Evigt ejes kun det tabte

Jeg sad for nyligt på mit mørke værelse, kun iført underbukser og en alt for lille T-shirt der rigtigt viser min kridhvide, men dog stadig utroligt sexede, krop frem, og hørte disneysange (som man jo gør). Jeg var i et ret godt humør og tænkte at jeg ville høre en disney klassiker, En Verden af Liv fra Løvernes Konge. Men så blev jeg sgu lidt trist, og nu skal i, hovedsageligt fordi i er tvunget, læse hvorfor. I det første vers af den her fantastiske sang bliver der sunget :

"Fra den dag vi blev sat her på jorden

Er alting umådeligt stort
Der er mere at se
End et menneske kan se
Mange ting som du aldrig får gjort"

Så får man sgu lige den hva'? Det kan godt være du har det fedt, men du må ikke glemme, at uanset hvor godt du har det, så er der så mange utrolige fantastiske ting i denne smukke verden, som du aldrig nogensinde vil se. Det er røv, bevares, men det kan man sgu godt lige lære at leve med, men udover at der er mange ting som man simpelthen ikke kan nå at se og gøre fordi man ikke kan nå at se alle steder i verden, så er der også mange ting der hele tiden forsvinder og dør hen, her tænker jeg selvfølgelig på hvid hundelort.
Jeg er en bette knægt på en sølle 16 år, men jeg kan da huske fra dengang jeg var endnu mindre, at der var der hvide hundelorte over det hele på de kolde danske fortove og ingen vidste hvor de kom fra (men det var sgu nok fra hunde). Den hvide hundelort var et interresant væsen, den var ikke som den almindelige hundelort, for det første lugtede hvid hundelort ikke, for det andet var den ikke så smattet som den underlegne brune hundelort. Jeg er egentligt ikke så glad for hunde, jeg har altid været mere et kattemenneske, men jeg er nød til at give hunden noget respekt, for det er sgu sjældent jeg har set et dyr med en lort så elegant og tankevækkende. Men intet varer evigt og som tårer i regn (what up Blade Runner) forsvandt den hvide hundelort fra vores fortove, men den forsvandt aldrig fra vores hjerter.
Der er mange ting jeg godt kan lide at putte i munden på folk, men ord er ikke en af dem, og jeg vil derfor ikke tale på vegne af resten af danmarks hundelortsentusiaster når jeg siger dette, men jeg glemte sgu at nyde den mens den var. Sådan er vi mennesker desværre, vi glemmer at nyde ting mens vi har dem, og søger altid efter at få mere og mere. Så hvis i ligesom mig sidder på et mørkt værelse og savner jeres hvide hundelort, så trøst jer, for: "Evigt ejes kun det tabte"


Rasmus Richter.

Kageglade mennesker

Folk er blevet for glade for kage, så glade at de faktisk vil skrive et blogindlæg om kage, men hvem er mest nederen, ham der vil skrive om kage eller ham der vil skrive om ham der skriver om kage? Jeg har lige indsæt at det er nederen at skrive om ham der skriver om kage så derfor, skal mit blogindlæg ikke handle om ham der skriver om kage, eller? For der er nogen mennesker der elsker kage for meget. For ca. 15 minutter siden var jeg vidne til noget af det mest fantastiske der kan ske på den her jord, en homo sapiens giver noget til en anden homo sapiens som den første homo sapiens ikke er beslægtet med på nogen måde. For 15 minutter siden var jeg vidne til at ingen mindre end Simone kom gående ud af lokale 7, hvor hun havde haft biologi og hun var den der skulle have kage med. Hun kommer gående ud af lokalet, hun spotter mig og spørger om jeg vil have kage. Hvis det er noget jeg vil ha er det kage, for ja, jeg elsker sku kage, men det er ikke min pointe. En lærer som Simone ikke kender kommer og spørger om han må få et stykke kage. Ja siger Simone stille og roligt, hvor hun efter hun siger(på en måde som kun Simone kan sige det) at det er træls at give kage til en der ikke engang giver hende karaktere. Det må være hemmeligheden bag at få gode karaktere. Give kage til læreren, for jeg kan ikke huske jeg har givet noget kage til Pia og til sidste standpunkts karakter fik jeg 02 i kemi. Det var selvom jeg altid lavede mine lektier og deltog aktivt i hendes timer (synes jeg i hvert fald selv). Nu har jeg skrevet lidt om datiden nu vil jeg skrive lidt om nutiden (et lille budskab nutiden bliver kaldet the present(present betyder gave på engelsk) fordi det er en gave). Lige nu sidder jeg ved siden af ingen mindre end vores alles Peter motherf*cking double V. Det var hans idé at mit blogindlæg skulle handle om kage, men det har det handlet meget om indtil nu. Så nu skal det handle om Peter, fordi jeg kunne godt have skrevet om Peter hele vejen igennem. Det var egentlig min plan, men efter et interview på 90 sekunder hvor Peter ikke havde snakket om andet end kage, gik det op for mig hans liv indeholder ikke meget andet end kage, Kage og Star Wars. I Star Wars må Peter simpelthen også stoppe med at være så nederen. Hans yndlings figur i Star Wars er Darth Vader, Det er et bevis på at Peter er doven, hans yndlings figur er en figur der er for doven til at løbe i en science-fiction film(forstil jer ``the Flash´´ i en film hvor han ikke løb(for resten jer der er uoplyste individer er ``the flash´´ en superhelt som løber hele tiden)) nej hov vent ikke en, ikke to, men hele tre af science-fiction. Nu sidder der sikkert nogle wannabe’s  og tænker ``er du dum Philip´´ der er 6 Star Wars film. Ja det er meget flot i kan tælle, men udover 10 minutter er Darth Vader kun med i 3 film. Jeg kan roligt sige at Darth Vader er glad for kage og tyk. Nu tænker i sikkert ``er du dum Philip, Darth Vader er jo tynd´´ han ser tynd ud ja, men der er noget der hedder tyndfed. Nu kom mit blogindlæg sku desværre til at handle om kage og om ham der er så glad for kage han at han selv vil skrive et blogindlæg om kage. Så hvem er nederen? Måske er jeg selv en kage elsker, som sætter kage som første prioritet. Jeg valgte at være så nederen at skrive om ham der skriver om kage og egentlig også skrive om kage.

Philip ``Newfarm´´ Sørensen

Ps. Master Yoda er sejere end Darth Vader, men ingen stikker Jar Jar Binks.

蛋糕

Start med at kakke 3 æg, og pisk dem sammen med en halv deciliter kold kaffe indtil blandingen skummer. Bland nu 250 g sukker og omtrent en teske vaniljesukker i, og pisk videre indtil dejen, ud over at være skummende, opnår en tyk konsistens. 150 g mel, tre spiseskeer kakao og en enkelt teske bagepulver blandes nu i med let hånd, efterfulgt af 125 g smeltet smør eller margarine. Dejen bages ved 170°, hvorefter man evt. kan supplere med appelsin eller hakkede mandler. Eller, for de mindre kræsne, så ku’ man os' bar' gå i Kiwi og købe en roulade. For kage er kage, og kage er godt, lige meget kagen. Smag, konsistens og kærlighedskoefficient er alle sammen kvaliteter, ja, men de bliver altså overgået af kvaliteten, nemlig kvantitet. Når det kommer til kage, den eneste sandhed i en foranderlig verden, så er ordet meget mere end ordet mundskænk, og selvom der er folk der ikke forstår det (her kunne jeg nævne den flok prokaryote rødstrømpeholdere, der vovede at fornærme mit navn (Katrine, det ville være blasfemisk at kalde det blasfemi, ikke sandt?)), så er der intet som himmelens sande gave til mennesket, der kan bringe lys over en forskumlet eftermiddag. Overvej det. Prøv at forestille Jer en solbeskinnet sommerdag, med en limonade ved hånden og en bog i skødet (eller, hvis man ikke er en”helluo librorum” som undertegnede, så en computer eller en boomblaster). Forestil Jer så den samme situation - bare med en god kage i hånden!

   Og forestil Jer så et BJERG af kage!
   Folk spørger om meningen med livet. De taler om forskellen på grådighed og kærlighed, eller ondskab og godhed. Det kommer alt sammen ud på ét. Den virkelige grund til at arbejde, kæmpe for frihed eller at være dydig osv., er at følge Jesus’ gode eksempel og immigrere til himmelen, hvor folk ikke længere behøver at slå hinanden ihjel af kagelyst. Det ultimative mål med overhovedet at forsøge at udfylde de ikke just obskøne krav til opgaven, jeg skriver (skal vi se: brug den konative effekt og vær performativ - tjek. Skriv formelt i starten og skift til uformelt senere (med dobbeltparanteser (inde i dobbeltparanteser - hvordan er den der Britney Spears-sang, nu?)) - tjek.  Vær metakommunikativ, og dobbelt metakommunikativ ved at skrive, at jeg er metakommunikativ - tjek. Forklar, at titlen er ”kage” på kinesisk - tjek. Glacursnore og start-slutning… hmm…), er selv efter sådan en parentes,  for nu at citere Scarface, først at få pengene, så magten, og så kvinderne… til at bage kage. Nu, for at flytte emnet lidt væk fra det lettere sexistiske udsagn dér, vil jeg hurtigt springe til, hvordan folk som Buddha og Ghandi bliver så seje. Ghandi er ikke pacifist af politiske årsager og Buddha mediterer ikke for at blive oplyst, de skal bare slå mave, og jeg kan godt love Jer for at Yoda stopper mange kajkager i munden ved siden af kameraet (selvom Darth Vader altså ER coolere). Til slut ville jeg så nævne Philip og hans banalt blasfemiske blogindlæg, der begge to sidder ved siden af mig i øjeblikket, men jeg kom frem til, at en person, hvis liv indeholder så lidt kage, ikke engang er værd at tænke på. Derfor vil jeg bare forsøge at binde slutningen sammen med starten ved at opfordre alle til at smage hans mors ganske udmærkede roulade (lad nu være med at misforstå den kommentar), og sige, at opskriften i starten resulterer i kagen, jeg havde med i biologi, hvis der nu var nogen der spekulerede på det.
   Hil Kagen, og alt muligt.

(n)amen

Den eneste
   Peter

En mand og hans hund

Læreren er menneskets bedste ven. Er det sådan det er? En gang imellem kommer jeg i tvivl. Jeg er vel et menneske, og lærere har jeg nok af. Jeg har lige nøjagtigt nok til, at det hele løber rundt i en meget flot og rund cirkel inde i det kæmpestore lektiehøjhus, Lectio. Og der står de så i snorlige rækker, alle mine lærere. De er da også søde nok, det er slet ikke det, men det jeg undrer mig over er, om de er mine bedste venner?

Jeg har venner i alle mulige former og størrelser. Store, pæreformede, lækre venner, som er lige til at sætte i ovnen ved 180 grader. Små fine (også meget lækre) venner, som måske egentligt burde forsvinde som dug for solen, når dennes stråler ramte dem. Der er mange faconer at vælge imellem. Men hvordan finder man sin bedste ven? Er der en skala? Og går den i så fald fra 1 - 10? Eller fra kollega til kompagnon? Og så videre til kammerat? Det er svært at finde hoved og hale i noget som helst. Især når man ikke ved hvilken hunds hoved og hale det er man leder efter. Der er ca. 546.000 hunde i Danmark, fordelt på 450.000 husstande. Hvor begynder man dog med at lede?

Måske skal man bare starte oppe i den anden (første) ende. Ved læreren. For det er vel egentlig dem det hele handler om. Jeg tror den største grund til at jeg ikke altid ser lærere som bedste venner (og tro mig jeg forsøger skam), er at det nogle gange virker som om, at de kommer fra en (undskyld mig) anden planet. Min matematiklærer er et abstrakt bogstav, når jeg er et 2-tal. Et to-talt forbandet 2-tal. Min historielærer er et nøglehul til fortiden, når jeg er en lille kilden kilde. Min dansklærer er et abstrakt begreb, når jeg føler mig menneskelig og uforstående - hun får mig ofte til at tvivle på om jeg har en tråd. Og om den overhovedet er rød? Hvis jeg har en, er det så en rød hundesnor?  Måske ville disse abstrakte lærere engang imellem have godt af at blive tillagt nogle menneskelige træk. Blive levendegjort om man så må sige. Ellers er der vel risiko for, at vi aldrig når op på deres niveau. At vi aldrig bliver til fine, farverige abstrakte bogstaver, og er dømt til at vandre (helt nede) på jorden, som 2-taller resten af vores liv. Hvis det bliver tilfældet, er det godt at der trods alt er flügger-mænd blandt os, som ikke er gymnasielærere i fritiden.

Jeg tror dog at de ønsker os det bedste trods alt. De ønsker vel at vi også når op i lærer-himlen engang (jeg tror det ligger et sted inde på Lectio?). At vi ser lyset, og bliver trukket gennem uddannelsessystemet, med et smil på læben, og skriger; ”Nu er jeg her! Nu er jeg fri til at gøre som jeg vil! Nu ser jeg hvorfor Egaa Gym var det rigtige! Nu kan der da ikke være tvivl om at læreren i sandhed er menneskets bedste ven!”. Det er da også det jeg håber , sker en dag. Om jeg tror på det? En gang imellem er jeg lidt i tvivl. Der er dog ikke andet at gøre end blot at adlyde og logre fint med halen for vores skønne ejermænd - lærerne.

Den rigtige

Peter

De tre, små ord, der betyder alverden.

Nogle mennesker bruger vendingen i flæng, mens andre lever en livstid uden at høre dem. Tre, små ord, der dog betyder alverden.. I min familie har vi aldrig brugt disse ord i daglig omtale, men tværtimod nærmest forsøgt at undgå dem. Jeg har mærket kærligheden fra mine forældre, og jeg ved, at de elsker mig, men det er meget få gange, at jeg hører sætningen. Det er slet ikke fordi, jeg gerne vil høre det noget mere. Faktisk synes jeg, det sommetider kan undgås. Som om, jeg prøver at snige mig udenom og bare håber på, at ingen har set mig. Til den sætning er der nemlig kun ét enkelt svar, der kan måle sig. Det er bare mærkeligt med mig, fordi den sætning, der skal svares, bliver med grødet stemme og et tomatrødt ansigt med blikket mod jorden. Hvorfor er det så fandens svært at få sagt de samme ord tilbage? Hvorfor mærkes det som om Tobias fra børnehaven igen giver mig en mavepumper, når jeg hører ordene? Min lillesøster har aldrig haft svært ved at sige det. Jeg hører hende tit sige det til vores far - og til sine One Direction plakater. Jeg tror, det handler om, hvor meget vægt, man ligger i ordene. Man kan vel argumentere for, at det er en dårlig ting, at jeg er vokset op uden høre ordene så ofte, men jeg tror, at det er en god ting. Jeg tror, at det har hjulpet mig til at forstå, hvor vigtigt det egentlig er. I mine øjne findes der ikke sætninger i verden, der har mere betydning end denne. Måske er det også et tegn på svaghed, at jeg ikke tør vise mine følelser som min søster gør det? Måske er det min lille, forkælede søster, der i virkeligheden har større nosser end jeg nogensinde får? For ikke så lang tid siden sad jeg sammen med min far, pap-mor og bror. Vi havde fået nogle øl, og begyndte at snakke om lige præcis dette emne. Det, som gik mig lidt på var, at vi i vores familie åbenbart behøvede at have en promille på ca. 1 før vi kunne begynde at snakke om så vigtigt et emne - netop fordi vi går og gemmer vores følelser, så meget vi nu kan… Jeg er bare stadig i tvivl, om det er en god ting at gemme sine følelser væk? Måske er vi bange for at blive såret, når vi møder vores eneste ene og hælder følelserne over på dem, fordi vi går med dem uden på tøjet? Under alle omstændigheder bliver jeg nok aldrig vant til at høre de tre små ord, der betyder alverden. Jeg holder nok aldrig op med at ligne en fisk, der i ren mangel på IQ har svømmet op på land og nu ligger og ruller med øjnene og skiftevis åbner og lukker munden. Alligevel kan jeg ikke vente med at se den eneste ene i øjnene og høre hende sige de tre, små ord, der betyder alverden… Alligevel kan jeg ikke vente med at sige: ”Jeg elsker også dig”.
Oscar Arnkil

Hjulene på bussen drejer rundt, rundt... nej

”Midttrafik kører med mennesker, skaber muligheder og bidrager til et sundere miljø”. Sådan lyder det på Midttrafik.dk, en hjemmeside skabt til dem, som blandt meget andet ønsker at læse om Flextur eller har intentioner om at søge om erstatning, da deres bus kom 20 minutter for sent. Åh dog, alt den service.

      Jeg oplevede det så sent som i weekenden. Der var fest den aften så Philip, Niels og jeg nappede en pizza inden. Vi mødte Lund, der også ville starte aftenen med en pizza. Efter en smule summen og en kort overvejelse af situationen, forklarede han at vi nok måtte skynde os, hvis vi skulle nå bussen mod Hjortshøj. Til vores store overraskelse kunne vi ikke tage bussen fra Marxins til Mejlbyvej.  Den er god nok - bussen går kun én gang hver anden time på en ellers så begivenhedsrig lørdag aften. Så vi måtte trave med piv åbent for ventilationen under armene. Den føromtalte Lund, mente at det ville tage op i mod 30 minutter at nå den anden side af bakken - (Lund taler af erfaring skønt han cykler til skole hver morgen).

      Så vi gik op ad bakke og ned ad bakke for at nå til 12’eren i tide. Det er jo for meget for Midttrafik at sende mere end én bus i timen, så det var den eneste mulighed, hvis ikke vi skulle gå til Hjortshøj.

      Nå, nok om det. Trods Midttrafiks ringe hensyn til de unge mennesker, så nåede hovedpersonerne i forrige afsnit 12’eren og havde et brag af en fest! Men jeg undrer mig stadig over deres ”middelmådige” service. ”Kører med mennesker og skaber muligheder” siger i? Ha! Enten kommer jeres transportmiddel to til tre minutter før tid, blinker ind og ud, og fræser videre uden at stryge det en tanke, at der måske var nogen mennesker, som stod i møgvejret og ønskede muligheder for at tage bussen. Eller også er det en gennemsnitlig træls mandag morgen. De, buskontrollørerne, ser en dreng og det bedste, som de har at give sig til er at slynge en kontrolafgift i smasken på ham, da billedet i drengens fikse periodekort ikke er lamineret. Det er måske lige at stramme kasketten lidt. Hvor mange muligheder er der også for Philip som ender i Studstrup (for jer der ikke kender ”hullet”, som det kaldes, så er det en blind vej) fordi Midttrafik ikke ser idéen at sende natbusser til Studstrup? Ikke de store… Hvis I mener, i kan skabe et bedre miljø ved at sende færre busser, som resulterer i at vi må ringe efter papfars miljøsvin af en Opel, hvad i al verden er så pointen i det hele?

      Så vil i ikke nok prøve at holde jeres løfte om at køre med mennesker? Skabe de der ”muligheder” og så godt som i nu kan bidrage til et sundere miljø? Om i skal hive de støvede busser fra tiden med 56’eren frem, hvor mulighederne for at komme rundt i verden sværmede om hovederne på os - så gør det.

Oscar F

En god dag…

Det er efterhånden en kendsgerning. Alle dage er bare ikke ens. Nogle dage er gule, blå, andre er rosarøde. Nogle har slet ikke en farve. De er grå. Det er nok dem, der er de værste, egentligt.
De grå dage vil jeg allerhelst undgå. Faktisk, går jeg altid i seng klokken 21:30 for at have energien til at gå en stor bue rundt om en potentiel grå dag, der kunne lure forude. Det er bare nogle gange svært, når man skal nå at lave alting inden man rammer sengetid. Og for at citere Peter Plys, skal man jo også lave ingenting, når man har lavet alting. Hvis man først er hjemme fra skole klokken 16:00 med de misforståede gulfarvede busser, er der kun 5½ timer til at lave alting. Og så skal man jo huske at lave ingenting også. Jeg elsker at lave ingenting. Det gjorde jeg i mandags. Det tog mig faktisk så lang tid at lave al den ingenting, at alting måtte forskubbes i mit skema. Så det endte med, at jeg først kom i seng klokken 23:30! Tirsdagen så fra den angrebsvinkel umiddelbart ret dødsdømt og grålig ud. På mirakuløs vis endte dog det med at blive den mest farverige dag, man overhovedet kunne få sig! Selv ham manden, der arbejder i Flügger-Farver, kan ikke have haft en ligeså farvefyldig dag, som mig, den tirsdag. End ikke, hvis han gik i seng klokken 19:30. Siden ingen dage er ens, må han velsagtens også have haft en anden dag. Og han har jo nok farver at vælge imellem, sådan en mand. Men det er bare ikke alle, der kan vælge deres dagfarver på samme måde. Vi kan jo ikke alle arbejde i Flügger. Og når man går i gymnasiet, har man da slet ikke tid til at arbejde fast i en malerforretning på den måde. I hvert fald ikke, hvis man skal nå at lave ingenting også. Hvis man må generalisere en typisk gymnasieuge, er den sædvanligvis temmelig regnbuefarvet. Mandag er selvfølgelig grå som beton. Tirsdag er bedre, men der er stadig langt til fredag. Og når man så når fredag, bliver det snart søndag. Og søndage hader vi, for det er jo dagen før mandag. Ham der kortlagde ugedagene, burde sanktioneres. Men han skal selvfølgelig ikke holdes ansvarlig alene mand. Der er naturligvis også andre faktorer, der spiller ind. Fx ham, der opfandt uret, og mange andre. Men det er først, når der går kuk i systemet, det begynder at blive kompliceret. Når man får en god dag, selvom man går i seng klokken 23:30 og det er tirsdag. Så ved man ligepludseligt ikke, hvilke dage der er gode og dårlige. Så kommer man ud på dybt vand. Her er det den blå vandmand, man skal passe på. Og hvem er nu det? 
Man er måske ikke selv herre over hvilken farve, dagen bliver. Men man behøver da ikke at  være den helt store billedkunstner for at hælde lidt akryl ud over en grå tirsdag. Det er da en kendsgerning. 

Niels Møller