I kan takke mig senere!

Hvis det ikke var for Thomas, Xenia, Victor, Amalie, Anne, Asbjørn, Esben, Clara, Lasse, Katrine, Franella, Line og Mathias, så ville jeg være mildt sagt på bar bund lige nu. Uden erfaring inden for essayskrivning og uden en specielt udviklet sans for kreativitet og skrivekunst vil jeg indrømme, at det har været en udfordring. Den hjælp, inspiration, hjælp til selvhjælp om man vil, som de ovenståendes essaybidrag har været, giver mig lyst til at sige tak. Så tak! Uden at vide hvor jeg skal starte, hvordan jeg skal bære mig ad, og hvor jeg ender, begiver jeg mig nu ud i det - en af livets (store) udfordringer. Det jeg har at forholde mig til er, at jeg skal vide, hvad jeg gør, hvordan jeg gør, og hvorfor jeg gør det. På forhånd ved jeg, at produktet bygger på selvrefleksive overvejelser, at det udvikler sig i forskellige retninger, mens jeg udformer det, og at der indgår både noget personligt og noget fagligt. Længden er svingende fra person til person, og temaet er bestemt.
Med den ramme sat, er jeg klædt på, bevæbnet til tænderne og klar til at tage fat på blogindlægget dannelsesprocessen (det var også dannelse I tænkte, ikke?).
Jeg vil gerne være et dannet menneske. Men så længe jeg ikke ved, hvad det er, så kan jeg vel ikke blive det. Jeg vil gerne være rig på kulturelle erfaringer. Jeg vil gerne vide meget om lidt, men også lidt om meget. Jeg ved hverken lidt om særlig meget eller særlig meget om lidt, og jeg er ikke rig på kulturelle erfaringer. Føler jeg i hvert fald ikke, men måske tager jeg fejl. Måske tager jeg faktisk fuldstændig fejl af, hvad dannelse er. Dannelse handler nok egentlig ikke så meget om, hvad jeg ved, men nærmere om hvordan jeg bruger, det jeg nu engang ved. Hvis man ser isoleret på det at vide noget, er det beslægtet med, at man husker det, man har fundet ud af. Rå viden er altså en mængde data, der lagres i hukommelsen. Derimod er det at agere i en situation afhængig af ens evne til at håndtere situationen ved hjælp af færdigheder - altså ens dannelse. For at køre videre på det teknologiske billedsprog så svarer det til, at man bruger installerede programmer til at udføre en opgave. Er det ikke også noget lignende, gymnasielærerne forsøger at fortælle i AT-forløbene i gymnasiet: Det handler ikke om sagen, men metoderne. Metoder, MEtoder, METODER! Det budskab fattede jeg jo ikke før langt inde i 3.g, og det tror jeg egentlig ikke, der var så mange, der gjorde (eller det var måske bare mig...?). Men det er vel også bare et udtryk for, at mange generelt har mere fokus på hvad end hvordan, ligesom det også gør sig gældende i forbindelse med forståelsen af dannelse. Så til lærerne, der ihærdigt forsøgte at få metodernes betydning til at sidde fast, vil jeg gerne sende en tak!
Det vil altså sige, at gymnasiet faktisk danner unge mennesker, som det jo hævder, at det gør. Sågar på kulturfronten er gymnasiet med i kampen. Med studieturene kommer eleverne ud og møder andre kulturer i andre lande. Nogen tager til Firenze i Italien, mens andre kommer til Tanzania i Afrika (der er åbenbart forskel på folk...). Men det faktum, at eleverne bliver en del af et kulturmøde, er nok det, der i gymnasiet har størst betydning for dannelsen. Selvom jeg ikke var i Tanzania, har jeg alligevel fået lov til at få et indblik i deres kultur. Da jeg for noget tid siden mødte tre tanzanianere, sad jeg ved siden af en tanzaniansk kvinde, og jeg oplevede deres åbne og kærlige facon på egen krop (bogstavlig talt). Kvinden brugte store armbevægelser til at fortælle om alt fra tanzaniansk heksekunst til økonomiske udfordringer i sit land. I det øjeblik hun stoppede med at fortælle og satte sig til rette for at lytte, lagde hun sin mørke armbåndspyntede hånd på mit lår. CHOK! Jeg faldt nærmest ned af stolen, da hun brød ind i min privatsfære og brød den regel, der hedder: man rører ikke ved lår, man ikke kender! Men jeg håber ikke , at chokket jeg fik, var for tydeligt, for jeg indså hurtigt, at sådan er hun bare. Den lille kærlige handling er sikkert helt naturlig for hende i hendes kultur, men meget grænseoverskridende og uvant for mig i min kultur. Oplevelsen er for mig et godt eksempel på, hvor dan et sundt kulturmøde foregår. Netop i kulturmøder er det måden (Metoder, MEtoder, METODER!), man opfører sig på, der er det udslagsgivende for, om mødet lykkes. Jeg havde min forforståelse, og hun havde sin, men det kom ikke i vejen for, at vi begge var åbne og kunne ændre vores forforståelse. Den tanzanianske kvinde gav noget af hende, og jeg gav noget af mig. Problemet med de fleste kulturmøder er, at parterne med hver deres etnocentriske perspektiver tolker den anden og hendes kultur igennem egne kulturfiltre ud fra egne værdier og normer. Kunsten er at kunne se og sætte pris på forskellene. Kulturmødet fik mig til at se min kultur udefra, og dermed lærte tanzanianerne mig noget om mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Tak for det!
Jeg har en fornemmelse af, at jeg nærmer mig, hvad jeg tror, dannelse er. Dannelse er færdigheder og handlemønstre, der er bygget op om små og store kulturmøder, hvor vi stilles over for andres liv og livssyn. Vi konfronteres med andre, og vi får mulighed for at få vores færdigheder i brug. Når jeg tænker over det , indgår jeg hele tiden i større eller mindre kulturmøder. For to kulturer behøver ikke nødvendigvis at have to forskellige nationaliteter. To kulturer kunne i princippet være mig overfor min mormor eller Team Tvis Holstebro overfor SK Aarhus. Der er kulturer inden i kulturer, som var det en russisk babushka dukke (jeg smider om mig med det billedsprog!). På den måde kommer grundlaget til dannelsesprocessen af mange forskellige møder i mange forskellige kontekster. Dannelsesprocessen er altså en meget sammensat ting. Den dannede eller næsten dannede er et meget sammensat menneske. Jeg er et sammensat menneske.

Så bare rolig kære Hassan, du er ikke det eneste sammensatte menneske. Selvom du

deler dig op i halvdele, tredjedele og kvarte, så er det ikke så slemt, som du tror, for

sådan er det også for os andre. Det ville faktisk være mere specielt ikke at være

sammensat. For den mindre åbenbaring kan du takke mig senere!

Hvor langt jeg er i min dannelsesproces, ved jeg ikke, men mon ikke jeg snart er ved vejs ende med blogindlægget. Ligesom mine blogindlægskollegaer har hjulpet mig, kan jeg måske hjælpe de næste til, hvad man skal gøre (eller hvad man ikke skal gøre). Derfor kan man sige, at blogindlægsforløbet er et lille særskilt dannelsesforløb, hvor man har mulighed for at tilegne sig evner og færdigheder i mødet med andre blogindlæg. Om det så har bidraget til min dannelsesproces, må stå hen i det uvisse, men jeg er (forhåbentlig) blevet bedre til at skrive essays. Lige her for enden af mit blogindlæg har jeg det, som jeg havde det, da jeg sad på en ø i udkanten af Aarhusbugten: "Der er ikke andre anledninger til at være her end at nyde synet." (wow skrivekunst, hvor får jeg det fra?).

Mette

Fuuuck Jeg skal skrive blogindlæg og jeg er fucking ordblind (så bær over med hvis der undervejs er nogle stavefejl og kludrede sætninger og måske virker min komma tast ikke så godt) og så vil min lærer have mig til at skrive 2,5 sider OMFG!. Hva helvede gør jeg.
Okay Skribent ro på. Træk vejret dybt og pust ud.
Jeg ved jeg skal inddrage Tunø og ham der vi var inde og se i teateret, ham negeren, Hassan! Det var det han hed. Jamen Tunø var jo på ingen måde spændende, der er kun kørertøjer som Victor vil brække sig over at kører i, fordi de max kan kører 15 kilometer i timen. Jeg tror det mest spændende der skete var at der forsvandt en tennisbold på marken bag vores læres baghave. Ham der Hassan var der heller ikke meget sjovt ved, jo han sagde vi alle var racister og det første folk gjorde da vi kom ud var at sige ”han er en dum mand, fordi han siger at jeg er RACIST, og det er jeg i hvert fald ikke!”. Jeg tænker bare han har ret jeg er RACIST og sådan er det bare. Der var den! Jeg skriver om RACISME. sådan så kører vi.

                                          Sort Humor

Jeg holder med DF, nu ved jeg godt alle kommer farende og råber mig ind i ansigtet ” ER DU RACIST!!!!” hvortil jeg kun har et svar ” nej det er jeg ikke, jeg er delvidst-racist”. Når jeg siger det kigger folk meget mærkeligt på mig, de forstår det ikke helt hvilket jeg godt kan forstå, for jeg troede selv jeg var racist, hadede alle perkere, arhhhh det var måske lige hårdt nok. Jeg hadede alle SORTE de skulle bare skubbe af helvede til og de skulle bare ud af det land som jeg bor i. Jeg var bare så ”sej” den gang fordi jeg turde sige at ”jeg hader sorte”, men jeg var jo en kæmpe idiot, for hvem skulle så lave min Shawama, ej sorry igen, for det var slet ikke det jeg var, jeg har fundet ud af at jeg ikke vil have at alle de flygtninge som der har brugt mange dage til at komme til Danmark møder en eller anden stoder ved grænsen som siger ” når du er nok fra et eller andet hulabula land så kan du fandme godt fucke hjem igen”. Jeg synes at de er velkomne i Danmark, men de skal for helvede bare følge de regler vi har i dette her land, jeg er ligeglad med om de har en eller anden regel med at hvis en muslimsk kvinde boller med en hvid mand som ikke muslim så skal hun DØ. Det kan da godt være at de ikke har samme religion, det kan muslimerne måske leve med, men at hun har en anden Farve så skal hun DØ. Nu ved jeg godt at jeg overdriver lidt, men det er sku da næsten sådan det er, muslimer og andre kulture (nu er jeg især efter muslimer fordi det er dem som jeg har det største had til) kommer til Danmark og tror at de ejer det her land, det her land som jeg kalder mit hjem. Jeg har fandme tænkt mig at beskytte mit land for en hver pris, og det jeg kan se lige nu er at vores love omkring flygtninge skal laves om. Men lige til noget andet, i dag var jeg nede i det der kongrescenter hvor man skulle høre de der oplæg…. Og på vej ned igennem den store gang så jeg to smukke træer i den ene side de var så flotte, men så kom jeg til at kigge lidt længere ned end trækronerne og der sad 4 sorte kvinder, det første jeg tænkte var så føler de sig sgu nok hjemme. Og jeg er ked af at sige det, men det er sådan jeg tænker når jeg ser sådan noget.
Jeg ser rigtig meget Animal planet, ja jeg ved godt jeg springer lidt i det, men jeg elsker det program man for lov at se alle dyrende og nogle gange bliver der vist nogle aber, ja de viser også nogle gange de aber som befinder sig i træerne, men der sidder kvinderne altså og snakker (et eller andet sprog som ingen end dem selv kan forstå) og de hygger sig og det var også det jeg så i dag, de 4 piger sad og hyggede sig det var lidt sødt, men jeg ville ønske jeg kunne forstå hvad de sagde. Godt ord igen jeg hader ikke sorte mennesker, min fætter har en anden hud farve end mig selv, han er sort og jeg holder rigtig meget af ham, men bare fordi jeg holder med DF synes jeg ikke han skal ud af landet, ja som sagt tidligere holder jeg med DF og jeg er kun glad for at partiet er gået fremad, men jeg er langt fra enige med alle deres holder omkring deres udlændinge politik, jeg synes der er mange fejl i og mange ting de burde lave om, men derfor holder jeg stadigvæk fast i jeg holder med DF.
Det er derfor jeg kalder mig selv delvidst-racist, fordi (og nu kommer min definition på det) alle udlændinge er velkommen i Danmark, men de skal følge de regler der er stillet foran dem, de skal ikke komme og ændre på vores land og tro at gud har givet dem Danmark bare fordi de ikke fik Palæstina den gang (til dem der ikke ved hvad Palæstina er, så er det, det nuværende Israel). Det vigtigste er at de skal fandme ikke bare side på deres flade røv og nasse på vores samfund og så bruge undskyldningen ” Min religion siger at jeg skal be’ en bøn 5 gange om dagen” ja det kan sku da godt være, men jeg går sku da heller ikke ud og laver en neger arm 5 gange om dagen, arhhhh den var nok lige over stregen den der, sorry igen, men det er simpelthen fordi at det irritere mig når folk (sorte) bare sidder og laver ingen ting. Dem som tager en uddannelse eller laver Shawama eller kører Taxi hver fredag nat når jeg skal hjem fra byen og siger det samme hver fredag ” til Risskov” og lige inden jeg siger tak kigger jeg lige efter og ser om det nu er en sort mand som kører mig, for så siger jeg først ”TAK” når jeg er kommet hjem. Ej der er bare 2 ting som jeg virkelig synes der burde laves om

1. hvis man er flygtninge og gerne vil opholde sig i Danmark skal man altså få fingeren ud af det sorte hul og lave noget fornuftigt.

2. er man flygtninge og har man begået noget kriminelt inden for de første 3 år man har levet i vores land, ryger man med det første skib hjem igen (vi vil jo nødigt have at der skulle komme nogen til skade som befinder sig på land jorden på deres hjemrejse).  

Så ja jeg er delvidst-Racist, men jeg vil nok også kalde mig Racist med sjov, altså jeg har ikke et had til dem jeg har det bare sjovt med at drille dem. Det var alt fra mig håber det har været en fornøjelse at læse og nu ved i lidt mere om mig.

- Skribenten  

Hjælp! De fremmede kommer

Så er det her igen. Endnu en gang tager det forsidepladserne på diverse aviser. Ikke nok med BT og Ekstrabladet, men også Jyllandsposten og Politiken. ARGH! Hvorfor skal vi høre om det gang på gang? Der må da være nyheder, der er mere spændende, tænker jeg... Det er da klart, vi danskere bliver trætte af dem; de laver kun ballade og ødelægger vores gode og fornuftige samfund. Og så er de selvfølgelig kriminelle hele bundet. Nårh ja, vores samfund er som et englebarn - det lyder i hvert fald sådan. Det er klart, at samfundet er i top, når vi danskere ser bort fra arbejdsløshed, udnyttelse af systemet og begrænset vækst. De er her, og der kommer flere af dem. De skaber problemerne i vores land, de udnytter vores velfærdsstat og vores gæstfrihed. De gør heldigvis også noget positivt for Danmark. De sørger for, at politiet altid har noget at lave. Og det er jo dejligt, når vi danskere ikke selv kan sætte dem i arbejde. Du er godt klar over, hvem jeg snakker om, ikke? Det er selvfølgelig indvandrere og flygtninge - kald dem, hvad du vil (jeg holder mig neutral her). Vi danskere er aldrig positive overfor nytilkomne fra den mellemøstlige verden, i hvert fald ikke hvis de kommer i store mængder af gangen. Men hvorfor er det, at vi har den indstilling? Svaret bliver svært for mig at finde, det jeg er ved at indse.  

                      Helt grundlæggende handler det vel om, hvilken holdning jeg har politisk, eller skal jeg sige ”vi”? Mon ikke jeg bare skal starte med at finde mit eget svar, det må da være det letteste. Og dog.. Politik siger mig ikke så meget, så det kommer der ikke meget ud af. (Alligevel er jeg sikker på, at det siger mig mere end Clara, der, som hun selv nævner, kun læser det politik, der popper op på hendes Facebook-startside (og mon hun nu også får læst det?)). Én gang om året sker det dog, at jeg hører på statsministeren, nemlig d. 1. januar, når nytårstalen holdes. Det bunder nok i, at jeg har en politisk interesseret far, der synes, det ligefrem er hyggeligt, når hele familien sidder sammen og hører nytårstalen. I bund og grund drejer det sig om, at han gerne vil danne os. Danne os til mennesker, der interesserer sig for det samfund, vi lever i. Vi er i en løbende proces, hvor vi hele tiden bliver dannet, så vi passer ind i den danske kultur. Det er tydeligt, at den danske kultur har præget mig, blandt andet når man diskuterer, hvad det ”rigtige” menneskesyn er. Jeg vil altid være uenig med visse herrer i Mellemøsten om, at kvinderne ikke skal have de samme rettigheder som mænd. Bortset fra det skal jeg glædeligt byde flygtninge velkommen i Danmark ved at give dem vores nykårede nationalret stegt flæsk med persillesovs og lære dem lidt om den danske kultur. Men er det overhovedet noget, de er interesserede i? De kommer vel ”kun” til Danmark på grund af krig i deres eget land. De vil vel gerne bevare lidt af deres egen kultur og identitet. Jeg synes, det er på tide, vi danskere åbner op for flygtninge og inddrager dem i samfundet. Det er jo let at sige, men det kræver, at både vi danskere og flygtningene ikke ser alt fra det etnocentriske perspektiv. Dette fik Helle Thorning med i sin nytårstale, hvor hun faktisk snakkede om flygtninge i tre et halvt minut. I løbet af de minutter fik hun nævnt en væsentlig ting: ”Flygtninge skal ikke gøres til vores klienter”. Godt sagt Helle T!

Flygtninge er mennesker ligesom os selv, det må vi ikke glemme. Vi skal selvfølgelig tage os godt af dem, men ved netop at lave alt muligt for dem, bliver det vel lidt som om, de er vores klienter? De store kulturelle og sproglige forskelle sætter en stopper for den gode gerning. Forleden var jeg til fødselsdag med den ukrainske bankassistent Alla. Hun er rejst med sin mand til Danmark, fordi han havde fået job. Man skulle tro Alla kunne få et job i bankbranchen, men nej. Allas eneste mulighed for at få job var ved et rengøringsfirma. Du hørte rigtigt: R-E-N-G-Ø-R-I-N-G-S-F-I-R-M-A?! Jeg blev noget så chorkeret, da jeg hørte det. Hvordan kan det være, hun ender som rengøringsdame efter at have haft en stilling som bankassistent i Ukraine! Godt nok har danskere en tendens til at være negative overfor indvandrere, men sådanne indvandrere med gode stillinger skal man da ikke sige nej til! Jo det er lige, hvad vi gør i Danmark. Udenlandsk arbejdskraft fra mindre velstående lande? Jo tak, hvis de tager alle de job, vi ikke selv vil have såsom sølle rengøringsjobs. For mig virker det som om, at vi danskere ikke formår at ændre på forforståelsen om indvandrere. Kulturforskelle er der selvfølgelig mellem (bankverdenen i) Ukraine og Danmark, men hvorfor skriver medierne ikke om nyheder som denne fremfor alt balladen og kriminaliteten?

Jeg behøver dog ikke rejse til hverken Mellemøsten eller Ukraine, før jeg finder kulturforskelle. I lille Danmark kan det opleves ved blot at rejse små 28 kilometer fra Aarhus til Tunø. Tunø har ingen biler. Biler? De er da faldet helt af på vognen! De må leve i deres helt egen osteklokke uden at være blevet påvirket af udefrakommendes sociale norm. Hvordan kan de leve uden? Vi lever da ikke i det 19. århundrede længere. Åh, kom dog videre Tunø! (Ikke noget med se udover mit eget etnocentrisk perspektiv). Befolkningen på Tunø kan med god tilnærmelse være godt træt af mig lige nu: jeg taler negativt om deres kultur og synes jo faktisk, den er materiel mangelfuld. Det er aldrig rart at blive talt ned til eller blive sat i en bestemt boks. Det er let at sætte andre i bokse, men hårdt selv at blive sat i en boks. Det oplevede jeg selv, da Hassan Preisler gennem ”The Implicit Association Test” tydeliggjorde, at jeg forbandt de hvide mennesker med det gode og de brune mennesker med det dårlige. Og det passer jo slet ikke! Og dog.. Set ud fra medierne er det da noget skidt, de går og laver, de brune (skulle jeg bare kalde dem mellemøstlige?) mennesker. Måske det faktisk passer helt perfekt så? Men hvorfor bliver jeg så provokeret af det? På den ene side har manden jo ret: det sker, at man sætter personer i bokse, hvor det rent faktisk passer. Handler det derimod om mig selv, så mener jeg i den grad ikke, at jeg skal være i en den boks, der hedder ”racister” eller ”bange for fremmede”. Hassan skal selvfølgelig have lov til at sige det, ligesom vi danskere sætter indvandene og flygtningene i bokse, som folk der nasser på Danmark og kun laver ballade. Vi har som en del af vores danske kultur en lov til at ytre os, hvilket vi skal være glade for (så samfundet ikke kommer til at ligne det i Mellemøsten, puha!).  
Jeg må tage Hassans beretning til mig, så jeg kan være med til at få gjort Danmark til et dejligt land at søge asyl i. For måske, det ikke kun er de fremmede, der skal gøre en indsats, men også ”os”, der må indse, at vi selv får malet et glorificeret billede af vores land, uden at vi alle er små englebørn. Så kære Helle, måske du skulle lade ikke bare os seere, men også din egen regerings integrationsudspil, influere af de gode pointer, du ytrer i din nytårstale Derudover må jeg følge det råd, Dronning Magrethe gav i sin nytårstale ”Hjælpe dem til at falde til i det fremmede land, enten den tid bliver lang eller kort” (Okay, er selv blevet fan af de nytårstaler. 1-0 til min far. Han har fået dannet mig, lige som han gerne ville have). Jeg må op på hesten og vise dem, hvad Danmark har at byde på. Danmark har heldigvis rigtig meget andet end negative avisforsider. De er mennesker; vi er mennesker, og vi har jo alle det fælles mål, at vi gerne vil være lykkelige på den ene eller anden måde.

Line        

Har vi overhovedet brug for at være dannet idag?

Dannelse er et begreb som man forbinder med det kultiverede klasselag og har derfor altid været vigtigt i forhold til at forstå spillereglerne - især for den øvre sociale klasse. Når jeg tænker på dannelse, er det første der kommer frem i hovedet på mig i hvert fald fine damer i korsetter med gode manerer, og gentlemen med høje hatte og interesse for kunst og opera. Dannelse er for mig i hvert fald og helt uden tvivl defineret ved højkulturelle interesser i en kultiveret og anstændig levemåde. I nutidens Danmark er dannelse dog på et helt andet plan end tidligere. Når jeg går igennem gaderne i København ved vintertid, ser jeg fine, ældre mennesker med deres store pelsjakker på vej i Magasin eller Illum, og kan ikke tænke andet, end ”Nej - hvor må de være dannede”. Men! Jeg ser også purunge piger i fine, store pelsjakker med en chanel-taske svunget hen over skulderen, som er på vej ud fra Det Kongelige Teater, hvor de har set en forestilling. Så kan jeg ikke lade være med at tænke ”Er de ligeså dannede? Er det noget de gør af interesse - eller er det simpelthen bare en måde at fremstille sig selv på?” Som studerende på et alment gymnasium føler jeg (i hvert fald) et behov for at fremstå som dannet. Jeg er også dannet! Men hvordan ser andre mig? Hvorfor er det overhovedet nødvendigt i vores samfund at alle andre kan se hvor dannet man er - er det bare et fortidslevn, som vi aldrig helt har sluppet?

Bare fordi at pigen på strøget har en fin pelsjakke på og jeg har en slidt læderjakke på, gør da ikke at hun er mere dannet. Jeg mener i hvert fald at det er forkert at dømme dannelse på hvilket mærke ens jakke er og hvor mange penge man har(Det kan godt være i ikke helt har tænkt over det, men det gør vi i sidste ende alle sammen). Vi fremstår nemlig mere dannede hvis vi går på museum og har en stor viden ind for kunst og andre kulturelle områder, end hvis vi bruger slang og uformelle sprogkoder. Jeg var i København for at holde jul med min familie, en lille hyggelig jul som man vil sige på godt dansk. Jeg var dog sent ude med julegaveindkøbene og var derfor nødt til at slå et smut forbi indre by for at købe de sidste. Jeg går herefter et smut forbi kongens Nytorv hvor det storslåede hotel D'Angleterre har sin beliggenhed, og ser to piger på min alder gå ud derfra. Og så tænker jeg jo selvfølgelig "HVOR MANGE PENGE HAR I LIGE BRUGT? HVORFOR KAN I VIRKE FINE OG RIGE IMENS JEG KNAP KAN BETALE MINE TANDLÆGE REGNING!?!" For jeg vil jo også gerne have så mange penge, så jeg kan gå i pelsjakker og se dannet ud. Men nej nej, sådan skulle min tilværelse ikke være i dette liv. Bedre held næste gang Franela! *Djævlen på min skulder griner hånligt*.

Rigdom har i mange tusind år været symbol på magt og indflydelse. Derfor er det klart, at der har fulgt nogle bestemte normer og regler med, da man så skulle omgås med det bedre borgerskab. Jeg har engang været til en rundvisning på Klunkehjemmet i København(Bare så alle er med, er dette en autentisk lejlighed fra klunketiden som er en del af national muset), så dannet som jeg nu er, hvor det blev fortalt, at der var bestemte og klare regelsæt for, hvad man snakkede og ikke snakkede om. Jeg fik blandt andet at vide, at gæsterne i hjemmet ikke måtte spørge grosserer Rudolph Christensen eller hans familie om noget, hvis ikke der var en samtaleindleder der omhandlede dette emne i lokalet. Man måtte f.eks. ikke spørge ind til rejser, hvis ikke der var noget i lokalet, som indikerede en rejse. Man spurgte selvfølgelig aldrig ind til sygdom eller penge, og hvis man gjorde, var man aldrig velkommen i hjemmet - eller i resten af herskabets boliger. Derfor har det i f.eks. klunketiden været en yderst vigtig del for den øvre klasse, at have dannelse og forståelse for hvad rigtigt og forkert var og i hvilke sammenhænge.

I vores moderne tid har vi selvfølgelig ikke længere disse behov. For i dagens Danmark har dannelse en helt anden betydning, vi ser nemlig på om folk er dannede ved at se på deres uddannelse og hvor meget tid de bruger på studiet. Når jeg går på café for at drikke min ugentlige kaffe med min veninde sidder der oftest en eller to unge med deres skole bøger og en computer. Dette giver mig oftest dårlig samvittighed, da jeg ved, at jeg måske godt kunne være mere effektiv med henblik på at lave mine lektier og passe min skole, men samtidig tænker jeg også, at de fremstår enormt kultiverede og dannede. Jeg kan ikke helt finde ud af, om man vælger at lave sine lektier på en café, fordi man koncentrere sig bedre i lokaler med mange mennesker og en summen af liv, eller om man gør det for at fremstille sig selv om værende mere dannet. Jeg må da indrømme, at jeg selv en enkelt gang har sat mig på en café og lavet mine lektier for at vise, at jeg også laver andet end at sidde på min røv og have fjante samtaler med pigerne. Det fungerede dog ikke for mig, da jeg hurtigt blev mere opslugt af en pæn tjener og endte med at bruge alt for mange penge på en lille times lektier.

Men at skulle fremstå som dannet hele tiden koster mange penge! Det er derfor man før i tiden kun havde muligheden for at blive dannet, hvis man havde penge nok. Nu om dage har vi tonsvis af muligheder - vi får vores uddannelse betalt af staten, og dermed er der ingen undskyldninger for ikke at lære hvad det vil sige at være dannet! Vi får alle sammen mulighederne - så det er bare med at springe på. Vi kan gå på museer med studierabat og man kan leje klassiske store musiske og litterære værker på biblioteker over hele landet - men vi vil ikke kun være dannede. Det har ingen interesse for det almene menneske i dagens Danmark at være dannet, og hvad i alverden skal man overhovedet bruge det til? Man kan bruge det til at skabe dybere indhold i vores eget liv, eller man kan bruge det til at give os selv et frirum i vores travle hverdag. Men det giver os ingenting, vi kan bruge til noget. Det er ikke lukrativt at være dannet, men man gør alligevel en kæmpe indsats for at blive dannet - og mest af alt for at fremstå sådan for alle andre. Men hvad får man så ud af det? Vi er så egocentrede i dag, og det eneste vi ønsker er at fremstå som rige, magtfulde og vigtige. Derfor gør man alt for at andre tror, at det er sådan man er. For så får man følgere på Instagram og likes på Facebook, man får misundelige blikke sendt fra folk, når man kommer gående ned ad Strøget med sin fine og store pelsjakke, en dyr Caffe Latte i den ene hånd og en chanel-taske i den anden - på vej fra en forestilling i Det Kongelige Teater og videre til en fernisering på Statens Museum for Kunst. Men ingen ser, at der står -1.000.000 kr. på kontoen, og man har blanket sig selv fuldstændig af med dyre vaner og i øvrigt er nødt til at få hjælp fra en psykolog for at blive ved med at skjule det lorteliv man har indenunder al luksussen og livet i sus og dus.

FraFuckingNella

Hvordan holder man jul?

Flettede hjerter, småkager, konfekt, andesteg og ikke mindst et læs julegaver er alt sammen på få dage kulmineret i det som vi alle sammen kender og elsker, nemlig julen. Alle snakker om den, og alle elsker den på hver sin måde, uanset om det er andestegen, juletræet eller gaverne der er favorit.  

   I Danmark fejrer vi julen fordi vi hylder Jesu fødsel. Men er det egentligt derfor, eller er det bare fordi vores borgerlige traditionelle land elsker gaver, and og masser af småkager?
   Fra barnsben er jeg blevet slæbt med i kirke juleaften, og har aldrig rigtig set Disneys store juleshow (og ja, jeg ved godt, at jeg nok er gået glip af noget!!).
Jeg husker stadig tydeligt de uendelige lange prædiker, mens man sad med benene dinglede ud over kirkebænken og sukkede over de lange salmer man skulle igennem. Men sådan var det, og sådan er det stadig... Kirketuren har altid været kedelig og præstens prædiken har altid været for abstrakt og filosoferende, men for mig er det en del af dét at holde jul.
   Men hvad skal der egentligt til, for at man kan holde jul?
Er det de store julegaver, det skinnende juletræ, de brunede kartofler og andestegen eller samværet med dem man elsker?
   Svarene er mange og dybt forskellige fra individ til individ, fra land til land, fra kultur til kultur.
Mon der overhovedet findes juletræer og julehjerter i Tanzania, risengrød i Shanghai eller andesteg på Tunø? (Ej den var vist lige over grænsen!)
   Julen er også en tid, hvor man samles med familien. Og se, dét er muligvis det aller vigtigste for alle. For selvom gaverne og maden fylder meget, så ville det aldrig være det sammen uden nogen at dele glæderne med. Samvær og kærlighed er nøgleord for julen, og som den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher sagde: "Julen er en dag med betydning og traditioner, en særlig dag tilbragt i familie og venners varme kreds." Julen skal nydes med ens nærmeste uanset individ, land og kultur. Men se, hvad nu hvis man ikke har nogen at dele glæderne med? (Uh den tanker løber mig koldt ned af ryggen!) Så bliver julen lige pludselig den værste tid, og noget der skal overstås. Jeg håber alle har en eller anden at dele glæderne med, for ellers er julen godt nok en trist tid. (Lad os springe videre, inden jeg får mere ondt i maven af den tanke!)
   For julen kan fejres på mange måder, ingen tvivl om det. Lige fra brede strande på Hawaii til snekældte bjerge i Nuuk, og ikke alle traditioner behøver være til, for at julen kan eksistere.
Den handler vel i bund og grund om hvem man er, hvor man kommer fra og ens dannelse. Er man opdraget til bjerge af gaver, andesteg og et 30 meter højt juletræ er det svært at forbinde julen med meget andet end det. Nogen ville synes, at os danskere er sindssyge og grådige, og tager alt for givet. Men er det ikke bare sådan vi er opdraget og sådan vi har fået det ind med modermælken.
Julen varer længe, koster mange penge. Vi kan ihvertfald ikke komme udenom, at vi danskere godt kan være store i slaget når december nærmer sig. I december 2013 var dankort-forbruget på 25 mio, og det er vel og mærke kun dankortet. (Shit det er mange penge på slik og gaver!!).
Men ja, julen kan, som sagt, fejres på mange måder. Men jeg aner egentligt ikke helt på hvilke måder.
   For jeg holder den traditionelle jul med andesteg, brunede kartofler og ris ala mande. Jeg ville foretrække pizza og is, men jeg tør ikke. Jeg går i kirke og hører på præstens prædiken, mens jeg lytter forstående og interesseret. Jeg ville foretrække høj rockmusik og sjove historier, men jeg tør ikke. Og jeg danser omkring juletræet og synger salmer men jeg ville foretrække en film og en blomst, men jeg tør ikke. Og når gaverne skal pakkes op og gives ud, foretrækker jeg en varm dyne og et stykke chokolade, men jeg tør ikke. Eller gør jeg?
   Jeg har altid holdt jul i mit trygge lille hjem med min familie, den velkendte smag af and på tungen og de dinglende ben på kirkebænken. Ikke fordi jeg er bange for at slippe det, men jeg har aldrig haft muligheden for det! Så kan det godt være at jeg udadtil ligner en traditionel borgerlig dansker, der aldrig vil kunne undvære sin andesteg og ris a la mande, men sandheden er, at der aldrig har været et andet tilbud! Jeg har aldrig rejst i julen og oplevede julen i en anden kulturelkontekst, eller oplevede hvilke normer og traditioner der også kan binde sig til julen. Det kunne nok egentligt være meget kulturklogt (er det et ord? I ved hvad jeg mener) og inspirerende, at se hvordan den søde tid også kan holdes.
   At rejse mener jeg egentligt ikke så langt væk. Både i storbyen og i udkantsdanmark er der helt sikkert mange forskellige traditioner og normer. Tænk engang at holde jul langt væk fra støj og larm, og nyde stilheden sammen med sin familie. (Ved I hvilket sted jeg tænker på?) Præcis, Tunø. Der kan julefreden sænke sig, og stress og jag er næppe noget som man kender til. Selvom det ikke ligefrem var julen jeg tænkte på, sidst jeg var på Tunø, så kan den snildt kobles til den rolighed og harmoni som summer på den bilfrie ø. For dér når man sidder på den mosbeklædte skovbund, kigger op på de lysegrønne blade og ser solen skinne ned igennem, så rammer stilheden. Jeg sikker på, at selvom man sad i en bunke sne, var tilfældet det samme.
Harmonien og freden hersker på Tunø, tror det eller ej - også når freden får sat et 'jule' foran sig.
   Man kunne også rejse til det store København, og se hvordan gaveindkøb og stress er på sit højeste. Som min kusine i hovedstaden altid siger; "december er altid både den mest forfærdelige og bedste tid i København). For selvom strøget vælter med mennesker og travlhed, så er lysene tændt og de brændte mandler sælger sig selv. Julefreden er der, kulturen gemmer den bare lidt.
   Julekulturen er mange, og ændrer sig, hvor end i landet man bevæger sig hen og kommer fra. Jeg er dannet og støbt med andesteg, julegaver og juletræ, men vil aldrig udelukke muligheden for at udvide horisonten og prøve en juleaften med nye traditioner, måske endda uden julegaver. (Uh, sagde jeg det højt?)
   Hvis muligheden kommer, så tager jeg den. Julen er her hvert år, og det kan vel aldrig skade at gøre det anderledes en enkelt gang. Men kan vel altid komme krybende tilbage til sin andesteg og sine flettede julehjerter, hvis oplevelsen ikke var en succes. Vi fejrer jo Jesu fødsel. Om det så er med eller uden andesteg, kan jeg ikke se problemet i.

Katrine Beedholm

Jeg er ham...

I mailen stod der at jeg ikke var kommet ind på holdet. Jeg var helt færdig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde spillet teater i 7 år. Jeg havde været med til alt på filuren. Alle mine venner var der. Det var dem jeg havde noget til fælles med. Jeg hørte jo til der. Jeg kunne ikke bare høre til et andet sted. Hvorfor var jeg ikke god nok til at komme på TU holdet? (TU står for Talentudvikling). Fra den dag stoppede jeg med at spille teater. Jeg vidste det ikke på daværende tidspunkt, men det gjorde jeg. Jeg overvejede at melde mig på et andet hold, altså et almindeligt tilmeldingshold, men da jeg blev ved med at brokke mig, foreslog min mor at jeg tog en sæsons pause, (en sæson er et halvt år) for at tænke over det og komme ordentligt i gang med gymnasiet (hvor jeg for øvrigt havde valgt musik-matematik-fysik linjen i stedet for musik-engelsk-drama linjen). Det var egentlig fint nok, men jeg vidste ikke helt hvor jeg hørte til. Var jeg musik-nørd eller fodbold-nørd eller ingen af delene? Jeg vidste jo godt at jeg spillede musik, men ikke at det var min identitet. Jeg troede jeg var ham der spillede teater. Efter efterårssæsonen havde jeg ikke lyst til at starte til teater igen. Jeg havde tænkt over det, og var kommet frem til at hvis Ane og Sune (to af lærerne på filuren) ikke mente at jeg var dygtig nok til at komme på TU linjen, så skulle jeg nok slet ikke spille teater. De er jo trodsalt professionelle. Men jeg var sku (i mere eller mindre grad) i en identitets krise, jeg havde altid været ham der spillede teater, hvem var jeg nu? Ham der spillede musik? Nej, for jeg gik (og går sådan set stadig væk) i en klasse hvor 2/3 dele spillede musik. Jeg kunne ikke (som Hassan) være hvem som helst. Jeg var hvem som helst. 

Jeg var ikke længere ham der skilte sig ud.

Hvis fyrtårnet ikke havde været her havde det lignet den kirke min klasse blev konfirmeret i. Jeg blev ikke selv konfirmeret, da jeg allerede dengang vidste at jeg ikke var kristen. Jeg vidste ikke helt hvorfor (måske bare for at skille mig ud). Jeg blev i stedet nonfirmeret (hvilket min computer ikke synes er et ord (hvilket passer enormt godt til det jeg kommer til lige om lidt) (Et halvt år efter jeg blev konfirmeret spillede jeg forøvrigt en teater forestilling hvor jeg spillede, ja, rigtig gættet, præst.)). Der er en del i min omgangskreds der ikke helt forstår at jeg blev nonfirmeret. Altså det er ikke det, at jeg ikke blev konfirmeret, men det at jeg valgte at holde en fest, hvor jeg fejrede nonfirmationen. ”Hvis du ikke blev konfirmeret er der jo heller ikke nogen grund til at holde festen, så er der jo ikke noget at fejre.” Den kommentar har jeg fået en del gange, og jeg svare altid det samme: ”Jeg synes at det er en lige så stor beslutning, hvis ikke større, at vælge kristendommen fra som at vælge den til.” Selvfølgelig med en undertone af at jeg skiller mig ud. Lad os lige tage et par sekunder hvor vi tænker over ordene ”konfirmation” og ”nonfirmation”. Så går vi videre (i skal forestille jer at jeg ventede ca. 5 sekunder før jeg gik videre). Nej (Sådan noget pjat.  Det ville være et ret kedeligt blok indlæg hvis jeg bare skrev ord i skulle tænke over). Jeg har slået ordet konfirmation op på internettet (hvor ellers? I et leksikon? (ved I godt hvad det er? … det tager vi en anden gang)). På folkekirken.dk skriver de: ”Ved konfirmationen i kirken bekræfter Gud det løfte, han gav ved dåben og konfirmanden modtager konfirmationsvelsignelsen.” På wikipedia skriver de: ”Konfirmation (af latin confirmatio ≈ bekræftelse) er en kirkelig handling, som bekræfter dåben.” Altså ca. det samme, bare forklaret på en kirkelig måde og en teknisk måde. Jeg hæfter mig ved den lille parentes i det fra Wikipedia: ”(af latin confirmatio ≈ bekræftelse)”. Her har vi at gøre med et bølget ligheds tegn, hvilket jo betyder (jeg bruger ordet: ”jo” for at gøre det tydeligt at det er noget vi alle bør vide): Nærmest lig med. Altså betyder konfirmation ”bare” bekræftelse (godt lavet Lasse. det brugte du så lige 10 linjer på at udrede). Til konfirmationen går man altså op til en præst og siger: ”Det der mine forældre bestemte for mig for 14 år siden, det er fint, det fortsætter vi bare med.” Jeg tog der imod et valg om (teknisk set) at gå mod mine forældres beslutning. Jeg valgte (som 14årig) at sige: ”Jeg har kigget lidt på det. Det giver sku ikke helt mening for mig. Jeg har, som 14årig, fundet ud af at meningen med livet ikke er kristendommen. Jeg vil noget andet.” Hvis det ikke er en fest værd, så ved jeg ikke hvad der er. 

Jeg er ham der ikke blev konfirmeret.

Næste afsnit bliver nok lidt hårdt, men vi prøver. 

Kort tid efter min nonfirmation (4 måneder og 14 dage), den 16. Juni,  døde min far (Jeg har også en gang spillet et teater stykke hvor jeg skulle dræbe min far (altså ikke min rigtige far… i er med ik?)). En af mine venner spurgte mig om jeg så ikke blev en smule religiøs. Og nej, det gjorde jeg ikke. Jeg tror ikke på at nu fløj min fars sjæl et eller andet sted hen og levede videre. Men jeg tror på at minderne om ham lever videre i mig og i resten af hans familie og i hans venner. Jeg tænker tit: ”Hvad ville far have gjort?” eller: ”Hvad ville far have sagt?” Jeg er ked af at han ikke er her mere, men jeg er (undskyld mit fransk) fandeme glad for at han nåede at være en del af mit liv. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 2 år, derefter så jeg kun min far hver anden weekend. Og bevares det var da pisse hamrene hårdt ikke at se ham i næsten to uger i mellem hver gang. Men til gengæld var de weekender også bare helt fantastiske, for når vi endelig var samme, var vi sammen hele tiden. Da jeg var teenager manglede jeg en at snakke med omkring alt det man kommer igennem. Jeg tror jeg har haft svære end andre ved nogle ting, da jeg ikke kunne spørge min far til råds. Men jeg tror også at jeg har haft nemmere ved nogle ting. Jeg har fået og vide at jeg er blevet voksen hurtigere. Jeg ved ikke om det passer. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig skulle til at være manden i huset. Jeg tror at jeg er begyndt at minde mere om min far (og han skilte sig ud), fordi jeg ubevidst har tage noget af ham til mig. Når jeg er i forsamlinger hvor min far ville have været, prøver jeg på en eller anden måde at udfylde hans plads. Jeg prøver at fortæller vittigheder som han gjorde og snakke med folk som han gjorde det. Ikke for at lade som om han er der, men fordi jeg selv på en eller anden måde føler at det hører til. Jeg kan huske at min kusine på et tidspunkt sagde: ”Da du kom gående her hen, tænkte jeg: ”Der kommer onkel Kent”.” Jeg er sikker på at det var pænt ment, for jeg ved at hun elskede sin onkel (min far). Jeg tror faktisk at alle elskede ham, og det er fandeme svært at leve op til. Til hans begravelse var der omkring 300-400 mennesker, som alle sammen havde brug for at sige farvel. En af hans bedste venner holdte en tale der på en eller anden måde gjorde indtryk på mig. Han fortalte at når de diskuterede et eller andet (mere eller mindre vigtigt) og de ikke kunne blive enige sagde min far altid: ”Hold kæft kælling jeg vil skilles.” Det har jeg taget til mig. Jeg er begyndt at sige det til en af mine venner, ikke fordi det er specielt sjov eller noget, men fordi det er noget jeg har fra min far. Og sådan er det med mange ting, jeg gør det fordi min far gjorde det (og for at skille mig ud). 

Jeg er ham hvis far er død

For en måneds tid siden så jeg at der var audition på ”Matador Musicalen” på Vilhelmsborg festspil. Da gik det op for mig hvor meget jeg savner at spille teater, så jeg besluttede mig for at prøve at gå til audition. Jeg fortalte det ikke til ret mange (eller jeg forsøgte at lade være), og jeg prøvede at regne med at jeg ikke ville komme med, for ikke at blive skuffet. For en uge siden fik jeg så en mail hvor der stod: 

”Kære Lasse

 Tusind tak for din deltagelse i audition til Matador.

 Vi har den glæde at tilbyde dig rollen som Røde i forestillingen.”

Jeg er ham der spiller teater.

Lasse Nielsen

Et ømt punkt

Hvad er det mest ømme punkt på jeres krop? Jeg ved godt, hvad I drenge tænker, men det her skal ikke handle om hormoner og teenagetanker. Det skal handle om et simpelt ord på syv bogstaver, starter med r, slutter på isme, rimer på prisme. Racisme. 

       I den anledning kan jeg lige så godt få forfatter og skuespiller til Brun Mands Byrde Hassan Preisler ind i billedet. Han er et sammensat menneske; født i Charlottenlund, opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Men er vi alle ikke det? Sammensat altså. Sammensat af bittesmå brudstykker af indtryk og oplevelser, som alle er med til at skabe én stor personlighed. Èn stor dannelse om man vil. Men ved vi så hvornår vi er færdigdannet? Hvis man overhovedet kan blive det? (Ja, undskyld de mange spørgsmål på sådan en tidlig mandag morgen)
       Både tedrikning ved farmor Margit, hajsvømning ud for Floridas kyst eller hurtigskrivning i Tunøs smukke omgivelser er brudstykker bidragende til dannelsen. Jeg vil vove påstå, at selv mine kommende refleksioner ned igennem dette blogindlæg vil skubbe mig et skridt tættere på, at blive et dannet menneske. Hvad angår hurtigskrivningen fik jeg udtrykt nogle dybere tanker end på en normal onsdag aften, hvor boller i karry er på menuen og Den Store Bagedyst er på programmet. Biernes summen og træernes svajen i den lune vind. Solen der kaster sine varme stråler på mine bare ben. Det høje græs’ kilden i næsen blandet med duften af blomster og en af drengenes mærkevaredeodorant. Helt fuldkommen ro. Her er det svært at forstille sig, at noget ondt skulle finde sted i verden, men sådan er realiteterne desværre ikke. For nyligt læste jeg om SF folketingspolitikeren Özlem Cekics oplevelse (nu tænker I måske; Clara, interesserer du dig for politik?!? Og nej, I har helt ret, det poppede skam bare tilfældigt op på min Facebook-startside) Nå, tilbage til den kære Özlem. Hun er oprindelig kurder, født i Tyrkiet for senere at flytte til Danmark.  Hende og hendes familie blev for nylig nægtet adgang til en Outlet messe i Bella Centeret med ingen anden forklaring end ordene ”fis af”.  Jeg var efterladt på min flade, dybt forarget og med krummede tæer. Kald mig bare naiv, men da jeg hørte om Hassan Preislers racistiske oplevelser, var min første tanke, at han søgte medlidenhed. Jeg troede reelt ikke på, at racisme i så høj grad stadig var at finde i dagens multikulturelle Danmark, hvor vi både har taget pizza, tortilla, sushi, falafel og ikke mindst boller i karry til os, men jeg skulle blive klogere. Mit såkaldte wake-up call væk fra min lille isolerede boble fra blomsterne og bierne (den skulle ikke misforstås, den der), kan beskrives med en tretrinsraket. Først var der dette års valg til Europaparlamentet, hvor Dansk Folkeparti fik over en fjerdedel af alle stemmerne. EN FJERDEDEL!! Derefter var jeg vidne til en håndsoprækning – eller mangel på samme - hvor min lærer spurgte, hvem der kunne sige sig fuldstændig fri fra at have racistiske fordomme. Resultatet talte for sig selv. Ingen, ikke engang en lille forsigtig hånd med nedbidte negle, røg i vejret. Jeg sidder ikke her og spiller hellig, for min hånd forblev da også solidt plantet på bordet, for hånden på hjertet så ville jeg hellere møde en gruppe hvide mænd midt om natten, end jeg ville møde en gruppe sorte mænd. Først og fremmest fordi at dem kan man i det mindste se (ej undskyld, var den en tand for grov?) Og alligevel er det ikke fordi jeg ligefrem længes efter at møde en blegfed, steroidepumpet, skaldet mand med overarme så store, at der er plads til tatoveringer af hele Danmarks nationalsang med stavefejl. For sådanne fordomme har jeg nemlig om ham dørvagten i Bella Centeret. Tatoveringer eller ej, så udtrykker han aktivt sin foragt over for fremmede. Jeg er i sådanne situationer flov over at være dansker. Lige så stolt jeg er, når jeg kigger på Tunøs landskab, nyder en portion rødgrød eller sidder hjemme foran flimmerkassen med min rød/hvide klaphat og følger Danmarks drenge (okay, der er måske faktisk ikke så meget at være stolt over hvad angår det sidste), ligeså flov er jeg over Dansk Folkepartis fremgang og den skaldede mand fra Bella Centeret. Det kan godt være, at man kan kalde Dansk Folkeparti for dannede mennesker, for de besidder da om nogen en vigtig evne i dannelsesprocessen, nemlig evnen til at forholde sig kritisk… overfor fremmede. Men så vil jeg hellere forblive et ikke-færdigdannet menneske. Vi kan da sagtens blive ved med at æde vores rødgrød og  beholde vores klaphatte på, men jeg vil sørme ikke undvære min boller i karry. En kvinde med tørklæde forhindrer ikke mig i at gøre sådanne ting, så hvorfor skulle jeg forhindre hende i at gå med hovedbeklædning? Forskellige kulturer kan lære utrolig meget af hinanden, og dette er der jo på sin vis ikke noget nyt i, da det sås helt tilbage i korstogstiden, hvor de kristne hellige krigere lod sig inspirere af de fremstående arabiske luksusser i form af indretning og krydderier, og blev klogere på både filosofi, matematik, astronomi og medicinvidenskab (kan min historielærer ikke også lige få lov at læse dette blogindlæg? i-smiley). Men det er værd at huske på, når vi egoistiske danskere sender stakkels mennesker, som flygter fra krig og elendighed, lige tilbage hvor de kommer fra. Så længe man gør en indsats for at integrere sig og bidrager til samfundet, så er man i min optik velkommen. Sat lidt på spidsen er rengøringskonen Fatima mere velkommen i det danske samfund end småbuttede dovne Robert, som lever på kontanthjælp og udnytter det danske velfærdssystem.
       Noget tyder på, at hvis ikke decideret racistiske tankegange, så i hvert fald forbehold over for mennesker med anden etnisk baggrund, er indlejret i vores måde at tænke på. Det er ”en del af vores kromosomer og DNA”, som Hassan Preisler ville sige, hvilket nok alligevel ikke er tilfældet. Men på grund af vores opvækst i den danske kultur er vi helt fra barnsben blevet konfronteret med historier og billeder af ballademagere med mørkere hudfarve. Det er altså blevet banket ind i lille Clara på 6 års hoved, at Muhammed er dårlig, og Søren er god. Sådanne brudstykker er også med til at danne. Danne racisme.
       Grunden til at jeg føler mig forarget og flov over situationerne fra overstående tretrinsraket, er fordi det rammer et ømt punkt inden i mig, som en kniv der rammer blommen i en finger, og det er forhåbentlig ikke kun mig, der føler sådan. Da Hassan Preisler beskyldte mig for at være racist, følte jeg provokationen boble inden i, for han skal saftsusme ikke stå der og kalde mig for noget så tabubelagt som racist, som han ikke ved en dyt om. Eller hvad? Jeg havde jo usædvanlig nemt ved at placere Søren og Muhammed på deres ”rigtige” pladser. Faktisk skræmmende nemt. Måske lige netop derfor følte jeg mig provokeret - han havde ramt et ømt punkt.
       Hr. Preisler gør en ting rigtigt i mødet mellem to kulturer – han kommunikerer. Når vi mennesker går ind i kulturmøder, har vi en forforståelse med i rygsækken. Denne forforståelse kan vise sig at være korrekt, men den kan også vise sig at være det modsatte. I midlertidig kan dette ikke afgøres før en dialog åbner sig. Måske viser det sig, at et tørklæde kan være lige så harmløs som en rød/hvid klaphat.

Clara Anna Søberg