Egoforsvaret

Jeg var i september sidste år inviteret på en vaskeægte dannelsesrejse til Tunø med min klasse – hvad der viste sig at blive starten på mit livs odyssé. Fra ”Den Store Danske” har jeg lært, at den optimale dannelsesproces henvender sig til et aktivt væsen, der har et ønske om at blive dannet. Derfor pakkede jeg min yndlingskuglepind og mit kinahæfte – så kunne den essayistiske skriveøvelse bare komme an! Jeg skrev om de pippende fugle i træerne; om den lune vind, der kærtegnede mine efterårsblege arme og om synet af det blå, der flød mellem det grønne forenden af grusstien – men så gik det galt. Jeg mærkede noget fremmed nærme sig min krop. Nogen dansk Polyfemos var der ikke tale om, men derimod en gruppe generende bier, der udstødte en ubehagelig summen og hvis påtrængende adfærd fik sat en stopper for den ellers vellykkede sanseoplevelse. Kulturchok ved Bistaderne på Tunø: *KLASK*

   Det var ikke et vellykket kulturmøde for nogen parter. Men hvad var det, der gik galt? Et kulturmøde er en tovejskommunikation og jeg vil våge at påstå, at der ikke var specielt god kommunikation. Nu var det godt nok en bi, men jeg kan da ikke bare klaske dem, som jeg ikke lige synes om ved første møde – selvom de udstøder trælse lyde eller er for nærgående. Da er det i virkeligheden måske mig, der mangler en kvalitet, som de besidder. Jeg læste for nylig om resonansbegrebet i en bog om musik og bevidsthed, som jeg har arvet fra min farmors alsidige bogreol: ”Ind i Musikken” af Peter Bastian. Han påstår, at musik kun er noget der eksisterer, når lytteren er til stede fysisk og i den grad også mentalt. Ligesom vores immunforsvar bevidstløst skelner det fremmede fra det, der er ”os”, besidder vores ego også en forsvarsmekanisme, der ligeledes bevidstløst afviser nyt og dermed hæmmer en dannelsesproces. Det essentielle er altså at kunne analysere sig selv objektivt for at blive i stand til at nedbryde den barriere, der forhindrer musikkens eksistens i det enkelte ego. Så frastødes jeg af underboens bongotrommer kl. 06:10 en lørdag morgen, Hansi Hinterseers evindelige schlagerhits eller for den sags skyld biernes summen, er det måske min egen selvdisciplins skyld. Det er min manglende evne til at modarbejde mit egoforsvar, som pt udelukkende værdsætter min egen fesne Spotify-playliste, der rummer pinligt få sange – få sange som jeg efterhånden er godt beslægtet med.

   Analogt gælder det vel i enhver anden kommunikation end musik; som der skal to til en aflevering i håndbold, skal der altså som tidligere nævnt to til et kulturmøde. Her nytter det ikke noget at stå passivt med armene over kors, for så falder bolden til jorden. Da jeg var i Tanzania med min gymnasieklasse, oplevede jeg en gensidig åbenhed mellem de tanzanianske elever og de danske elever, der repræsenterede hver deres kultur. De fleste, selv jeg, havde nogle gyldne øjeblikke med bolden i hænderne. Bolden, som på abstrakt plan, er udvekslingen af kultur; alt det vi mennesker gør og kan – og som vi kommunikerer videre. Gennem interviews, uformelle dialoger, fælles undervisning og meget mere var der en fælles interesse i hinandens kultur. Jeg blev klogere på den tanzanianske kultur. Jeg blev dannet på baggrund af et – på så mange måder – vellykket kulturmøde. For den kultur, som et menneske erhverver sig i løbet af sin opvækst, opdragelse og uddannelse er ifølge ”Den Store Danske” helt tilbage til oldtidens Grækenland blevet regnet som paideia – dannelse.

   Og hvad gør min dansklærer for at danne mig og udvide mit kulturelle perspektiv? Jo, hun inviterer mig med i det moderne teater en torsdag eftermiddag til et kulturmøde med et ”kulturelt sammenbragt menneske” – Hassan Preisler i Brun Mands Byrde (og jeg siger selvfølgelig ja tak). Oldtidens virkemidler som ironi og latterliggørelse består endnu i dag, idet Hassan Preisler – gennem stereotype roller som ”Teaterchefen” – satirisk fremstiller det groteske i, at et individ som Hassan udelukkes fra teaterjobs og samfundsgrupper grundet arvelige egenskaber som udseende. Virker det ikke absurd, at vi en globaliseret verden, præget af kommunikation på tværs af etniske grupper, har en statisk opfattelse at kultur? Vi lever ifølge sociologen Anthony Giddens i et senmoderne samfund, hvor individet selv har ansvaret for sin egen identitet og dannelse. Derfor nytter det vel ikke noget, at vi begrænser hinandens muligheder for at udleve denne selvidentitet, fordi vores egoforsvar afskyr fremmede kulturer – så oplever vi verden i et statisk etnocentrisk perspektiv, hvor fremmede kulturer opfattes med udgangspunkt i værdierne fra ens egen kultur – så dør kommunikationen, kulturudvekslingen og dannelsen. For dannelse handler vel netop om at tage imod og blive klogere; at finde resonans i fremmede kulturer ved selvstændigt at nedbryde sin egen frygt for det fremmede. For nok er skabelsen af kultur baseret på et sammenspil mellem mennesker, men uden anerkendelse fra det enkelte individ står kulturen vakkelvornt.

Så når turen igen engang går til Tunø; så vil jeg med vidtstrakte arme … med et åbent og nysgerrigt sind… og med et videbegær, der ville få Oldtidens grækere til at tabe kæben, aktivt tage kampen op med naturen som den Odysseus, jeg nu engang er.

Oscar 

Refleksioner i svedcentralen

Ryster tankeforstyrret en pre-workout sammen for at komme op i gear. Lige nu ville jeg faktisk meget hellere spille guitar, se fjernsyn eller hænge ud med nogle homies. Så det giver jo egentligt ikke mening, det ved jeg godt. Men samtidigt er det bare det eneste, som giver mening. Og så er det sundt. Eller er det usundt? Måske er det spild af tid. En ting er helt sikker: Den dårlige samvittighed dunker i baghovedet, og den går først væk, når jeg tager afsted; Never skip a leg day. Jeg bunder pre-workouten, hopper i løbeskoene og så af sted mod svedcentralen (Det er selvfølgelig Fitness World, jeg taler om).

      Egentligt var jeg modstander af konceptet. Jeg mener, hvem gider betale 249 dask (plus 300 i oprettelse, grådige sataner!) for at presse grædende svedtårer i et tæt lokale som kommercielt opdrættede svin a la Danish Crown? Det lyder ikke særligt tiltalende. Men som så mange andre danskere (faktisk hele 469.000 for at være præcis), har jeg for nyligt meldt mig ind i den mystiske kulturinstitution, Fitness World. Jeg drages til dette sagnomspundne sted 3-4 gange om ugen (en evt. gang nummer 5 udelukkes ikke), hvor jeg dyrker fitnesskulturen sammen med Pumper-Poul, Mega-Muhammed og Slanke-Sanne. Hvis man er medlem, har man uden tvivl stiftet bekendtskab med disse tre fitnessentusiaster. De er uundgåelige at lægge mærke til, særligt Pumper-Poul, der jo fylder en solid del i landskabet. Pumper-Poul og co. har det tilfælles, at de elsker den følelse, som Arnold Schwarzenegger (Længe leve kongen!) har navndøbt ”the pump”, som man får efter et hårdt sæt bænkpres. Denne følelse er naturligvis forudsat af, at der er et spejl i nærheden (og dem er der heldigvis rigeligt af i FW, tak for kaffe!), hvor de kan se sig (selv)tilfredse med deres udspilede muskelvæv, imens de drikker en proteinshake. Udefra, fra benpresmaskinen hvor jeg sidder, ser det helt grotesk og overfladisk ud. De ænser jo slet ikke, at der er andre tilstede i lokalet! Kan de ikke se, hvor selvoptagede og overfladiske, de er? Men min refleksion når ikke deres hoveder (eller deres kæmpe store biceps for den sags skyld). De fortsætter, som om intet er sket. Jeg griner stille ved mig selv. Idioter. Det er jo nærmest komisk. To minutter og 8 gentagelser senere står jeg selv ved spejlet og forsøger det bedste jeg har lært at huske mig selv på den refleksion, jeg netop har gjort om tumperne. Men den bliver erstattet af min refleksion i spejlet; Jeg føler the pump, og lige nu synes der ikke at være andet i verden. Jeg er STOR i dag. Jeg fjerner mig igen fra spejlet, sætter mig på en bænk og får luft. Her kan jeg igen reflektere: Hvor er jeg forfærdelig! Jeg er jo blevet til det, jeg afskyer allermest! Men samtidigt ved jeg, at jeg om 2 minutter står ved spejlet og spejler mig igen. For jeg er et dannet menneske. Jeg har erhvervet mig fitnesskulturens normer, og jeg har tilegnet mig den relevante viden (hvis det ellers er rimeligt at tale om viden et sted, hvor muskelmasse slår hjernemasse), hvilket netop er en måde at definere hvad dannelse er: Erhvervelse af kulturelle normer og viden. I virkeligheden sker dannelsen måske nærmere i processen, idet man reflekterer over det, man laver. Således bliver dannelse, ligesom Grundtvig definerer det, en opfattelse af hvem vi er. På den måde minder dannelse om begreber som selvindsigt og selvopfattelse… og selvoptagethed.

Jeg løfter nogle flere vægte (nogle af de tunge), stiller mig foran spejlet, fornøjes. Jeg ser sgu godt ud! Så sætter jeg mig igen. Jeg væmmes. Og sådan fortsætter jeg indtil jeg står i omklædningen under bruseren og skyller sveden af mig. Tid til at tænke. Jeg er et sammensat menneske (ligesom Hassan Preisler). Jeg afskyer fitnesskulturen, samtidigt elsker jeg den. At være sammensat er ikke kun et problem for sorte i det ellers hvide Kongerige. Jeg er overbevist om, at det er en ganske almen diagnose i dagens Danmark. Faktisk vil jeg vove at påstå, at folk som Hassan Preisler, der fortvivles om hvilken hudfarve de har, er ganske privilegerede, hvis ikke de har andre fortvivlelser i deres hverdag. Men sandheden er jo nok den, at det er de færreste, som kun tumler med to farver (egentlig er sort og hvid jo ikke engang farver). Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker er særdeles komplekst sammensatte, ja nærmest regnbuefarvede. Mennesker er sammensat af alverdens farver, ligesom solens lys. Men det kræver et prisme, før man kan se de mange enkelte farver. Det er altså ikke kun et fænomen i integrationspolitik, langt fra. Jeg vil derfor gøre mig den frækhed at omdøbe problemet fra at være ”en brun mands byrde” til at være ”en regnbuebyrde”. Når jeg er allermest fortvivlet, tager jeg tilbage til drømmeøen Tunø, hvor solen altid skinner. Her kan jeg se hvor sammensat lyset er. Tunø er velsagtens mit eget personlige prisme. Så kan jeg se alle bølgelængderne, klart og tydeligt. 

Men inden jeg tager af sted, er det vist tid til et skud kulhydrater og en koffeintablet for at bevare fokus og bevægelseskvalitet.

I bagagen har jeg mine løbesko med mig. Og en proteinshake. For selvom jeg tager til Tunø, er jeg naturligvis stadig en dannet fitness-fyr. Og det skal praktiseres. Imellem de øvrige skoleaktiviteter på den naturskønne ø løber Søren, Anne, Mette og jeg 20 svedige og smukke minutters intervalløb i Team-Danmark-tempo (de hårdeste 20 minutter i mit liv) efterfulgt af 100 squats og en masse styrkeøvelser i det fri. Solen skinner. Nærvær. Undervejs inhalerer jeg den friske luft, som er blevet filtreret og renset af den skønneste fuglesang. Idyl. Der er ingen biler, ingen trafik, alt er uforstyrret. Naturen er fantastisk. Sammenhængskraften er forunderlig. Alting går op i en højere enhed. Mening. Det er næsten poetisk. Når jeg tager hjem fra Tunø og sidder i benpresseren i Fitness Word endnu en gang, hvorfra jeg sveder mig igennem endnu en fortvivlet leg day, forsøger jeg at genkalde mine oplevelser fra Tunø. Det virker ikke på fastlandet, intet giver mening igen. Den tunge sved-dis i træningslokalet maser sig vej til næseborene. (Idyl, hvor blev du af?) Det eneste jeg ser er Pumper-Poul og de andre tegneseriefigurer, der kaster sig ukritisk ud i endnu et sæt bænkpres, foran spejlet. Det er deres eneste refleksion. Gad vide om de nogensinde tænker på andet? Gad vide hvor mange timer om ugen de spilder på at stå der? Men min tankestrøm afbrydes af mit eget spejlbillede. Det fænger mig. Jeg er virkelig STOR i dag.

       2 timer efter jeg har gjort min entre i centeret, går jeg selvtilfreds ud igen. Jeg har præsteret, det kan jeg tydeligt mærke i min krop. Jeg kommer til at sove godt i nat. Og det er jo også vigtigt for restitutionen for at sikre maksimal muskelvæk... Jeg afbryder mig selv, inden jeg når at tænke til ende: ”STOP NIELS! Du er simpelthen for meget, tag dig sammen!” Er jeg blevet opslugt af det kulturfænomen, sammen med 469.000 andre danskere, som jeg inderst inde har gennemskuet? Det kører rundt i mit hoved, det er frustrerende! Det er som at løbe på et løbebånd uden at komme nogen vegne. Den indre kamp mellem samvittighed (”jeg bliver jo nødt til det”) og refleksion (”det er overfladisk, jeg burde give mig til noget andet”) fortsætter i det uendelige. Er jeg virkelig ligesom Pumper-Poul, der ukritisk dyrker sit eget spejlbillede 5 dage om ugen? Det kan jeg ikke forlige mig med. Men jeg trøster mig selv: Jeg har været på Tunø og set regnbuer. Jeg har fundet mit prisme. Og ifølge Grundtvig, så er det jo netop dannelse. Mon Pumper-Poul nogensinde kommer til at se lysets brydning i andet end sit eget spejlbillede? Jeg er glad for, at jeg har set regnbuen. Jeg ved, den er der. Og for enden er der en skat med guld i (Er det ikke sådan man siger?). Eller måske er den fyldt med guitarer, eller homies. Eller håndvægte. Måske lidt af det hele? Det kommer vel an på, hvem man er. Måske er der lidt håndvægte i min skattekiste. Den mystisk Fitness World-kraft trækker i hvert fald i mig, kan jeg mærke. Så jeg bunder min recovery-shake for max muskelopbygning og går i seng. Det er upper-body-dag i morgen (store guns!). Skål og godnat.

/Niels

P.S. Ses vi i svedcentralen, eller hvor det nu er, regnbuen ender?

I kan takke mig senere!

Hvis det ikke var for Thomas, Xenia, Victor, Amalie, Anne, Asbjørn, Esben, Clara, Lasse, Katrine, Franella, Line og Mathias, så ville jeg være mildt sagt på bar bund lige nu. Uden erfaring inden for essayskrivning og uden en specielt udviklet sans for kreativitet og skrivekunst vil jeg indrømme, at det har været en udfordring. Den hjælp, inspiration, hjælp til selvhjælp om man vil, som de ovenståendes essaybidrag har været, giver mig lyst til at sige tak. Så tak! Uden at vide hvor jeg skal starte, hvordan jeg skal bære mig ad, og hvor jeg ender, begiver jeg mig nu ud i det - en af livets (store) udfordringer. Det jeg har at forholde mig til er, at jeg skal vide, hvad jeg gør, hvordan jeg gør, og hvorfor jeg gør det. På forhånd ved jeg, at produktet bygger på selvrefleksive overvejelser, at det udvikler sig i forskellige retninger, mens jeg udformer det, og at der indgår både noget personligt og noget fagligt. Længden er svingende fra person til person, og temaet er bestemt.
Med den ramme sat, er jeg klædt på, bevæbnet til tænderne og klar til at tage fat på blogindlægget dannelsesprocessen (det var også dannelse I tænkte, ikke?).
Jeg vil gerne være et dannet menneske. Men så længe jeg ikke ved, hvad det er, så kan jeg vel ikke blive det. Jeg vil gerne være rig på kulturelle erfaringer. Jeg vil gerne vide meget om lidt, men også lidt om meget. Jeg ved hverken lidt om særlig meget eller særlig meget om lidt, og jeg er ikke rig på kulturelle erfaringer. Føler jeg i hvert fald ikke, men måske tager jeg fejl. Måske tager jeg faktisk fuldstændig fejl af, hvad dannelse er. Dannelse handler nok egentlig ikke så meget om, hvad jeg ved, men nærmere om hvordan jeg bruger, det jeg nu engang ved. Hvis man ser isoleret på det at vide noget, er det beslægtet med, at man husker det, man har fundet ud af. Rå viden er altså en mængde data, der lagres i hukommelsen. Derimod er det at agere i en situation afhængig af ens evne til at håndtere situationen ved hjælp af færdigheder - altså ens dannelse. For at køre videre på det teknologiske billedsprog så svarer det til, at man bruger installerede programmer til at udføre en opgave. Er det ikke også noget lignende, gymnasielærerne forsøger at fortælle i AT-forløbene i gymnasiet: Det handler ikke om sagen, men metoderne. Metoder, MEtoder, METODER! Det budskab fattede jeg jo ikke før langt inde i 3.g, og det tror jeg egentlig ikke, der var så mange, der gjorde (eller det var måske bare mig...?). Men det er vel også bare et udtryk for, at mange generelt har mere fokus på hvad end hvordan, ligesom det også gør sig gældende i forbindelse med forståelsen af dannelse. Så til lærerne, der ihærdigt forsøgte at få metodernes betydning til at sidde fast, vil jeg gerne sende en tak!
Det vil altså sige, at gymnasiet faktisk danner unge mennesker, som det jo hævder, at det gør. Sågar på kulturfronten er gymnasiet med i kampen. Med studieturene kommer eleverne ud og møder andre kulturer i andre lande. Nogen tager til Firenze i Italien, mens andre kommer til Tanzania i Afrika (der er åbenbart forskel på folk...). Men det faktum, at eleverne bliver en del af et kulturmøde, er nok det, der i gymnasiet har størst betydning for dannelsen. Selvom jeg ikke var i Tanzania, har jeg alligevel fået lov til at få et indblik i deres kultur. Da jeg for noget tid siden mødte tre tanzanianere, sad jeg ved siden af en tanzaniansk kvinde, og jeg oplevede deres åbne og kærlige facon på egen krop (bogstavlig talt). Kvinden brugte store armbevægelser til at fortælle om alt fra tanzaniansk heksekunst til økonomiske udfordringer i sit land. I det øjeblik hun stoppede med at fortælle og satte sig til rette for at lytte, lagde hun sin mørke armbåndspyntede hånd på mit lår. CHOK! Jeg faldt nærmest ned af stolen, da hun brød ind i min privatsfære og brød den regel, der hedder: man rører ikke ved lår, man ikke kender! Men jeg håber ikke , at chokket jeg fik, var for tydeligt, for jeg indså hurtigt, at sådan er hun bare. Den lille kærlige handling er sikkert helt naturlig for hende i hendes kultur, men meget grænseoverskridende og uvant for mig i min kultur. Oplevelsen er for mig et godt eksempel på, hvor dan et sundt kulturmøde foregår. Netop i kulturmøder er det måden (Metoder, MEtoder, METODER!), man opfører sig på, der er det udslagsgivende for, om mødet lykkes. Jeg havde min forforståelse, og hun havde sin, men det kom ikke i vejen for, at vi begge var åbne og kunne ændre vores forforståelse. Den tanzanianske kvinde gav noget af hende, og jeg gav noget af mig. Problemet med de fleste kulturmøder er, at parterne med hver deres etnocentriske perspektiver tolker den anden og hendes kultur igennem egne kulturfiltre ud fra egne værdier og normer. Kunsten er at kunne se og sætte pris på forskellene. Kulturmødet fik mig til at se min kultur udefra, og dermed lærte tanzanianerne mig noget om mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Tak for det!
Jeg har en fornemmelse af, at jeg nærmer mig, hvad jeg tror, dannelse er. Dannelse er færdigheder og handlemønstre, der er bygget op om små og store kulturmøder, hvor vi stilles over for andres liv og livssyn. Vi konfronteres med andre, og vi får mulighed for at få vores færdigheder i brug. Når jeg tænker over det , indgår jeg hele tiden i større eller mindre kulturmøder. For to kulturer behøver ikke nødvendigvis at have to forskellige nationaliteter. To kulturer kunne i princippet være mig overfor min mormor eller Team Tvis Holstebro overfor SK Aarhus. Der er kulturer inden i kulturer, som var det en russisk babushka dukke (jeg smider om mig med det billedsprog!). På den måde kommer grundlaget til dannelsesprocessen af mange forskellige møder i mange forskellige kontekster. Dannelsesprocessen er altså en meget sammensat ting. Den dannede eller næsten dannede er et meget sammensat menneske. Jeg er et sammensat menneske.

Så bare rolig kære Hassan, du er ikke det eneste sammensatte menneske. Selvom du

deler dig op i halvdele, tredjedele og kvarte, så er det ikke så slemt, som du tror, for

sådan er det også for os andre. Det ville faktisk være mere specielt ikke at være

sammensat. For den mindre åbenbaring kan du takke mig senere!

Hvor langt jeg er i min dannelsesproces, ved jeg ikke, men mon ikke jeg snart er ved vejs ende med blogindlægget. Ligesom mine blogindlægskollegaer har hjulpet mig, kan jeg måske hjælpe de næste til, hvad man skal gøre (eller hvad man ikke skal gøre). Derfor kan man sige, at blogindlægsforløbet er et lille særskilt dannelsesforløb, hvor man har mulighed for at tilegne sig evner og færdigheder i mødet med andre blogindlæg. Om det så har bidraget til min dannelsesproces, må stå hen i det uvisse, men jeg er (forhåbentlig) blevet bedre til at skrive essays. Lige her for enden af mit blogindlæg har jeg det, som jeg havde det, da jeg sad på en ø i udkanten af Aarhusbugten: "Der er ikke andre anledninger til at være her end at nyde synet." (wow skrivekunst, hvor får jeg det fra?).

Mette

Fuuuck Jeg skal skrive blogindlæg og jeg er fucking ordblind (så bær over med hvis der undervejs er nogle stavefejl og kludrede sætninger og måske virker min komma tast ikke så godt) og så vil min lærer have mig til at skrive 2,5 sider OMFG!. Hva helvede gør jeg.
Okay Skribent ro på. Træk vejret dybt og pust ud.
Jeg ved jeg skal inddrage Tunø og ham der vi var inde og se i teateret, ham negeren, Hassan! Det var det han hed. Jamen Tunø var jo på ingen måde spændende, der er kun kørertøjer som Victor vil brække sig over at kører i, fordi de max kan kører 15 kilometer i timen. Jeg tror det mest spændende der skete var at der forsvandt en tennisbold på marken bag vores læres baghave. Ham der Hassan var der heller ikke meget sjovt ved, jo han sagde vi alle var racister og det første folk gjorde da vi kom ud var at sige ”han er en dum mand, fordi han siger at jeg er RACIST, og det er jeg i hvert fald ikke!”. Jeg tænker bare han har ret jeg er RACIST og sådan er det bare. Der var den! Jeg skriver om RACISME. sådan så kører vi.

                                          Sort Humor

Jeg holder med DF, nu ved jeg godt alle kommer farende og råber mig ind i ansigtet ” ER DU RACIST!!!!” hvortil jeg kun har et svar ” nej det er jeg ikke, jeg er delvidst-racist”. Når jeg siger det kigger folk meget mærkeligt på mig, de forstår det ikke helt hvilket jeg godt kan forstå, for jeg troede selv jeg var racist, hadede alle perkere, arhhhh det var måske lige hårdt nok. Jeg hadede alle SORTE de skulle bare skubbe af helvede til og de skulle bare ud af det land som jeg bor i. Jeg var bare så ”sej” den gang fordi jeg turde sige at ”jeg hader sorte”, men jeg var jo en kæmpe idiot, for hvem skulle så lave min Shawama, ej sorry igen, for det var slet ikke det jeg var, jeg har fundet ud af at jeg ikke vil have at alle de flygtninge som der har brugt mange dage til at komme til Danmark møder en eller anden stoder ved grænsen som siger ” når du er nok fra et eller andet hulabula land så kan du fandme godt fucke hjem igen”. Jeg synes at de er velkomne i Danmark, men de skal for helvede bare følge de regler vi har i dette her land, jeg er ligeglad med om de har en eller anden regel med at hvis en muslimsk kvinde boller med en hvid mand som ikke muslim så skal hun DØ. Det kan da godt være at de ikke har samme religion, det kan muslimerne måske leve med, men at hun har en anden Farve så skal hun DØ. Nu ved jeg godt at jeg overdriver lidt, men det er sku da næsten sådan det er, muslimer og andre kulture (nu er jeg især efter muslimer fordi det er dem som jeg har det største had til) kommer til Danmark og tror at de ejer det her land, det her land som jeg kalder mit hjem. Jeg har fandme tænkt mig at beskytte mit land for en hver pris, og det jeg kan se lige nu er at vores love omkring flygtninge skal laves om. Men lige til noget andet, i dag var jeg nede i det der kongrescenter hvor man skulle høre de der oplæg…. Og på vej ned igennem den store gang så jeg to smukke træer i den ene side de var så flotte, men så kom jeg til at kigge lidt længere ned end trækronerne og der sad 4 sorte kvinder, det første jeg tænkte var så føler de sig sgu nok hjemme. Og jeg er ked af at sige det, men det er sådan jeg tænker når jeg ser sådan noget.
Jeg ser rigtig meget Animal planet, ja jeg ved godt jeg springer lidt i det, men jeg elsker det program man for lov at se alle dyrende og nogle gange bliver der vist nogle aber, ja de viser også nogle gange de aber som befinder sig i træerne, men der sidder kvinderne altså og snakker (et eller andet sprog som ingen end dem selv kan forstå) og de hygger sig og det var også det jeg så i dag, de 4 piger sad og hyggede sig det var lidt sødt, men jeg ville ønske jeg kunne forstå hvad de sagde. Godt ord igen jeg hader ikke sorte mennesker, min fætter har en anden hud farve end mig selv, han er sort og jeg holder rigtig meget af ham, men bare fordi jeg holder med DF synes jeg ikke han skal ud af landet, ja som sagt tidligere holder jeg med DF og jeg er kun glad for at partiet er gået fremad, men jeg er langt fra enige med alle deres holder omkring deres udlændinge politik, jeg synes der er mange fejl i og mange ting de burde lave om, men derfor holder jeg stadigvæk fast i jeg holder med DF.
Det er derfor jeg kalder mig selv delvidst-racist, fordi (og nu kommer min definition på det) alle udlændinge er velkommen i Danmark, men de skal følge de regler der er stillet foran dem, de skal ikke komme og ændre på vores land og tro at gud har givet dem Danmark bare fordi de ikke fik Palæstina den gang (til dem der ikke ved hvad Palæstina er, så er det, det nuværende Israel). Det vigtigste er at de skal fandme ikke bare side på deres flade røv og nasse på vores samfund og så bruge undskyldningen ” Min religion siger at jeg skal be’ en bøn 5 gange om dagen” ja det kan sku da godt være, men jeg går sku da heller ikke ud og laver en neger arm 5 gange om dagen, arhhhh den var nok lige over stregen den der, sorry igen, men det er simpelthen fordi at det irritere mig når folk (sorte) bare sidder og laver ingen ting. Dem som tager en uddannelse eller laver Shawama eller kører Taxi hver fredag nat når jeg skal hjem fra byen og siger det samme hver fredag ” til Risskov” og lige inden jeg siger tak kigger jeg lige efter og ser om det nu er en sort mand som kører mig, for så siger jeg først ”TAK” når jeg er kommet hjem. Ej der er bare 2 ting som jeg virkelig synes der burde laves om

1. hvis man er flygtninge og gerne vil opholde sig i Danmark skal man altså få fingeren ud af det sorte hul og lave noget fornuftigt.

2. er man flygtninge og har man begået noget kriminelt inden for de første 3 år man har levet i vores land, ryger man med det første skib hjem igen (vi vil jo nødigt have at der skulle komme nogen til skade som befinder sig på land jorden på deres hjemrejse).  

Så ja jeg er delvidst-Racist, men jeg vil nok også kalde mig Racist med sjov, altså jeg har ikke et had til dem jeg har det bare sjovt med at drille dem. Det var alt fra mig håber det har været en fornøjelse at læse og nu ved i lidt mere om mig.

- Skribenten  

Hjælp! De fremmede kommer

Så er det her igen. Endnu en gang tager det forsidepladserne på diverse aviser. Ikke nok med BT og Ekstrabladet, men også Jyllandsposten og Politiken. ARGH! Hvorfor skal vi høre om det gang på gang? Der må da være nyheder, der er mere spændende, tænker jeg... Det er da klart, vi danskere bliver trætte af dem; de laver kun ballade og ødelægger vores gode og fornuftige samfund. Og så er de selvfølgelig kriminelle hele bundet. Nårh ja, vores samfund er som et englebarn - det lyder i hvert fald sådan. Det er klart, at samfundet er i top, når vi danskere ser bort fra arbejdsløshed, udnyttelse af systemet og begrænset vækst. De er her, og der kommer flere af dem. De skaber problemerne i vores land, de udnytter vores velfærdsstat og vores gæstfrihed. De gør heldigvis også noget positivt for Danmark. De sørger for, at politiet altid har noget at lave. Og det er jo dejligt, når vi danskere ikke selv kan sætte dem i arbejde. Du er godt klar over, hvem jeg snakker om, ikke? Det er selvfølgelig indvandrere og flygtninge - kald dem, hvad du vil (jeg holder mig neutral her). Vi danskere er aldrig positive overfor nytilkomne fra den mellemøstlige verden, i hvert fald ikke hvis de kommer i store mængder af gangen. Men hvorfor er det, at vi har den indstilling? Svaret bliver svært for mig at finde, det jeg er ved at indse.  

                      Helt grundlæggende handler det vel om, hvilken holdning jeg har politisk, eller skal jeg sige ”vi”? Mon ikke jeg bare skal starte med at finde mit eget svar, det må da være det letteste. Og dog.. Politik siger mig ikke så meget, så det kommer der ikke meget ud af. (Alligevel er jeg sikker på, at det siger mig mere end Clara, der, som hun selv nævner, kun læser det politik, der popper op på hendes Facebook-startside (og mon hun nu også får læst det?)). Én gang om året sker det dog, at jeg hører på statsministeren, nemlig d. 1. januar, når nytårstalen holdes. Det bunder nok i, at jeg har en politisk interesseret far, der synes, det ligefrem er hyggeligt, når hele familien sidder sammen og hører nytårstalen. I bund og grund drejer det sig om, at han gerne vil danne os. Danne os til mennesker, der interesserer sig for det samfund, vi lever i. Vi er i en løbende proces, hvor vi hele tiden bliver dannet, så vi passer ind i den danske kultur. Det er tydeligt, at den danske kultur har præget mig, blandt andet når man diskuterer, hvad det ”rigtige” menneskesyn er. Jeg vil altid være uenig med visse herrer i Mellemøsten om, at kvinderne ikke skal have de samme rettigheder som mænd. Bortset fra det skal jeg glædeligt byde flygtninge velkommen i Danmark ved at give dem vores nykårede nationalret stegt flæsk med persillesovs og lære dem lidt om den danske kultur. Men er det overhovedet noget, de er interesserede i? De kommer vel ”kun” til Danmark på grund af krig i deres eget land. De vil vel gerne bevare lidt af deres egen kultur og identitet. Jeg synes, det er på tide, vi danskere åbner op for flygtninge og inddrager dem i samfundet. Det er jo let at sige, men det kræver, at både vi danskere og flygtningene ikke ser alt fra det etnocentriske perspektiv. Dette fik Helle Thorning med i sin nytårstale, hvor hun faktisk snakkede om flygtninge i tre et halvt minut. I løbet af de minutter fik hun nævnt en væsentlig ting: ”Flygtninge skal ikke gøres til vores klienter”. Godt sagt Helle T!

Flygtninge er mennesker ligesom os selv, det må vi ikke glemme. Vi skal selvfølgelig tage os godt af dem, men ved netop at lave alt muligt for dem, bliver det vel lidt som om, de er vores klienter? De store kulturelle og sproglige forskelle sætter en stopper for den gode gerning. Forleden var jeg til fødselsdag med den ukrainske bankassistent Alla. Hun er rejst med sin mand til Danmark, fordi han havde fået job. Man skulle tro Alla kunne få et job i bankbranchen, men nej. Allas eneste mulighed for at få job var ved et rengøringsfirma. Du hørte rigtigt: R-E-N-G-Ø-R-I-N-G-S-F-I-R-M-A?! Jeg blev noget så chorkeret, da jeg hørte det. Hvordan kan det være, hun ender som rengøringsdame efter at have haft en stilling som bankassistent i Ukraine! Godt nok har danskere en tendens til at være negative overfor indvandrere, men sådanne indvandrere med gode stillinger skal man da ikke sige nej til! Jo det er lige, hvad vi gør i Danmark. Udenlandsk arbejdskraft fra mindre velstående lande? Jo tak, hvis de tager alle de job, vi ikke selv vil have såsom sølle rengøringsjobs. For mig virker det som om, at vi danskere ikke formår at ændre på forforståelsen om indvandrere. Kulturforskelle er der selvfølgelig mellem (bankverdenen i) Ukraine og Danmark, men hvorfor skriver medierne ikke om nyheder som denne fremfor alt balladen og kriminaliteten?

Jeg behøver dog ikke rejse til hverken Mellemøsten eller Ukraine, før jeg finder kulturforskelle. I lille Danmark kan det opleves ved blot at rejse små 28 kilometer fra Aarhus til Tunø. Tunø har ingen biler. Biler? De er da faldet helt af på vognen! De må leve i deres helt egen osteklokke uden at være blevet påvirket af udefrakommendes sociale norm. Hvordan kan de leve uden? Vi lever da ikke i det 19. århundrede længere. Åh, kom dog videre Tunø! (Ikke noget med se udover mit eget etnocentrisk perspektiv). Befolkningen på Tunø kan med god tilnærmelse være godt træt af mig lige nu: jeg taler negativt om deres kultur og synes jo faktisk, den er materiel mangelfuld. Det er aldrig rart at blive talt ned til eller blive sat i en bestemt boks. Det er let at sætte andre i bokse, men hårdt selv at blive sat i en boks. Det oplevede jeg selv, da Hassan Preisler gennem ”The Implicit Association Test” tydeliggjorde, at jeg forbandt de hvide mennesker med det gode og de brune mennesker med det dårlige. Og det passer jo slet ikke! Og dog.. Set ud fra medierne er det da noget skidt, de går og laver, de brune (skulle jeg bare kalde dem mellemøstlige?) mennesker. Måske det faktisk passer helt perfekt så? Men hvorfor bliver jeg så provokeret af det? På den ene side har manden jo ret: det sker, at man sætter personer i bokse, hvor det rent faktisk passer. Handler det derimod om mig selv, så mener jeg i den grad ikke, at jeg skal være i en den boks, der hedder ”racister” eller ”bange for fremmede”. Hassan skal selvfølgelig have lov til at sige det, ligesom vi danskere sætter indvandene og flygtningene i bokse, som folk der nasser på Danmark og kun laver ballade. Vi har som en del af vores danske kultur en lov til at ytre os, hvilket vi skal være glade for (så samfundet ikke kommer til at ligne det i Mellemøsten, puha!).  
Jeg må tage Hassans beretning til mig, så jeg kan være med til at få gjort Danmark til et dejligt land at søge asyl i. For måske, det ikke kun er de fremmede, der skal gøre en indsats, men også ”os”, der må indse, at vi selv får malet et glorificeret billede af vores land, uden at vi alle er små englebørn. Så kære Helle, måske du skulle lade ikke bare os seere, men også din egen regerings integrationsudspil, influere af de gode pointer, du ytrer i din nytårstale Derudover må jeg følge det råd, Dronning Magrethe gav i sin nytårstale ”Hjælpe dem til at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort” (Okay, er selv blevet fan af de nytårstaler. 1-0 til min far. Han har fået dannet mig, lige som han gerne ville have). Jeg må op på hesten og vise dem, hvad Danmark har at byde på. Danmark har heldigvis rigtig meget andet end negative avisforsider. De er mennesker; vi er mennesker, og vi har jo alle det fælles mål, at vi gerne vil være lykkelige på den ene eller anden måde.

Line        

Har vi overhovedet brug for at være dannet idag?

Dannelse er et begreb som man forbinder med det kultiverede klasselag og har derfor altid været vigtigt i forhold til at forstå spillereglerne - især for den øvre sociale klasse. Når jeg tænker på dannelse, er det første der kommer frem i hovedet på mig i hvert fald fine damer i korsetter med gode manerer, og gentlemen med høje hatte og interesse for kunst og opera. Dannelse er for mig i hvert fald og helt uden tvivl defineret ved højkulturelle interesser i en kultiveret og anstændig levemåde. I nutidens Danmark er dannelse dog på et helt andet plan end tidligere. Når jeg går igennem gaderne i København ved vintertid, ser jeg fine, ældre mennesker med deres store pelsjakker på vej i Magasin eller Illum, og kan ikke tænke andet, end ”Nej - hvor må de være dannede”. Men! Jeg ser også purunge piger i fine, store pelsjakker med en chanel-taske svunget hen over skulderen, som er på vej ud fra Det Kongelige Teater, hvor de har set en forestilling. Så kan jeg ikke lade være med at tænke ”Er de ligeså dannede? Er det noget de gør af interesse - eller er det simpelthen bare en måde at fremstille sig selv på?” Som studerende på et alment gymnasium føler jeg (i hvert fald) et behov for at fremstå som dannet. Jeg er også dannet! Men hvordan ser andre mig? Hvorfor er det overhovedet nødvendigt i vores samfund at alle andre kan se hvor dannet man er - er det bare et fortidslevn, som vi aldrig helt har sluppet?

Bare fordi at pigen på strøget har en fin pelsjakke på og jeg har en slidt læderjakke på, gør da ikke at hun er mere dannet. Jeg mener i hvert fald at det er forkert at dømme dannelse på hvilket mærke ens jakke er og hvor mange penge man har(Det kan godt være i ikke helt har tænkt over det, men det gør vi i sidste ende alle sammen). Vi fremstår nemlig mere dannede hvis vi går på museum og har en stor viden ind for kunst og andre kulturelle områder, end hvis vi bruger slang og uformelle sprogkoder. Jeg var i København for at holde jul med min familie, en lille hyggelig jul som man vil sige på godt dansk. Jeg var dog sent ude med julegaveindkøbene og var derfor nødt til at slå et smut forbi indre by for at købe de sidste. Jeg går herefter et smut forbi kongens Nytorv hvor det storslåede hotel D'Angleterre har sin beliggenhed, og ser to piger på min alder gå ud derfra. Og så tænker jeg jo selvfølgelig "HVOR MANGE PENGE HAR I LIGE BRUGT? HVORFOR KAN I VIRKE FINE OG RIGE IMENS JEG KNAP KAN BETALE MINE TANDLÆGE REGNING!?!" For jeg vil jo også gerne have så mange penge, så jeg kan gå i pelsjakker og se dannet ud. Men nej nej, sådan skulle min tilværelse ikke være i dette liv. Bedre held næste gang Franela! *Djævlen på min skulder griner hånligt*.

Rigdom har i mange tusind år været symbol på magt og indflydelse. Derfor er det klart, at der har fulgt nogle bestemte normer og regler med, da man så skulle omgås med det bedre borgerskab. Jeg har engang været til en rundvisning på Klunkehjemmet i København(Bare så alle er med, er dette en autentisk lejlighed fra klunketiden som er en del af national muset), så dannet som jeg nu er, hvor det blev fortalt, at der var bestemte og klare regelsæt for, hvad man snakkede og ikke snakkede om. Jeg fik blandt andet at vide, at gæsterne i hjemmet ikke måtte spørge grosserer Rudolph Christensen eller hans familie om noget, hvis ikke der var en samtaleindleder der omhandlede dette emne i lokalet. Man måtte f.eks. ikke spørge ind til rejser, hvis ikke der var noget i lokalet, som indikerede en rejse. Man spurgte selvfølgelig aldrig ind til sygdom eller penge, og hvis man gjorde, var man aldrig velkommen i hjemmet - eller i resten af herskabets boliger. Derfor har det i f.eks. klunketiden været en yderst vigtig del for den øvre klasse, at have dannelse og forståelse for hvad rigtigt og forkert var og i hvilke sammenhænge.

I vores moderne tid har vi selvfølgelig ikke længere disse behov. For i dagens Danmark har dannelse en helt anden betydning, vi ser nemlig på om folk er dannede ved at se på deres uddannelse og hvor meget tid de bruger på studiet. Når jeg går på café for at drikke min ugentlige kaffe med min veninde sidder der oftest en eller to unge med deres skole bøger og en computer. Dette giver mig oftest dårlig samvittighed, da jeg ved, at jeg måske godt kunne være mere effektiv med henblik på at lave mine lektier og passe min skole, men samtidig tænker jeg også, at de fremstår enormt kultiverede og dannede. Jeg kan ikke helt finde ud af, om man vælger at lave sine lektier på en café, fordi man koncentrere sig bedre i lokaler med mange mennesker og en summen af liv, eller om man gør det for at fremstille sig selv om værende mere dannet. Jeg må da indrømme, at jeg selv en enkelt gang har sat mig på en café og lavet mine lektier for at vise, at jeg også laver andet end at sidde på min røv og have fjante samtaler med pigerne. Det fungerede dog ikke for mig, da jeg hurtigt blev mere opslugt af en pæn tjener og endte med at bruge alt for mange penge på en lille times lektier.

Men at skulle fremstå som dannet hele tiden koster mange penge! Det er derfor man før i tiden kun havde muligheden for at blive dannet, hvis man havde penge nok. Nu om dage har vi tonsvis af muligheder - vi får vores uddannelse betalt af staten, og dermed er der ingen undskyldninger for ikke at lære hvad det vil sige at være dannet! Vi får alle sammen mulighederne - så det er bare med at springe på. Vi kan gå på museer med studierabat og man kan leje klassiske store musiske og litterære værker på biblioteker over hele landet - men vi vil ikke kun være dannede. Det har ingen interesse for det almene menneske i dagens Danmark at være dannet, og hvad i alverden skal man overhovedet bruge det til? Man kan bruge det til at skabe dybere indhold i vores eget liv, eller man kan bruge det til at give os selv et frirum i vores travle hverdag. Men det giver os ingenting, vi kan bruge til noget. Det er ikke lukrativt at være dannet, men man gør alligevel en kæmpe indsats for at blive dannet - og mest af alt for at fremstå sådan for alle andre. Men hvad får man så ud af det? Vi er så egocentrede i dag, og det eneste vi ønsker er at fremstå som rige, magtfulde og vigtige. Derfor gør man alt for at andre tror, at det er sådan man er. For så får man følgere på Instagram og likes på Facebook, man får misundelige blikke sendt fra folk, når man kommer gående ned ad Strøget med sin fine og store pelsjakke, en dyr Caffe Latte i den ene hånd og en chanel-taske i den anden - på vej fra en forestilling i Det Kongelige Teater og videre til en fernisering på Statens Museum for Kunst. Men ingen ser, at der står -1.000.000 kr. på kontoen, og man har blanket sig selv fuldstændig af med dyre vaner og i øvrigt er nødt til at få hjælp fra en psykolog for at blive ved med at skjule det lorteliv man har indenunder al luksussen og livet i sus og dus.

FraFuckingNella

Hvordan holder man jul?

Flettede hjerter, småkager, konfekt, andesteg og ikke mindst et læs julegaver er alt sammen på få dage kulmineret i det som vi alle sammen kender og elsker, nemlig julen. Alle snakker om den, og alle elsker den på hver sin måde, uanset om det er andestegen, juletræet eller gaverne der er favorit.  

   I Danmark fejrer vi julen fordi vi hylder Jesu fødsel. Men er det egentligt derfor, eller er det bare fordi vores borgerlige traditionelle land elsker gaver, and og masser af småkager?
   Fra barnsben er jeg blevet slæbt med i kirke juleaften, og har aldrig rigtig set Disneys store juleshow (og ja, jeg ved godt, at jeg nok er gået glip af noget!!).
Jeg husker stadig tydeligt de uendelige lange prædiker, mens man sad med benene dinglede ud over kirkebænken og sukkede over de lange salmer man skulle igennem. Men sådan var det, og sådan er det stadig... Kirketuren har altid været kedelig og præstens prædiken har altid været for abstrakt og filosoferende, men for mig er det en del af dét at holde jul.
   Men hvad skal der egentligt til, for at man kan holde jul?
Er det de store julegaver, det skinnende juletræ, de brunede kartofler og andestegen eller samværet med dem man elsker?
   Svarene er mange og dybt forskellige fra individ til individ, fra land til land, fra kultur til kultur.
Mon der overhovedet findes juletræer og julehjerter i Tanzania, risengrød i Shanghai eller andesteg på Tunø? (Ej den var vist lige over grænsen!)
   Julen er også en tid, hvor man samles med familien. Og se, dét er muligvis det aller vigtigste for alle. For selvom gaverne og maden fylder meget, så ville det aldrig være det sammen uden nogen at dele glæderne med. Samvær og kærlighed er nøgleord for julen, og som den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: "Julen er en dag med betydning og traditioner, en særlig dag tilbragt i familie og venners varme kreds." Julen skal nydes med ens nærmeste uanset individ, land og kultur. Men se, hvad nu hvis man ikke har nogen at dele glæderne med? (Uh den tanker løber mig koldt ned af ryggen!) Så bliver julen lige pludselig den værste tid, og noget der skal overstås. Jeg håber alle har en eller anden at dele glæderne med, for ellers er julen godt nok en trist tid. (Lad os springe videre, inden jeg får mere ondt i maven af den tanke!)
   For julen kan fejres på mange måder, ingen tvivl om det. Lige fra brede strande på Hawaii til snekældte bjerge i Nuuk, og ikke alle traditioner behøver være til, for at julen kan eksistere.
Den handler vel i bund og grund om hvem man er, hvor man kommer fra og ens dannelse. Er man opdraget til bjerge af gaver, andesteg og et 30 meter højt juletræ er det svært at forbinde julen med meget andet end det. Nogen ville synes, at os danskere er sindssyge og grådige, og tager alt for givet. Men er det ikke bare sådan vi er opdraget og sådan vi har fået det ind med modermælken.
Julen varer længe, koster mange penge. Vi kan ihvertfald ikke komme udenom, at vi danskere godt kan være store i slaget når december nærmer sig. I december 2013 var dankort-forbruget på 25 mio, og det er vel og mærke kun dankortet. (Shit det er mange penge på slik og gaver!!).
Men ja, julen kan, som sagt, fejres på mange måder. Men jeg aner egentligt ikke helt på hvilke måder.
   For jeg holder den traditionelle jul med andesteg, brunede kartofler og ris ala mande. Jeg ville foretrække pizza og is, men jeg tør ikke. Jeg går i kirke og hører på præstens prædiken, mens jeg lytter forstående og interesseret. Jeg ville foretrække høj rockmusik og sjove historier, men jeg tør ikke. Og jeg danser omkring juletræet og synger salmer men jeg ville foretrække en film og en blomst, men jeg tør ikke. Og når gaverne skal pakkes op og gives ud, foretrækker jeg en varm dyne og et stykke chokolade, men jeg tør ikke. Eller gør jeg?
   Jeg har altid holdt jul i mit trygge lille hjem med min familie, den velkendte smag af and på tungen og de dinglende ben på kirkebænken. Ikke fordi jeg er bange for at slippe det, men jeg har aldrig haft muligheden for det! Så kan det godt være at jeg udadtil ligner en traditionel borgerlig dansker, der aldrig vil kunne undvære sin andesteg og ris a la mande, men sandheden er, at der aldrig har været et andet tilbud! Jeg har aldrig rejst i julen og oplevede julen i en anden kulturelkontekst, eller oplevede hvilke normer og traditioner der også kan binde sig til julen. Det kunne nok egentligt være meget kulturklogt (er det et ord? I ved hvad jeg mener) og inspirerende, at se hvordan den søde tid også kan holdes.
   At rejse mener jeg egentligt ikke så langt væk. Både i storbyen og i udkantsdanmark er der helt sikkert mange forskellige traditioner og normer. Tænk engang at holde jul langt væk fra støj og larm, og nyde stilheden sammen med sin familie. (Ved I hvilket sted jeg tænker på?) Præcis, Tunø. Der kan julefreden sænke sig, og stress og jag er næppe noget som man kender til. Selvom det ikke ligefrem var julen jeg tænkte på, sidst jeg var på Tunø, så kan den snildt kobles til den rolighed og harmoni som summer på den bilfrie ø. For dér når man sidder på den mosbeklædte skovbund, kigger op på de lysegrønne blade og ser solen skinne ned igennem, så rammer stilheden. Jeg sikker på, at selvom man sad i en bunke sne, var tilfældet det samme.
Harmonien og freden hersker på Tunø, tror det eller ej - også når freden får sat et 'jule' foran sig.
   Man kunne også rejse til det store København, og se hvordan gaveindkøb og stress er på sit højeste. Som min kusine i hovedstaden altid siger; "december er altid både den mest forfærdelige og bedste tid i København). For selvom strøget vælter med mennesker og travlhed, så er lysene tændt og de brændte mandler sælger sig selv. Julefreden er der, kulturen gemmer den bare lidt.
   Julekulturen er mange, og ændrer sig, hvor end i landet man bevæger sig hen og kommer fra. Jeg er dannet og støbt med andesteg, julegaver og juletræ, men vil aldrig udelukke muligheden for at udvide horisonten og prøve en juleaften med nye traditioner, måske endda uden julegaver. (Uh, sagde jeg det højt?)
   Hvis muligheden kommer, så tager jeg den. Julen er her hvert år, og det kan vel aldrig skade at gøre det anderledes en enkelt gang. Men kan vel altid komme krybende tilbage til sin andesteg og sine flettede julehjerter, hvis oplevelsen ikke var en succes. Vi fejrer jo Jesu fødsel. Om det så er med eller uden andesteg, kan jeg ikke se problemet i.

Katrine Beedholm