Der var almindelig euforisk stemning i hallen, mens rektor holdt sin tale om almen dannelse for de godt 300 dimitterende elever sidste år. Oppe fra tilskuerrækkerne haglede Blitz-lysene ned over de glade nyudklækkede studenter. Jeg sad på den hårde beton ved siden af en venindes mor og kæmpede med at vise min påtagede store begejstring for hele situationen. Jeg er ikke helt sikker på hvor godt det lykkedes. Og selvom jeg aldrig har været den store fan af formelle sammenkomster og lange taler, fik jeg alligevel fat i nogle brudstykker af rektors tale, som var værd at hæfte sig ved. Vi som elever har til opgave at ”Tilegne os almendannelse, viden og kompetencer” og jeg bliver pludselig lidt stresset for det virker så fint og så vigtigt og så helveds langt væk fra min øvrige begrebsverden. At ”Dannelse er en opgave, som lærerne og skolen løbende skal prøve at fortolke ind i den hastigt forandrende verden, vi lever i” giver mere mening for mig. Pyha. Det der med dannelse er lærernes og skolens opgave. Og så siger rektor, at ”Der må indgå et langt bedre kendskab til kulturer, normer og holdninger i de lande, vi samarbejder med”. Det kan han jo have ret i. Mennesket er et produkt af det samfund det lever i og samfundet er et produkt af den befolkning som bebor det. Vi lever i evig symbiose med hinanden og med omverdenen og samfundet og fællesskabet, og vores kultur fortæller hvem vi er og ikke mindst hvem vi ikke er, vi må definere os selv bedst muligt gennem tilvalg og fravalg, og hvem skal i øvrigt vurdere hvad der er godt og dårligt? Vi iscenesætter os selv i forhold til vores egen omverden, vores eget samfund og omgivelser, for det er de mennesker, det samfund og den kultur vi lever i, der kan og vil og må og skal dømme os, tage bestik af os, vurdere os og mene noget om os. Hvilket andet eksistensgrundlag har vi at forholde os til? Jeg er en pære og jeg stammer fra pærer og jeg er opdraget af pærer og jeg er omgivet af andre pærer, tusindvis af pærer og vi forstår ikke ingefær og ananas og krydderier i fjorten nuancer. I grunden har vi det nemt, i teorien kan vi altid lukke os inde i vores rene pærekoloni og hade alle de andre. Så vidt så godt. Men for fanden hvor ville man blive træt af pærer i længden. Sådan rigtig godt og solidt grundtræt af pærer. Men så kan vi jo bare rejse ud til ingefæren og ananassen og krydderierne i fjorten nuancer. De behøver jo strengt taget ikke at sidde oppe på 4. til højre og høre kæmpehøj hullabulla musik og ryge vandpibe. Eller hvad? Jeg er ikke racist.
Jeg føler mig grundlæggende tolerant. Jeg nikker når de siger inklusion og jeg ryster på hovedet når de siger racisme, men jeg føler alligevel tvivlen og jeg går til forestilling med Hassan Preissler for at lette min egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, men jeg bliver alligevel forarget, og jeg føler at min hudfarve alene kan og vil og skal gøre mig til et racistisk væsen. Men det er jeg ikke. Jeg føler mig grundlæggende tolerant. De kommer jo steder fra hvor der er krig og sult og tørst og ingen rettigheder (Flot Anne, mere generalisering!) Jeg har ingen som helst grund til at føle andet end medfølelse med disse stakkels mennesker. Og jeg åbner mine arme og siger: kom! Og de kommer. Og de er glade. Og de er taknemmelige. Og der er altid plads til de glade og de taknemmelige. Og vi bygger højhuse til dem og lader dem tale deres eget sprog og flage med parabolantenner. Men så begynder de at stjæle. Og begå vold. Og røveri. Og jeg tænker aarrgh! Og så bliver de modige og bliver diskriminerende overfor danskerne. Og jeg tænker aaarrgh!! Og så klager de over kristendomskundskab i de danske folkeskoler, for det er hæmmende for mangfoldigheden og jeg tænker aaaargh!! Og så vil de bygge store moskeer og kalde til bøn over højtalere fem gange om dagen og jeg tænker aaaaargh! Og så vil de forbyde Dannebrog fordi flaget er racistisk og nationalistisk og har et kors som sender et klart signal om at vi elsker alle kristne og hader alle andre. Og jeg tænker
AAAAAAARRGH!
Og måske er jeg ikke så tolerant alligevel og jeg føler mig snydt og bedraget og taget ved næsen, men de får os stadig til at have dårlig samvittighed, for ét negativt ord, så er du racist og hvem fanden gider være det?! De har os! Lige dernede i deres kæmpekoloenorme hule hånd og i stedet for at blive vrede så ligger vi os fladt ned og vi går til forestilling med Hassan Preissler for at lette vores egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, og det føles godt! (Fornem spyttet, der forlader Preisslers mund, mens han smasker caviar og champagne og vælter rundt på gulvet i sin drypvåde svedige hvide T-shirt og har rigtig løse albuer og knæ) Og det er muligvis sat på spidsen, faktisk hel derud hvor man praktisk talt ikke kan komme længere ud på spydspidsen (hvis man da befinder sig på spidsen af et spyd (hvor kom den fra?)) uden at falde. Men det er jo for fanden sådan det hele fungere, vi elsker kasser, begærer kasser, kasser, kasser, kasser, flere kasser, giv os flere kasser! Kasser, vi kan sætte folk ind i, og når man først er havnet i en kasse, så er man der for evigt, for evigt og altid og det er godt med folk i kasser, for så flagrer de ikke rundt i det der tomhedens uvishedens univers, hvor man ikke aner hvad man skal gøre af dem. Og når jeg kommer til udlandet er jeg også i en kasse, den hedder ”Arla” og ”Carlsberg” og ”Danmark er hovedstaden i Sverige”, og folk danner sig muligvis et billede af, hvordan vi danskere flagrer rundt i de svenske fjelde med en bajer i den ene hånd og en mild lagret Klovborg i den anden og det må man jo så forholde sig til. Helst uden at slå nogen ihjel. Jeg føler mig splittet og forvirret for det er mit dannede og skolede jeg der har budt hele verden velkommen i mit hjem, men i krænkelsen af mine værdier, mit hjemland, mit flag, føler jeg forargelsen og jeg får lyst til at svine dem til, men det kan jeg ikke, jeg er jo et dannet menneske og jeg bliver endnu mere forvirret. Men i bund og grund handler det der med at ”Tilegne sig almendannelse, viden og kompetencer” jo om at blive rustet til livet, klædt på til at møde de bedste og værste sider af andre kulturer og forholde sig rationelt og behersket til andre, selv om man føler at egne værdier bliver trådt på. Skolen hverken kan eller skal ensrette os, den skal fodre initiativet, selvstændigheden, nysgerrigheden og lysten til at lære og gennem de solide grundvilkår skal vi nok tilegne os den viden og de kompetencer som vi får brug for. Hvis skolen bare kan gøre os en lille smule klogere, en lille smule mere forstående, til et lille smule bedre menneske, så er alt vel vundet og intet tabt? Her er ikke nogen skolegård, og ingen moon-cars og ingen sandkasse med groft grus eller sand. Men her er boldbaner og klasselokaler med tidsvarende fysiske rammer. Vi har et innovativt musikliv og kreative fællesskaber og kammerater. Vi er en levende og engagerende skole og vi får forfatterbesøg og udfordringer og alting ved gymnasiet og egaa-gym.dk er en absolut kontrast til det halvtriste og halvtomme folkeskoleliv. I forhold til elevtallet på skolen er her plads nok og oppe ved volleyball-banen er der faktisk massevis af det hvide bløde sand som man nemmere kan bygge med. Og når vi engang har glemt alt hvad det gode skolevæsen har lært os, må vi berolige os selv med rektors fine dannelsesdefinition; Dannelse er det, som står tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Så var der alligevel en mening med galskaben.
Anne Edsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar