Glem ikke bæredygtighed!

Bæredygtighed. Klimaforandringer. Ændringer i vores levestandarder, og ikke mindst håndteringen af vores hverdag i sammenspil med emnet. Bæredygtighed. Vi unge mennesker bliver hele tiden mindet om hvor “bæredygtige” og ansvarlige, vi skal være. Det bliver forventet, at vi forstår begrebet og dets konsekvenser første gang, og derefter er med til at “løfte” ansvaret. Problemet med alle disse prædikener er, at ordnende mister deres betydning, når de strider imod forkyndernes egne handlinger. Ord i sig selv redder vel ikke den verden vi befinder os i? Så hvad er bæredygtighed reelt? Hvorfor er det, at vi ned prioriterer det i vores samfund, samtidig med at vi spiller hellige inden for emnet? Hvad er det der får os til at glemme det? Ignorere det? Sågar lade som om at det ikke er et reelt problem?

Det er heldigvis ikke alle, der glemmer bæredygtighed. Mange forskere sætter fokus på bæredygtid. I dag i timen har vi arbejdet med biomasse, der biologisk kan handle om afbrænding af regnskoven og CO2-udslip. Det er store udfordringer vi står overfor, og de løsninger der kræves er ikke lette. I artiklen “Biomasse til energi” af Uffe Jørgensen og Jørgen E. Olesen, står der, at den mest udbredte opfattelse er, at biomasse er et overskudsprodukt vi frit kan benytte os af. De skriver dog at deres påstand er biomasseproduktionens størrelse og bæredygtighed bliver meget afgørende parametre i fremtiden, det kræver masser af forskning før den kan udnyttes korrekt, og der skal indgåes politiske aftaler og have fokus på fattigdomsproblematikken.

Arkitekten Jan Gehl  er på bæredygtighed på en anden måde. Da vi i morges satte os ind i hallen, i blandt de mange mumlende elever, som alle ventede på foredaget af ham, virkede det mest af alt som et tidsspilde, spændende og givende, men stadig et tidsspilde i forhold til vores opfattelse af dagens vision. En opfattelse som i den grad blev ændret. For det gik op for os, at bæredygtighed handler om mere end en falmet fremtid med skyld, frygt og en evig kamp for at få CO2-udslippet formindsket. Det handler om mere end at vi skal kunne leve på en planet. Bæredygtighed handler også om menneskers forhold i forhånd til deres omgivelser, om disse så er selvkontrueret eller naturlige. Igennem Jan Gehl’s foredrag lærte vi, at mennesker har brug for gode og idylliske faciliteter fremfor et strangent lineært udtryk i deres hverdag. De har brug for at have et uperfekt frirum omkring dem med tryghed, natur og plads til den enkelte. I høj grad er dette vel også gældende for jorden. I stedet for at udnytte og bekrige jorden, skal vi spille sammen med den. Vi skal så at sige indgå et form for samarbejde. Vi skal stoppe med at misbruge den jord som vi betræder. Vi skal stoppe med at kvæle den, for i sidste ende vil det ramme os selv og de andre arter, som vi deler jorden med. Har vi overhovedet retten til at fratage vores medmennesker, vores fremtidige børn og børnebørn retten til en sund og tryg jord? Efter mange tanker, en del tavshed og enkelte ord blev vi enige om, at det bæredygtigheden i høj grad handler om, er at uddanne den næste generation, til at behandle Jorden rigtigt, og langt bedre end vores og fortidens generation har gjort.

“We talk so much about leaving a better planet to our kids that we forget about leaving better kids to this planet. Educate your children! Say no to them every once in a while.” - Unknown.

Ord er ikke længere tilstrækkeligt. Menneskeheden bliver nødt til at tage ansvar. Vi bliver nødt til at tage et ansvar. Vores jord og ikke mindst vores fremtid er ikke blot en legeplads, hvor i vi kan boltre os på imens nogen tager ansvaret. Hvis vi ikke snart ser det ansvar i øjnene, begynder at handle fremfor kun at diskutere, og  ikke mindst prøver på at ændre den dystre fremtid vi selv har skabt vores udsigter til, er der ingen vej tilbage.  Hvis vores forældre og bedsteforældre ikke ville tage det ansvar alvorligt, må vi selv begynde på det. Vi må tro på at der stadig er en eller anden form for løsning. At det at være bæredygtig kan gøre noget godt, ikke kun i fremtiden, men også for os i dag. Vi må prioritere og værdsætte de muligheder vi i dag har. For en dag vil de være borte. Hvem vil kunne bære skylden udover os selv? Vi skabte problemet.. Forhåbentlig løser vi det også...

Lad os da snakke om det

Alle ved det, alle taler om det. Alle kan mærke det. Medierne prædiker, og præsterne beder. De beder om godt vejr. Men det kan man vel godt forstå. (For som ugebladene gang på gang skriver, stiger CO2-udslippene, unægteligt.) Det er tydeligt for enhver, at miljøkrisen er alvor. Mindst ligeså alvorlig, som et højt fravær i skolen. Ud over klimakrisen, er det også noget, jeg må tumle med i dagligdagen. Men det er vel fair nok, jeg kunne jo bare tage mig sammen. Ikke bare sådan, ”tage mig sammen”, men sådan virkelig ”TAGE MIG AKTIVT SAMMEN, agtigt”. Men det er ikke let at gøre noget ved det, må jeg sige.. Problemet er der, det ved jeg da godt. Det siger studievejlederne jo hele tiden. Det er vel meget dejligt, det er jo altid skønt at kunne snakke om det. Men det hjælper da ikke noget kun at snakke, det er jeg da godt klar over. Jeg bliver nok nødt til selv at tage ansvar. Jeg mangler bare initiativet. Jeg styrer jo mig, jeg har magten over mig. Det er måske i virkelighed også det, som er problemet med klimakrisen, altså mangel på initiativ. Tanken om, at verden nok også står i morgen, hvis jeg ikke møder op i skole klokken 8.15 til første modul. Eller slukker pæren om natten, som mor siger, jeg burde. Hun siger desuden også, at jeg burde møde klokken 8.15 til første modul. Kloge mor, kloge mor. Det kan hun jo sagtens sige, det er jo ikke hende, der skal nosse sig sammen. Men det er vel heller ikke hende, der bliver ramt af mit manglende initiativ aka. ikke-eksisterende motivation, selvom hun da godt kan være skuffet. Det var hun også i morges, hvor hun belærte om Kierkegaard og hans teori om ”valget”. På trods af mit høje fravær, kender jeg dog godt til Kierkegaard. Han ville ikke være for stolt af mig, hvis han så mig. Han ville nok betvivle min eksistens, i hvert fald hvis han stadig er overbevist om, at eksistensen dannes igennem de valg, man træffer. Men han har jo ret. Det hjælper ikke noget, at lade være med at handle, blot at tale. Ligesom vi taler om klimakrisen, uden at handle. Det er bare så svært at vælge, gøre noget aktivt.

Så las os da fortsætte med at snakke om det, skal vi ikke?

Anders 1.S og Niels 2.S er klar på en snak.

How to save the world?

Tænk dig at være den nye Mandela, og redde hele verden. Stoppe alt snak om global opvarmning. Kina ekspanderer og udleder mere CO2 end hele Europa tilsammen. Men er det ikke kun fair kan man spørge sig selv? Nu er de endelig kommet på banen og duftet drivhusgassernes sødme. Det er da jeg i sidste uge fik klippet mit hår i tidens længde, og tænkte nu er jeg med, også er de alle pludselig skallede – jeg hænger altid et skridt efter. Så ser man lige mig, ene og alene redde, det sker jo ikke! Rom blev ikke bygget på to dage! Med 7.000.000.000 mennesker i hele verden skulle jeg, 1 enkel, gøre forskellen? Det tror jeg ikke…
Dette er en typisk holdning i dagens Danmark. Tanken om at være helten lyder fristende, bare det ikke er mig der skal gøre den forskel. Årligt udleder en gennemsnitlig dansk indbygger ca. 9 tons CO2. Sat i perspektiv, udleder en gennemsnitlig afrikansk indbygger omkring 0,9 tons årligt. Sammenligner man disse to udleder en dansker 10 gange så meget CO2 som en afrikaner. Værd at bemærke er at ca. 25 % af de 9 tons CO2 udledes ved trafikken. Her er et helt håndgribeligt indsatsområde. Bruges pengene på cykelstier og bedre forhold for den offentlige transport i stedet for at bruge disse på motorvej, og andre infrastrukturelle udvidelser. På den måde flytter man ansvaret fra den enkelte og man kan sammen gøre en forskel.


(idéer til viderearbejde): - Den enkeltes idealer om at redde verden – dovenskab?!
- Metakommunikativt element – bruges som en ironisk distance til at være ideal-borger – hvad er rigtigt hvad er forkert? – gendrive sine egne argumenter (ex. infrastrukturelle) – er det ikke bare et fint/tomt ord, er de i virkeligheden også bare nogle med flotte ideer uden at det bliver ført ud i verdenen
- Abstrakt vs. Konkret. Vær konkret da man ikke kan redde verden ved at være abstrakt.

Søren 2.S
Sofie 2.S

ET BÆREDYGTIGT-BLOGINDLÆG

Kære blog

Mennesker verden over stræber efter den så eftertragtede bæredygtighed. Når noget er bæredygtigt sikrer det de senere generationer af mennesker.  Man forbedrer gennerelle forhold og sager for at hjælpe flere folkeslag end bare det enkelte individ. Bæredygtighed hænger derfor også sammen med at der findes nogle problemer og diskussioner i verden, som i fremtiden kan komme til at udgøre en trussel for tilværelsen.

Regnskoven er et meget omdiskuteret emne i dag.  To parter krydser klinger, og ingen giver sig uden kamp. Olieindustrien mener at deres måde at drive regnskoven på er bæredygtig, såfremt som dyrebeskytterne mener at deres er den korrekte måde. Hvis jeg var en regnskov ville jeg ærligt talt foretrække at blive passet og plejet, frem for at blive jævnet med jorden, og få hældt en spand olie i trækronen. Til gengæld ville jeg, hvis jeg var et menneske, godt kunne bruge nogle lækre veje at køre på, da det ville kunne give mine landsbyvenner en større indtægt, i form af for eksempel besøgende turister. Dyrebeskyttelsen, ville give dem en mindre sum penge, men ingen veje eller andet nyttigt. De ville som udgangspunkt kun give en garanti for dyrenes og planternes overlevelse.

Spørgsmålet er i bund og grund om folk har viljen til at se bort fra deres griskhed, for at give deres efterkommere en verden der er værd at leve i. Måske har pengenes fortryllende effekt større tag i menneskeheden, end skrækforestillingen om en verden i forfald.

Jeg er selv blevet påvirket fra barnsben af den verden vi lever i. Forestillingen om penge, som redningsmand i alle former og afkroge af situationer. Som menneske ser man altid hvordan folk køber flere biler, elektroniske apparater, jacuzzi og en fortsat stigning i rygningen.

Jeg erindrer en morgenstund, jeg sad i kø i min bæredygtige bil (den kan da i hvert fald bære mig). Der sad jeg så, midt i den stressende og hektiske morgentrafik. Tænkte filosoferende tanker om verdens større diskussionsemner. Den foran holdende bil osede af sod og ren CO₂. Jeg mærkede den kraftige påvirkning af CO₂ i lungerne. Det var som om mine lungerne ikke ville acceptere den skadelige drivhusgas, og jeg fik et betydeligt vejrtrækningsbesvær.

Jeg mener at vi som mennesker der sidder solidt på toppen af fødekæden skal til at overveje gevaldigt om vi har viljen og modet til at sikre menneskets fremtid. Det kræver at vi også retter vores blik mod naturen. Naturen er en stor hjælp i sig selv, og en af de mest bæredygtige redskaber for mennesket. Det må være muligt at finde en løsning hvor der både er plads til mennesket og naturen på denne planet. En bæredygtig løsning.

Peter (2. S) og Ulven (1. S) <3

    

ตายมาจากข้างบน

Når jeg tænker på bæredygtighed, så tænker jeg på regnskoven. Mit første møde med ordet ”bæredygtighed” var på min rejse igennem Thailand sidste sommer. Jeg var ude på en guidet tur i junglen med far. Turens mål var at opsøge en tiger og iagttage dens adfærd. Tigeren blev i Thailand kaldt ”ตายมาจากข้างบน”, som på dansk betød ”Død fra oven”. Navnet havde den fået tildelt sig efter dens angrebsstrategi. Derfor var jeg utryg på vores færd igennem den thailandske vildmark. Efter et par timers vandren hører jeg en høj lyd i det fjerne, nærmest mekanisk. Det føltes som om lyden kom tættere og tættere på. Jeg spurgte undrende guiden hvad det var. Han besvarede rutinepræget, med en skæv accent på mit spørgsmål: ”Det er skovhuggere. De fælder skoven, så det nye projekt kan igangsættes. Det nye projekt omhandler anlæggelse af et nyt boligområde og det kræver at en stor del af junglen bliver ryddet så der er plads til de mange huse. Dette nedsætter bæredygtigheden, da en masse arter bliver truet, måske endda udryddet, og skoven vil forsvinde”. Som afslutning på disse ord ruller en enorm bulldozer forbi os, og i det sekund går det op for mig hvor omfattende et projekt det var. Det fik mig straks til at tænke på hvor truet verdens regnskove egentlig er. Hvad nu hvis der om hundrede år ikke længere eksisterede regnskov? Hvad hvis menneskeheden havde fældet og brændt de mange levesteder for tusindvis af dyr? Hvad skulle der så blive af alle dyrearterne? Ville de forgå, eller tilpasse sig i nye, fremmede miljøer? Og er det overhovedet muligt for dem? Men som jeg stod der og lod mine associationer få frit løb, blev jeg pludselig meget lille og magtesløs. Dette problem var større end mig. For hvad kan man gøre? Man hører altid om diverse indsamlinger fra hjælpeorganisationer som donerer et flercifret beløb ned til... ja til hvem? For hvor ender de mange penge henne? Hvad bruges de til? Er den usle sandhed egentlig bare at disse ”hjælpe”-organisationer selv benytter sig af summen fra landets naturelskende og samvittighedsrige borgere? Jeg donerede engang selv en plovmand til en random hjælpeorganisation som støttede Amazonasjunglen. Men har man hørt om forbedringer, nej!  Når man sætter tid af og penge til et projekt, forventer man at få et positivt resultat. Men når der aldrig er feedback eller nogen delkonklusioner på ens arbejde mister man motivation og lyst samt igangsættelse af en kritisk, voksende tankegang. Så her står man i midten af problemet, hvor skove forsvinder og dyrearter udryddes, og tænker: ”Hvad fuck kan man gøre?”

Magnus H 1.S 

Kristin 2.S

Den sorte kat på vejen - Marius og Asbjørn

Tager vi for let på klimaforandringerne? Jeg har i hvert fald gjort. Det kan godt være at jeg har tænkt lidt ekstra over at slukke lyset eller tage et lidt kortere brusebad, men når det kommer til stykket har jeg ikke kunne mærke klimaet ændre sig. Alle disse handlinger kan sammenlignes med at spytte sig selv over skulderen når en sort kat krydser vejen. Det handler om følelsen af tilfredsstillelse når man udfører en handling som efter sigende skulle hjælpe til at afværge VERDENS UNDERGANG!

Forleden kom stormen ved navn Bodil til Danmark. Alle mærkede dens ødelæggende kraft, og var tvunget til at tage stilling til hende. Jeg har været af den overbevisning at klimaforandringerne bare var noget man kom til at mærke i udlandet udenfor min generations levetid, og noget forskerne og politikerne plaprede op om for at få omtale, men nu hvor to store storme har været over Danmark, og konstant hører om rekordhøje bølger og brændende temperaturer, er klimaforandringerne blevet en realisation for mig. Da Bodil rasede over Danmark, så jeg klimaforandringerne lige for øjnene af mig, da træet i min have knækkede midt over. Her så jeg alvorligheden af klimaforandringerne. Jeg husker da jeg var mindre, hvor jeg havde set den uhyggelige TV-avis og skræmt spurgt min mor: ”Kan det også ske her hvor vi bor?”, hvor hun beroligende svarede: ”Nej lille skat, Danmark ligger et sikkert sted hvor tornadoer, flodbølger og jordskælv og alle de andre onde ting ikke kan nå hen”. Det beroligede mig dengang, og jeg har troet på det lige siden, men nu skal der gøres en forskel.

Men kan det at redde verden overhovedet være simpelt? Redder du verden ved at slukke lyset og tage et kortere brusebad? Nej selvfølgelig gør du ikke det. Kuldioxidindholdet i atmosfæren er steget drastisk siden industrialiseringen begyndte, og vores klima forandres hurtigere end nogensinde før. På grund af forbrændingen af fossile brændstoffer øges drivhuseffekten, og vores atmosfære bliver mere og mere tyk, så varmen ikke kan komme ud igen. Dette resulterer i at vores jord får sværere ved at komme af med varme og temperaturene begynder derfor at stige.

Vi bliver nødt til at reducere kuldioxid-udslippet, og det kræver langt mere end bare at spytte sig selv over skulderen, når den sorte kat er i TV-avisen. Vi bliver nødt til at gøre en indsats, for at gøre vores allesammens kære jord bliver bæredygtig.

Økonomi eller miljø?

Kære læser

Overskriften er et af de helt store spørgsmål, som verden kredser om. Meget af det træ, der bliver fældet i regnskovene, sker på en uhensigtsmæssig måde. Vi behandler skovene elendigt; så elendigt, at vi bliver nødt til at markere den slags træ, der er fældet på den optimale måde. Det vil sige, at der f.eks. mindst skal gå 30 år, før man hugger fra det samme sted. Eller at man lader grenene ligge når træet er fældet, fordi de er meget næringsrige og gode for jorden. Med andre ord, er det ekstremt, at det normale er at rydde skovene elendigt, og unormalt at behandle dem på en ordentlig måde. Hvis vi hopper til regnskoven i Ecuador, er regnskoven i alvorlig fare. Her bliver der kigget meget på spørgsmålet, om man skal prioritere økonomien frem for miljøet, når man fælder jordens livsvigtige træer. Måden man definerer en regnskov på, er at det mindst skal falde 100 mm regn om måneden og at gennemsnitstemperatuen skal være på mindst 18 grader i den koldeste måned. Regnskoven bliver fældet til fordel for landbruget, fordi jorden er så næringsrig. Men jorden holder kun to til tre sæsoner og derefter er jorden for næringsfattig til at kunne dyrke. Derfor går landbrugerne bare videre til et nyt stykke regnskov og efterlader den tidligere i brak. De sørger ikke for, at jorden kan genplante sig selv, så et brugt stykke jord, er et tabt stykke jord. Ressourcerne udnyttes simpelthen ikke optimalt nok. Jordens ressourcer er livsnødvendige, og det er netop vigtigt for tiden at vi fokuserer på at anvende alternative energikilder, da der er pres på klimaet. Men ikke kun at det skal være bæredygtigt, for mange af de bæredygtige ressourcer er der stort pres på for tiden. Jeg sad i dag og læste et par artikler i biologiundervisningen med min gruppe der omhandlede biomasse som alternativ energikilde, og vi kom hurtig i diskussion, om udvindelsen af biomasse er bæredygtigt nok. Biomasse dækker over alt slags biologisk materiale, som kan omdannes til energi. Problemet er at mange af disse råvarer kræver meget plads at dyrke på. Plads som vi netop mangler, fordi at jorden det skal dyrkes på bliver behandlet forkert. Mange dyrker i regnskovens jord, da den er meget næringsrig, og kan give bedre afgrøder. Men er det etisk korrekt at bruge jordens lunger til at forsørge menneskene og vores behov? Og kan det betale sig økonomisk? Jeg synes, at det er forkert at bruge regnskoven til at dække menneskets behov. Dels fordi, det forurener voldsomt meget, men især også fordi både plante- og dyrelivet skades. Hvorfor skal det gå ud over dyrene, bare fordi vi gerne vil kunne skrive på et papir, eller ligge i en kvalitetsliggestol, som begge laves af træ? Jeg synes som det mindste, at vi kunne sørge for at skovene blev  bygget op igen, så både plante- og dyrelivet ikke går tabt, og råvarer til alternativ energi kan dyrkes her. Men det er langt fra virkeligheden. Problemet er svært at løse, og der findes tusindevis af forskellige holdninger til det. Når vi ødelægger naturen i den grad, som vi gør, bider vi os selv i halen, da vi selv er en del af naturen. Vi kan finde utallige undskyldninger til at vedvarende energi er en dårlig idé, men i bund og grund er der vel ingen undskyldning. Der er en grund til at der er så stor fokus på det - det er nemlig nødvendigt at fokusere på både naturens, vores og de næste generationers fremtid.

Xenia og Nikolaj