ET BÆREDYGTIGT-BLOGINDLÆG

Kære blog

Mennesker verden over stræber efter den så eftertragtede bæredygtighed. Når noget er bæredygtigt sikrer det de senere generationer af mennesker.  Man forbedrer gennerelle forhold og sager for at hjælpe flere folkeslag end bare det enkelte individ. Bæredygtighed hænger derfor også sammen med at der findes nogle problemer og diskussioner i verden, som i fremtiden kan komme til at udgøre en trussel for tilværelsen.

Regnskoven er et meget omdiskuteret emne i dag.  To parter krydser klinger, og ingen giver sig uden kamp. Olieindustrien mener at deres måde at drive regnskoven på er bæredygtig, såfremt som dyrebeskytterne mener at deres er den korrekte måde. Hvis jeg var en regnskov ville jeg ærligt talt foretrække at blive passet og plejet, frem for at blive jævnet med jorden, og få hældt en spand olie i trækronen. Til gengæld ville jeg, hvis jeg var et menneske, godt kunne bruge nogle lækre veje at køre på, da det ville kunne give mine landsbyvenner en større indtægt, i form af for eksempel besøgende turister. Dyrebeskyttelsen, ville give dem en mindre sum penge, men ingen veje eller andet nyttigt. De ville som udgangspunkt kun give en garanti for dyrenes og planternes overlevelse.

Spørgsmålet er i bund og grund om folk har viljen til at se bort fra deres griskhed, for at give deres efterkommere en verden der er værd at leve i. Måske har pengenes fortryllende effekt større tag i menneskeheden, end skrækforestillingen om en verden i forfald.

Jeg er selv blevet påvirket fra barnsben af den verden vi lever i. Forestillingen om penge, som redningsmand i alle former og afkroge af situationer. Som menneske ser man altid hvordan folk køber flere biler, elektroniske apparater, jacuzzi og en fortsat stigning i rygningen.

Jeg erindrer en morgenstund, jeg sad i kø i min bæredygtige bil (den kan da i hvert fald bære mig). Der sad jeg så, midt i den stressende og hektiske morgentrafik. Tænkte filosoferende tanker om verdens større diskussionsemner. Den foran holdende bil osede af sod og ren CO₂. Jeg mærkede den kraftige påvirkning af CO₂ i lungerne. Det var som om mine lungerne ikke ville acceptere den skadelige drivhusgas, og jeg fik et betydeligt vejrtrækningsbesvær.

Jeg mener at vi som mennesker der sidder solidt på toppen af fødekæden skal til at overveje gevaldigt om vi har viljen og modet til at sikre menneskets fremtid. Det kræver at vi også retter vores blik mod naturen. Naturen er en stor hjælp i sig selv, og en af de mest bæredygtige redskaber for mennesket. Det må være muligt at finde en løsning hvor der både er plads til mennesket og naturen på denne planet. En bæredygtig løsning.

Peter (2. S) og Ulven (1. S) <3

    

ตายมาจากข้างบน

Når jeg tænker på bæredygtighed, så tænker jeg på regnskoven. Mit første møde med ordet ”bæredygtighed” var på min rejse igennem Thailand sidste sommer. Jeg var ude på en guidet tur i junglen med far. Turens mål var at opsøge en tiger og iagttage dens adfærd. Tigeren blev i Thailand kaldt ”ตายมาจากข้างบน”, som på dansk betød ”Død fra oven”. Navnet havde den fået tildelt sig efter dens angrebsstrategi. Derfor var jeg utryg på vores færd igennem den thailandske vildmark. Efter et par timers vandren hører jeg en høj lyd i det fjerne, nærmest mekanisk. Det føltes som om lyden kom tættere og tættere på. Jeg spurgte undrende guiden hvad det var. Han besvarede rutinepræget, med en skæv accent på mit spørgsmål: ”Det er skovhuggere. De fælder skoven, så det nye projekt kan igangsættes. Det nye projekt omhandler anlæggelse af et nyt boligområde og det kræver at en stor del af junglen bliver ryddet så der er plads til de mange huse. Dette nedsætter bæredygtigheden, da en masse arter bliver truet, måske endda udryddet, og skoven vil forsvinde”. Som afslutning på disse ord ruller en enorm bulldozer forbi os, og i det sekund går det op for mig hvor omfattende et projekt det var. Det fik mig straks til at tænke på hvor truet verdens regnskove egentlig er. Hvad nu hvis der om hundrede år ikke længere eksisterede regnskov? Hvad hvis menneskeheden havde fældet og brændt de mange levesteder for tusindvis af dyr? Hvad skulle der så blive af alle dyrearterne? Ville de forgå, eller tilpasse sig i nye, fremmede miljøer? Og er det overhovedet muligt for dem? Men som jeg stod der og lod mine associationer få frit løb, blev jeg pludselig meget lille og magtesløs. Dette problem var større end mig. For hvad kan man gøre? Man hører altid om diverse indsamlinger fra hjælpeorganisationer som donerer et flercifret beløb ned til... ja til hvem? For hvor ender de mange penge henne? Hvad bruges de til? Er den usle sandhed egentlig bare at disse ”hjælpe”-organisationer selv benytter sig af summen fra landets naturelskende og samvittighedsrige borgere? Jeg donerede engang selv en plovmand til en random hjælpeorganisation som støttede Amazonasjunglen. Men har man hørt om forbedringer, nej!  Når man sætter tid af og penge til et projekt, forventer man at få et positivt resultat. Men når der aldrig er feedback eller nogen delkonklusioner på ens arbejde mister man motivation og lyst samt igangsættelse af en kritisk, voksende tankegang. Så her står man i midten af problemet, hvor skove forsvinder og dyrearter udryddes, og tænker: ”Hvad fuck kan man gøre?”

Magnus H 1.S 

Kristin 2.S

Den sorte kat på vejen - Marius og Asbjørn

Tager vi for let på klimaforandringerne? Jeg har i hvert fald gjort. Det kan godt være at jeg har tænkt lidt ekstra over at slukke lyset eller tage et lidt kortere brusebad, men når det kommer til stykket har jeg ikke kunne mærke klimaet ændre sig. Alle disse handlinger kan sammenlignes med at spytte sig selv over skulderen når en sort kat krydser vejen. Det handler om følelsen af tilfredsstillelse når man udfører en handling som efter sigende skulle hjælpe til at afværge VERDENS UNDERGANG!

Forleden kom stormen ved navn Bodil til Danmark. Alle mærkede dens ødelæggende kraft, og var tvunget til at tage stilling til hende. Jeg har været af den overbevisning at klimaforandringerne bare var noget man kom til at mærke i udlandet udenfor min generations levetid, og noget forskerne og politikerne plaprede op om for at få omtale, men nu hvor to store storme har været over Danmark, og konstant hører om rekordhøje bølger og brændende temperaturer, er klimaforandringerne blevet en realisation for mig. Da Bodil rasede over Danmark, så jeg klimaforandringerne lige for øjnene af mig, da træet i min have knækkede midt over. Her så jeg alvorligheden af klimaforandringerne. Jeg husker da jeg var mindre, hvor jeg havde set den uhyggelige TV-avis og skræmt spurgt min mor: ”Kan det også ske her hvor vi bor?”, hvor hun beroligende svarede: ”Nej lille skat, Danmark ligger et sikkert sted hvor tornadoer, flodbølger og jordskælv og alle de andre onde ting ikke kan nå hen”. Det beroligede mig dengang, og jeg har troet på det lige siden, men nu skal der gøres en forskel.

Men kan det at redde verden overhovedet være simpelt? Redder du verden ved at slukke lyset og tage et kortere brusebad? Nej selvfølgelig gør du ikke det. Kuldioxidindholdet i atmosfæren er steget drastisk siden industrialiseringen begyndte, og vores klima forandres hurtigere end nogensinde før. På grund af forbrændingen af fossile brændstoffer øges drivhuseffekten, og vores atmosfære bliver mere og mere tyk, så varmen ikke kan komme ud igen. Dette resulterer i at vores jord får sværere ved at komme af med varme og temperaturene begynder derfor at stige.

Vi bliver nødt til at reducere kuldioxid-udslippet, og det kræver langt mere end bare at spytte sig selv over skulderen, når den sorte kat er i TV-avisen. Vi bliver nødt til at gøre en indsats, for at gøre vores allesammens kære jord bliver bæredygtig.

Økonomi eller miljø?

Kære læser

Overskriften er et af de helt store spørgsmål, som verden kredser om. Meget af det træ, der bliver fældet i regnskovene, sker på en uhensigtsmæssig måde. Vi behandler skovene elendigt; så elendigt, at vi bliver nødt til at markere den slags træ, der er fældet på den optimale måde. Det vil sige, at der f.eks. mindst skal gå 30 år, før man hugger fra det samme sted. Eller at man lader grenene ligge når træet er fældet, fordi de er meget næringsrige og gode for jorden. Med andre ord, er det ekstremt, at det normale er at rydde skovene elendigt, og unormalt at behandle dem på en ordentlig måde. Hvis vi hopper til regnskoven i Ecuador, er regnskoven i alvorlig fare. Her bliver der kigget meget på spørgsmålet, om man skal prioritere økonomien frem for miljøet, når man fælder jordens livsvigtige træer. Måden man definerer en regnskov på, er at det mindst skal falde 100 mm regn om måneden og at gennemsnitstemperatuen skal være på mindst 18 grader i den koldeste måned. Regnskoven bliver fældet til fordel for landbruget, fordi jorden er så næringsrig. Men jorden holder kun to til tre sæsoner og derefter er jorden for næringsfattig til at kunne dyrke. Derfor går landbrugerne bare videre til et nyt stykke regnskov og efterlader den tidligere i brak. De sørger ikke for, at jorden kan genplante sig selv, så et brugt stykke jord, er et tabt stykke jord. Ressourcerne udnyttes simpelthen ikke optimalt nok. Jordens ressourcer er livsnødvendige, og det er netop vigtigt for tiden at vi fokuserer på at anvende alternative energikilder, da der er pres på klimaet. Men ikke kun at det skal være bæredygtigt, for mange af de bæredygtige ressourcer er der stort pres på for tiden. Jeg sad i dag og læste et par artikler i biologiundervisningen med min gruppe der omhandlede biomasse som alternativ energikilde, og vi kom hurtig i diskussion, om udvindelsen af biomasse er bæredygtigt nok. Biomasse dækker over alt slags biologisk materiale, som kan omdannes til energi. Problemet er at mange af disse råvarer kræver meget plads at dyrke på. Plads som vi netop mangler, fordi at jorden det skal dyrkes på bliver behandlet forkert. Mange dyrker i regnskovens jord, da den er meget næringsrig, og kan give bedre afgrøder. Men er det etisk korrekt at bruge jordens lunger til at forsørge menneskene og vores behov? Og kan det betale sig økonomisk? Jeg synes, at det er forkert at bruge regnskoven til at dække menneskets behov. Dels fordi, det forurener voldsomt meget, men især også fordi både plante- og dyrelivet skades. Hvorfor skal det gå ud over dyrene, bare fordi vi gerne vil kunne skrive på et papir, eller ligge i en kvalitetsliggestol, som begge laves af træ? Jeg synes som det mindste, at vi kunne sørge for at skovene blev  bygget op igen, så både plante- og dyrelivet ikke går tabt, og råvarer til alternativ energi kan dyrkes her. Men det er langt fra virkeligheden. Problemet er svært at løse, og der findes tusindevis af forskellige holdninger til det. Når vi ødelægger naturen i den grad, som vi gør, bider vi os selv i halen, da vi selv er en del af naturen. Vi kan finde utallige undskyldninger til at vedvarende energi er en dårlig idé, men i bund og grund er der vel ingen undskyldning. Der er en grund til at der er så stor fokus på det - det er nemlig nødvendigt at fokusere på både naturens, vores og de næste generationers fremtid.

Xenia og Nikolaj 

Bæredygtighed længe leve!

Der er så mange, der snakker om bæredygtighed. Jeg er ikke helt klar over, om jeg skal tage ansvar for vores fremtid på en aktiv måde eller blot se på andre, der forsøger at ændre vores nuværende verden. Jeg bliver helt forvirret over, hvor jeg skal forsøge at hjælpe, da der er så mange muligheder.

Forleden blev jeg præsenteret for hele tre forskellige punkter på en dag. 

Det startede med et foredrag af arkitekten Jan Gehl. Jan Gehl er aktiv i kampen om, at verdens befolkning skal være mere bæredygtig og tænke over miljøet. Dette er der flere eksempler på, blandt andet har han på halvt andet år forvandlet en by i Rusland fra at være fuld af en masse store biler til at være mere cykel venligt og en del af bilerne er også kommet væk fra byens gader. Et andet sted verdens befolkning skal være mere bæredygtig, er i forhold til biomasse herunder biobrændsel. Biobrændsel kan udformes på flere nytænkelige måder blandt andet i form af alger, elefantgræs og når man går fra halm til ethanol. Dette kan kobles sammen med Jan Gehls forestilling om, at byerne er bedst uden de mange store biler. Det sidste punkt jeg blev præsenteret for var regnskoven. Gennem tiden har regnskoven forandret sig meget. Der var engang, hvor træerne stod tætte og de tomme arealer var små. Efterhånden som vi mennesker i 1800-tallet fandt en fordel i, at dyrke landbrugsjord og lave møbler af godt og holdbart træ er regnskoven blevet tømt for træer. Efterspørgslen på de tropiske træer er blevet meget eftertragtet, da træer har en bedre holdbarhed, var flottere og billigere at producere end træer fra Europa. Af de disse tre punkter kan jeg bedst sætte mig ind i problemet med manglen på træer i regnskoven. Dette skyldes dog ikke kun problemet med manglen på træer, men grundet at jeg har en forkærlighed for dyrene der lever i regnskoven.I regnskoven havde de oprindeligt plads til at udfolde sig og udnytte deres evner. Men dette har vi mennesker gennem tiden været så dumme og taget fra dem..

De tre former af bæredygtighed forvirrer mig stadigvæk en del. Jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg skal begynde og hvad jeg reelt skal udføre af arbejde. En ting er dog sikkert, jeg vil kæmpe for dyrene i regnskoven, og håber på der engang vil vokse nogle træer op i regnskoven igen.

Peace out 

- Cecilie og Line

Er det bæredygtigt?

Bæredygtighed. Bæredygtighed min røv. Jeg stod op i morges, og ved I hvad? Alting var præcis som det skulle være, solen skinnede, fuglene sang og jeg var hverken druknet eller brændt levende. Jeg gik til skole, alt var grønt og jeg så en masse træer på min vej. Hvorfor snakke om klimaforandringer når alt er fint? Alle de der klimatosser der snakker om at plante flere træer, har de aldrig kigget ud af deres vindue? Der er jo træer over det hele! Jeg så en landmand på min vej til skole, han sad og smilte i sin traktor, glad og tilfreds med det hele. Han så ikke ligefrem ud til at mangle noget, i den der 500.000 kroner miljødræber af en traktor han kørte rundt i. Han udnytter det miljø som vi andre bruger så meget energi på at beskytte, og vi bliver bare ved med at pumpe penge ind i klimabeskyttelse. Vi kunne fandme lige så godt bare give ham pengene i hånden! Mens han sidder der og pulser i hans traktor, er der folk der dårligt nok har til vejen og dagen, og det kan da godt være at folk ikke har til at leve, men hvad med blomsterne?
 Der er intet som at se en hær af biler på skolens parkeringsplads, og så på ”bæredygtighedsdag.” De burde fandme bare tage bussen de miljøsvin. Hvis det betyder nok for dem til at det skal overtage skolen en hel dag, så må de fandme også tage sig sammen og tage bussen, eller cyklen for den sags skyld, men det er sgu nok for hårdt.
Der er fandme mange måder at rede verden på: plant træer på et areal svarende til USA, byg en milliard vindmøller eller lav mere miljøvenlige biler for så derefter ikke at køre i dem. Et hav af idéer findes der, den ene dummere end den anden.

Der var især en problemstilling der sprang mig i øjnene, regnskoven, mere specifikt fældningen af regnskoven. Folk fælder kæmpe stykker af regnskoven, tager det de skal bruge og lader resten tørre ud og dø, og hvorfor ikke?
Vi har fået et kæmpe areal til rådighed, og det ville da være en skam ikke at udnytte det vi har, for at beskytte nogle få dyr, de har vel haft de samme muligheder for at udvikle sig som vi har. Man burde fandme bare fælde hele lortet, tage det vi vil have og bygge et atomkraftværk. Det er fandme bæredygtigt! Så har ham landmanden også mulighed for at få fast arbejde når jorden ikke holder længere, to fluer med et smæk! Jeg gad godt at møde en der kunne argumentere for at bevare regnskoven, en der kan bevise at de problemer vi har blandt andet kommer fra at vi fælder regnskoven, men det er der jo ingen der kan.

Vi har så tralvt med at finde på problemer at vi helt glemmer at løse dem vi allerede har, kan det virkelig passe at det er regnskoven og miljøbevarelse der skal have førsteprioritet? Er det bæredygtigt?

Anders og Rasmus.

Hvilket liv

Al den her snak om klima og miljø gør mig bekymret, eftersom jeg føler mig ganske meningsløs og afvæbnet i kampen mod den globale opvarmning. Jeg ved at der er mange ting at gøre imod dette problem, og at der er mange ting som bliver gjort, men når jeg hører om omfanget af problemet bliver jeg grebet af en følelse af håbløshed. Hverken vindmøller eller atomkraftværker ser ud til at kunne få CO2-kurven knækket, for slet ikke at tale om at vende den. Vi fælder skoven som sørger for at optage CO2’en, foruden at den sørger for, at vi kan trække vejret. Vi kører rundt i biler, som er alt for tunge og bruger alt for lidt af den energi vi fylder i dem.

   Alt dette medvirker i den globale opvarmning, og des længere tid vi venter på den banebrydende opfindelse som redder os alle sammen, des sværere bliver det at redde os når denne teknologiske superhelt ankommer.

   Jeg taler om problemer som har en stor effekt på alle mennesker på jorden, men jeg selv sidder mageligt i min lænestol foran mit flotte B&O TV, og bruger 170 watt i timen. I Sydamerika til gengæld, hvor det i forvejen er varmt nok, har menneskene nok ikke den luksus. Jeg forestiller mig at de enten fisker eller ligger søvnløse når de overhovedet skænker miljøet en tanke. Dog dømmer jeg dem ikke. De har måske en tiendedel af de muligheder jeg tager for givet, hvis ikke mindre, og alligevel pålægger vi dem en del af ansvaret for den globale opvarmning. Hvis de altså overhovedet ved den eksisterer.

   Havde jeg været fra Ecuador, er jeg usikker på hvorvidt jeg ville skænke miljøet en tanke. Jeg er bange for at jeg i højere grad ville gemme mig i et telt for vilde dyr, før jeg tænkte på noget som helst. En Sydamerikaners liv er, forestiller jeg mig, ikke så fuldt tryghed og forudsigelighed som mit eget, men i højere grad uforudsigeligt og spændende. Den mængde spænding der findes i denne livstil er dog nok for meget for en dansker som mig selv, der ærligt talt helst vil sidde i sin lænestol foran sit TV og brænde 170 watt af i timen.

   Jeg har i dag lavet en fremlæggelse på skolen om vegetabilsk elfenben, og om hvordan livet i Ecuador udfolder sig. Vi har i min klasse haft en storstilet diskussion om snyd eller uddannelse, og er ikke kommet frem til en endelig konklusion på klimaproblemet. Diskussionen gik på hvorvidt Randers Regnskov skulle have lov til at undervise børn i Ecuador, eller om et større olieselskab skulle have lov til at ødelægge naturen i området, foruden at kaste en atombombe og flyve væk i en helikopter.

Jeg tvivler i det hele taget på at der er en endelig løsning på klimaproblemet i det hele taget, men hvis vi ville løse det, kunne vi.

   Det ville blot kræve en markant ændring i vores livsstil.

Esben Sig Gjerløff og Steffen Jensen