Jeg har den

Jeg har den. Jeg har fanget den nu. Jeg er rimelig stolt, hvis jeg skal sige det ydmygt. Jeg har lyst til at skrive det med en stor fed sprittusch på alle gymnasiets vægge, lige oven på Steffen Brandt og alle de andre med de store ord. For det her er rigtig stort. Altså, det er ikke den med blogindlægget jeg har fanget, men den med livet. Jeg har snasket og smasket og gloet – på den  opgavebeskrivelse i mange timer. Og ja, nu har jeg dog også fanget antallet af krav der stilles(det er knap så flot en præstation, vi har jo ligesom prøvet det før(det med kravene)), men hvad der er mere flot, er at jeg efter fire plader ’Quadratisch. Praktisch. Gut’ direkte importeret fra den dansk/tyske grænse, har fanget meningen med gymnasiet. De dannelsesdefinitioner ville jeg godt have læst i 1.G. For jeg var den første der skrev i sidste runde blogindlæg. Skrev om jeg kunne klare gymnasiet? Om jeg var gammel nok? Nu er vi i 3.G, og lige nu da jeg læste om dannelsesbegrebet, gik det op for mig at det lige netop var dette svar jeg søgte i 1.G. Hvis jeg dog bare kunne rejse tilbage og fortælle Xenia på 15 år, 47 kg. og en meget spæd stemme, at meningen med gymnasiet er at modellere min personlighed og adfærd til at være alment dannet, og begå mig alene i et stort samfund, samt at det rent faktisk lykkes de veluddannede og engagede gymnasielærere at få de fleste af de små poder ud med det rigtige resultat, hvis blot eleverne har en smule velvilje selv. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lænet mig lidt mere tilbage, nydt det, og blot ladet mig føre med. For det handler i det store hele om at slette ’ud’, og blot modtage ’dannelse’. Det vidste jeg i bund og grund nok godt, men hver gang har jeg undrende og irriteret tænkt, hvad Susanne Kofoeds prædiken om Kong Ødipus har med min udvikling at gøre. Helt ærligt, det er da total ligegyldig info! Men jeg kan godt se det nu. At alle de små ting hvor en lille Anders Breinholt popper frem med to skilte foran mine øjne og med en alt for lalleglad og upassende sang synger ’vigtig viden eller ligegyldig info’, at de tilsammen danner mig og gør mig til en gyldig statsborger(og minder mig trøstende om at man kan komme langt i livet, selv ved at fremføre dårlige klip og dele kaffekrus ud på TV). Nej spøg til side. Pointen er, at der heldigvis heller ikke kan defineres en fast skabelon for hvordan jeg skal ende ud. Der er nogle normer der skal følges, men disse kan også strække vidt og bredt, og selvom mange har prøvet at præcisere og simplificere forståelsen af ordet dannelse, så er det endnu ikke lykkedes nogle at lave en accepteret definition som man har holdt ved, medmindre den strækker meget bredt og bestemt ikke spænder os fast med livrem og seler. For 300 år siden var dannelse fortrolighed med klassisk kultur og sprog, og senere blev der fokus på den brugbare statsborger der kunne udføre håndværksfag. I dag har vi lidt af det hele. Individet beslutter selv hvilken af vejene man finder mest brugbar, og hvis man ikke ved det, kan man få lidt af det hele, ved at vælge det almene gymnasium, som jeg. Her er der både Grundtvig, latin og praktisk udførelse.

Ifølge ’Hofstedes pc-pyramide’(fedt navn, det bliver nørdet det her), kan mennesket snildt anskues som en superavanceret computer, der som Hassan Preisler ville have sagt det, løbende bliver opdateret med top-notch ny software. Pc-pyramiden bygger på 3 lag. Det universelle som er nedarvet, og som man ikke kan ændre. Altså grunden til at jeg ikke kan udtale bogstaverne k og n efter hinanden, og at jeg aldrig mister lysten til flødekager. Ligesom min farfar og hans far. Dernæst bygger den på kulturen man lever i, og til sidst ens særegen personlighed hvor noget er nedarvet og noget er tillært. Det er ét stort virvar, hvis man skal dele alt ved et menneske op i disse 3 kategorier, og sige hvor det kommer fra, for det er der vidt forskellige meninger om, alt efter hvilke psykologiske briller man kigger med. Hvis man f.eks. skal forklare hvorfor jeg aktivt har valgt at være ikke-ryger, vil den postmoderne psykologi forklare det med at jeg mener cigaretten vil være en rekvisit, der vil signalere noget dårligt om mig, mens adfærdspsykologien vil sige det er en påvirkning fra mine omgivelser, fordi ingen i min familie eller tætte vennekreds er rygere. Hvis man valgte den sidste, vil det være menneskene man færdes iblandt, som påvirker en. Hvis det er rigtig mange mennesker, kan man ligefrem kalde det for kulturen man lever i. Netop det med kulturen er interessant. Kultur er alt det mennesker skaber og gør i flok, og kan være utrolig svær at beskrive og sætte sig ind i. Folk agerer efter den kultur de lever i, og ser ikke noget mærkeligt i det, for det er normen. Man slapper af i sin kultur. I Danmark har vi en kultur hvor vi knytter en meget stærk, rar og beroligende følelse til noget meget materielt – nemlig vores hjem. Vi har brug for ’at komme hjem’, for at koble af. I Tibetansk kultur er det anderledes. De har ganske vidst også et sted de bor med deres familie og deres ting, men de kalder det blot et hus i stedet. De har ikke de samme følelser knyttet til det, fordi deres kultur er at de altid er i og omkring hjemmet, og derfor ikke mærker følelsen af at være væk, og komme tilbage til de trygge rammer. Når jeg er på ferie, eller blot har en lang dag i skolen, glæder jeg mig til at komme hjem, for det er her jeg slapper af. De har det godt med deres, og vi ligeså med vores. Det er kulturen man lever i, og man har svært ved at forstå de andre kulturer, og kan måske ligefrem se ned på dem, fordi man kun er robust dannet til at forstå sin egen kultur. Men hey, nu definerede jeg før, at man slapper af i sin kultur… Men er det rigtigt? Jeg har ikke selv prøvet andet, men ifølge Hassan Preisler, er det tydeligvis ikke en selvfølge. Han er dannet forskellige steder i forskellige kulturer. Han er et sammensat menneske af Charlottenlund, Bern, Tyskland og nogle vil endda tilføje Pakistan. Selvom han ligesom dig og mig elsker røde pølser og lyshårede piger, så er han stadig ikke tilpasset min kultur 100 procent, og jeg KAN ikke forstå ham. Jeg laver en etnocentrisk beskrivelse af ham i mit hoved, og hvor end meget han selv synes han er som dig og mig, så kan han ikke blive det i mit hoved, alene måske af den grund at hans hud er chokoladebrun. Utrolig smuk, men fordi jeg ser ham med udgangspunkt i mig selv, kan han altså ikke blive ligesom mig. Basta. Men det er også dannelse. At lære at se og forstå andre kulturer. (Det er godt der er et halvt gymnasieår endnu(håb forude for at jeg stadig kan nå at føle mig i ét med Hassan))

Men det kan også være på lavere niveau, end at skulle identificere sig med Bern og Tyskland på en gang. Vi kære venner – har alle mærket blot at skulle passe ind i en anden kultur i Danmark for et par dage. Det er mærkværdigt. Blot fordi der er vand hele vejen omkring et sted, og det har en mindre overflade, så skal det føles anderledes, og folk skal opføre sig anderledes. Jeg er klar over at skyer samles over land, og der derfor vil føles mere åbent på en ø, fordi der er så meget kant der munder ud til hav, hvor skyerne holder sig fra, men dette kan ikke gøre det alene. Jeg havde 5 minutters ro på en kirkegård på Tunø, hvor jeg sansede og skrev således: ”Svend Olesen og Ulla Olesen står der på en gravsten. De har sikkert boet her på øen som ægtepar i mange år. Jeg fornemmer at kirkegården er fyldt med øboere, som har lagt sjæl i dette sted og øen, og for hvem det er et betydningsfuldt sted. De går lidt mere ind i deres sted end andre mennesker, fordi netop deres sted er så specielt.”. Jeg har virkelig følt atmosfæren, og det betydningsfulde i stedet – og ikke mindst haft dyb respekt for det. Det er en af de mange gode oplevelser, der tilsammen har dannet mig gennem disse 3 år. En af dem jeg vil kalde knap så ligegyldig, selvom den virker harmløs når den står alene, men sammensat med alle de andre mange opgaver, tanker, diskussioner, oplevelser og indtryk, er jeg på rette vej til at blive et dannet menneske der passer ind i den danske kultur og samfund, og kan nu se essensen med det hele. Jeg slutter snart af, og siger tak for tre forrygende år. De kostede mig mange kriser, men netop de kriser er gymnasiet vel designet til at få mig i, så jeg bliver rustet nu, og lærer af dem nu, i stedet for først at ramme dem om 20 år. Jeg føler mig ikke færdigdannet. Men langt mere dannet end i 1.G, og klar til at starte på videre uddannelse.

Xenia Kjærsgaard 

En tidsmaskine tak!

"Du er ikke gammel nok. Du er ikke moden nok. Du har det samme som de andre, og så alligevel så lidt erfaring." Sådan siger det igen og igen og igen inde i mit hoved? Spørgsmålet er, om jeg er klar til alt det her?

Jeg er sikkert ikke den eneste, der tænker sådan. Vi skal vel bare kastes ud i det. Til tider vil livet altid føles som satan selv, men hele pointen ligger i de første to ord i denne sætning. Til tider. Det må aldrig nå til punktet, hvor det er en blivende tilstand.

Det her er virkelig ikke satan, og det er heller ikke en billet til helvede. Jeg har altid sagt nej til gymnasiet. Bare tanken om det har altid givet mig stress. Måske har det noget at gøre, med at jeg altid har gået så meget op i hjemmearbejde, og ikke har kunnet slække på det, men mest af alt nok bare har ønsket et liv uden. Det kaldes at være pligtopfyldende.
Men den fine facade holdte ikke så længe. Midt i 8. klasse blev jeg mere selvstændig. Eller moden er nok et mere rigtigt ord. Jeg tog første skridt mod at blive voksen. Løsrivelse. Jeg brød næsten kontakten til mine forældre, og opdagede hvilket fantastisk socialt liv, jeg var gået glip af i mine år som tryghedsnarkoman. Det skridt var så samtidig også første skridt mod gymnasiet. Jeg ændrede holdning, og kunne se hvordan muligheden i alle de sociale fælleskaber langsomt begyndte at overskygge tanken om lektierne. Til sidst glædede jeg mig ligefrem til disse tre år.

Derfor tror jeg også disse år for mig mere handler om min personlige udvikling end det faglige, og det bevis jeg gerne skulle gå herfra med. Den tanke redder mig ofte.

Man hører dagligt ældre eller tidligere elever karakterisere de tre år jeg står foran.

1. år er barnemad..
2. år er hård kost.. 
3. år er ikke til at tygge!..  

"BARNEMAD?!" står jeg så og råber. Jeg synes, det er rigeligt svært lige nu. Lige der er jeg blevet ret god til at vende tilbage til tanken "det handler om det sociale". 

Drømmen om en tidsmaskine kommer ind i billedet her. For har jeg valgt det rigtige? Jeg vil gerne hoppe tre år frem i tiden og stoppe den der. Stoppe op og tage uddannelsen mens jeg er 19. For det der dagligt nager mig lige nu, er om jeg er klar til det her? Fagligt tror jeg ikke, det vil gøre den store forskel hvis jeg var et år eller to ældre, men man skal også være klar socialt. Folk i min klasse er ældre end mig. (Lige bortset fra den høje, bredskuldrede fyr, som alligevel ingen dørmand i landets weekendnætter vil tøve med at lukke ind..) Ganske vidst er de fleste kun omkring et år foran, men alligevel udgør det en stor procentdel, af de år vi i alt har haft til at udvikle os.
Her kan jeg stoppe mig selv igen. Lige nu siger jeg uden at tøve, at det er dem der er et år foran.

Men da jeg for ca. et år siden stod med det svære, valg om jeg skulle på efterskole eller ej i 10. klasse, var jeg sikker på, at det ord skulle lades negativt. Jeg var bange for at vende tilbage til gymnasiet næste år, hvor alle mine tidligere venner var smuttet over efter 9. klasse, og så nu være et år bagud - i forhold til dem. Jeg havde aldrig tænkt tanken, at jeg samtidig vil være et år foran (eller på alder med) mine nye klassekammerater. Så er det dem, der er et år bagud, eller er de foran? Er jeg foran, eller er jeg bagud? Alt er vel normalt. Så længe vi holder os inden for en alder mellem femten og tyve.

Her den anden dag var der så, en der kom med erkendelsen. Om det var det faglige eller sociale, kan jeg ikke sige. Men hende som vi andre ellers havde set som begavet og udadvendt, synes ikke selv hun var klar. Hun nåede efter en måned at skifte om og tage sit andet år på efterskole.

Der må jeg indrømme, jeg kom i tvivl. Jeg havde ikke tænkt tanken, at man kunne skifte nu. Jeg er glad for stedet og menneskerne - der var ikke nogle, der kunne gøre min hverdag bedre. Men hallo! En ny klasse næste år vil vel kunne gøre det samme. Eller hvad? Jeg kan hverken se frem eller tilbage i tiden.

Nu griber jeg det jeg har, og det bliver helt sikkert godt. "Så kys det dog det satans liv" som Steffen Brandt så smukt citerer i cykelkælderen under gymnasiet. Jeg ved ikke, om et år på efterskole vil have gjort det nemmere, eller det vil være spildt, og jeg vil have et år mindre i den anden ende. Jeg kan ikke spole i tiden. Livet er ikke satan, men satan vil altid kunne ses til tider - også der hvor man mindst venter ham. Men så længe det kun er til tider. 

//Xenia