Hvad er det mest ømme punkt på
jeres krop? Jeg ved godt, hvad I drenge tænker, men det her skal ikke handle om
hormoner og teenagetanker. Det skal handle om et simpelt ord på syv bogstaver, starter med r, slutter på isme, rimer på prisme. Racisme.
I den anledning kan jeg lige så godt
få forfatter og skuespiller til Brun
Mands Byrde Hassan Preisler ind i billedet. Han er et sammensat menneske;
født i Charlottenlund, opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Men er vi alle ikke
det? Sammensat altså. Sammensat af bittesmå brudstykker af indtryk og
oplevelser, som alle er med til at skabe én stor personlighed. Èn stor dannelse
om man vil. Men ved vi så hvornår vi er færdigdannet? Hvis man overhovedet kan blive
det? (Ja, undskyld de mange spørgsmål på sådan en tidlig mandag morgen)
Både tedrikning ved farmor Margit, hajsvømning ud for Floridas kyst eller hurtigskrivning i Tunøs smukke omgivelser er brudstykker bidragende til dannelsen. Jeg vil vove påstå, at selv mine kommende refleksioner ned igennem dette blogindlæg vil skubbe mig et skridt tættere på, at blive et dannet menneske. Hvad angår hurtigskrivningen fik jeg udtrykt nogle dybere tanker end på en normal onsdag aften, hvor boller i karry er på menuen og Den Store Bagedyst er på programmet. Biernes summen og træernes svajen i den lune vind. Solen der kaster sine varme stråler på mine bare ben. Det høje græs’ kilden i næsen blandet med duften af blomster og en af drengenes mærkevaredeodorant. Helt fuldkommen ro. Her er det svært at forstille sig, at noget ondt skulle finde sted i verden, men sådan er realiteterne desværre ikke. For nyligt læste jeg om SF folketingspolitikeren Özlem Cekics oplevelse (nu tænker I måske; Clara, interesserer du dig for politik?!? Og nej, I har helt ret, det poppede skam bare tilfældigt op på min Facebook-startside) Nå, tilbage til den kære Özlem. Hun er oprindelig kurder, født i Tyrkiet for senere at flytte til Danmark. Hende og hendes familie blev for nylig nægtet adgang til en Outlet messe i Bella Centeret med ingen anden forklaring end ordene ”fis af”. Jeg var efterladt på min flade, dybt forarget og med krummede tæer. Kald mig bare naiv, men da jeg hørte om Hassan Preislers racistiske oplevelser, var min første tanke, at han søgte medlidenhed. Jeg troede reelt ikke på, at racisme i så høj grad stadig var at finde i dagens multikulturelle Danmark, hvor vi både har taget pizza, tortilla, sushi, falafel og ikke mindst boller i karry til os, men jeg skulle blive klogere. Mit såkaldte wake-up call væk fra min lille isolerede boble fra blomsterne og bierne (den skulle ikke misforstås, den der), kan beskrives med en tretrinsraket. Først var der dette års valg til Europaparlamentet, hvor Dansk Folkeparti fik over en fjerdedel af alle stemmerne. EN FJERDEDEL!! Derefter var jeg vidne til en håndsoprækning – eller mangel på samme - hvor min lærer spurgte, hvem der kunne sige sig fuldstændig fri fra at have racistiske fordomme. Resultatet talte for sig selv. Ingen, ikke engang en lille forsigtig hånd med nedbidte negle, røg i vejret. Jeg sidder ikke her og spiller hellig, for min hånd forblev da også solidt plantet på bordet, for hånden på hjertet så ville jeg hellere møde en gruppe hvide mænd midt om natten, end jeg ville møde en gruppe sorte mænd. Først og fremmest fordi at dem kan man i det mindste se (ej undskyld, var den en tand for grov?) Og alligevel er det ikke fordi jeg ligefrem længes efter at møde en blegfed, steroidepumpet, skaldet mand med overarme så store, at der er plads til tatoveringer af hele Danmarks nationalsang med stavefejl. For sådanne fordomme har jeg nemlig om ham dørvagten i Bella Centeret. Tatoveringer eller ej, så udtrykker han aktivt sin foragt over for fremmede. Jeg er i sådanne situationer flov over at være dansker. Lige så stolt jeg er, når jeg kigger på Tunøs landskab, nyder en portion rødgrød eller sidder hjemme foran flimmerkassen med min rød/hvide klaphat og følger Danmarks drenge (okay, der er måske faktisk ikke så meget at være stolt over hvad angår det sidste), ligeså flov er jeg over Dansk Folkepartis fremgang og den skaldede mand fra Bella Centeret. Det kan godt være, at man kan kalde Dansk Folkeparti for dannede mennesker, for de besidder da om nogen en vigtig evne i dannelsesprocessen, nemlig evnen til at forholde sig kritisk… overfor fremmede. Men så vil jeg hellere forblive et ikke-færdigdannet menneske. Vi kan da sagtens blive ved med at æde vores rødgrød og beholde vores klaphatte på, men jeg vil sørme ikke undvære min boller i karry. En kvinde med tørklæde forhindrer ikke mig i at gøre sådanne ting, så hvorfor skulle jeg forhindre hende i at gå med hovedbeklædning? Forskellige kulturer kan lære utrolig meget af hinanden, og dette er der jo på sin vis ikke noget nyt i, da det sås helt tilbage i korstogstiden, hvor de kristne hellige krigere lod sig inspirere af de fremstående arabiske luksusser i form af indretning og krydderier, og blev klogere på både filosofi, matematik, astronomi og medicinvidenskab (kan min historielærer ikke også lige få lov at læse dette blogindlæg? i-smiley). Men det er værd at huske på, når vi egoistiske danskere sender stakkels mennesker, som flygter fra krig og elendighed, lige tilbage hvor de kommer fra. Så længe man gør en indsats for at integrere sig og bidrager til samfundet, så er man i min optik velkommen. Sat lidt på spidsen er rengøringskonen Fatima mere velkommen i det danske samfund end småbuttede dovne Robert, som lever på kontanthjælp og udnytter det danske velfærdssystem.
Noget tyder på, at hvis ikke decideret racistiske tankegange, så i hvert fald forbehold over for mennesker med anden etnisk baggrund, er indlejret i vores måde at tænke på. Det er ”en del af vores kromosomer og DNA”, som Hassan Preisler ville sige, hvilket nok alligevel ikke er tilfældet. Men på grund af vores opvækst i den danske kultur er vi helt fra barnsben blevet konfronteret med historier og billeder af ballademagere med mørkere hudfarve. Det er altså blevet banket ind i lille Clara på 6 års hoved, at Muhammed er dårlig, og Søren er god. Sådanne brudstykker er også med til at danne. Danne racisme.
Grunden til at jeg føler mig forarget og flov over situationerne fra overstående tretrinsraket, er fordi det rammer et ømt punkt inden i mig, som en kniv der rammer blommen i en finger, og det er forhåbentlig ikke kun mig, der føler sådan. Da Hassan Preisler beskyldte mig for at være racist, følte jeg provokationen boble inden i, for han skal saftsusme ikke stå der og kalde mig for noget så tabubelagt som racist, som han ikke ved en dyt om. Eller hvad? Jeg havde jo usædvanlig nemt ved at placere Søren og Muhammed på deres ”rigtige” pladser. Faktisk skræmmende nemt. Måske lige netop derfor følte jeg mig provokeret - han havde ramt et ømt punkt.
Hr. Preisler gør en ting rigtigt i mødet mellem to kulturer – han kommunikerer. Når vi mennesker går ind i kulturmøder, har vi en forforståelse med i rygsækken. Denne forforståelse kan vise sig at være korrekt, men den kan også vise sig at være det modsatte. I midlertidig kan dette ikke afgøres før en dialog åbner sig. Måske viser det sig, at et tørklæde kan være lige så harmløs som en rød/hvid klaphat.
Clara Anna Søberg
Både tedrikning ved farmor Margit, hajsvømning ud for Floridas kyst eller hurtigskrivning i Tunøs smukke omgivelser er brudstykker bidragende til dannelsen. Jeg vil vove påstå, at selv mine kommende refleksioner ned igennem dette blogindlæg vil skubbe mig et skridt tættere på, at blive et dannet menneske. Hvad angår hurtigskrivningen fik jeg udtrykt nogle dybere tanker end på en normal onsdag aften, hvor boller i karry er på menuen og Den Store Bagedyst er på programmet. Biernes summen og træernes svajen i den lune vind. Solen der kaster sine varme stråler på mine bare ben. Det høje græs’ kilden i næsen blandet med duften af blomster og en af drengenes mærkevaredeodorant. Helt fuldkommen ro. Her er det svært at forstille sig, at noget ondt skulle finde sted i verden, men sådan er realiteterne desværre ikke. For nyligt læste jeg om SF folketingspolitikeren Özlem Cekics oplevelse (nu tænker I måske; Clara, interesserer du dig for politik?!? Og nej, I har helt ret, det poppede skam bare tilfældigt op på min Facebook-startside) Nå, tilbage til den kære Özlem. Hun er oprindelig kurder, født i Tyrkiet for senere at flytte til Danmark. Hende og hendes familie blev for nylig nægtet adgang til en Outlet messe i Bella Centeret med ingen anden forklaring end ordene ”fis af”. Jeg var efterladt på min flade, dybt forarget og med krummede tæer. Kald mig bare naiv, men da jeg hørte om Hassan Preislers racistiske oplevelser, var min første tanke, at han søgte medlidenhed. Jeg troede reelt ikke på, at racisme i så høj grad stadig var at finde i dagens multikulturelle Danmark, hvor vi både har taget pizza, tortilla, sushi, falafel og ikke mindst boller i karry til os, men jeg skulle blive klogere. Mit såkaldte wake-up call væk fra min lille isolerede boble fra blomsterne og bierne (den skulle ikke misforstås, den der), kan beskrives med en tretrinsraket. Først var der dette års valg til Europaparlamentet, hvor Dansk Folkeparti fik over en fjerdedel af alle stemmerne. EN FJERDEDEL!! Derefter var jeg vidne til en håndsoprækning – eller mangel på samme - hvor min lærer spurgte, hvem der kunne sige sig fuldstændig fri fra at have racistiske fordomme. Resultatet talte for sig selv. Ingen, ikke engang en lille forsigtig hånd med nedbidte negle, røg i vejret. Jeg sidder ikke her og spiller hellig, for min hånd forblev da også solidt plantet på bordet, for hånden på hjertet så ville jeg hellere møde en gruppe hvide mænd midt om natten, end jeg ville møde en gruppe sorte mænd. Først og fremmest fordi at dem kan man i det mindste se (ej undskyld, var den en tand for grov?) Og alligevel er det ikke fordi jeg ligefrem længes efter at møde en blegfed, steroidepumpet, skaldet mand med overarme så store, at der er plads til tatoveringer af hele Danmarks nationalsang med stavefejl. For sådanne fordomme har jeg nemlig om ham dørvagten i Bella Centeret. Tatoveringer eller ej, så udtrykker han aktivt sin foragt over for fremmede. Jeg er i sådanne situationer flov over at være dansker. Lige så stolt jeg er, når jeg kigger på Tunøs landskab, nyder en portion rødgrød eller sidder hjemme foran flimmerkassen med min rød/hvide klaphat og følger Danmarks drenge (okay, der er måske faktisk ikke så meget at være stolt over hvad angår det sidste), ligeså flov er jeg over Dansk Folkepartis fremgang og den skaldede mand fra Bella Centeret. Det kan godt være, at man kan kalde Dansk Folkeparti for dannede mennesker, for de besidder da om nogen en vigtig evne i dannelsesprocessen, nemlig evnen til at forholde sig kritisk… overfor fremmede. Men så vil jeg hellere forblive et ikke-færdigdannet menneske. Vi kan da sagtens blive ved med at æde vores rødgrød og beholde vores klaphatte på, men jeg vil sørme ikke undvære min boller i karry. En kvinde med tørklæde forhindrer ikke mig i at gøre sådanne ting, så hvorfor skulle jeg forhindre hende i at gå med hovedbeklædning? Forskellige kulturer kan lære utrolig meget af hinanden, og dette er der jo på sin vis ikke noget nyt i, da det sås helt tilbage i korstogstiden, hvor de kristne hellige krigere lod sig inspirere af de fremstående arabiske luksusser i form af indretning og krydderier, og blev klogere på både filosofi, matematik, astronomi og medicinvidenskab (kan min historielærer ikke også lige få lov at læse dette blogindlæg? i-smiley). Men det er værd at huske på, når vi egoistiske danskere sender stakkels mennesker, som flygter fra krig og elendighed, lige tilbage hvor de kommer fra. Så længe man gør en indsats for at integrere sig og bidrager til samfundet, så er man i min optik velkommen. Sat lidt på spidsen er rengøringskonen Fatima mere velkommen i det danske samfund end småbuttede dovne Robert, som lever på kontanthjælp og udnytter det danske velfærdssystem.
Noget tyder på, at hvis ikke decideret racistiske tankegange, så i hvert fald forbehold over for mennesker med anden etnisk baggrund, er indlejret i vores måde at tænke på. Det er ”en del af vores kromosomer og DNA”, som Hassan Preisler ville sige, hvilket nok alligevel ikke er tilfældet. Men på grund af vores opvækst i den danske kultur er vi helt fra barnsben blevet konfronteret med historier og billeder af ballademagere med mørkere hudfarve. Det er altså blevet banket ind i lille Clara på 6 års hoved, at Muhammed er dårlig, og Søren er god. Sådanne brudstykker er også med til at danne. Danne racisme.
Grunden til at jeg føler mig forarget og flov over situationerne fra overstående tretrinsraket, er fordi det rammer et ømt punkt inden i mig, som en kniv der rammer blommen i en finger, og det er forhåbentlig ikke kun mig, der føler sådan. Da Hassan Preisler beskyldte mig for at være racist, følte jeg provokationen boble inden i, for han skal saftsusme ikke stå der og kalde mig for noget så tabubelagt som racist, som han ikke ved en dyt om. Eller hvad? Jeg havde jo usædvanlig nemt ved at placere Søren og Muhammed på deres ”rigtige” pladser. Faktisk skræmmende nemt. Måske lige netop derfor følte jeg mig provokeret - han havde ramt et ømt punkt.
Hr. Preisler gør en ting rigtigt i mødet mellem to kulturer – han kommunikerer. Når vi mennesker går ind i kulturmøder, har vi en forforståelse med i rygsækken. Denne forforståelse kan vise sig at være korrekt, men den kan også vise sig at være det modsatte. I midlertidig kan dette ikke afgøres før en dialog åbner sig. Måske viser det sig, at et tørklæde kan være lige så harmløs som en rød/hvid klaphat.
Clara Anna Søberg
Ingen kommentarer:
Send en kommentar