Tid til eftertanke

Peter. En dreng på 20. En dreng med brune krøller og blå øjne. En dreng der ikke kan finde ud af, hvor han egentlig passer ind i den verden, vi kalder for verdenen. En dreng der lige nu sidder og trykker på knapper, som laves om til bogstaver på en computerskærm, og som står i en sådan rækkefølge, at de efterhånden begynder at danne én eller anden form for mening. Dét er status i Peters liv. I mit liv. For det er mig der er Peter. Jeg er den vaskeægte, og helt igennem rigtige Peter. Er jeg ikke? For hvis ikke jeg er den rigtige Peter hvem er så? Og hvad er jeg så? Den falske Peter? Den forkerte Peter? Nej det er jeg bestemt ikke, for jeg har jo brune krøller og blå øjne, og jeg ved ikke hvor jeg passer ind i verdenen. Desuden bærer jeg også det træk, der må siges at være et meget karakteristisk Peter-træk, at jeg bevæger mig gennem livet langsommere end de fleste. Jeg tager mig god tid, og tiden, ja, den lader sig tage, og det virker egentlig til at den ikke rigtigt bemærker at jeg tager den. "Tid" er desuden et forunderligt begreb. Einstein lærte os i 1905 at tiden er relativ, og at der således ikke er to mennesker på Jorden, for hvem tiden er ens. Alle individer har deres egen tid, der går jævnt i forhold til dem selv. "Men Peter, er det ikke bare kedelig, ligegyldig viden som ingen, bortset fra forskere og kedelige mennesker, nogensinde kommer til at drage nytte af?" Jo det kan der måske være noget om, men jeg synes altså både at tid er lidt forunderligt og lidt for underligt. Dét er i øvrigt endnu en af de ting der manifesterer min titel som den rigtige Peter. Jeg ved nemlig at den rigtige Peter, ligesom jeg selv, skrev en lang, kedelig (og ubrugelig for alle andre end forskere og kedelige mennesker) SRP om tid. Hvor om alting er, så har Einstein lært mig, at jeg har min egen tid, og at det, i sig selv, ikke bare er okay, men at det også ganske enkelt er et grundvilkår der er indbygget i naturen. Spørger du min fysiklærer, vil han nok sige at Peter-tid er at møde fem minutter for sent en tirsdag morgen. Det er måske også det Peter-tid er for ham, og det ville jeg da gerne ændre på, men det er ikke altid sådan at bus-tiderne, møde-tiderne og Peter-tiderne er lige nemme at få til at stemme overens. Så handler det om at man lige slår koldt vand i blodet, og tager den med ro. Koldt vand og ro er desuden to af de ting man finder i de allermest koncentrerede doser på den sagnomspundne ø, Tunø. Der er faktisk ingen der ved præcis hvor Tunø ligger, og dog går der mange rygter. Rent tidsligt er forskere og eksperter dog enige om at Tunø befinder sig i en form for tidslomme der ligger et godt stykke tilbage i fortiden, i forhold til den tid vi befinder os i lige nu. Alt det her er selvfølgelig løgn, ja jeg lyver faktisk ret ofte - nøjagtigt ligesom min gode ven Hassan Preisler (det er løgn at vi er gode venner), som har lavet et helt show (Brun Mands Byrde) hvor han står og lyver og praler og lyver lidt mere, helt for sig selv, som var han på en øde ø - og det var jo øerne vi kom fra. Tunø ligger selvfølgelig i Kattegat ca. 8 km fra Jyllands kyst. Og på en dag for ikke så længe siden skulle det blive Tunø-tid for mig og mine klassekammerater - og Tunø-tid, det skulle det i den grad blive. For da vi, efter at være gået igennem en noget primitiv form for check-in nede foran Tunø-færgen, og var sejlet de godt otte kilometer over kattegat, med udsigt til hav på den ene side, og hav på den anden side, oplevede min klasse og jeg for første gang hvad Tunø-tid egentlig var for en størrelse. Tiden på Tunø tikker taktfast afsted, trægt, troværdigt og trofast - lige til at blive træt af! Det var herligt - endelig var jeg hjemme! Tunø-tid og Peter-tid var to tandhjul der gik i hak, og gled afsted som smurt i olie. Jo længere tid vi befandt os på øen, jo mere var det også som om at mine klassekammerater også sporede sig ind på Peter-Tunø-tiden. Til sidst var alle vores individuelle ure blev nulstillet og synkroniseret, og vi passede sammen. Sådan opdagede, oplevede og op-alt-muligt-andet vi Tunø - en optur der fik os ned i tempo! Tunø sugede os ind i en tåge af bier der brummede, bølger der brusede, og billøse, blottede veje, der indbød til gåture og glade dage. Da blev vi alle forvandlet til små børn, der bare var der på øen og var tilstede. Først var vi blevet suget ind, men nu var det vores tur til at suge til os. For nu begyndte vi at se os omkring. Vi begyndte at udforske øen på gode gammeldags gå-ben, som børn på jagt efter en skat, gik vi rundt og ledte efter erfaringer, vi ledte efter små dråber af dannelse i dens reneste form. Kulturforsker og -analytiker Geert Hofstede bruger løget som billede på kultur - han har endda lavet en model, af et sådant kulturløg, som han kalder løgmodellen. Løgmodellen siger noget om hvordan en kultur er bygget op, og kommer til udtryk. Således er kulturer bygget op som et løg - lag på lag, og inde i kernen ligger det der, ifølge Hofstede, er vigtigst og styrende for en kultur, nemlig værdierne. Værdierne i en kultur er en fælles etik - en fælles holdning til hvad der er godt og ondt, hvad der er rigtigt og forkert. Det er dér inde, inde i midten af løget, der er allersaftigst. Det er det man gerne vil bore ind til. Og det prøvede vi så, ude på Tunø. Vi sad blandt andet og stirrede op på hvad der lignede (og rent faktisk var) en sammenbygning mellem en kirke og et fyrtårn (Tunø er ikke et helt normalt sted), og prøvede at skrælle Tunø-løget lag efter lag, prøvede at finde ind til kernen, ind til værdierne. Det er først her efter turen at det er gået op for mig at på Tunø behøver man ikke skrælle. Der får man smækket det friske, rå løg lige op i ansigtet ved blot at være der. Man kan ikke sige det meget bedre end hjemmesiden www.tunoeturist.dk, som har sloganet "Tunø skal ikke forklares - Tunø skal op opleves" skrevet i stor fed CAPS LOCK på deres forside. Det er i grunden lidt mærkeligt at Tunø har en turisthjemmeside, da Tunø for mig virker som et sted der er både anti-turist, anti-internet. Internettet er på en eller anden måde symbolet på den lynhurtig, hyperglobaliseret og helt igennem stressproducerende hverdag vi lever. Her går tiden langt for hurtigt til at nogen normale mennesker kan nå at følge med. Der er fart på. For eksempel skal Peter på en helt almindelig mandag som i dag både i skole, spille fodboldturnering med klassekammeraterne, og dernæst helt til Viborg for at øve sig i at synge noget musik der blev lavet for lang tid siden af nogle meget dannede mennesker, og så tilbage til Aarhus igen, hvor han bor. I det tempo kan man hurtigt glemme hvem, hvor, hvornår man er, og hvad man laver. Man glemmer at tænke over at man som et menneske i dannelse er midt i en proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, som man har valgt at udtrykke det på www.denstoredanske.dk - en lynhurtig online ordbog (hvad er der blevet af de kæmpemæssige støvede ordbøger ens forældre havde stående i reolen?!). En proces der i den grad fandt sted da mine klassekammerater og jeg tog Tunø-færgen tilbage til hverdagen, og opdagede hvilket tidsløst paradis vi lige havde befundet os i, blot timer tidligere. Så var holdningerne  dannet for os! Så vidste vi at Tunø var noget helt særligt, og at verden godt kunne bruge et strejf Tunø en gang i mellem. Det kan dog blive lidt svært at tage hele verden med ud på Tunø - Det er der hverken plads eller tid til. Så vi må gøre hvad vi kan for at vi i hverdagen også får tid til Tunø-tid. At vi lader tiden danne os, og lader os danne med tiden. For tiden ændrer mange ting. Jeg vil om mange år kunne kalde mig "Peter. En mand på slet-ikke-20 år. En mand med grå krøller og blå øjne. En mand der ved hvor han hører til. For med lidt held vil jeg med tiden også finde en plads i verdenen. Men der går nok lidt tid før det sker. Jeg er trods alt fanget i Peter-tid.

Peter