Med den ramme sat, er jeg klædt på, bevæbnet til tænderne og klar til at tage fat på
Jeg vil gerne være et dannet menneske. Men så længe jeg ikke ved, hvad det er, så kan jeg vel ikke blive det. Jeg vil gerne være rig på kulturelle erfaringer. Jeg vil gerne vide meget om lidt, men også lidt om meget. Jeg ved hverken lidt om særlig meget eller særlig meget om lidt, og jeg er ikke rig på kulturelle erfaringer. Føler jeg i hvert fald ikke, men måske tager jeg fejl. Måske tager jeg faktisk fuldstændig fejl af, hvad dannelse er. Dannelse handler nok egentlig ikke så meget om, hvad jeg ved, men nærmere om hvordan jeg bruger, det jeg nu engang ved. Hvis man ser isoleret på det at vide noget, er det beslægtet med, at man husker det, man har fundet ud af. Rå viden er altså en mængde data, der lagres i hukommelsen. Derimod er det at agere i en situation afhængig af ens evne til at håndtere situationen ved hjælp af færdigheder - altså ens dannelse. For at køre videre på det teknologiske billedsprog så svarer det til, at man bruger installerede programmer til at udføre en opgave. Er det ikke også noget lignende, gymnasielærerne forsøger at fortælle i AT-forløbene i gymnasiet: Det handler ikke om sagen, men metoderne. Metoder, MEtoder, METODER! Det budskab fattede jeg jo ikke før langt inde i 3.g, og det tror jeg egentlig ikke, der var så mange, der gjorde (eller det var måske bare mig...?). Men det er vel også bare et udtryk for, at mange generelt har mere fokus på hvad end hvordan, ligesom det også gør sig gældende i forbindelse med forståelsen af dannelse. Så til lærerne, der ihærdigt forsøgte at få metodernes betydning til at sidde fast, vil jeg gerne sende en tak!
Det vil altså sige, at gymnasiet faktisk danner unge mennesker, som det jo hævder, at det gør. Sågar på kulturfronten er gymnasiet med i kampen. Med studieturene kommer eleverne ud og møder andre kulturer i andre lande. Nogen tager til Firenze i Italien, mens andre kommer til Tanzania i Afrika (der er åbenbart forskel på folk...). Men det faktum, at eleverne bliver en del af et kulturmøde, er nok det, der i gymnasiet har størst betydning for dannelsen. Selvom jeg ikke var i Tanzania, har jeg alligevel fået lov til at få et indblik i deres kultur. Da jeg for noget tid siden mødte tre tanzanianere, sad jeg ved siden af en tanzaniansk kvinde, og jeg oplevede deres åbne og kærlige facon på egen krop (bogstavlig talt). Kvinden brugte store armbevægelser til at fortælle om alt fra tanzaniansk heksekunst til økonomiske udfordringer i sit land. I det øjeblik hun stoppede med at fortælle og satte sig til rette for at lytte, lagde hun sin mørke armbåndspyntede hånd på mit lår. CHOK! Jeg faldt nærmest ned af stolen, da hun brød ind i min privatsfære og brød den regel, der hedder: man rører ikke ved lår, man ikke kender! Men jeg håber ikke , at chokket jeg fik, var for tydeligt, for jeg indså hurtigt, at sådan er hun bare. Den lille kærlige handling er sikkert helt naturlig for hende i hendes kultur, men meget grænseoverskridende og uvant for mig i min kultur. Oplevelsen er for mig et godt eksempel på, hvor dan et sundt kulturmøde foregår. Netop i kulturmøder er det måden (Metoder, MEtoder, METODER!), man opfører sig på, der er det udslagsgivende for, om mødet lykkes. Jeg havde min forforståelse, og hun havde sin, men det kom ikke i vejen for, at vi begge var åbne og kunne ændre vores forforståelse. Den tanzanianske kvinde gav noget af hende, og jeg gav noget af mig. Problemet med de fleste kulturmøder er, at parterne med hver deres etnocentriske perspektiver tolker den anden og hendes kultur igennem egne kulturfiltre ud fra egne værdier og normer. Kunsten er at kunne se og sætte pris på forskellene. Kulturmødet fik mig til at se min kultur udefra, og dermed lærte tanzanianerne mig noget om mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Tak for det!
Jeg har en fornemmelse af, at jeg nærmer mig, hvad jeg tror, dannelse er. Dannelse er færdigheder og handlemønstre, der er bygget op om små og store kulturmøder, hvor vi stilles over for andres liv og livssyn. Vi konfronteres med andre, og vi får mulighed for at få vores færdigheder i brug. Når jeg tænker over det , indgår jeg hele tiden i større eller mindre kulturmøder. For to kulturer behøver ikke nødvendigvis at have to forskellige nationaliteter. To kulturer kunne i princippet være mig overfor min mormor eller Team Tvis Holstebro overfor SK Aarhus. Der er kulturer inden i kulturer, som var det en russisk babushka dukke (jeg smider om mig med det billedsprog!). På den måde kommer grundlaget til dannelsesprocessen af mange forskellige møder i mange forskellige kontekster. Dannelsesprocessen er altså en meget sammensat ting. Den dannede eller næsten dannede er et meget sammensat menneske. Jeg er et sammensat menneske.
Så bare rolig kære Hassan, du er ikke det eneste sammensatte menneske. Selvom du
deler dig op i halvdele, tredjedele og kvarte, så er det ikke så slemt, som du tror, for
sådan er det også for os andre. Det ville faktisk være mere specielt ikke at være
sammensat. For den mindre åbenbaring kan du takke mig senere!
Hvor langt jeg er i min dannelsesproces, ved jeg ikke, men mon ikke jeg snart er ved vejs ende med blogindlægget. Ligesom mine blogindlægskollegaer har hjulpet mig, kan jeg måske hjælpe de næste til, hvad man skal gøre (eller hvad man ikke skal gøre). Derfor kan man sige, at blogindlægsforløbet er et lille særskilt dannelsesforløb, hvor man har mulighed for at tilegne sig evner og færdigheder i mødet med andre blogindlæg. Om det så har bidraget til min dannelsesproces, må stå hen i det uvisse, men jeg er (forhåbentlig) blevet bedre til at skrive essays. Lige her for enden af mit blogindlæg har jeg det, som jeg havde det, da jeg sad på en ø i udkanten af Aarhusbugten: "Der er ikke andre anledninger til at være her end at nyde synet." (wow skrivekunst, hvor får jeg det fra?).
Mette
Ingen kommentarer:
Send en kommentar