Egoforsvaret

Jeg var i september sidste år inviteret på en vaskeægte dannelsesrejse til Tunø med min klasse – hvad der viste sig at blive starten på mit livs odyssé. Fra ”Den Store Danske” har jeg lært, at den optimale dannelsesproces henvender sig til et aktivt væsen, der har et ønske om at blive dannet. Derfor pakkede jeg min yndlingskuglepind og mit kinahæfte – så kunne den essayistiske skriveøvelse bare komme an! Jeg skrev om de pippende fugle i træerne; om den lune vind, der kærtegnede mine efterårsblege arme og om synet af det blå, der flød mellem det grønne forenden af grusstien – men så gik det galt. Jeg mærkede noget fremmed nærme sig min krop. Nogen dansk Polyfemos var der ikke tale om, men derimod en gruppe generende bier, der udstødte en ubehagelig summen og hvis påtrængende adfærd fik sat en stopper for den ellers vellykkede sanseoplevelse. Kulturchok ved Bistaderne på Tunø: *KLASK*

   Det var ikke et vellykket kulturmøde for nogen parter. Men hvad var det, der gik galt? Et kulturmøde er en tovejskommunikation og jeg vil våge at påstå, at der ikke var specielt god kommunikation. Nu var det godt nok en bi, men jeg kan da ikke bare klaske dem, som jeg ikke lige synes om ved første møde – selvom de udstøder trælse lyde eller er for nærgående. Da er det i virkeligheden måske mig, der mangler en kvalitet, som de besidder. Jeg læste for nylig om resonansbegrebet i en bog om musik og bevidsthed, som jeg har arvet fra min farmors alsidige bogreol: ”Ind i Musikken” af Peter Bastian. Han påstår, at musik kun er noget der eksisterer, når lytteren er til stede fysisk og i den grad også mentalt. Ligesom vores immunforsvar bevidstløst skelner det fremmede fra det, der er ”os”, besidder vores ego også en forsvarsmekanisme, der ligeledes bevidstløst afviser nyt og dermed hæmmer en dannelsesproces. Det essentielle er altså at kunne analysere sig selv objektivt for at blive i stand til at nedbryde den barriere, der forhindrer musikkens eksistens i det enkelte ego. Så frastødes jeg af underboens bongotrommer kl. 06:10 en lørdag morgen, Hansi Hinterseers evindelige schlagerhits eller for den sags skyld biernes summen, er det måske min egen selvdisciplins skyld. Det er min manglende evne til at modarbejde mit egoforsvar, som pt udelukkende værdsætter min egen fesne Spotify-playliste, der rummer pinligt få sange – få sange som jeg efterhånden er godt beslægtet med.

   Analogt gælder det vel i enhver anden kommunikation end musik; som der skal to til en aflevering i håndbold, skal der altså som tidligere nævnt to til et kulturmøde. Her nytter det ikke noget at stå passivt med armene over kors, for så falder bolden til jorden. Da jeg var i Tanzania med min gymnasieklasse, oplevede jeg en gensidig åbenhed mellem de tanzanianske elever og de danske elever, der repræsenterede hver deres kultur. De fleste, selv jeg, havde nogle gyldne øjeblikke med bolden i hænderne. Bolden, som på abstrakt plan, er udvekslingen af kultur; alt det vi mennesker gør og kan – og som vi kommunikerer videre. Gennem interviews, uformelle dialoger, fælles undervisning og meget mere var der en fælles interesse i hinandens kultur. Jeg blev klogere på den tanzanianske kultur. Jeg blev dannet på baggrund af et – på så mange måder – vellykket kulturmøde. For den kultur, som et menneske erhverver sig i løbet af sin opvækst, opdragelse og uddannelse er ifølge ”Den Store Danske” helt tilbage til oldtidens Grækenland blevet regnet som paideia – dannelse.

   Og hvad gør min dansklærer for at danne mig og udvide mit kulturelle perspektiv? Jo, hun inviterer mig med i det moderne teater en torsdag eftermiddag til et kulturmøde med et ”kulturelt sammenbragt menneske” – Hassan Preisler i Brun Mands Byrde (og jeg siger selvfølgelig ja tak). Oldtidens virkemidler som ironi og latterliggørelse består endnu i dag, idet Hassan Preisler – gennem stereotype roller som ”Teaterchefen” – satirisk fremstiller det groteske i, at et individ som Hassan udelukkes fra teaterjobs og samfundsgrupper grundet arvelige egenskaber som udseende. Virker det ikke absurd, at vi en globaliseret verden, præget af kommunikation på tværs af etniske grupper, har en statisk opfattelse at kultur? Vi lever ifølge sociologen Anthony Giddens i et senmoderne samfund, hvor individet selv har ansvaret for sin egen identitet og dannelse. Derfor nytter det vel ikke noget, at vi begrænser hinandens muligheder for at udleve denne selvidentitet, fordi vores egoforsvar afskyr fremmede kulturer – så oplever vi verden i et statisk etnocentrisk perspektiv, hvor fremmede kulturer opfattes med udgangspunkt i værdierne fra ens egen kultur – så dør kommunikationen, kulturudvekslingen og dannelsen. For dannelse handler vel netop om at tage imod og blive klogere; at finde resonans i fremmede kulturer ved selvstændigt at nedbryde sin egen frygt for det fremmede. For nok er skabelsen af kultur baseret på et sammenspil mellem mennesker, men uden anerkendelse fra det enkelte individ står kulturen vakkelvornt.

Så når turen igen engang går til Tunø; så vil jeg med vidtstrakte arme … med et åbent og nysgerrigt sind… og med et videbegær, der ville få Oldtidens grækere til at tabe kæben, aktivt tage kampen op med naturen som den Odysseus, jeg nu engang er.

Oscar