Man spiser da ikke med hænderne?

”Sid ordentligt, albuerne ned fra bordet, gaflen i venstre hånd og kniven i modsatte” Jeg husker, at jeg mentalt fik banket denne sætning ind i hovedet, mange år tilbage. Jeg var helt sikker på, at mine forældre kun ønskede at gøre aftenmåltidet surt for mig, lige indtil jeg stødte på ordet dannelse. Da fandt jeg ud af, at mine forældres intention var noget helt andet, end jeg hidtil havde antaget. De ønskede jo netop ikke, at gøre aftenmåltidet surt for mig, hvilket jeg var helt overbevist om. Nej, de var såmænd blot i gang med at gøre mig til et dannet menneske, uden jeg  havde nogen anelse om det (hvor fejt, at mine egne forældre udnytter min viden om dannelse, eller mangel på samme, uden jeg selv var klar over det!) Kulturen rundt om min families spisebord er b.la., at vi bruger bestik til at spise maden med. Jeg skal da lige love for, at et land som Tanzania har en helt anden kultur hvad angår måltider. Da jeg var i Tanzania oplevede jeg, at tanzanianerne nemlig ikke bruger bestik, de tyr til helt andre metoder at fortære maden. De bruger noget så primitivt som hænderne og da maden var sat på bordet, blev der ellers skovlet ind, som havde de ikke fået mad i dagevis – ej at forglemme, at hænderne blev skyllet (ikke renset) i en lille skål (som sandsynligt ikke var blevet vasket med sæbe mere end et gange om ugen), som gik på rundtur til bordets medlemmer inden fingrene blev sat i maden. (I fornemmer vel, at hygiejnen ikke var i top og dette medførte maveproblemer, som varede ved i mange uger. Bare rolig, maveproblemerne uddybes ikke.) Guds ske tak og lov for, at mine forældre ikke overværede aftenmåltidet i Tanzania. For eftersom mine forældre var så strikse med, at jeg lige akkurat havde gaflen i højre hånd og kniven i venstre, da jeg var mindre, ville de formodentlig have fået et hjertestop af at se afrikanerne spise med hænderne. Mine forældres første tanke ville højst sandsynligt være ”har deres forældre da aldrig hørt om Emma Gad!?”

Det er netop etnocentrisme, som er så finurligt. At noget som anses for rigtigt i en slags kultur, kan opfattes som forkert i en helt anden kultur. Når man færdes sammen med mennesker fra en anden kultur end ens egen, er det ekstremt vigtigt først at acceptere den ’anderledes’ kultur og dernæst at tage ved lære og være nysgerrig. Tænk hvis jeg ikke havde valgt at spise med fingrene i Tanzania, men derimod havde fisket mit plasticbestik, fra IKEA, op af tasken. Det ville ikke mindst være ekstremt pinligt, men også en fornærmelse af den ’anderledes’ kultur. Kultur er med til at bestemme den måde mennesker lever på og påvirke hvilke normer vi mennesker lever efter. Kultur er altså med til at forme og danne os mennesker. Det magiske sker, når mødet mellem to kulturer finder sted. Det magiske møde oplevede jeg, foruden Tanzania-oplevelsen, på egen krop for knap to år siden, da jeg var i USA. I staten Ohio opsøgte min familie og jeg bevidst ’amish people’, og holy moly det var en fantastisk, men samtidig grænseoverskridende oplevelse. ’Amish people’ lever efter principperne ’back to basic’, bare endnu mere ekstremt, hvor b.la. alt elektricitet og moderne teknologi er bandlyst. De har endda byttet bilen ud med hestevognen, hvabehar! Mændene bærer sort tøj med tilhørende hat og kvinderne bærer kjoler og kyse. Ærlig talt, beklædningen er bestemt ikke sexet. Hvis jeg skulle gå med kyse, skulle jeg i hvert fald betales for det. Da vi udforskede den ’anderledes’ kultur og levemåde i Ohio staten, kørte vi i den lånte GMC Yukon bil, som er ufattelig stor (gør dig selv den tjeneste at google GMC Yukon, hvis du ikke har nogen anelse om, hvor stor sådan et bæst er). Forestil dig et fredfyldt landskap, hvor kvinderne i familierne færdes på markerne og sørger for afgrøderne, og de eneste køretøjer inden for øjets rækkevidde er hestevogne, som højest kører 15 km/t. Alt er nærmest sat på standby og foregår i et meget langsomt tempo. Kulturen kunne meget vel minde om ø-kulturen på Tunø, hvor der ingen stress og jag findes, blot flot natur og en rolig atmosfære. Nu skulle du gerne have et billede i hovedet, som summer af harmoni og idyl. Nu kommer det upassende. Vores store, fede, hvide GMC Yukon kommer kørende og den er i hvert fald ikke med til, at tilføre yderligere harmoni og idyl til det ellers så smukke landskab. Og I kan tro at ’the amish people’ kiggede noget så grusomt, men hvad havde vi egentlig regnet med? Vi havde jo ikke ligefrem valgt den mest diskrete bil (til min families forsvar, skal det lige siges, at bilerne i USA generelt er store.) ’The amish people’ havde højst sandsynligt én opfattelse af os og så os som de forkerte og dårlige mennesker, og ligeså havde vi én opfattelse af dem – de var underlige mennesker, som havde en underlig levemåde. Det virkede så upassende og totalt overtrumfende, at invadere deres territorium uden nogen form for respekt. Som om det ikke var nok, skulle vi også lige have et par billeder af alle hestevognene, som stod parkeret udenfor kirken. Hvis vi da bare havde kendt til begrebet etnocentrisme, ville vores invasion i amish kulturen, have virket mindre pinlig, mere respektfuld og ’the amish people’ ville sandsynligvis også være mere åbne omkring deres levemåde og kultur overfor os, hvis vi havde udvist lidt mere respekt overfor dem. Hvis vi da bare havde udvist en smule forståelse for deres kultur.

20 km hvorfra vi tog billeder af hestevognene foran kirken, havde en lille souvenirshop til huse. Det var en klassisk souvenirshop med alle mulige forskellige dimser og dutter, som folk næsten altid lokkes til at købe, og som af en eller anden grund, altid ender med at blive støvsamlere. Pludselig da vi står og kigger på støvsamlerne, kommer en amish familie ind i butikken. Jeg besluttede mig for, at jeg ville have et billede af dem (muligheden for at tage et billede af en ægte amish familie, så tæt på, skulle jeg da ikke glippe.) Jeg bevægede mig tilstrækkeligt tæt på, med den skjulte mobil i hånden og skyndte mig at tage et billede og lod som om jeg havde fundet en rigtig spændende støvsamler i denne del af shoppen. Amish familien havde ikke opdaget noget, lige indtil jeg kigger billedet på min mobil. PINLIGT! Den ældste søster (familien består af en far, en mor og to søstre) kigger med sine skumle øjne, direkte ind i kameraet. CHOK! Jeg er afsløret. Sindssygt pinligt og ikke mindst utrolig respektløst. Amalie, det er almen dannelse, at man ikke tager billeder af andre og specielt ikke skjulte billeder, og da slet ikke, når det viser sig, at billederne ikke var skjulte. Hvor blev min dannelse af? Dannelse er b.la. de normer og værdier indenfor en bestemt kultur, som især bliver tillært i løbet af barndommen. Den blev til dels inkorporeret i min barndom ved måltiderne og selvfølgelig gennem hele min opvækst. Men hvad er gået galt siden jeg blev nødt til at tage billedet? Måske var jeg bare for nysgerrig og glemte alt om dannelse og hvad der er rigtigt og endnu mere vigtigt, hvad man ikke bør gøre i givne situationer. Jeg hælder mest til, at jeg bare var for nysgerrig og at min dannelse absolut ikke fejler noget.

Skikken i Danmark, hvad angår måltider er, at man spiser med kniv og gaffel og dette har jeg selvfølgelig tænkt mig at videregive, når jeg forhåbentligt engang selv får børn. Jeg skal medvirke til, at gøre dem til dannede mennesker og dette skal b.la. foregå rundt om spisebordet ved aftensmåltidet. Det er vigtigt, at jeg danner mine børn til at leve i en bestemt kultur, så de passer ind og helst ikke stikker ud eller af. De skal have forståelse for deres egen kultur, men samtidig have ordet kulturforståelse med i bagagen. Hvis de fx besøger et andet land, hvor aftenmåltidet bliver spist med hænderne, skal de også undgå at fiske IKEA bestikket op ad tasken, og blot prøve at respektere den anderledes kultur og spise med hænderne. Det er altså vigtigt, at lære dem, at skikken i Danmark er, at man spiser med kniv og gaffel, men at det ikke er ensbetydende med, at det er det rigtige alle andre steder i verden. Der findes mange forskellige kulture og mange anderledes kulture, men ingen kultur er forkert og alt handler om, at se det i forhold til konteksten.

Amalie 

Et vildfarent missil?

Spænd kloge-hatten, sæt sædet i en oprejst position og vend venligst blikket mod læreren. Gør jer klar til et væld af livsformende information, nedskrivning af livsnødvendige noter, for det er nu at jeres fremtid skal defineres.

   ”Hvordan er det egentlig at gå i skole?” spørger mange af mine bedsteforældre. Har de glemt, hvordan det var? Det er nok grundet alderen, du ved, demensagtige symptomer. Eller også er det fordi, de ikke længere kan forstå, hvad der er op og ned i skole- og uddannelsessystemet – og med god grund, hvis du spørger mig.

   Gymnasiereformen fra 2005 har især haft en abnorm betydning på forvirringsaspektet omkring gymnasieuddannelserne, idet den i bund og grund vendte op og ned på, hvad gymnasieuddannelsen tidligere bestod af. Man gik fra 2 grundlinjer: Den naturvidenskabelige og den sproglige. Dette blev efter reformen til 4, der endvidere hver i sær også delte sig ud i flere grene. Med det formål, at man tidligt kunne studierette sit uddannelsesforløb. Forberede sig specifikt på den efterfølgende uddannelse. Uden at spilde tiden med ikke relevante fag. Effektivt. Resultatorienteret. Godt for samfundsøkonomien. Dette har så både efterladt dele af den ældre befolkning i forvirring omkring, hvad gymnasiet går ud på, og så vidt jeg kan fortolke det hele, så har det også efterladt store dele af de studerende i vildfarenhed – de ved ikke, hvad de skal lave, hvorfor de er, hvor de er, og om det, de laver, giver mening! Gir det mening? For mig? Hvorfor går jeg i gymnasiet? Hvorfor sidder jeg og skriver dette blogindlæg? Er det et blogindlæg? Hvad er et blogindlæg? I sit væsen er en blog (eller weblog), i følge wikipedia,  en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. Men her skal jeg skrive et blogindlæg, der opfylder en laaaang række på forhånd definerede kriterier og indholdsaspekter: Jeg skal være sproglig bevidst, formidle formelle- og uformelle koder, være afsenderfokuseret og ikke mindst skal min ”blog” (hæhæ) være færdigkomponeret. – Og hvor er det lige, at jeg egentlig skal få presset et citat fra Tunø, hvor jeg beskriver hvordan ”jeg føler mig isoleret, som blommen i et æg, selvom blæsten gennemsiver træernes bløde blade.” ind?

Arne Johan Vetlesen, professor i filosofi ved Oslo Universitet, er citeret i Politikken (2/11 2014) for at sige: ”Præstations- og perfektionspresset, som de unge udsættes for i dag, tolker jeg som en ekstrem lydighedskultur, fordi de unge internaliserer kravene om omstillingsparathed og tilgængelighed som egne forventninger. De driver rovdrift på sig selv for at lykkes i konkurrencen.” Skal jeg derfor leve op til de krav, der er lagt til dette blogindlæg – være lydig – for at lykkes. Ellers skal jeg skide på dem og skrive, hvad jeg tænker, mener, føler? For at blive klogere på mig selv. Og tage ansvar for min egen dannelse og dannelsesproces? Men med risikoen for at faile i teknisk forstand. I den bedømmelse, som min blog skal stå på mål for? Jeg ved det ikke. Måske har jeg længe haft svaret. Jeg har bare glemt det: Per Slyngborg, der var forstander på den efterskole, hvor jeg gik – og som er mit, måske nok og til alle tider største ideal, min Gud – havde tradition for at holde lange taler. Når nye elever kom, og når de rejste igen. I den velkomsttale, han holdt, da jeg startede på skolen, sagde han blandt andet: ”Politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet. Det er derfor forbløffende, at de alligevel sørger for at fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformere de nye generationer fra barnsben af. I stedet bør man gøde, passe og pleje diversitet og mangfoldighed.”

Dannelsesidealer er en svær ting. Det er en proces, samtidig med at det er et resultat. Det henviser til det, et menneske erhverver sig af kulturelt bestemt indhold, viden, holdninger og færdigheder, og hvordan dannelsen af personligheder kan føres i en bestemt retning. Dannelsesidealer er i deres natur gode. En forside. Man kan ikke forestille sig et antidemokratisk dannelsesideal, kan man? Det ligger indbygget i vores del af verden, at vi dannes til en demokratisk tænkning. Det er godt! Men medaljens bagside er, at jo flere ord vi sætter på dannelse, desto mere konform bliver tolkningen af dannelse. Der er en rigtig måde at dannes på. I skolesystemet og gennem uddannelsesmål og det at skrive et blog indlæg, der lever op til 17 krav om formalia.

Men jeg mener bestemt, at dannelse kan ske på mange andre måder – og måske på mere frisættende måder. Per Slyngborg, min Gud, talte i samme tale om John Lennon, som var lidt af et uddannelsesudskud, idet at han ikke passede ind i de rammer, der var blevet sat omkring ham. Han følte sig isoleret, og især rodløs. Det er blevet frygteligt svært siden Lennon at tage den position. Hele vor kulturs tænkning om effektivitet, karriere, profit og fornuft gør vores normalbegreb så snævert, at vi går glip af det geniale og det usædvanlige, som netop Lennon repræsenterer.

Måske er det fordi, at forståelsen af dannelse, og ikke mindst selve dannelsen, ændrer sig i løbet af tiden. Den ændrer sig efter hvilken kultur, vi lever i, på tværs af tid, generationer og geografisk placering. Dialogen hos individer kan være med til at ændre vores kultur, og til at skabe en forståelse for den. Denne teori, i dansk-faglige sammenhæng kaldet for ”det komplekse kulturbegreb”, omhandler ikke noget, som vi mennesker har, men derimod noget, vi alle sammen hele tiden gør og kommunikerer. – ”Jeg er jo kulturelt sammenbragt, og så er man meget sammensat”, siger Hassan Preisler, i sin forestilling ”Brun mands byrde”, når han beskriver sit væsen i en konstant diskussion mellem sine mange personligheder. Det gør ham til et dynamisk menneske, et senmoderne menneske, komplekst. Ret sejt at være så mange ting på en gang. Tænk engang, hvis jeg også kunne være det. Victor, fra Egå Gymnasium, 3.s, et formodentlig venstreorienteret, delvist sympatisk, venligt, til tider irriterende, måske endda provokerende, men også omsorgsfuldt, for ikke at nævne fordomsfuldt menneske. Hvad kan han? Hvad vil han?! Pis. Nu gør jeg det igen. . . HVAD F@#% GØR JEG? . . . Jeg sidder igen som en eller anden jubelnar og skriver fine ord om dannelse, om kulturforståelse og sammensatte mennesker – alt i mens jeg selv er et omvandrende spørgsmålstegn, især hvad der omhandler min egen fremtid. Måske skal jeg tage det man i gamle dage kaldte en dannelsesrejse (hvilket i dag er omdøbt til fjumreår!! - Tal lige om kulturel udvikling der!), for ligesom at møde nye mennesker, mennesker der har været i gennem hvad jeg går i gennem nu. Som hende fra studievalg, vi havde på besøg i går sagde, så skal jeg huske, at næsten ingen i min alder har fastlagt sig et mål for fremtiden eller deres uddannelser – ”Drømme ændrer sig ofte, efterhånden som man får mere viden og flere erfaringer. Og nogen gange må man bare erkende, at den første drøm ikke holdt, men at en ny med lidt justeringer måske kan blive lige så god.”

   Så nu må kloge-hatten gerne spændes op, sædet lænes tilbage, og blikke flakke imod det uendelige, ligesom jeres tanker. Fremtiden er og vil altid være uforudsigelig, det må man bare acceptere. Jeg er ikke selv kommet dertil endnu, men jeg tror, at jeg har et godt grundlag for at nå der til – accept, altså. Nu er det så meningen, at jeg skal slutte med mit navn. Skal jeg gøre det? Eller skal jeg fastholde min pointe omkring, hvad et blogindlæg egentlig er?

   Viggo Leversen

Jeg har den

Jeg har den. Jeg har fanget den nu. Jeg er rimelig stolt, hvis jeg skal sige det ydmygt. Jeg har lyst til at skrive det med en stor fed sprittusch på alle gymnasiets vægge, lige oven på Steffen Brandt og alle de andre med de store ord. For det her er rigtig stort. Altså, det er ikke den med blogindlægget jeg har fanget, men den med livet. Jeg har snasket og smasket og gloet – på den  opgavebeskrivelse i mange timer. Og ja, nu har jeg dog også fanget antallet af krav der stilles(det er knap så flot en præstation, vi har jo ligesom prøvet det før(det med kravene)), men hvad der er mere flot, er at jeg efter fire plader ’Quadratisch. Praktisch. Gut’ direkte importeret fra den dansk/tyske grænse, har fanget meningen med gymnasiet. De dannelsesdefinitioner ville jeg godt have læst i 1.G. For jeg var den første der skrev i sidste runde blogindlæg. Skrev om jeg kunne klare gymnasiet? Om jeg var gammel nok? Nu er vi i 3.G, og lige nu da jeg læste om dannelsesbegrebet, gik det op for mig at det lige netop var dette svar jeg søgte i 1.G. Hvis jeg dog bare kunne rejse tilbage og fortælle Xenia på 15 år, 47 kg. og en meget spæd stemme, at meningen med gymnasiet er at modellere min personlighed og adfærd til at være alment dannet, og begå mig alene i et stort samfund, samt at det rent faktisk lykkes de veluddannede og engagede gymnasielærere at få de fleste af de små poder ud med det rigtige resultat, hvis blot eleverne har en smule velvilje selv. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lænet mig lidt mere tilbage, nydt det, og blot ladet mig føre med. For det handler i det store hele om at slette ’ud’, og blot modtage ’dannelse’. Det vidste jeg i bund og grund nok godt, men hver gang har jeg undrende og irriteret tænkt, hvad Susanne Kofoeds prædiken om Kong Ødipus har med min udvikling at gøre. Helt ærligt, det er da total ligegyldig info! Men jeg kan godt se det nu. At alle de små ting hvor en lille Anders Breinholt popper frem med to skilte foran mine øjne og med en alt for lalleglad og upassende sang synger ’vigtig viden eller ligegyldig info’, at de tilsammen danner mig og gør mig til en gyldig statsborger(og minder mig trøstende om at man kan komme langt i livet, selv ved at fremføre dårlige klip og dele kaffekrus ud på TV). Nej spøg til side. Pointen er, at der heldigvis heller ikke kan defineres en fast skabelon for hvordan jeg skal ende ud. Der er nogle normer der skal følges, men disse kan også strække vidt og bredt, og selvom mange har prøvet at præcisere og simplificere forståelsen af ordet dannelse, så er det endnu ikke lykkedes nogle at lave en accepteret definition som man har holdt ved, medmindre den strækker meget bredt og bestemt ikke spænder os fast med livrem og seler. For 300 år siden var dannelse fortrolighed med klassisk kultur og sprog, og senere blev der fokus på den brugbare statsborger der kunne udføre håndværksfag. I dag har vi lidt af det hele. Individet beslutter selv hvilken af vejene man finder mest brugbar, og hvis man ikke ved det, kan man få lidt af det hele, ved at vælge det almene gymnasium, som jeg. Her er der både Grundtvig, latin og praktisk udførelse.

Ifølge ’Hofstedes pc-pyramide’(fedt navn, det bliver nørdet det her), kan mennesket snildt anskues som en superavanceret computer, der som Hassan Preisler ville have sagt det, løbende bliver opdateret med top-notch ny software. Pc-pyramiden bygger på 3 lag. Det universelle som er nedarvet, og som man ikke kan ændre. Altså grunden til at jeg ikke kan udtale bogstaverne k og n efter hinanden, og at jeg aldrig mister lysten til flødekager. Ligesom min farfar og hans far. Dernæst bygger den på kulturen man lever i, og til sidst ens særegen personlighed hvor noget er nedarvet og noget er tillært. Det er ét stort virvar, hvis man skal dele alt ved et menneske op i disse 3 kategorier, og sige hvor det kommer fra, for det er der vidt forskellige meninger om, alt efter hvilke psykologiske briller man kigger med. Hvis man f.eks. skal forklare hvorfor jeg aktivt har valgt at være ikke-ryger, vil den postmoderne psykologi forklare det med at jeg mener cigaretten vil være en rekvisit, der vil signalere noget dårligt om mig, mens adfærdspsykologien vil sige det er en påvirkning fra mine omgivelser, fordi ingen i min familie eller tætte vennekreds er rygere. Hvis man valgte den sidste, vil det være menneskene man færdes iblandt, som påvirker en. Hvis det er rigtig mange mennesker, kan man ligefrem kalde det for kulturen man lever i. Netop det med kulturen er interessant. Kultur er alt det mennesker skaber og gør i flok, og kan være utrolig svær at beskrive og sætte sig ind i. Folk agerer efter den kultur de lever i, og ser ikke noget mærkeligt i det, for det er normen. Man slapper af i sin kultur. I Danmark har vi en kultur hvor vi knytter en meget stærk, rar og beroligende følelse til noget meget materielt – nemlig vores hjem. Vi har brug for ’at komme hjem’, for at koble af. I Tibetansk kultur er det anderledes. De har ganske vidst også et sted de bor med deres familie og deres ting, men de kalder det blot et hus i stedet. De har ikke de samme følelser knyttet til det, fordi deres kultur er at de altid er i og omkring hjemmet, og derfor ikke mærker følelsen af at være væk, og komme tilbage til de trygge rammer. Når jeg er på ferie, eller blot har en lang dag i skolen, glæder jeg mig til at komme hjem, for det er her jeg slapper af. De har det godt med deres, og vi ligeså med vores. Det er kulturen man lever i, og man har svært ved at forstå de andre kulturer, og kan måske ligefrem se ned på dem, fordi man kun er robust dannet til at forstå sin egen kultur. Men hey, nu definerede jeg før, at man slapper af i sin kultur… Men er det rigtigt? Jeg har ikke selv prøvet andet, men ifølge Hassan Preisler, er det tydeligvis ikke en selvfølge. Han er dannet forskellige steder i forskellige kulturer. Han er et sammensat menneske af Charlottenlund, Bern, Tyskland og nogle vil endda tilføje Pakistan. Selvom han ligesom dig og mig elsker røde pølser og lyshårede piger, så er han stadig ikke tilpasset min kultur 100 procent, og jeg KAN ikke forstå ham. Jeg laver en etnocentrisk beskrivelse af ham i mit hoved, og hvor end meget han selv synes han er som dig og mig, så kan han ikke blive det i mit hoved, alene måske af den grund at hans hud er chokoladebrun. Utrolig smuk, men fordi jeg ser ham med udgangspunkt i mig selv, kan han altså ikke blive ligesom mig. Basta. Men det er også dannelse. At lære at se og forstå andre kulturer. (Det er godt der er et halvt gymnasieår endnu(håb forude for at jeg stadig kan nå at føle mig i ét med Hassan))

Men det kan også være på lavere niveau, end at skulle identificere sig med Bern og Tyskland på en gang. Vi kære venner – har alle mærket blot at skulle passe ind i en anden kultur i Danmark for et par dage. Det er mærkværdigt. Blot fordi der er vand hele vejen omkring et sted, og det har en mindre overflade, så skal det føles anderledes, og folk skal opføre sig anderledes. Jeg er klar over at skyer samles over land, og der derfor vil føles mere åbent på en ø, fordi der er så meget kant der munder ud til hav, hvor skyerne holder sig fra, men dette kan ikke gøre det alene. Jeg havde 5 minutters ro på en kirkegård på Tunø, hvor jeg sansede og skrev således: ”Svend Olesen og Ulla Olesen står der på en gravsten. De har sikkert boet her på øen som ægtepar i mange år. Jeg fornemmer at kirkegården er fyldt med øboere, som har lagt sjæl i dette sted og øen, og for hvem det er et betydningsfuldt sted. De går lidt mere ind i deres sted end andre mennesker, fordi netop deres sted er så specielt.”. Jeg har virkelig følt atmosfæren, og det betydningsfulde i stedet – og ikke mindst haft dyb respekt for det. Det er en af de mange gode oplevelser, der tilsammen har dannet mig gennem disse 3 år. En af dem jeg vil kalde knap så ligegyldig, selvom den virker harmløs når den står alene, men sammensat med alle de andre mange opgaver, tanker, diskussioner, oplevelser og indtryk, er jeg på rette vej til at blive et dannet menneske der passer ind i den danske kultur og samfund, og kan nu se essensen med det hele. Jeg slutter snart af, og siger tak for tre forrygende år. De kostede mig mange kriser, men netop de kriser er gymnasiet vel designet til at få mig i, så jeg bliver rustet nu, og lærer af dem nu, i stedet for først at ramme dem om 20 år. Jeg føler mig ikke færdigdannet. Men langt mere dannet end i 1.G, og klar til at starte på videre uddannelse.

Xenia Kjærsgaard 

Uønsket Dansker

Dagen er torsdag (tror jeg nok) og jeg er hjemme i Hesselballe fra en tur til København. Nyhederne kører i baggrunden mens jeg gamer Diablo III på Maccen, men jeg erkender efterfølgende, at jeg måske skulle slukke for den afhængige spilnarkoman og istedet skrue op for den almene dannelseshungrende dansker jeg nu også er. Temaet i indslaget er asylpolitik, som raser efter Regeringen har strammet reglerne. Al hetzen går idag på udlændinge- og integrationsordfører fra Socialdemokraterne, Mette Reissmann der fornyligt har udtalt til avisen,

"Vi skal huske på dem der kommer hertil får asyl. Men vi sender ikke en invitation, og vi ringer ikke for at få dem herop. Flygtninge er uønskede gæster uanset hvordan du vender og drejer det"


Straks tænker nationen pessimist. Nationen tænker nationalist. Nationen tænker faktisk også lidt racist. nationen tænker egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad de ihvertfald ikke tænker, er socialist! Men jeg tænker YES! De var der dengang, de er her nu og de kommer stadig. Men hvem er det nu egentlig de er? Jo det er jo dem man ikke må omtale, men dem man taler om. Det er de uønskede gæster. Det er perkerne. Det er egentlig dem jeg slet, slet ikke kender.

          Thomas Lynge Sørensen, 18 år, pære dansk med ingen anden etnisk baggrund end rødder i Hobro og Nørrebro, lys hudfarve og brunt tyndt hår, bopæl i 8530 Hesselballe, døbt og konfirmeret i den protestantiske kristne tro, men hverken praktiserende eller troende. Ja på godt dansk er jeg en rigtig jyde. Jeg har altid været dansk og vil altid være dansk. Jeg er hverken ateist eller religiøs ekstremist, men det tætteste jeg kommer på den almægtige skaber, er når jeg går rundt om et pyntet nåletræ den 24. december. Når jeg flygter, er det fra Svine Marius' tæppebombning af markerne med hans gyllespreder. De eneste gange jeg bevæger mig inden for Ghettosfæren, er når jeg besøger min brotha' i Udkants Vollsmose. Jeg har virkelig svært ved at identificere mig med den tilkommende befolkningsgruppe af perkere. Men det behøver jeg jo heller ikke. Jeg er jo racist. Det har Hassan Preisler lært mig. Det er umuligt for mig at sige Muhammed er god. Jens er dejlig er derimod elementært. Hvide babyer er flottere end brune babyer selvom de ligner hinanden og sorte penge er jo bare et andet ord for anden etnisk indkomst. Perkere er sociale udskud. Deres kultur er universel, en er alle og alle er en. Den normale perker har en elefanthue over hovedet med en Kufii ovenpå. Han har koranen som paperback i den ene hånd og en loaded gun i den anden. Han reciterer trosbekendelsen mens han tænder for dynamitten på hans mave. Ja sådan ser en perker ud. 

          Jeg er uforstående og jeg er træt af det. Jeg er ikke racist, men ej er jeg antiracist. Gennem et årtis skolegang, har jeg lært ikke at være racist, derfor tager jeg afstand til racistiske bemærkninger. Så meget afstand, at jeg er racistisk overfor "racister". Jeg tænkte ikke YES til Mette Reissmann. Jeg tænkte pessimist. Jeg tænkte nationalist. Jeg tænkte faktisk også lidt racist. Jeg tænkte egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad jeg ihvertfald ikke tænkte, var socialist. Asylansøgerne tilhører en minoritet af mennesker i Danmark. Efter en lang række år bliver de måske integreret i det danske samfund og tilhører en ny, men større minoritet i den danske befolkning. Nydanskere. Efter generationer kan man så måske begynde at kalde dem etnisk danske. Jeg såvel som en lang række andre danskere kender ikke til minoriteterne. Ikke at vi ikke ved, at de er der, men vi har aldrig været i dem. Vi må danne vores kulturforståelse ud fra medierne. Det komplekse kulturbegreb siger, at kultur ikke blot er noget mennesket har, men noget mennesket gør og kommunikerer. Vi hører i nyhederne, at nydanskere er indblandet i størstedelen af den kriminelle løbebane. Samtidig ser vi nydanskere, som klarer sig godt og besidder topposter inden for erhvervslivet og politik. Og så læser vi Yahya Hassans digte, som kalder nydanskere for religiøse hyklere og kriminelle gangstere. Selvom man prøver at lege kongens efterfølger for at forstå den kulturelle kontekst og for at forstå kulturen indefra, så er det den rene jungle, når der er så mange konger at følge. Det er svært ikke at generalisere og stille stereotyper op. Og man danner på den måde en universel forståelse af kulturen i ghettoerne. Sådan tænker jeg, at det er for os ikke involverede danskere. Men selvom kulturforståelsen er universel, kan den jo godt være nuanceret. En kulturforståelse vil altid kun være er et midlertidigt resultat af en længere dannelsesproces. Man kan måske beskrive den som en mosaik, bestående af en million enkelte dele i forskellige farver. Mosaikken indeholder mange sorte brikker, men også nogle hvide brikker. De hvide brikker vil selvfølgelig skille sig ud, men det generelle billede af mosaikken vil stadig være mørkt. Min mosaik er måske halv halv af lyse og mørke farver. De mørke farver tilegner jeg mig fra medierne, når jeg hører om bandekriminalitet og skattesnyd. De lyse farver tilegner jeg mig, når jeg går langs strøget i Århus og møder hårdtarbejdende nydanskere, om det er i Shawarma baren eller i Nordea. Er min mosaik bedre end Mette Reismanns? Næ. Er Mette Reismanns mosaik mere rigtig end min? Næ. Men hendes mosaik er mere nuanceret end min. Mens min indeholder 1.000.000 brikker, indeholder hendes måske 100.000.000. Jeg kan ikke gøre min kulturforståelse bedre end det antal brikker jeg har til rådighed, men jeg kan tilegne mig flere brikker som jeg sætter mig mere ind i sagen. Og jeg har lov til at have min mosaik, for det har jeg jo lært i skolen. Det er en del af min almene dannelse. Den pædagogiske litteratur deler den almene dannelse i to teorier. Den materielle teori, som involverer indholdet i undervisningen, og så er der de formale teorier, som involverer alle de personlige egenskaber vi tilegner os, som evnen til at tænke, udtrykke sig, løse problemer, tænke kritisk osv. Man må sige at alle egenskaber er vigtige, når man skal debatere og løse konflikter. Jeg tænker jo over det, når jeg sammensætter alle mine brikker i min mosaik, og med min blog her, er jeg vel ved at sætte ord på mine tanker, som jeg forsøger at udtrykke, samtidig med at min hensigt altid vil være at løse eventuelle problemstillinger (tro det eller ej), som jeg har evnen til at stille mig kritisk for, fordi jeg har min mosaik. Men min mosaik er meget halv halv, så jeg siger, at jeg både kan lide og ikke lide nydanskere. Det må vel være i orden. Mette Reissmann har jo lidt flere brikker end jeg har, så hun tænker nok lidt mere over sin mosaik end jeg gør. Jeg tror også hun udtrykker sig lidt mere end jeg gør, når hun bliver sendt i Danmarks bedste sendetid. Jeg kunne også forestille mig, at Regeringen forsøger at løse problemer, når de ændrer på lovgivningen, så mon ikke hun har samme hensigt som mig. Og med Mette Reissmanns meget nuancerede mosaik kan hun jo forholde sig kritisk overfor asylpolitikken. Hendes mosaik er lidt mere mørk end min, så hun siger, at nye nydanskere er uønskede. 

FUCKING RACIST MAN! HUN ER JO PESSIMIST. HUN ER FUCKING NATIONALIST. HUN ER EN FUCKER DANSK FUCKING FOLKEPARTIST, HUN ER FANDER NEDME IKKE SOCIALIST!

Ja hold da op. Hvis der er nogen, der må føle sig uønsket så er det da Mette Reissmann. "Men hvad kunne jeg gøre anderledes", tænker Mette straks. "Vi har da ikke sendt dem en invitation, har vi? De må ihvertfald være ubudne gæster." siger Mette. "Regner vi med at de kommer? Man kan nok godt forstille sig, at der ikke er så rart i de ISIS invaderede lande, så helt uventede gæster er de nok ikke." tænker Mette. "Hmmm" lyder det fra en grublende Mette. "Nu er Danmark jo et lille land, med socialt belastede Ghettoer nok. Vi har heller ikke uendelige ressourcer, så det er nok ikke helt rigtigt at sige, at de er ønsket." Mette anstrenger sig hjerne, som hun aldrig har gjort før. To ord, vidt forskellig betydning. Ubudne Gæster eller Uønskede Gæster. Men Mette har jo oplevet dét, som vi alle frygter. Mette har holdt privat fest. Alle de smækre tøser fra 1.G er inviteret, samt alle de modne flotte drenge fra 3.G. Mette tænker "Yes en fed fest, ingen hæmninger, alle drengene er lækre!" men hvad Mette ikke ved, er at Karl Børge fra 3.T har hørt de andre drenge snakke om festen. Karl Børge hørte dog ikke, at det kun var for lækre drenge, og Karl Børge har fedtet hår, akne i hele fjæset og har ikke set skyggen af nye underbukser siden i fjor. Karl Børge møder op til festen, og Mette drikker sig så fuld, at hun ikke kan huske hvem eller hvad hun er, indtil hun ser Lottes SNAP af Mette og Karl Børge i fuld vigør. Mette møder ikke op i skole det næste halve år, og siger til sig selv, at næste gang hun holder fest, så skriver hun på facebook med stor fed skrift.

KARL BØRGE ER UØNSKET GÆST.

Vi danskere bliver forarget, åh vi bliver forarget. Hvordan kan man dog tillade sig at sige det! Karl Børge må føle sig stødt. Hvordan kunne du dog finde på sådan noget Mette. Men Mette er sin fulde ret til at udtrykke sin holdning. Karl Børge var ikke inviteret, men han kom til festen, drak Mettes alkohol, fyldte hele dansegulvet og ødelagde hendes mors flotte vaser. At Mette så drikker sig fuld og snaver Karl Børge i gulvet er så en anden sag. Jeg føler med Mette Reissmann. Det må svært at tale om en befolkningsgruppe, der ikke må omtales. For når det handler om store kulturelle forskelle mellem en stor gruppe og en minoritetsgruppe, så glemmer vi fuldstændigt vores kritiske evne, som vi har tilegnet os igennem mange år i skolen. Vi ser et problem i en person, der omtaler et problem - i stedet for at se det problem som personen omtaler. Og det er spild af alles tid. Det er lige så dumt, som at diskutere hvorvidt en motorvej skal hedde Silkeborg eller Herning...

          Næste gang jeg bliver almen dannelseshungrende dansker igen, så slår jeg mig selv i hovedet med fjernbetjeningen og skruer op for DIABLO III på min Mac istedet.

Thomas Lynge Sørensen