Flettede hjerter, småkager, konfekt, andesteg og ikke mindst et læs julegaver er alt sammen på få dage kulmineret i det som vi alle sammen kender og elsker, nemlig julen. Alle snakker om den, og alle elsker den på hver sin måde, uanset om det er andestegen, juletræet eller gaverne der er favorit.
I Danmark fejrer vi julen fordi vi hylder Jesu fødsel. Men er det egentligt derfor, eller er det bare fordi vores borgerlige traditionelle land elsker gaver, and og masser af småkager?
Fra barnsben er jeg blevet slæbt med i kirke juleaften, og har aldrig rigtig set Disneys store juleshow (og ja, jeg ved godt, at jeg nok er gået glip af noget!!).
Jeg husker stadig tydeligt de uendelige lange prædiker, mens man sad med benene dinglede ud over kirkebænken og sukkede over de lange salmer man skulle igennem. Men sådan var det, og sådan er det stadig... Kirketuren har altid været kedelig og præstens prædiken har altid været for abstrakt og filosoferende, men for mig er det en del af dét at holde jul.
Men hvad skal der egentligt til, for at man kan holde jul?
Er det de store julegaver, det skinnende juletræ, de brunede kartofler og andestegen eller samværet med dem man elsker?
Svarene er mange og dybt forskellige fra individ til individ, fra land til land, fra kultur til kultur.
Mon der overhovedet findes juletræer og julehjerter i Tanzania, risengrød i Shanghai eller andesteg på Tunø? (Ej den var vist lige over grænsen!)
Julen er også en tid, hvor man samles med familien. Og se, dét er muligvis det aller vigtigste for alle. For selvom gaverne og maden fylder meget, så ville det aldrig være det sammen uden nogen at dele glæderne med. Samvær og kærlighed er nøgleord for julen, og som den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: "Julen er en dag med betydning og traditioner, en særlig dag tilbragt i familie og venners varme kreds." Julen skal nydes med ens nærmeste uanset individ, land og kultur. Men se, hvad nu hvis man ikke har nogen at dele glæderne med? (Uh den tanker løber mig koldt ned af ryggen!) Så bliver julen lige pludselig den værste tid, og noget der skal overstås. Jeg håber alle har en eller anden at dele glæderne med, for ellers er julen godt nok en trist tid. (Lad os springe videre, inden jeg får mere ondt i maven af den tanke!)
For julen kan fejres på mange måder, ingen tvivl om det. Lige fra brede strande på Hawaii til snekældte bjerge i Nuuk, og ikke alle traditioner behøver være til, for at julen kan eksistere.
Den handler vel i bund og grund om hvem man er, hvor man kommer fra og ens dannelse. Er man opdraget til bjerge af gaver, andesteg og et 30 meter højt juletræ er det svært at forbinde julen med meget andet end det. Nogen ville synes, at os danskere er sindssyge og grådige, og tager alt for givet. Men er det ikke bare sådan vi er opdraget og sådan vi har fået det ind med modermælken.
Julen varer længe, koster mange penge. Vi kan ihvertfald ikke komme udenom, at vi danskere godt kan være store i slaget når december nærmer sig. I december 2013 var dankort-forbruget på 25 mio, og det er vel og mærke kun dankortet. (Shit det er mange penge på slik og gaver!!).
Men ja, julen kan, som sagt, fejres på mange måder. Men jeg aner egentligt ikke helt på hvilke måder.
For jeg holder den traditionelle jul med andesteg, brunede kartofler og ris ala mande. Jeg ville foretrække pizza og is, men jeg tør ikke. Jeg går i kirke og hører på præstens prædiken, mens jeg lytter forstående og interesseret. Jeg ville foretrække høj rockmusik og sjove historier, men jeg tør ikke. Og jeg danser omkring juletræet og synger salmer men jeg ville foretrække en film og en blomst, men jeg tør ikke. Og når gaverne skal pakkes op og gives ud, foretrækker jeg en varm dyne og et stykke chokolade, men jeg tør ikke. Eller gør jeg?
Jeg har altid holdt jul i mit trygge lille hjem med min familie, den velkendte smag af and på tungen og de dinglende ben på kirkebænken. Ikke fordi jeg er bange for at slippe det, men jeg har aldrig haft muligheden for det! Så kan det godt være at jeg udadtil ligner en traditionel borgerlig dansker, der aldrig vil kunne undvære sin andesteg og ris a la mande, men sandheden er, at der aldrig har været et andet tilbud! Jeg har aldrig rejst i julen og oplevede julen i en anden kulturelkontekst, eller oplevede hvilke normer og traditioner der også kan binde sig til julen. Det kunne nok egentligt være meget kulturklogt (er det et ord? I ved hvad jeg mener) og inspirerende, at se hvordan den søde tid også kan holdes.
At rejse mener jeg egentligt ikke så langt væk. Både i storbyen og i udkantsdanmark er der helt sikkert mange forskellige traditioner og normer. Tænk engang at holde jul langt væk fra støj og larm, og nyde stilheden sammen med sin familie. (Ved I hvilket sted jeg tænker på?) Præcis, Tunø. Der kan julefreden sænke sig, og stress og jag er næppe noget som man kender til. Selvom det ikke ligefrem var julen jeg tænkte på, sidst jeg var på Tunø, så kan den snildt kobles til den rolighed og harmoni som summer på den bilfrie ø. For dér når man sidder på den mosbeklædte skovbund, kigger op på de lysegrønne blade og ser solen skinne ned igennem, så rammer stilheden. Jeg sikker på, at selvom man sad i en bunke sne, var tilfældet det samme.
Harmonien og freden hersker på Tunø, tror det eller ej - også når freden får sat et 'jule' foran sig.
Man kunne også rejse til det store København, og se hvordan gaveindkøb og stress er på sit højeste. Som min kusine i hovedstaden altid siger; "december er altid både den mest forfærdelige og bedste tid i København). For selvom strøget vælter med mennesker og travlhed, så er lysene tændt og de brændte mandler sælger sig selv. Julefreden er der, kulturen gemmer den bare lidt.
Julekulturen er mange, og ændrer sig, hvor end i landet man bevæger sig hen og kommer fra. Jeg er dannet og støbt med andesteg, julegaver og juletræ, men vil aldrig udelukke muligheden for at udvide horisonten og prøve en juleaften med nye traditioner, måske endda uden julegaver. (Uh, sagde jeg det højt?)
Hvis muligheden kommer, så tager jeg den. Julen er her hvert år, og det kan vel aldrig skade at gøre det anderledes en enkelt gang. Men kan vel altid komme krybende tilbage til sin andesteg og sine flettede julehjerter, hvis oplevelsen ikke var en succes. Vi fejrer jo Jesu fødsel. Om det så er med eller uden andesteg, kan jeg ikke se problemet i.
Katrine Beedholm
Fra barnsben er jeg blevet slæbt med i kirke juleaften, og har aldrig rigtig set Disneys store juleshow (og ja, jeg ved godt, at jeg nok er gået glip af noget!!).
Jeg husker stadig tydeligt de uendelige lange prædiker, mens man sad med benene dinglede ud over kirkebænken og sukkede over de lange salmer man skulle igennem. Men sådan var det, og sådan er det stadig... Kirketuren har altid været kedelig og præstens prædiken har altid været for abstrakt og filosoferende, men for mig er det en del af dét at holde jul.
Men hvad skal der egentligt til, for at man kan holde jul?
Er det de store julegaver, det skinnende juletræ, de brunede kartofler og andestegen eller samværet med dem man elsker?
Svarene er mange og dybt forskellige fra individ til individ, fra land til land, fra kultur til kultur.
Mon der overhovedet findes juletræer og julehjerter i Tanzania, risengrød i Shanghai eller andesteg på Tunø? (Ej den var vist lige over grænsen!)
Julen er også en tid, hvor man samles med familien. Og se, dét er muligvis det aller vigtigste for alle. For selvom gaverne og maden fylder meget, så ville det aldrig være det sammen uden nogen at dele glæderne med. Samvær og kærlighed er nøgleord for julen, og som den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: "Julen er en dag med betydning og traditioner, en særlig dag tilbragt i familie og venners varme kreds." Julen skal nydes med ens nærmeste uanset individ, land og kultur. Men se, hvad nu hvis man ikke har nogen at dele glæderne med? (Uh den tanker løber mig koldt ned af ryggen!) Så bliver julen lige pludselig den værste tid, og noget der skal overstås. Jeg håber alle har en eller anden at dele glæderne med, for ellers er julen godt nok en trist tid. (Lad os springe videre, inden jeg får mere ondt i maven af den tanke!)
For julen kan fejres på mange måder, ingen tvivl om det. Lige fra brede strande på Hawaii til snekældte bjerge i Nuuk, og ikke alle traditioner behøver være til, for at julen kan eksistere.
Den handler vel i bund og grund om hvem man er, hvor man kommer fra og ens dannelse. Er man opdraget til bjerge af gaver, andesteg og et 30 meter højt juletræ er det svært at forbinde julen med meget andet end det. Nogen ville synes, at os danskere er sindssyge og grådige, og tager alt for givet. Men er det ikke bare sådan vi er opdraget og sådan vi har fået det ind med modermælken.
Julen varer længe, koster mange penge. Vi kan ihvertfald ikke komme udenom, at vi danskere godt kan være store i slaget når december nærmer sig. I december 2013 var dankort-forbruget på 25 mio, og det er vel og mærke kun dankortet. (Shit det er mange penge på slik og gaver!!).
Men ja, julen kan, som sagt, fejres på mange måder. Men jeg aner egentligt ikke helt på hvilke måder.
For jeg holder den traditionelle jul med andesteg, brunede kartofler og ris ala mande. Jeg ville foretrække pizza og is, men jeg tør ikke. Jeg går i kirke og hører på præstens prædiken, mens jeg lytter forstående og interesseret. Jeg ville foretrække høj rockmusik og sjove historier, men jeg tør ikke. Og jeg danser omkring juletræet og synger salmer men jeg ville foretrække en film og en blomst, men jeg tør ikke. Og når gaverne skal pakkes op og gives ud, foretrækker jeg en varm dyne og et stykke chokolade, men jeg tør ikke. Eller gør jeg?
Jeg har altid holdt jul i mit trygge lille hjem med min familie, den velkendte smag af and på tungen og de dinglende ben på kirkebænken. Ikke fordi jeg er bange for at slippe det, men jeg har aldrig haft muligheden for det! Så kan det godt være at jeg udadtil ligner en traditionel borgerlig dansker, der aldrig vil kunne undvære sin andesteg og ris a la mande, men sandheden er, at der aldrig har været et andet tilbud! Jeg har aldrig rejst i julen og oplevede julen i en anden kulturelkontekst, eller oplevede hvilke normer og traditioner der også kan binde sig til julen. Det kunne nok egentligt være meget kulturklogt (er det et ord? I ved hvad jeg mener) og inspirerende, at se hvordan den søde tid også kan holdes.
At rejse mener jeg egentligt ikke så langt væk. Både i storbyen og i udkantsdanmark er der helt sikkert mange forskellige traditioner og normer. Tænk engang at holde jul langt væk fra støj og larm, og nyde stilheden sammen med sin familie. (Ved I hvilket sted jeg tænker på?) Præcis, Tunø. Der kan julefreden sænke sig, og stress og jag er næppe noget som man kender til. Selvom det ikke ligefrem var julen jeg tænkte på, sidst jeg var på Tunø, så kan den snildt kobles til den rolighed og harmoni som summer på den bilfrie ø. For dér når man sidder på den mosbeklædte skovbund, kigger op på de lysegrønne blade og ser solen skinne ned igennem, så rammer stilheden. Jeg sikker på, at selvom man sad i en bunke sne, var tilfældet det samme.
Harmonien og freden hersker på Tunø, tror det eller ej - også når freden får sat et 'jule' foran sig.
Man kunne også rejse til det store København, og se hvordan gaveindkøb og stress er på sit højeste. Som min kusine i hovedstaden altid siger; "december er altid både den mest forfærdelige og bedste tid i København). For selvom strøget vælter med mennesker og travlhed, så er lysene tændt og de brændte mandler sælger sig selv. Julefreden er der, kulturen gemmer den bare lidt.
Julekulturen er mange, og ændrer sig, hvor end i landet man bevæger sig hen og kommer fra. Jeg er dannet og støbt med andesteg, julegaver og juletræ, men vil aldrig udelukke muligheden for at udvide horisonten og prøve en juleaften med nye traditioner, måske endda uden julegaver. (Uh, sagde jeg det højt?)
Hvis muligheden kommer, så tager jeg den. Julen er her hvert år, og det kan vel aldrig skade at gøre det anderledes en enkelt gang. Men kan vel altid komme krybende tilbage til sin andesteg og sine flettede julehjerter, hvis oplevelsen ikke var en succes. Vi fejrer jo Jesu fødsel. Om det så er med eller uden andesteg, kan jeg ikke se problemet i.
Katrine Beedholm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar