Livet som kassedame

Kan du scanne 800 varer i timen? Kan du smile og sige "ha' en god dag" 500 gange om dagen? Skal du aldrig på toilettet? Er du immun over for svinere? Så ville du være perfekt som kassedame. For som kassedame skal man kunne lidt af hvert og man bliver udsat for mange ting. Udtværede eller runde stregkoder der ikke kan scannes, sure og uduelige kunder og ikke mindst stressede situationer, hvor du bliver tvunget til at tænke ud af boksen og det skal gøres i en fart! Du skal som kassedame være i en rolle, hvor du udadtil virker perfekt. Du skal stråle af perfektion og udvise at du har alt under kontrol.  Du skal kunne træde ind i mange forskellige roller. Du skal være et sammensat menneske, for hvem det er muligt at skifte mellem disse personligheder, alt afhængig hvilken type kunde du står overfor. I brugsen bag det rullende bånd møder jeg nemlig mange forskellige typer af mennesker. Der er de kunder der kun køber nedsatte varer på kort dato og de der gerne betaler det dobbelte for at kunne få rene økologiske varer. Derudover er det det ene par, hvor manden er tyk og går i laset tøj men hvis kone har store silikone bryster og ansigtet fyldt med botox. Sammen har de en søn, og ud fra at have ekspederet dem i 2,5 år må jeg konkludere at denne søn ikke lever et helt normalt liv. Han er tit alene nede og handle til familien, og skal have hovedpinepiller (de har endda prøvet at få ham til at købe 40 røde LA 100). Familiens standard varer på båndet er cigaretter, øl og de mest nødvendige madvarer som mælk, lyst brød og lidt pålæg. Denne forsømte dreng får en helt bestemt opvækst, som hvis jeg skulle placere den på en skala, hvor den ene ende er opvæksten for en normal dreng på Tunø, ville jeg placere den i den modsatte ende. Tunø skaber de perfekte rammer for en idyllisk opvækst, hvor der er god tid og hvor der bliver sat pris på tingene. Det er to helt forskellige kulturer, hvor drengene på hver deres måde lærer at håndtere livet. En af de ting der er svært på Tunø er, at danne og blive dannet. Dannelse sker i mødet med andre mennesker eller med andre kulturer, det sker når man bliver udfordret og bliver tvunget til at tage stilling. Tunø er en lille lukket kultur, hvor alt er internt og alle er indforståede med hinanden. Men kan man ikke blive et dannet menneske i en lukket kultur? Jo. Man bliver bare dannet på en anden måde, en måde hvor på man kan klare livet på Tunø. Ud fra hvad jeg så i skolegården på Tunø lignede det jo en helt almindelig skole. Der var gynger, mooncars, en sandkasse og andre sjove ting man kunne lege med. Det kræver bare at man kommer videre fra Tunø før man er klar til at skrive akademiske stile og lære hvordan man befærder sig. Det lærer vi jo på gymnasiet. Gymnasiets formål er fra min synsvinkel at danne os, det er gymnasiets ansvar at sørge for vi har muligheden for at blive dannet og for at lære. Det er selvfølgelig vores eget ansvar, som elev, at tage imod denne belæring.
Men tilbage til hvordan Dagli' Brugsen hænger sammen med alt det her. Der findes mange ensomme personer og i kender sikkert alle sammen det, hvor man tilfældigt eller uden at have spurgt bliver beriget med anekdoter eller problemer fra en fremmed persons liv. Inden at man får set sig omkring føler man, at man kender denne person meget bedre, og man tænker straks på, hvordan en helt fremmed person kan dele denne historie med en. I har sikkert alle prøvet noget lignende, men for mig er det standard procedure, når jeg står bag det rullende bånd i brugsen, de kommer til at forveksle mig med deres terapeut. De historier kunderne deler med mig, er tit meget private sager, som fx et sygdomsforløb eller en forklaring på hvorfor de skal have netop de varer, som de har lagt op på det rullende bånd. I nogle tilfælde virker det også som om de bare skal af med dagligdagens frustrationer og så vælger at smide det hele på kassedamen. Det er den nemme løsning til at komme af med sine aggressioner. Nu har jeg efterhånden stået i butik i mange år, og det hele startede i Føtex dengang jeg gik i ottende klasse. Der fik vi et langt kursus i hvordan man behandler kunder, og begrebet "kunden har altid ret" stod med store bogstaver på det ellers fine power point. Vi skulle lade os svine til og vores reaktion på en sur kunde skulle være et smil og et af de mange "ha' en god dag". Siden det er jeg heldigvis blevet klogere. Som salgsassistent i brugsen har jeg lært at kunden næsten aldrig har ret. Det gælder for mig om at ændre kundens forkerte holdning til den rigtige. Når min chef ikke har bestilt påskeæg, fordi det skulle gøres i oktober, og hylderne derfor er tomme, er der mange utilfredse kunder. De fleste er bedstemødre, der skal have påskeæg klar når deres børnebørn kommer. Som alle ved kan bedstemødre snakke i evigheder (min farmor kan i hvert fald). Det går nu udover lille mig at deres børnebørn bliver skuffede over dem og til det har jeg kun at sige, at det ikke er min skyld. At jeg bliver udsat for sådanne situationer er kun godt for mig, det er med til at danne mig som menneske. Jeg bliver kastet ud i diverse opgaver, som jeg aldrig havde troet ville være noget for mig. Selvom det ikke altid er de fedeste opgaver (her tænker jeg selvfølgelig på de sure kunder, at tømme pappresseren eller ordne flaskerummet) er de med til at danne mig.
Jeg møder så mange forskellige mennesker nede i brugsen at jeg tror jeg har mødt hele verden. Der er en ung mand med langt sort skæg og langt sort hår, der altid viser med sine fingre hvor mange kager han skal have. Når han så skal til at betale står jeg spændt og venter, for jeg ved nemlig godt hvad han nu vil gøre. Op af hans pung tager han sit dankort. Han fører det op til hoved højde i fast bevægelse og siger ordene "jeg betaler med kort". Derefter gennemfører han betalingen og går ud af butikken med sine kager i den ene hånd og med den anden hånd i lommen. Han er mit bedste bud på en autist, hvor alt skal foregå på samme måde. En af mine kolleger prøvede at komme ham i forkøbet en dag og ødelægge hans rutine, da blev han helt forvirret og kunne næsten ikke stå stille. Jeg er slet ikke vant til at have med sådanne folk at gøre, så for mig er det utrolig spændende at møde ham. Udover ham er der en masse andre interessante personer jeg møder i brugsen, og det er jeg så glad for. Jeg føler mig så utrolig dannet.
Jeg vil nu prøve at forklare hvordan jeg også kan være med til at danne kunderne. En lille dreng som lige har været inde i butikken for at købe et par ting med sin mor kommer nu tilbage. Han ser bedrøvet ud, og jeg kan med det samme se på ham, at han har gjort noget han ikke måtte. Han holder sin mor i hånden, og hun siger til mig, at der er noget hendes søn gerne vil sige. Den lille dreng lægger en slikkepind op på båndet og siger "Undskyld jeg tog denne her, jeg ved godt man ikke må stjæle". Drengens mor roser ham og jeg siger tak fordi han gik til bekendtgørelse. De går nu ud af butikken sammen igen, hånd i hånd. Det er ikke fordi jeg vil sige at jeg har dannet ham den lille dreng, men jeg har et hvis ansvar. Et ansvar i et være en god rollemodel for de børn der kommer og handler ved mig. Så hvis du kan scanne 800 varer i timen, kan smile og sige "ha' en god dag" 500 gange om dagen, du aldrig skal på toilettet,  og du er immun over for svinere. Så synes jeg personligt at du skal overveje et liv som kassedame. Du skal give en masse af din venlighed, men du får så meget igen (ikke mindst en på opleveren). Det var alt.

Kassedamen