Ryster tankeforstyrret en pre-workout sammen for at komme op i gear. Lige nu ville jeg
faktisk meget hellere spille guitar, se fjernsyn eller hænge ud med nogle homies.
Så det giver jo egentligt ikke mening, det ved jeg godt. Men samtidigt er det
bare det eneste, som giver mening. Og så er det sundt. Eller er det usundt?
Måske er det spild af tid. En ting er helt sikker: Den dårlige samvittighed
dunker i baghovedet, og den går først væk, når jeg tager afsted; Never skip a leg day. Jeg bunder pre-workouten, hopper i løbeskoene og så
af sted mod svedcentralen (Det er selvfølgelig Fitness World, jeg taler om).
Egentligt var
jeg modstander af konceptet. Jeg mener, hvem gider betale 249 dask (plus 300 i
oprettelse, grådige sataner!) for at presse grædende svedtårer i et tæt lokale
som kommercielt opdrættede svin a la Danish Crown? Det lyder ikke særligt
tiltalende. Men som så mange andre danskere (faktisk hele 469.000 for at være
præcis), har jeg for nyligt meldt mig ind i den mystiske kulturinstitution,
Fitness World. Jeg drages til dette sagnomspundne sted 3-4 gange om ugen (en
evt. gang nummer 5 udelukkes ikke), hvor jeg dyrker fitnesskulturen sammen med
Pumper-Poul, Mega-Muhammed og Slanke-Sanne. Hvis man er medlem, har man uden
tvivl stiftet bekendtskab med disse tre fitnessentusiaster. De er uundgåelige
at lægge mærke til, særligt Pumper-Poul, der jo fylder en solid del i
landskabet. Pumper-Poul og co. har det tilfælles, at de elsker den følelse, som
Arnold Schwarzenegger (Længe leve kongen!) har navndøbt ”the pump”, som man får efter et hårdt sæt bænkpres. Denne følelse
er naturligvis forudsat af, at der er et spejl i nærheden (og dem er der heldigvis
rigeligt af i FW, tak for kaffe!), hvor de kan se sig (selv)tilfredse med deres
udspilede muskelvæv, imens de drikker en proteinshake. Udefra, fra benpresmaskinen
hvor jeg sidder, ser det helt grotesk og overfladisk ud. De ænser jo slet ikke,
at der er andre tilstede i lokalet! Kan de ikke se, hvor selvoptagede og overfladiske,
de er? Men min refleksion når ikke deres hoveder (eller deres kæmpe store
biceps for den sags skyld). De fortsætter, som om intet er sket. Jeg griner
stille ved mig selv. Idioter. Det er jo nærmest komisk. To minutter og 8
gentagelser senere står jeg selv ved spejlet og forsøger det bedste jeg har
lært at huske mig selv på den refleksion, jeg netop har gjort om tumperne. Men den bliver erstattet af min refleksion
i spejlet; Jeg føler the pump, og
lige nu synes der ikke at være andet i verden. Jeg er STOR i dag. Jeg fjerner mig igen fra spejlet, sætter mig
på en bænk og får luft. Her kan jeg igen reflektere: Hvor er jeg forfærdelig!
Jeg er jo blevet til det, jeg afskyer allermest! Men samtidigt ved jeg, at jeg
om 2 minutter står ved spejlet og spejler mig igen. For jeg er et dannet
menneske. Jeg har erhvervet mig fitnesskulturens normer, og jeg har tilegnet
mig den relevante viden (hvis det ellers er rimeligt at tale om viden et sted,
hvor muskelmasse slår hjernemasse), hvilket netop er en måde at definere hvad
dannelse er: Erhvervelse af kulturelle normer og viden. I virkeligheden sker
dannelsen måske nærmere i processen,
idet man reflekterer over det, man laver. Således bliver dannelse, ligesom
Grundtvig definerer det, en opfattelse af
hvem vi er. På den måde minder dannelse om begreber som selvindsigt og
selvopfattelse… og selvoptagethed.
Jeg løfter nogle
flere vægte (nogle af de tunge), stiller mig foran spejlet, fornøjes. Jeg ser
sgu godt ud! Så sætter jeg mig igen. Jeg væmmes. Og sådan fortsætter jeg indtil
jeg står i omklædningen under bruseren og skyller sveden af mig. Tid til at
tænke. Jeg er et sammensat menneske (ligesom Hassan Preisler). Jeg afskyer
fitnesskulturen, samtidigt elsker jeg den. At være sammensat er ikke kun et
problem for sorte i det ellers hvide Kongerige. Jeg er overbevist om, at det er
en ganske almen diagnose i dagens Danmark. Faktisk vil jeg vove at påstå, at folk
som Hassan Preisler, der fortvivles om hvilken hudfarve de har, er ganske
privilegerede, hvis ikke de har andre fortvivlelser i deres hverdag. Men
sandheden er jo nok den, at det er de færreste, som kun tumler med to farver (egentlig
er sort og hvid jo ikke engang farver). Jeg er overbevist om, at langt de
fleste mennesker er særdeles komplekst sammensatte, ja nærmest regnbuefarvede.
Mennesker er sammensat af alverdens farver, ligesom solens lys. Men det kræver
et prisme, før man kan se de mange enkelte farver. Det er altså ikke kun et
fænomen i integrationspolitik, langt fra. Jeg vil derfor gøre mig den frækhed
at omdøbe problemet fra at være ”en brun mands byrde” til at være ”en
regnbuebyrde”. Når jeg er allermest fortvivlet, tager jeg tilbage til drømmeøen
Tunø, hvor solen altid skinner. Her kan jeg se hvor sammensat lyset er. Tunø er
velsagtens mit eget personlige prisme. Så kan jeg se alle bølgelængderne, klart
og tydeligt.
Men inden jeg tager
af sted, er det vist tid til et skud kulhydrater og en koffeintablet for at
bevare fokus og bevægelseskvalitet.
I bagagen har jeg mine løbesko med mig. Og en proteinshake.
For selvom jeg tager til Tunø, er jeg naturligvis stadig en dannet fitness-fyr.
Og det skal praktiseres. Imellem de øvrige skoleaktiviteter på den naturskønne
ø løber Søren, Anne, Mette og jeg 20 svedige og smukke minutters intervalløb i
Team-Danmark-tempo (de hårdeste 20 minutter i mit liv) efterfulgt af 100 squats
og en masse styrkeøvelser i det fri. Solen skinner. Nærvær. Undervejs inhalerer
jeg den friske luft, som er blevet filtreret og renset af den skønneste
fuglesang. Idyl. Der er ingen biler, ingen trafik, alt er uforstyrret. Naturen
er fantastisk. Sammenhængskraften er forunderlig. Alting går op i en højere
enhed. Mening. Det er næsten poetisk. Når jeg tager hjem fra Tunø og sidder i benpresseren
i Fitness Word endnu en gang, hvorfra jeg sveder mig igennem endnu en
fortvivlet leg day, forsøger jeg at
genkalde mine oplevelser fra Tunø. Det virker ikke på fastlandet, intet giver
mening igen. Den tunge sved-dis i træningslokalet maser sig vej til næseborene.
(Idyl, hvor blev du af?) Det eneste jeg ser er Pumper-Poul og de andre
tegneseriefigurer, der kaster sig ukritisk ud i endnu et sæt bænkpres, foran
spejlet. Det er deres eneste refleksion. Gad vide om de nogensinde tænker på
andet? Gad vide hvor mange timer om ugen de spilder på at stå der? Men min
tankestrøm afbrydes af mit eget spejlbillede. Det fænger mig. Jeg er virkelig STOR i dag.
2 timer efter jeg har gjort min entre i
centeret, går jeg selvtilfreds ud igen. Jeg har præsteret, det kan jeg tydeligt
mærke i min krop. Jeg kommer til at sove godt i nat. Og det er jo også vigtigt
for restitutionen for at sikre maksimal muskelvæk... Jeg afbryder mig selv,
inden jeg når at tænke til ende: ”STOP NIELS! Du er simpelthen for meget, tag
dig sammen!” Er jeg blevet opslugt af det kulturfænomen, sammen med 469.000
andre danskere, som jeg inderst inde har gennemskuet? Det kører rundt i mit
hoved, det er frustrerende! Det er som at løbe på et løbebånd uden at komme
nogen vegne. Den indre kamp mellem samvittighed (”jeg bliver jo nødt til det”)
og refleksion (”det er overfladisk, jeg burde give mig til noget andet”)
fortsætter i det uendelige. Er jeg virkelig ligesom Pumper-Poul, der ukritisk
dyrker sit eget spejlbillede 5 dage om ugen? Det kan jeg ikke forlige mig med.
Men jeg trøster mig selv: Jeg har været på Tunø og set regnbuer. Jeg har fundet
mit prisme. Og ifølge Grundtvig, så er det jo netop dannelse. Mon Pumper-Poul
nogensinde kommer til at se lysets brydning i andet end sit eget spejlbillede?
Jeg er glad for, at jeg har set regnbuen. Jeg ved, den er der. Og for enden er
der en skat med guld i (Er det ikke sådan man siger?). Eller måske er den fyldt
med guitarer, eller homies. Eller håndvægte. Måske lidt af det hele? Det kommer
vel an på, hvem man er. Måske er der lidt håndvægte i min skattekiste. Den
mystisk Fitness World-kraft trækker i hvert fald i mig, kan jeg mærke. Så jeg
bunder min recovery-shake for max
muskelopbygning og går i seng. Det er upper-body-dag
i morgen (store guns!). Skål og godnat.
/Niels
P.S. Ses vi i svedcentralen, eller hvor det nu er, regnbuen ender?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar