tunø, hvor jeg beskriver hvordan ”jeg føler mig isoleret, som blommen i et æg, selvom blæsten gennemsiver træernes bløde blade.” ind?

Arne Johan Vetlesen, professor i filosofi ved Oslo Universitet, er citeret i Politikken (2/11 2014) for at sige: ”Præstations- og perfektionspresset, som de unge udsættes for i dag, tolker jeg som en ekstrem lydighedskultur, fordi de unge internaliserer kravene om omstillingsparathed og tilgængelighed som egne forventninger. De driver rovdrift på sig selv for at lykkes i konkurrencen.” Skal jeg derfor leve op til de krav, der er lagt til dette blogindlæg – være lydig – for at lykkes. Ellers skal jeg skide på dem og skrive, hvad jeg tænker, mener, føler? For at blive klogere på mig selv. Og tage ansvar for min egen dannelse og dannelsesproces? Men med risikoen for at faile i teknisk forstand. I den bedømmelse, som min blog skal stå på mål for? Jeg ved det ikke. Måske har jeg længe haft svaret. Jeg har bare glemt det: Per Slyngborg, der var forstander på den efterskole, hvor jeg gik – og som er mit, måske nok og til alle tider største ideal, min Gud – havde tradition for at holde lange taler. Når nye elever kom, og når de rejste igen. I den velkomsttale, han holdt, da jeg startede på skolen, sagde han blandt andet: ”Politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet. Det er derfor forbløffende, at de alligevel sørger for at fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformere de nye generationer fra barnsben af. I stedet bør man gøde, passe og pleje diversitet og mangfoldighed.”

Dannelsesidealer er en svær ting. Det er en proces, samtidig med at det er et resultat. Det henviser til det, et menneske erhverver sig af kulturelt bestemt indhold, viden, holdninger og færdigheder, og hvordan dannelsen af personligheder kan føres i en bestemt retning. Dannelsesidealer er i deres natur gode. En forside. Man kan ikke forestille sig et antidemokratisk dannelsesideal, kan man? Det ligger indbygget i vores del af verden, at vi dannes til en demokratisk tænkning. Det er godt! Men medaljens bagside er, at jo flere ord vi sætter på dannelse, desto mere konform bliver tolkningen af dannelse. Der er en rigtig måde at dannes på. I skolesystemet og gennem uddannelsesmål og det at skrive et blog indlæg, der lever op til 17 krav om formalia.

Men jeg mener bestemt, at dannelse kan ske på mange andre måder – og måske på mere frisættende måder. Per Slyngborg, min Gud, talte i samme tale om John Lennon, som var lidt af et uddannelsesudskud, idet at han ikke passede ind i de rammer, der var blevet sat omkring ham. Han følte sig isoleret, og især rodløs. Det er blevet frygteligt svært siden Lennon at tage den position. Hele vor kulturs tænkning om effektivitet, karriere, profit og fornuft gør vores normalbegreb så snævert, at vi går glip af det geniale og det usædvanlige, som netop Lennon repræsenterer.

Måske er det fordi, at forståelsen af dannelse, og ikke mindst selve dannelsen, ændrer sig i løbet af tiden. Den ændrer sig efter hvilken kultur, vi lever i, på tværs af tid, generationer og geografisk placering. Dialogen hos individer kan være med til at ændre vores kultur, og til at skabe en forståelse for den. Denne teori, i dansk-faglige sammenhæng kaldet for ”det komplekse kulturbegreb”, omhandler ikke noget, som vi mennesker har, men derimod noget, vi alle sammen hele tiden gør og kommunikerer. – ”Jeg er jo kulturelt sammenbragt, og så er man meget sammensat”, siger Hassan Preisler, i sin forestilling ”Brun mands byrde”, når han beskriver sit væsen i en konstant diskussion mellem sine mange personligheder. Det gør ham til et dynamisk menneske, et senmoderne menneske, komplekst. Ret sejt at være så mange ting på en gang. Tænk engang, hvis jeg også kunne være det. Victor, fra Egå Gymnasium, 3.s, et formodentlig venstreorienteret, delvist sympatisk, venligt, til tider irriterende, måske endda provokerende, men også omsorgsfuldt, for ikke at nævne fordomsfuldt menneske. Hvad kan han? Hvad vil han?! Pis. Nu gør jeg det igen. . . HVAD F@#% GØR JEG? . . . Jeg sidder igen som en eller anden jubelnar og skriver fine ord om dannelse, om kulturforståelse og sammensatte mennesker – alt i mens jeg selv er et omvandrende spørgsmålstegn, især hvad der omhandler min egen fremtid. Måske skal jeg tage det man i gamle dage kaldte en dannelsesrejse (hvilket i dag er omdøbt til fjumreår!! - Tal lige om kulturel udvikling der!), for ligesom at møde nye mennesker, mennesker der har været i gennem hvad jeg går i gennem nu. Som hende fra studievalg, vi havde på besøg i går sagde, så skal jeg huske, at næsten ingen i min alder har fastlagt sig et mål for fremtiden eller deres uddannelser – ”Drømme ændrer sig ofte, efterhånden som man får mere viden og flere erfaringer. Og nogen gange må man bare erkende, at den første drøm ikke holdt, men at en ny med lidt justeringer måske kan blive lige så god.”

   Så nu må kloge-hatten gerne spændes op, sædet lænes tilbage, og blikke flakke imod det uendelige, ligesom jeres tanker. Fremtiden er og vil altid være uforudsigelig, det må man bare acceptere. Jeg er ikke selv kommet dertil endnu, men jeg tror, at jeg har et godt grundlag for at nå der til – accept, altså. Nu er det så meningen, at jeg skal slutte med mit navn. Skal jeg gøre det? Eller skal jeg fastholde min pointe omkring, hvad et blogindlæg egentlig er?

   Viggo Leversen