I mailen stod der at jeg ikke var kommet ind på holdet. Jeg var helt færdig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde spillet teater i 7 år. Jeg havde været med til alt på filuren. Alle mine venner var der. Det var dem jeg havde noget til fælles med. Jeg hørte jo til der. Jeg kunne ikke bare høre til et andet sted. Hvorfor var jeg ikke god nok til at komme på TU holdet? (TU står for Talentudvikling). Fra den dag stoppede jeg med at spille teater. Jeg vidste det ikke på daværende tidspunkt, men det gjorde jeg. Jeg overvejede at melde mig på et andet hold, altså et almindeligt tilmeldingshold, men da jeg blev ved med at brokke mig, foreslog min mor at jeg tog en sæsons pause, (en sæson er et halvt år) for at tænke over det og komme ordentligt i gang med gymnasiet (hvor jeg for øvrigt havde valgt musik-matematik-fysik linjen i stedet for musik-engelsk-drama linjen). Det var egentlig fint nok, men jeg vidste ikke helt hvor jeg hørte til. Var jeg musik-nørd eller fodbold-nørd eller ingen af delene? Jeg vidste jo godt at jeg spillede musik, men ikke at det var min identitet. Jeg troede jeg var ham der spillede teater. Efter efterårssæsonen havde jeg ikke lyst til at starte til teater igen. Jeg havde tænkt over det, og var kommet frem til at hvis Ane og Sune (to af lærerne på filuren) ikke mente at jeg var dygtig nok til at komme på TU linjen, så skulle jeg nok slet ikke spille teater. De er jo trodsalt professionelle. Men jeg var sku (i mere eller mindre grad) i en identitets krise, jeg havde altid været ham der spillede teater, hvem var jeg nu? Ham der spillede musik? Nej, for jeg gik (og går sådan set stadig væk) i en klasse hvor 2/3 dele spillede musik. Jeg kunne ikke (som Hassan) være hvem som helst. Jeg var hvem som helst.
Jeg var ikke længere ham der skilte sig ud.
Hvis fyrtårnet ikke havde været her havde det lignet den kirke min klasse blev konfirmeret i. Jeg blev ikke selv konfirmeret, da jeg allerede dengang vidste at jeg ikke var kristen. Jeg vidste ikke helt hvorfor (måske bare for at skille mig ud). Jeg blev i stedet nonfirmeret (hvilket min computer ikke synes er et ord (hvilket passer enormt godt til det jeg kommer til lige om lidt) (Et halvt år efter jeg blev konfirmeret spillede jeg forøvrigt en teater forestilling hvor jeg spillede, ja, rigtig gættet, præst.)). Der er en del i min omgangskreds der ikke helt forstår at jeg blev nonfirmeret. Altså det er ikke det, at jeg ikke blev konfirmeret, men det at jeg valgte at holde en fest, hvor jeg fejrede nonfirmationen. ”Hvis du ikke blev konfirmeret er der jo heller ikke nogen grund til at holde festen, så er der jo ikke noget at fejre.” Den kommentar har jeg fået en del gange, og jeg svare altid det samme: ”Jeg synes at det er en lige så stor beslutning, hvis ikke større, at vælge kristendommen fra som at vælge den til.” Selvfølgelig med en undertone af at jeg skiller mig ud. Lad os lige tage et par sekunder hvor vi tænker over ordene ”konfirmation” og ”nonfirmation”. Så går vi videre (i skal forestille jer at jeg ventede ca. 5 sekunder før jeg gik videre). Nej (Sådan noget pjat. Det ville være et ret kedeligt blok indlæg hvis jeg bare skrev ord i skulle tænke over). Jeg har slået ordet konfirmation op på internettet (hvor ellers? I et leksikon? (ved I godt hvad det er? … det tager vi en anden gang)). På folkekirken.dk skriver de: ”Ved konfirmationen i kirken bekræfter Gud det løfte, han gav ved dåben og konfirmanden modtager konfirmationsvelsignelsen.” På wikipedia skriver de: ”Konfirmation (af latin confirmatio ≈ bekræftelse) er en kirkelig handling, som bekræfter dåben.” Altså ca. det samme, bare forklaret på en kirkelig måde og en teknisk måde. Jeg hæfter mig ved den lille parentes i det fra Wikipedia: ”(af latin confirmatio ≈ bekræftelse)”. Her har vi at gøre med et bølget ligheds tegn, hvilket jo betyder (jeg bruger ordet: ”jo” for at gøre det tydeligt at det er noget vi alle bør vide): Nærmest lig med. Altså betyder konfirmation ”bare” bekræftelse (godt lavet Lasse. det brugte du så lige 10 linjer på at udrede). Til konfirmationen går man altså op til en præst og siger: ”Det der mine forældre bestemte for mig for 14 år siden, det er fint, det fortsætter vi bare med.” Jeg tog der imod et valg om (teknisk set) at gå mod mine forældres beslutning. Jeg valgte (som 14årig) at sige: ”Jeg har kigget lidt på det. Det giver sku ikke helt mening for mig. Jeg har, som 14årig, fundet ud af at meningen med livet ikke er kristendommen. Jeg vil noget andet.” Hvis det ikke er en fest værd, så ved jeg ikke hvad der er.
Jeg er ham der ikke blev konfirmeret.
Næste afsnit bliver nok lidt hårdt, men vi prøver.
Kort tid efter min nonfirmation (4 måneder og 14 dage), den 16. Juni, døde min far (Jeg har også en gang spillet et teater stykke hvor jeg skulle dræbe min far (altså ikke min rigtige far… i er med ik?)). En af mine venner spurgte mig om jeg så ikke blev en smule religiøs. Og nej, det gjorde jeg ikke. Jeg tror ikke på at nu fløj min fars sjæl et eller andet sted hen og levede videre. Men jeg tror på at minderne om ham lever videre i mig og i resten af hans familie og i hans venner. Jeg tænker tit: ”Hvad ville far have gjort?” eller: ”Hvad ville far have sagt?” Jeg er ked af at han ikke er her mere, men jeg er (undskyld mit fransk) fandeme glad for at han nåede at være en del af mit liv. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 2 år, derefter så jeg kun min far hver anden weekend. Og bevares det var da pisse hamrene hårdt ikke at se ham i næsten to uger i mellem hver gang. Men til gengæld var de weekender også bare helt fantastiske, for når vi endelig var samme, var vi sammen hele tiden. Da jeg var teenager manglede jeg en at snakke med omkring alt det man kommer igennem. Jeg tror jeg har haft svære end andre ved nogle ting, da jeg ikke kunne spørge min far til råds. Men jeg tror også at jeg har haft nemmere ved nogle ting. Jeg har fået og vide at jeg er blevet voksen hurtigere. Jeg ved ikke om det passer. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig skulle til at være manden i huset. Jeg tror at jeg er begyndt at minde mere om min far (og han skilte sig ud), fordi jeg ubevidst har tage noget af ham til mig. Når jeg er i forsamlinger hvor min far ville have været, prøver jeg på en eller anden måde at udfylde hans plads. Jeg prøver at fortæller vittigheder som han gjorde og snakke med folk som han gjorde det. Ikke for at lade som om han er der, men fordi jeg selv på en eller anden måde føler at det hører til. Jeg kan huske at min kusine på et tidspunkt sagde: ”Da du kom gående her hen, tænkte jeg: ”Der kommer onkel Kent”.” Jeg er sikker på at det var pænt ment, for jeg ved at hun elskede sin onkel (min far). Jeg tror faktisk at alle elskede ham, og det er fandeme svært at leve op til. Til hans begravelse var der omkring 300-400 mennesker, som alle sammen havde brug for at sige farvel. En af hans bedste venner holdte en tale der på en eller anden måde gjorde indtryk på mig. Han fortalte at når de diskuterede et eller andet (mere eller mindre vigtigt) og de ikke kunne blive enige sagde min far altid: ”Hold kæft kælling jeg vil skilles.” Det har jeg taget til mig. Jeg er begyndt at sige det til en af mine venner, ikke fordi det er specielt sjov eller noget, men fordi det er noget jeg har fra min far. Og sådan er det med mange ting, jeg gør det fordi min far gjorde det (og for at skille mig ud).
Jeg er ham hvis far er død
For en måneds tid siden så jeg at der var audition på ”Matador Musicalen” på Vilhelmsborg festspil. Da gik det op for mig hvor meget jeg savner at spille teater, så jeg besluttede mig for at prøve at gå til audition. Jeg fortalte det ikke til ret mange (eller jeg forsøgte at lade være), og jeg prøvede at regne med at jeg ikke ville komme med, for ikke at blive skuffet. For en uge siden fik jeg så en mail hvor der stod:
”Kære Lasse
Tusind tak for din deltagelse i audition til Matador.
Vi har den glæde at tilbyde dig rollen som Røde i forestillingen.”
Jeg er ham der spiller teater.
Lasse Nielsen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar