Uønsket Dansker

Dagen er torsdag (tror jeg nok) og jeg er hjemme i Hesselballe fra en tur til København. Nyhederne kører i baggrunden mens jeg gamer Diablo III på Maccen, men jeg erkender efterfølgende, at jeg måske skulle slukke for den afhængige spilnarkoman og istedet skrue op for den almene dannelseshungrende dansker jeg nu også er. Temaet i indslaget er asylpolitik, som raser efter Regeringen har strammet reglerne. Al hetzen går idag på udlændinge- og integrationsordfører fra Socialdemokraterne, Mette Reissmann der fornyligt har udtalt til avisen,

"Vi skal huske på dem der kommer hertil får asyl. Men vi sender ikke en invitation, og vi ringer ikke for at få dem herop. Flygtninge er uønskede gæster uanset hvordan du vender og drejer det"


Straks tænker nationen pessimist. Nationen tænker nationalist. Nationen tænker faktisk også lidt racist. nationen tænker egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad de ihvertfald ikke tænker, er socialist! Men jeg tænker YES! De var der dengang, de er her nu og de kommer stadig. Men hvem er det nu egentlig de er? Jo det er jo dem man ikke må omtale, men dem man taler om. Det er de uønskede gæster. Det er perkerne. Det er egentlig dem jeg slet, slet ikke kender.

          Thomas Lynge Sørensen, 18 år, pære dansk med ingen anden etnisk baggrund end rødder i Hobro og Nørrebro, lys hudfarve og brunt tyndt hår, bopæl i 8530 Hesselballe, døbt og konfirmeret i den protestantiske kristne tro, men hverken praktiserende eller troende. Ja på godt dansk er jeg en rigtig jyde. Jeg har altid været dansk og vil altid være dansk. Jeg er hverken ateist eller religiøs ekstremist, men det tætteste jeg kommer på den almægtige skaber, er når jeg går rundt om et pyntet nåletræ den 24. december. Når jeg flygter, er det fra Svine Marius' tæppebombning af markerne med hans gyllespreder. De eneste gange jeg bevæger mig inden for Ghettosfæren, er når jeg besøger min brotha' i Udkants Vollsmose. Jeg har virkelig svært ved at identificere mig med den tilkommende befolkningsgruppe af perkere. Men det behøver jeg jo heller ikke. Jeg er jo racist. Det har Hassan Preisler lært mig. Det er umuligt for mig at sige Muhammed er god. Jens er dejlig er derimod elementært. Hvide babyer er flottere end brune babyer selvom de ligner hinanden og sorte penge er jo bare et andet ord for anden etnisk indkomst. Perkere er sociale udskud. Deres kultur er universel, en er alle og alle er en. Den normale perker har en elefanthue over hovedet med en Kufii ovenpå. Han har koranen som paperback i den ene hånd og en loaded gun i den anden. Han reciterer trosbekendelsen mens han tænder for dynamitten på hans mave. Ja sådan ser en perker ud. 

          Jeg er uforstående og jeg er træt af det. Jeg er ikke racist, men ej er jeg antiracist. Gennem et årtis skolegang, har jeg lært ikke at være racist, derfor tager jeg afstand til racistiske bemærkninger. Så meget afstand, at jeg er racistisk overfor "racister". Jeg tænkte ikke YES til Mette Reissmann. Jeg tænkte pessimist. Jeg tænkte nationalist. Jeg tænkte faktisk også lidt racist. Jeg tænkte egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad jeg ihvertfald ikke tænkte, var socialist. Asylansøgerne tilhører en minoritet af mennesker i Danmark. Efter en lang række år bliver de måske integreret i det danske samfund og tilhører en ny, men større minoritet i den danske befolkning. Nydanskere. Efter generationer kan man så måske begynde at kalde dem etnisk danske. Jeg såvel som en lang række andre danskere kender ikke til minoriteterne. Ikke at vi ikke ved, at de er der, men vi har aldrig været i dem. Vi må danne vores kulturforståelse ud fra medierne. Det komplekse kulturbegreb siger, at kultur ikke blot er noget mennesket har, men noget mennesket gør og kommunikerer. Vi hører i nyhederne, at nydanskere er indblandet i størstedelen af den kriminelle løbebane. Samtidig ser vi nydanskere, som klarer sig godt og besidder topposter inden for erhvervslivet og politik. Og så læser vi Yahya Hassans digte, som kalder nydanskere for religiøse hyklere og kriminelle gangstere. Selvom man prøver at lege kongens efterfølger for at forstå den kulturelle kontekst og for at forstå kulturen indefra, så er det den rene jungle, når der er så mange konger at følge. Det er svært ikke at generalisere og stille stereotyper op. Og man danner på den måde en universel forståelse af kulturen i ghettoerne. Sådan tænker jeg, at det er for os ikke involverede danskere. Men selvom kulturforståelsen er universel, kan den jo godt være nuanceret. En kulturforståelse vil altid kun være er et midlertidigt resultat af en længere dannelsesproces. Man kan måske beskrive den som en mosaik, bestående af en million enkelte dele i forskellige farver. Mosaikken indeholder mange sorte brikker, men også nogle hvide brikker. De hvide brikker vil selvfølgelig skille sig ud, men det generelle billede af mosaikken vil stadig være mørkt. Min mosaik er måske halv halv af lyse og mørke farver. De mørke farver tilegner jeg mig fra medierne, når jeg hører om bandekriminalitet og skattesnyd. De lyse farver tilegner jeg mig, når jeg går langs strøget i Århus og møder hårdtarbejdende nydanskere, om det er i Shawarma baren eller i Nordea. Er min mosaik bedre end Mette Reismanns? Næ. Er Mette Reismanns mosaik mere rigtig end min? Næ. Men hendes mosaik er mere nuanceret end min. Mens min indeholder 1.000.000 brikker, indeholder hendes måske 100.000.000. Jeg kan ikke gøre min kulturforståelse bedre end det antal brikker jeg har til rådighed, men jeg kan tilegne mig flere brikker som jeg sætter mig mere ind i sagen. Og jeg har lov til at have min mosaik, for det har jeg jo lært i skolen. Det er en del af min almene dannelse. Den pædagogiske litteratur deler den almene dannelse i to teorier. Den materielle teori, som involverer indholdet i undervisningen, og så er der de formale teorier, som involverer alle de personlige egenskaber vi tilegner os, som evnen til at tænke, udtrykke sig, løse problemer, tænke kritisk osv. Man må sige at alle egenskaber er vigtige, når man skal debatere og løse konflikter. Jeg tænker jo over det, når jeg sammensætter alle mine brikker i min mosaik, og med min blog her, er jeg vel ved at sætte ord på mine tanker, som jeg forsøger at udtrykke, samtidig med at min hensigt altid vil være at løse eventuelle problemstillinger (tro det eller ej), som jeg har evnen til at stille mig kritisk for, fordi jeg har min mosaik. Men min mosaik er meget halv halv, så jeg siger, at jeg både kan lide og ikke lide nydanskere. Det må vel være i orden. Mette Reissmann har jo lidt flere brikker end jeg har, så hun tænker nok lidt mere over sin mosaik end jeg gør. Jeg tror også hun udtrykker sig lidt mere end jeg gør, når hun bliver sendt i Danmarks bedste sendetid. Jeg kunne også forestille mig, at Regeringen forsøger at løse problemer, når de ændrer på lovgivningen, så mon ikke hun har samme hensigt som mig. Og med Mette Reissmanns meget nuancerede mosaik kan hun jo forholde sig kritisk overfor asylpolitikken. Hendes mosaik er lidt mere mørk end min, så hun siger, at nye nydanskere er uønskede. 

FUCKING RACIST MAN! HUN ER JO PESSIMIST. HUN ER FUCKING NATIONALIST. HUN ER EN FUCKER DANSK FUCKING FOLKEPARTIST, HUN ER FANDER NEDME IKKE SOCIALIST!

Ja hold da op. Hvis der er nogen, der må føle sig uønsket så er det da Mette Reissmann. "Men hvad kunne jeg gøre anderledes", tænker Mette straks. "Vi har da ikke sendt dem en invitation, har vi? De må ihvertfald være ubudne gæster." siger Mette. "Regner vi med at de kommer? Man kan nok godt forstille sig, at der ikke er så rart i de ISIS invaderede lande, så helt uventede gæster er de nok ikke." tænker Mette. "Hmmm" lyder det fra en grublende Mette. "Nu er Danmark jo et lille land, med socialt belastede Ghettoer nok. Vi har heller ikke uendelige ressourcer, så det er nok ikke helt rigtigt at sige, at de er ønsket." Mette anstrenger sig hjerne, som hun aldrig har gjort før. To ord, vidt forskellig betydning. Ubudne Gæster eller Uønskede Gæster. Men Mette har jo oplevet dét, som vi alle frygter. Mette har holdt privat fest. Alle de smækre tøser fra 1.G er inviteret, samt alle de modne flotte drenge fra 3.G. Mette tænker "Yes en fed fest, ingen hæmninger, alle drengene er lækre!" men hvad Mette ikke ved, er at Karl Børge fra 3.T har hørt de andre drenge snakke om festen. Karl Børge hørte dog ikke, at det kun var for lækre drenge, og Karl Børge har fedtet hår, akne i hele fjæset og har ikke set skyggen af nye underbukser siden i fjor. Karl Børge møder op til festen, og Mette drikker sig så fuld, at hun ikke kan huske hvem eller hvad hun er, indtil hun ser Lottes SNAP af Mette og Karl Børge i fuld vigør. Mette møder ikke op i skole det næste halve år, og siger til sig selv, at næste gang hun holder fest, så skriver hun på facebook med stor fed skrift.

KARL BØRGE ER UØNSKET GÆST.

Vi danskere bliver forarget, åh vi bliver forarget. Hvordan kan man dog tillade sig at sige det! Karl Børge må føle sig stødt. Hvordan kunne du dog finde på sådan noget Mette. Men Mette er sin fulde ret til at udtrykke sin holdning. Karl Børge var ikke inviteret, men han kom til festen, drak Mettes alkohol, fyldte hele dansegulvet og ødelagde hendes mors flotte vaser. At Mette så drikker sig fuld og snaver Karl Børge i gulvet er så en anden sag. Jeg føler med Mette Reissmann. Det må svært at tale om en befolkningsgruppe, der ikke må omtales. For når det handler om store kulturelle forskelle mellem en stor gruppe og en minoritetsgruppe, så glemmer vi fuldstændigt vores kritiske evne, som vi har tilegnet os igennem mange år i skolen. Vi ser et problem i en person, der omtaler et problem - i stedet for at se det problem som personen omtaler. Og det er spild af alles tid. Det er lige så dumt, som at diskutere hvorvidt en motorvej skal hedde Silkeborg eller Herning...

          Næste gang jeg bliver almen dannelseshungrende dansker igen, så slår jeg mig selv i hovedet med fjernbetjeningen og skruer op for DIABLO III på min Mac istedet.

Thomas Lynge Sørensen

Hej blog-læsere! <'3

I dag har vi haft bæredygtighedsdag, den har været udbytterig. I 2.s havde vi fokus på at stabilisere CO₂ udslippet i verden, så det om 50 år ligger på samme niveau som i dag. Vi fik tildelt nogle forskellige metoder til at mindske udslippet, som alle i sidste ende ville opfylde kravet om stabilisering af udledningen af CO₂. Til sidst i timen, blev vi opdelt i matrix-grupper, og blev tildelt en opgave om at forme et miljøprogram som løsning til forureningsproblemet.

Bæredygtighedsdagen i 1.s har handlet om regnskoven. Om det er godt eller dårligt at vi fælder træerne i skoven, for at få flere ressourcer til os selv. Nogle af de problemer som vi snakkede om i klassen var meget om de konsekvenser det kan få når vi fælder skoven. Vi snakkede meget om forureningen med f.eks. olieudslip, eftersom der er nogle oliefirmaer som prøver at købe sig ind i nogle af de stammer som holder til ved regnskoven, hvor de lover penge, skole osv. Men det vi kom frem til i klassen, hvor vi lavede et skuespil om det, var at man egentlig ikke kan regne med de her oliefirmaer for de tænker egentlig kun på sig selv, og det er meget korrupt.   

Det at oliefirmaer kun tænker på eget udbytte, mener vi er et kæmpe problem, eftersom forureningen stiger mere og mere for hvert år. Regnskove bliver fældet af disse firmaer, og dette er igen med til at forøge koncentrationen af CO₂ atmosfæren. På den måde kommer det til at blive en kæmpe forhindring i forhold til vores mål i 2.s om at stabilisere udledningen. Vi mener, at regnskoven burde fredes og at der burde blive opkrævet afgifter på mængderne af CO₂ udledt. Vi har en tanke om, at grådigheden overgår ønsket om at verden bliver et bedre sted. Vi mener, at mennesket tænker mere på egne behov end de konsekvenser Jorden får af vores handlinger, og vi skal til at tænke på større ting end os selv for kunne gå en lys fremtid i møde. Selvfølgelig siger vi ikke, at vi ikke selv også har skylden. Vi kunne også snuppe cyklen på ved til skole i stedet for at bidrage til udledningen, og tænke mere på vores bidrag til forureningen i hverdagen. F.eks. kunne vi tage kortere bad, slukke lyset efter os, cykle noget mere i stedet for at tage bilen og fokusere på at genbruge så mange materialer som muligt. En anden løsning på problemet kunne være at anvende mere vedvarende energi i vores hverdag - anskaffe solceller til hustaget eller en privat vindmølle. Alt sammen for individuelt at tænke på at skåne miljøet - dermed får vi det også bedre med os selv ved at tænke på, at vi selv er med til at lette presset på miljøets og verdens skuldrer.

Peace out!

Naturen er menneskets bedsteven

Hey bloggere.
Bekymrer I jer nogensinde om, at jeres oldebørn måske aldrig får chancen for at opleve sne på polerne? At de aldrig får føjet ordet ”regnskov” til deres ordforråd? Bæredygtighed er et meget omtalt og diskuteret emne i dagens Danmark, men hvad kan den enkelte borger egentlig gøre? Mange løsninger er smidt på bordet i tidens løb, men disse kan hurtigt virke uoverskuelige og forvirrende, så nu spørger du sikkert dig selv; hvilken en er så den mest hensigtsmæssige?

Problematikkerne omkring fældning af regnskoven virker uvedkommende for lille mig i lille Danmark, men selv om vi er langt væk fra det egentlige problem, er vi alle en del af den globale opvarmning og dens følger. Små skridt på vejen er bedre ingen skridt på vejen. Her til morgen, midt under den sædvanlige kaffe latte, var der lige pludselig noget der fangede min opmærksomhed i tv-avisen (ja, andet end den søde nyhedsvært i hvert fald). Et emne, som den biolog jeg nu engang er ved at blive, fangede min opmærksomhed. Det handlede om en ny, miljøvenlig form for delikatesse som bl.a. kunne opleves i Ecuador, nemlig leguankød. Nu tænker du sikkert, hvad dælen det har med bæredygtighed at gøre, men vidste du måske, at  en leguan kræver betydeligt mindre foder end en god, fed kylling? Dette projekt kaldes, meget opfindsomt, ”den grønne kylling”. Trods regnskovens kolossale udbytte, medfører det også fatale konsekvenser, ikke bare for områderne der, men for hele verden… Også lille mig i lille Danmark!

Men hvordan oplever vi bæredygtighed i hverdagen? Det er nemt at være bagklog og kritisere, men der skal handling bag, før det batter. Ting som umiddelbart kan virke ubetydelige, så som at slukke stikkontakten inden man forlader hjemmet, tage kortere bade (også jer, piger), spare på varmen og tage bussen i stedet for bilen, er i virkeligheden gode udgangspunkter for en mere bæredygtig levevis. Det handler om at prioritere. For at folk overhovedet gider at bruge deres dyrebare tid på at tænke på miljøet, skal det være både nemt, hurtigt og effektivt. Det skal kunne betale sig! Det er her biomasse kommer ind i billedet. Mange almindelige danskere undrer sig sikkert over hvorfor biomasse ikke bare bliver erstattet med benzin lige med det vuns, men dette område kræver stor forskning før det kan betale sig økonomisk, og som min gamle farfar så klogt siger: ”en mand uden penge er som et skib uden sejl”.  Den nemmeste løsning ville selvfølgelig være at erstatte bilerne med cykler, selvom os (dovne) unge nok hellere ville fortrække at sidde i en skinnende Mercedes med sædevarme. Dette ville ikke bare forbedre CO₂-udslippet, men også selve livet i byerne. Så hank op i jer selv, venner, og spred budskabet. Naturen er menneskets nye bedsteven.

- Stine 1.s og Clara 2.s.

Glem ikke bæredygtighed!

Bæredygtighed. Klimaforandringer. Ændringer i vores levestandarder, og ikke mindst håndteringen af vores hverdag i sammenspil med emnet. Bæredygtighed. Vi unge mennesker bliver hele tiden mindet om hvor “bæredygtige” og ansvarlige, vi skal være. Det bliver forventet, at vi forstår begrebet og dets konsekvenser første gang, og derefter er med til at “løfte” ansvaret. Problemet med alle disse prædikener er, at ordnende mister deres betydning, når de strider imod forkyndernes egne handlinger. Ord i sig selv redder vel ikke den verden vi befinder os i? Så hvad er bæredygtighed reelt? Hvorfor er det, at vi ned prioriterer det i vores samfund, samtidig med at vi spiller hellige inden for emnet? Hvad er det der får os til at glemme det? Ignorere det? Sågar lade som om at det ikke er et reelt problem?

Det er heldigvis ikke alle, der glemmer bæredygtighed. Mange forskere sætter fokus på bæredygtid. I dag i timen har vi arbejdet med biomasse, der biologisk kan handle om afbrænding af regnskoven og CO2-udslip. Det er store udfordringer vi står overfor, og de løsninger der kræves er ikke lette. I artiklen “Biomasse til energi” af Uffe Jørgensen og Jørgen E. Olesen, står der, at den mest udbredte opfattelse er, at biomasse er et overskudsprodukt vi frit kan benytte os af. De skriver dog at deres påstand er biomasseproduktionens størrelse og bæredygtighed bliver meget afgørende parametre i fremtiden, det kræver masser af forskning før den kan udnyttes korrekt, og der skal indgåes politiske aftaler og have fokus på fattigdomsproblematikken.

Arkitekten Jan Gehl  er på bæredygtighed på en anden måde. Da vi i morges satte os ind i hallen, i blandt de mange mumlende elever, som alle ventede på foredaget af ham, virkede det mest af alt som et tidsspilde, spændende og givende, men stadig et tidsspilde i forhold til vores opfattelse af dagens vision. En opfattelse som i den grad blev ændret. For det gik op for os, at bæredygtighed handler om mere end en falmet fremtid med skyld, frygt og en evig kamp for at få CO2-udslippet formindsket. Det handler om mere end at vi skal kunne leve på en planet. Bæredygtighed handler også om menneskers forhold i forhånd til deres omgivelser, om disse så er selvkontrueret eller naturlige. Igennem Jan Gehl’s foredrag lærte vi, at mennesker har brug for gode og idylliske faciliteter fremfor et strangent lineært udtryk i deres hverdag. De har brug for at have et uperfekt frirum omkring dem med tryghed, natur og plads til den enkelte. I høj grad er dette vel også gældende for jorden. I stedet for at udnytte og bekrige jorden, skal vi spille sammen med den. Vi skal så at sige indgå et form for samarbejde. Vi skal stoppe med at misbruge den jord som vi betræder. Vi skal stoppe med at kvæle den, for i sidste ende vil det ramme os selv og de andre arter, som vi deler jorden med. Har vi overhovedet retten til at fratage vores medmennesker, vores fremtidige børn og børnebørn retten til en sund og tryg jord? Efter mange tanker, en del tavshed og enkelte ord blev vi enige om, at det bæredygtigheden i høj grad handler om, er at uddanne den næste generation, til at behandle Jorden rigtigt, og langt bedre end vores og fortidens generation har gjort.

“We talk so much about leaving a better planet to our kids that we forget about leaving better kids to this planet. Educate your children! Say no to them every once in a while.” - Unknown.

Ord er ikke længere tilstrækkeligt. Menneskeheden bliver nødt til at tage ansvar. Vi bliver nødt til at tage et ansvar. Vores jord og ikke mindst vores fremtid er ikke blot en legeplads, hvor i vi kan boltre os på imens nogen tager ansvaret. Hvis vi ikke snart ser det ansvar i øjnene, begynder at handle fremfor kun at diskutere, og  ikke mindst prøver på at ændre den dystre fremtid vi selv har skabt vores udsigter til, er der ingen vej tilbage.  Hvis vores forældre og bedsteforældre ikke ville tage det ansvar alvorligt, må vi selv begynde på det. Vi må tro på at der stadig er en eller anden form for løsning. At det at være bæredygtig kan gøre noget godt, ikke kun i fremtiden, men også for os i dag. Vi må prioritere og værdsætte de muligheder vi i dag har. For en dag vil de være borte. Hvem vil kunne bære skylden udover os selv? Vi skabte problemet.. Forhåbentlig løser vi det også...

Lad os da snakke om det

Alle ved det, alle taler om det. Alle kan mærke det. Medierne prædiker, og præsterne beder. De beder om godt vejr. Men det kan man vel godt forstå. (For som ugebladene gang på gang skriver, stiger CO2-udslippene, unægteligt.) Det er tydeligt for enhver, at miljøkrisen er alvor. Mindst ligeså alvorlig, som et højt fravær i skolen. Ud over klimakrisen, er det også noget, jeg må tumle med i dagligdagen. Men det er vel fair nok, jeg kunne jo bare tage mig sammen. Ikke bare sådan, ”tage mig sammen”, men sådan virkelig ”TAGE MIG AKTIVT SAMMEN, agtigt”. Men det er ikke let at gøre noget ved det, må jeg sige.. Problemet er der, det ved jeg da godt. Det siger studievejlederne jo hele tiden. Det er vel meget dejligt, det er jo altid skønt at kunne snakke om det. Men det hjælper da ikke noget kun at snakke, det er jeg da godt klar over. Jeg bliver nok nødt til selv at tage ansvar. Jeg mangler bare initiativet. Jeg styrer jo mig, jeg har magten over mig. Det er måske i virkelighed også det, som er problemet med klimakrisen, altså mangel på initiativ. Tanken om, at verden nok også står i morgen, hvis jeg ikke møder op i skole klokken 8.15 til første modul. Eller slukker pæren om natten, som mor siger, jeg burde. Hun siger desuden også, at jeg burde møde klokken 8.15 til første modul. Kloge mor, kloge mor. Det kan hun jo sagtens sige, det er jo ikke hende, der skal nosse sig sammen. Men det er vel heller ikke hende, der bliver ramt af mit manglende initiativ aka. ikke-eksisterende motivation, selvom hun da godt kan være skuffet. Det var hun også i morges, hvor hun belærte om Kierkegaard og hans teori om ”valget”. På trods af mit høje fravær, kender jeg dog godt til Kierkegaard. Han ville ikke være for stolt af mig, hvis han så mig. Han ville nok betvivle min eksistens, i hvert fald hvis han stadig er overbevist om, at eksistensen dannes igennem de valg, man træffer. Men han har jo ret. Det hjælper ikke noget, at lade være med at handle, blot at tale. Ligesom vi taler om klimakrisen, uden at handle. Det er bare så svært at vælge, gøre noget aktivt.

Så las os da fortsætte med at snakke om det, skal vi ikke?

Anders 1.S og Niels 2.S er klar på en snak.

How to save the world?

Tænk dig at være den nye Mandela, og redde hele verden. Stoppe alt snak om global opvarmning. Kina ekspanderer og udleder mere CO2 end hele Europa tilsammen. Men er det ikke kun fair kan man spørge sig selv? Nu er de endelig kommet på banen og duftet drivhusgassernes sødme. Det er da jeg i sidste uge fik klippet mit hår i tidens længde, og tænkte nu er jeg med, også er de alle pludselig skallede – jeg hænger altid et skridt efter. Så ser man lige mig, ene og alene redde, det sker jo ikke! Rom blev ikke bygget på to dage! Med 7.000.000.000 mennesker i hele verden skulle jeg, 1 enkel, gøre forskellen? Det tror jeg ikke…
Dette er en typisk holdning i dagens Danmark. Tanken om at være helten lyder fristende, bare det ikke er mig der skal gøre den forskel. Årligt udleder en gennemsnitlig dansk indbygger ca. 9 tons CO2. Sat i perspektiv, udleder en gennemsnitlig afrikansk indbygger omkring 0,9 tons årligt. Sammenligner man disse to udleder en dansker 10 gange så meget CO2 som en afrikaner. Værd at bemærke er at ca. 25 % af de 9 tons CO2 udledes ved trafikken. Her er et helt håndgribeligt indsatsområde. Bruges pengene på cykelstier og bedre forhold for den offentlige transport i stedet for at bruge disse på motorvej, og andre infrastrukturelle udvidelser. På den måde flytter man ansvaret fra den enkelte og man kan sammen gøre en forskel.


(idéer til viderearbejde): - Den enkeltes idealer om at redde verden – dovenskab?!
- Metakommunikativt element – bruges som en ironisk distance til at være ideal-borger – hvad er rigtigt hvad er forkert? – gendrive sine egne argumenter (ex. infrastrukturelle) – er det ikke bare et fint/tomt ord, er de i virkeligheden også bare nogle med flotte ideer uden at det bliver ført ud i verdenen
- Abstrakt vs. Konkret. Vær konkret da man ikke kan redde verden ved at være abstrakt.

Søren 2.S
Sofie 2.S

ET BÆREDYGTIGT-BLOGINDLÆG

Kære blog

Mennesker verden over stræber efter den så eftertragtede bæredygtighed. Når noget er bæredygtigt sikrer det de senere generationer af mennesker.  Man forbedrer gennerelle forhold og sager for at hjælpe flere folkeslag end bare det enkelte individ. Bæredygtighed hænger derfor også sammen med at der findes nogle problemer og diskussioner i verden, som i fremtiden kan komme til at udgøre en trussel for tilværelsen.

Regnskoven er et meget omdiskuteret emne i dag.  To parter krydser klinger, og ingen giver sig uden kamp. Olieindustrien mener at deres måde at drive regnskoven på er bæredygtig, såfremt som dyrebeskytterne mener at deres er den korrekte måde. Hvis jeg var en regnskov ville jeg ærligt talt foretrække at blive passet og plejet, frem for at blive jævnet med jorden, og få hældt en spand olie i trækronen. Til gengæld ville jeg, hvis jeg var et menneske, godt kunne bruge nogle lækre veje at køre på, da det ville kunne give mine landsbyvenner en større indtægt, i form af for eksempel besøgende turister. Dyrebeskyttelsen, ville give dem en mindre sum penge, men ingen veje eller andet nyttigt. De ville som udgangspunkt kun give en garanti for dyrenes og planternes overlevelse.

Spørgsmålet er i bund og grund om folk har viljen til at se bort fra deres griskhed, for at give deres efterkommere en verden der er værd at leve i. Måske har pengenes fortryllende effekt større tag i menneskeheden, end skrækforestillingen om en verden i forfald.

Jeg er selv blevet påvirket fra barnsben af den verden vi lever i. Forestillingen om penge, som redningsmand i alle former og afkroge af situationer. Som menneske ser man altid hvordan folk køber flere biler, elektroniske apparater, jacuzzi og en fortsat stigning i rygningen.

Jeg erindrer en morgenstund, jeg sad i kø i min bæredygtige bil (den kan da i hvert fald bære mig). Der sad jeg så, midt i den stressende og hektiske morgentrafik. Tænkte filosoferende tanker om verdens større diskussionsemner. Den foran holdende bil osede af sod og ren CO₂. Jeg mærkede den kraftige påvirkning af CO₂ i lungerne. Det var som om mine lungerne ikke ville acceptere den skadelige drivhusgas, og jeg fik et betydeligt vejrtrækningsbesvær.

Jeg mener at vi som mennesker der sidder solidt på toppen af fødekæden skal til at overveje gevaldigt om vi har viljen og modet til at sikre menneskets fremtid. Det kræver at vi også retter vores blik mod naturen. Naturen er en stor hjælp i sig selv, og en af de mest bæredygtige redskaber for mennesket. Det må være muligt at finde en løsning hvor der både er plads til mennesket og naturen på denne planet. En bæredygtig løsning.

Peter (2. S) og Ulven (1. S) <3