Læreren er menneskets bedste ven. Er
det sådan det er? En gang imellem kommer jeg i tvivl. Jeg er vel et menneske,
og lærere har jeg nok af. Jeg har lige nøjagtigt nok til, at
det hele løber rundt i en meget flot og rund cirkel inde i det kæmpestore
lektiehøjhus, Lectio. Og der står de så i snorlige rækker, alle mine lærere. De
er da også søde nok, det er slet ikke det, men det jeg undrer
mig over er, om de er mine bedste venner?
Jeg har venner i alle mulige former og størrelser. Store, pæreformede, lækre
venner, som er lige til at sætte i ovnen ved 180 grader. Små fine (også meget
lækre) venner, som måske egentligt burde forsvinde som dug for solen, når
dennes stråler ramte dem. Der er mange faconer at vælge imellem. Men hvordan
finder man sin bedste ven? Er der en
skala? Og går den i så fald fra 1 - 10? Eller fra kollega til kompagnon? Og så
videre til kammerat? Det er svært at finde hoved og hale i noget som helst. Især
når man ikke ved hvilken hunds hoved og hale det er man leder efter. Der er ca. 546.000 hunde i Danmark, fordelt på 450.000 husstande. Hvor begynder man dog med at lede?
Måske
skal man bare starte oppe i den anden (første) ende. Ved læreren. For det er vel egentlig dem det hele handler om. Jeg tror
den største grund til at jeg ikke altid ser lærere som bedste venner (og tro
mig jeg forsøger skam), er at det nogle gange virker som om, at de kommer fra
en (undskyld mig) anden planet. Min matematiklærer er et abstrakt bogstav, når
jeg er et 2-tal. Et to-talt forbandet 2-tal. Min historielærer er et nøglehul til
fortiden, når jeg er en lille kilden kilde. Min dansklærer er et abstrakt
begreb, når jeg føler mig menneskelig og uforstående - hun får mig ofte til at
tvivle på om jeg har en tråd. Og om den overhovedet er rød? Hvis jeg
har en, er det så en rød hundesnor? Måske
ville disse abstrakte lærere engang imellem have godt af at blive tillagt nogle
menneskelige træk. Blive levendegjort om man så må sige. Ellers er der vel
risiko for, at vi aldrig når op på deres niveau. At vi aldrig bliver til fine,
farverige abstrakte bogstaver, og er dømt til at vandre (helt nede) på jorden,
som 2-taller resten af vores liv. Hvis det bliver tilfældet, er det godt at der
trods alt er flügger-mænd blandt os, som ikke er gymnasielærere i fritiden.
Jeg tror dog
at de ønsker os det bedste trods alt. De ønsker vel at vi også når op i
lærer-himlen engang (jeg tror det ligger et sted inde på Lectio?). At vi
ser lyset, og bliver trukket gennem uddannelsessystemet, med et smil på læben,
og skriger; ”Nu er jeg her! Nu er jeg fri til at gøre som jeg vil! Nu ser jeg
hvorfor Egaa Gym var det rigtige! Nu kan der da ikke være tvivl om at læreren i sandhed er menneskets bedste
ven!”. Det er da også det jeg håber , sker en dag. Om jeg tror på det? En gang
imellem er jeg lidt i tvivl. Der er dog ikke andet at gøre end blot at adlyde og logre fint med halen for vores skønne ejermænd - lærerne.
Den rigtige
Peter
Ingen kommentarer:
Send en kommentar