Jeg er ham...

I mailen stod der at jeg ikke var kommet ind på holdet. Jeg var helt færdig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg havde spillet teater i 7 år. Jeg havde været med til alt på filuren. Alle mine venner var der. Det var dem jeg havde noget til fælles med. Jeg hørte jo til der. Jeg kunne ikke bare høre til et andet sted. Hvorfor var jeg ikke god nok til at komme på TU holdet? (TU står for Talentudvikling). Fra den dag stoppede jeg med at spille teater. Jeg vidste det ikke på daværende tidspunkt, men det gjorde jeg. Jeg overvejede at melde mig på et andet hold, altså et almindeligt tilmeldingshold, men da jeg blev ved med at brokke mig, foreslog min mor at jeg tog en sæsons pause, (en sæson er et halvt år) for at tænke over det og komme ordentligt i gang med gymnasiet (hvor jeg for øvrigt havde valgt musik-matematik-fysik linjen i stedet for musik-engelsk-drama linjen). Det var egentlig fint nok, men jeg vidste ikke helt hvor jeg hørte til. Var jeg musik-nørd eller fodbold-nørd eller ingen af delene? Jeg vidste jo godt at jeg spillede musik, men ikke at det var min identitet. Jeg troede jeg var ham der spillede teater. Efter efterårssæsonen havde jeg ikke lyst til at starte til teater igen. Jeg havde tænkt over det, og var kommet frem til at hvis Ane og Sune (to af lærerne på filuren) ikke mente at jeg var dygtig nok til at komme på TU linjen, så skulle jeg nok slet ikke spille teater. De er jo trodsalt professionelle. Men jeg var sku (i mere eller mindre grad) i en identitets krise, jeg havde altid været ham der spillede teater, hvem var jeg nu? Ham der spillede musik? Nej, for jeg gik (og går sådan set stadig væk) i en klasse hvor 2/3 dele spillede musik. Jeg kunne ikke (som Hassan) være hvem som helst. Jeg var hvem som helst. 

Jeg var ikke længere ham der skilte sig ud.

Hvis fyrtårnet ikke havde været her havde det lignet den kirke min klasse blev konfirmeret i. Jeg blev ikke selv konfirmeret, da jeg allerede dengang vidste at jeg ikke var kristen. Jeg vidste ikke helt hvorfor (måske bare for at skille mig ud). Jeg blev i stedet nonfirmeret (hvilket min computer ikke synes er et ord (hvilket passer enormt godt til det jeg kommer til lige om lidt) (Et halvt år efter jeg blev konfirmeret spillede jeg forøvrigt en teater forestilling hvor jeg spillede, ja, rigtig gættet, præst.)). Der er en del i min omgangskreds der ikke helt forstår at jeg blev nonfirmeret. Altså det er ikke det, at jeg ikke blev konfirmeret, men det at jeg valgte at holde en fest, hvor jeg fejrede nonfirmationen. ”Hvis du ikke blev konfirmeret er der jo heller ikke nogen grund til at holde festen, så er der jo ikke noget at fejre.” Den kommentar har jeg fået en del gange, og jeg svare altid det samme: ”Jeg synes at det er en lige så stor beslutning, hvis ikke større, at vælge kristendommen fra som at vælge den til.” Selvfølgelig med en undertone af at jeg skiller mig ud. Lad os lige tage et par sekunder hvor vi tænker over ordene ”konfirmation” og ”nonfirmation”. Så går vi videre (i skal forestille jer at jeg ventede ca. 5 sekunder før jeg gik videre). Nej (Sådan noget pjat.  Det ville være et ret kedeligt blok indlæg hvis jeg bare skrev ord i skulle tænke over). Jeg har slået ordet konfirmation op på internettet (hvor ellers? I et leksikon? (ved I godt hvad det er? … det tager vi en anden gang)). På folkekirken.dk skriver de: ”Ved konfirmationen i kirken bekræfter Gud det løfte, han gav ved dåben og konfirmanden modtager konfirmationsvelsignelsen.” På wikipedia skriver de: ”Konfirmation (af latin confirmatio ≈ bekræftelse) er en kirkelig handling, som bekræfter dåben.” Altså ca. det samme, bare forklaret på en kirkelig måde og en teknisk måde. Jeg hæfter mig ved den lille parentes i det fra Wikipedia: ”(af latin confirmatio ≈ bekræftelse)”. Her har vi at gøre med et bølget ligheds tegn, hvilket jo betyder (jeg bruger ordet: ”jo” for at gøre det tydeligt at det er noget vi alle bør vide): Nærmest lig med. Altså betyder konfirmation ”bare” bekræftelse (godt lavet Lasse. det brugte du så lige 10 linjer på at udrede). Til konfirmationen går man altså op til en præst og siger: ”Det der mine forældre bestemte for mig for 14 år siden, det er fint, det fortsætter vi bare med.” Jeg tog der imod et valg om (teknisk set) at gå mod mine forældres beslutning. Jeg valgte (som 14årig) at sige: ”Jeg har kigget lidt på det. Det giver sku ikke helt mening for mig. Jeg har, som 14årig, fundet ud af at meningen med livet ikke er kristendommen. Jeg vil noget andet.” Hvis det ikke er en fest værd, så ved jeg ikke hvad der er. 

Jeg er ham der ikke blev konfirmeret.

Næste afsnit bliver nok lidt hårdt, men vi prøver. 

Kort tid efter min nonfirmation (4 måneder og 14 dage), den 16. Juni,  døde min far (Jeg har også en gang spillet et teater stykke hvor jeg skulle dræbe min far (altså ikke min rigtige far… i er med ik?)). En af mine venner spurgte mig om jeg så ikke blev en smule religiøs. Og nej, det gjorde jeg ikke. Jeg tror ikke på at nu fløj min fars sjæl et eller andet sted hen og levede videre. Men jeg tror på at minderne om ham lever videre i mig og i resten af hans familie og i hans venner. Jeg tænker tit: ”Hvad ville far have gjort?” eller: ”Hvad ville far have sagt?” Jeg er ked af at han ikke er her mere, men jeg er (undskyld mit fransk) fandeme glad for at han nåede at være en del af mit liv. Min far og mor gik fra hinanden da jeg var 2 år, derefter så jeg kun min far hver anden weekend. Og bevares det var da pisse hamrene hårdt ikke at se ham i næsten to uger i mellem hver gang. Men til gengæld var de weekender også bare helt fantastiske, for når vi endelig var samme, var vi sammen hele tiden. Da jeg var teenager manglede jeg en at snakke med omkring alt det man kommer igennem. Jeg tror jeg har haft svære end andre ved nogle ting, da jeg ikke kunne spørge min far til råds. Men jeg tror også at jeg har haft nemmere ved nogle ting. Jeg har fået og vide at jeg er blevet voksen hurtigere. Jeg ved ikke om det passer. Det er jo ikke fordi jeg lige pludselig skulle til at være manden i huset. Jeg tror at jeg er begyndt at minde mere om min far (og han skilte sig ud), fordi jeg ubevidst har tage noget af ham til mig. Når jeg er i forsamlinger hvor min far ville have været, prøver jeg på en eller anden måde at udfylde hans plads. Jeg prøver at fortæller vittigheder som han gjorde og snakke med folk som han gjorde det. Ikke for at lade som om han er der, men fordi jeg selv på en eller anden måde føler at det hører til. Jeg kan huske at min kusine på et tidspunkt sagde: ”Da du kom gående her hen, tænkte jeg: ”Der kommer onkel Kent”.” Jeg er sikker på at det var pænt ment, for jeg ved at hun elskede sin onkel (min far). Jeg tror faktisk at alle elskede ham, og det er fandeme svært at leve op til. Til hans begravelse var der omkring 300-400 mennesker, som alle sammen havde brug for at sige farvel. En af hans bedste venner holdte en tale der på en eller anden måde gjorde indtryk på mig. Han fortalte at når de diskuterede et eller andet (mere eller mindre vigtigt) og de ikke kunne blive enige sagde min far altid: ”Hold kæft kælling jeg vil skilles.” Det har jeg taget til mig. Jeg er begyndt at sige det til en af mine venner, ikke fordi det er specielt sjov eller noget, men fordi det er noget jeg har fra min far. Og sådan er det med mange ting, jeg gør det fordi min far gjorde det (og for at skille mig ud). 

Jeg er ham hvis far er død

For en måneds tid siden så jeg at der var audition på ”Matador Musicalen” på Vilhelmsborg festspil. Da gik det op for mig hvor meget jeg savner at spille teater, så jeg besluttede mig for at prøve at gå til audition. Jeg fortalte det ikke til ret mange (eller jeg forsøgte at lade være), og jeg prøvede at regne med at jeg ikke ville komme med, for ikke at blive skuffet. For en uge siden fik jeg så en mail hvor der stod: 

”Kære Lasse

 Tusind tak for din deltagelse i audition til Matador.

 Vi har den glæde at tilbyde dig rollen som Røde i forestillingen.”

Jeg er ham der spiller teater.

Lasse Nielsen

Et ømt punkt

Hvad er det mest ømme punkt på jeres krop? Jeg ved godt, hvad I drenge tænker, men det her skal ikke handle om hormoner og teenagetanker. Det skal handle om et simpelt ord på syv bogstaver, starter med r, slutter på isme, rimer på prisme. Racisme. 

       I den anledning kan jeg lige så godt få forfatter og skuespiller til Brun Mands Byrde Hassan Preisler ind i billedet. Han er et sammensat menneske; født i Charlottenlund, opvokset i Bern, Berlin og Bagsværd. Men er vi alle ikke det? Sammensat altså. Sammensat af bittesmå brudstykker af indtryk og oplevelser, som alle er med til at skabe én stor personlighed. Èn stor dannelse om man vil. Men ved vi så hvornår vi er færdigdannet? Hvis man overhovedet kan blive det? (Ja, undskyld de mange spørgsmål på sådan en tidlig mandag morgen)
       Både tedrikning ved farmor Margit, hajsvømning ud for Floridas kyst eller hurtigskrivning i Tunøs smukke omgivelser er brudstykker bidragende til dannelsen. Jeg vil vove påstå, at selv mine kommende refleksioner ned igennem dette blogindlæg vil skubbe mig et skridt tættere på, at blive et dannet menneske. Hvad angår hurtigskrivningen fik jeg udtrykt nogle dybere tanker end på en normal onsdag aften, hvor boller i karry er på menuen og Den Store Bagedyst er på programmet. Biernes summen og træernes svajen i den lune vind. Solen der kaster sine varme stråler på mine bare ben. Det høje græs’ kilden i næsen blandet med duften af blomster og en af drengenes mærkevaredeodorant. Helt fuldkommen ro. Her er det svært at forstille sig, at noget ondt skulle finde sted i verden, men sådan er realiteterne desværre ikke. For nyligt læste jeg om SF folketingspolitikeren Özlem Cekics oplevelse (nu tænker I måske; Clara, interesserer du dig for politik?!? Og nej, I har helt ret, det poppede skam bare tilfældigt op på min Facebook-startside) Nå, tilbage til den kære Özlem. Hun er oprindelig kurder, født i Tyrkiet for senere at flytte til Danmark.  Hende og hendes familie blev for nylig nægtet adgang til en Outlet messe i Bella Centeret med ingen anden forklaring end ordene ”fis af”.  Jeg var efterladt på min flade, dybt forarget og med krummede tæer. Kald mig bare naiv, men da jeg hørte om Hassan Preislers racistiske oplevelser, var min første tanke, at han søgte medlidenhed. Jeg troede reelt ikke på, at racisme i så høj grad stadig var at finde i dagens multikulturelle Danmark, hvor vi både har taget pizza, tortilla, sushi, falafel og ikke mindst boller i karry til os, men jeg skulle blive klogere. Mit såkaldte wake-up call væk fra min lille isolerede boble fra blomsterne og bierne (den skulle ikke misforstås, den der), kan beskrives med en tretrinsraket. Først var der dette års valg til Europaparlamentet, hvor Dansk Folkeparti fik over en fjerdedel af alle stemmerne. EN FJERDEDEL!! Derefter var jeg vidne til en håndsoprækning – eller mangel på samme - hvor min lærer spurgte, hvem der kunne sige sig fuldstændig fri fra at have racistiske fordomme. Resultatet talte for sig selv. Ingen, ikke engang en lille forsigtig hånd med nedbidte negle, røg i vejret. Jeg sidder ikke her og spiller hellig, for min hånd forblev da også solidt plantet på bordet, for hånden på hjertet så ville jeg hellere møde en gruppe hvide mænd midt om natten, end jeg ville møde en gruppe sorte mænd. Først og fremmest fordi at dem kan man i det mindste se (ej undskyld, var den en tand for grov?) Og alligevel er det ikke fordi jeg ligefrem længes efter at møde en blegfed, steroidepumpet, skaldet mand med overarme så store, at der er plads til tatoveringer af hele Danmarks nationalsang med stavefejl. For sådanne fordomme har jeg nemlig om ham dørvagten i Bella Centeret. Tatoveringer eller ej, så udtrykker han aktivt sin foragt over for fremmede. Jeg er i sådanne situationer flov over at være dansker. Lige så stolt jeg er, når jeg kigger på Tunøs landskab, nyder en portion rødgrød eller sidder hjemme foran flimmerkassen med min rød/hvide klaphat og følger Danmarks drenge (okay, der er måske faktisk ikke så meget at være stolt over hvad angår det sidste), ligeså flov er jeg over Dansk Folkepartis fremgang og den skaldede mand fra Bella Centeret. Det kan godt være, at man kan kalde Dansk Folkeparti for dannede mennesker, for de besidder da om nogen en vigtig evne i dannelsesprocessen, nemlig evnen til at forholde sig kritisk… overfor fremmede. Men så vil jeg hellere forblive et ikke-færdigdannet menneske. Vi kan da sagtens blive ved med at æde vores rødgrød og  beholde vores klaphatte på, men jeg vil sørme ikke undvære min boller i karry. En kvinde med tørklæde forhindrer ikke mig i at gøre sådanne ting, så hvorfor skulle jeg forhindre hende i at gå med hovedbeklædning? Forskellige kulturer kan lære utrolig meget af hinanden, og dette er der jo på sin vis ikke noget nyt i, da det sås helt tilbage i korstogstiden, hvor de kristne hellige krigere lod sig inspirere af de fremstående arabiske luksusser i form af indretning og krydderier, og blev klogere på både filosofi, matematik, astronomi og medicinvidenskab (kan min historielærer ikke også lige få lov at læse dette blogindlæg? i-smiley). Men det er værd at huske på, når vi egoistiske danskere sender stakkels mennesker, som flygter fra krig og elendighed, lige tilbage hvor de kommer fra. Så længe man gør en indsats for at integrere sig og bidrager til samfundet, så er man i min optik velkommen. Sat lidt på spidsen er rengøringskonen Fatima mere velkommen i det danske samfund end småbuttede dovne Robert, som lever på kontanthjælp og udnytter det danske velfærdssystem.
       Noget tyder på, at hvis ikke decideret racistiske tankegange, så i hvert fald forbehold over for mennesker med anden etnisk baggrund, er indlejret i vores måde at tænke på. Det er ”en del af vores kromosomer og DNA”, som Hassan Preisler ville sige, hvilket nok alligevel ikke er tilfældet. Men på grund af vores opvækst i den danske kultur er vi helt fra barnsben blevet konfronteret med historier og billeder af ballademagere med mørkere hudfarve. Det er altså blevet banket ind i lille Clara på 6 års hoved, at Muhammed er dårlig, og Søren er god. Sådanne brudstykker er også med til at danne. Danne racisme.
       Grunden til at jeg føler mig forarget og flov over situationerne fra overstående tretrinsraket, er fordi det rammer et ømt punkt inden i mig, som en kniv der rammer blommen i en finger, og det er forhåbentlig ikke kun mig, der føler sådan. Da Hassan Preisler beskyldte mig for at være racist, følte jeg provokationen boble inden i, for han skal saftsusme ikke stå der og kalde mig for noget så tabubelagt som racist, som han ikke ved en dyt om. Eller hvad? Jeg havde jo usædvanlig nemt ved at placere Søren og Muhammed på deres ”rigtige” pladser. Faktisk skræmmende nemt. Måske lige netop derfor følte jeg mig provokeret - han havde ramt et ømt punkt.
       Hr. Preisler gør en ting rigtigt i mødet mellem to kulturer – han kommunikerer. Når vi mennesker går ind i kulturmøder, har vi en forforståelse med i rygsækken. Denne forforståelse kan vise sig at være korrekt, men den kan også vise sig at være det modsatte. I midlertidig kan dette ikke afgøres før en dialog åbner sig. Måske viser det sig, at et tørklæde kan være lige så harmløs som en rød/hvid klaphat.

Clara Anna Søberg

At have det sjovt

Noget er galt i verden.

   Noget er helt galt, og jeg ved præcis hvad det er. Vi mangler nemlig noget, noget vitalt og smukt som vi har gemt væk alt for længe. 
   At have det sjovt.
   Jeg ved at det lyder cliché, og alt det der, men læs og lær hvad jeg har fundet. At have det sjovt er vigtigt for mennesker, for os alle. Målet med livet er ikke at bygge et velfungerende velfærssamfund af grå og kedelige tilværelser. Målet er ikke at blive rig og berømt. Målet er at have det have et godt, sjovt liv som man kan se tilbage på og sige: "jeg har sgu haft det sjovt".
   Cliché igen, jeg ved det godt, men det er nu engang det, jeg har fundet ud af.
 
   To linjeoverspring betyder at jeg er færdig med den tanke, og nu forsøger at forfølge en ny tanke, for til sidst at komme tilbage til min originale tanke, for at få start og slutning til at hænge sammen, det har jeg selv lært i skolen. Apropos skole, så har jeg for nyligt haft besøg af min faster, som min far havde inviteret over i anledning af famliejulefrokostplanlægning. Vi sad alle ved bordet, jeg i midten, min lillebror til højre, min storebror til venstre og overfor mig min faster. Jeg har altid godt kunnet lide min faster, mest på grund af de enormt dyre og flotte julegaver hun kunne give, men jeg har også altid haft svært ved at tale som den første til den slags komsammener. Jeg sidder normalt og kigger ned i maden mens den akavede stilhed hviler tungt over os alle, men denne gang begik jeg en fejl. Jeg kiggede op, og i bare et splitsekund kom jeg til at se min faster i øjnene. Men et splitsekund var nok. "Nå Esben, hvordan er gymnasiet så?"
   ... Hvordan er gymnasiet? Hvad i himlens og helvedes navn mener kvinden med det, hvordan er gymnasiet? Hvorfor er det at sådan nogle spørgsmål altid er det bedste som voksne mennesker kan finde på at bryde isen med når de taler til os yngre mennesker? Det er mig en gåde.
   "Mnjooh, det er vel fint." Det var hvad jeg kunne svare på det tidspunkt til det spørgsmål. spørgsmålet var forresten også helt forkert, det skulle have været: "hvad er gymnasiet", for så kunne vi have fået en diskussion igang, og jeg elsker diskussioner mere end noget andet. Nu har jeg stilet mig selv spørgsmålet: "hvad er gymnasiet", og jeg har svaret lige ved hånden, det vil sige internettet:

Uddannelsen til studentereksamen er en treårig ungdomsuddannelse, som er målrettet mod unge med interesse for viden, fordybelse, perspektivering og abstraktion, og som primært sigter mod videregående uddannelse. Uddannelsen udgør en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard.

Stx er altså endnu et skridt på vejen mod højere og mere specialiseret uddannelse, så man kan blive en del af vores velfærdssamfund og betale skat og alt det der.

   For mig at se egentlig en kedelig tilværelse, hvilket også er grunden til at jeg har valgt at blive pilot. Jeg skal være pilot fordi jeg tror at det er sjovt at flyve, ikke fordi jeg vil hjælpe andre eller sørge for at min fremtidige familie får en stabil indkomst, men fordi jeg tror det ville være sjovt. Det ligger dybt i os danskere at hjælpe andre og sørge for at alle har det godt, hvilket måske afspejles i at vi i Danmark har Europas største skattetryk. Man kunne kalde det den danske kultur at tænke på alle andre, før vi tænker på os selv. Det betyder selvfølgelig også at vi bliver forargede og forvirrede når vi hører om korrupte politimænd i afrika fx. Hvordan kan de dog finde på det? 

   Min vens far var for nyligt nede og arbejde i Nigeria på en farm, og han kunne fortælle at han var blevet stoppet 87,3% af alle de gange han havde været ude med bilen for at hente materialer eller værktøjer, og skulle hver gang betale en større "bøde" for at få lov at køre igen.

   Jeg blev meget forarget da jeg hørte om hans tur, min mor blev meget forarget og min far blev meget forarget. Men så kom jeg til at tænke: 'de tænker jo bare på sig selv', og først var det en negativ tanke, men ligeså stille udviklede den sig til: 'hvorfor er det så slemt at bare tænke på sig selv?', og så gik det galt.
   Man kalder det i fagsproget "kulturelle koder" og apropos koder, så skriver jeg SRP om kryptering, og ænser en mulighed for at lade min viden skinne igennem. Når man taler om koder taler man også om nøgler, som bruges til at omdanne en kodet besked til klartekst. Man kan snakke om at vores nøgle er forkert, og at vi derfor ikke kan læse beskeden, medens de i Nigerias politi har den rigtige nøgle til at forstå denne kulturelle kode. 

   Vi forstår det ikke, og hvad vi ikke forstår er vi sjældent trygge ved. Det gør os til racister, hvilket Hassan Preissler har forsøgt at fortælle os i nogen tid nu. "se den her film, tag den her test", og så videre. Jeg er helt sikkert ikke racist, men hvad jeg er, er en kulturalist. Jeg deler ikke folk op i racer som jeg bedre kan lide end andre, jeg deler dem op i kulturer. Jeg er utryg omkring meget religiøse mennesker, fordi de overgiver sig selv fuldstændigt til noget de aldrig har set eller hørt, og det forstår jeg ikke. Jeg synes ikke så godt om det Nigerianske politi fordi de kun tænker på sig selv, og det forstår jeg ikke. Derudover var Hassan Preisslers "Racismetest" lavet til formålet, og han havde bevidst lagt sort og ond i samme boks i alle tilfælde, og så byttede han om til sidst så vi var blevet vant til at række hånden op på de samme tidspunkter ved sort og ond. Derfor lægger jeg ingenting i den, da den viser præcis hvad Hassan vil have den til at vise. Hassan Preissler står derfor ikke specielt højt på min liste over personer jeg respekterer, fordi han bruger den slags luskede knep til at få os til at have det dårligt med os selv, og det synes jeg er stik imod hvad vi har brug for.

   For hvad vi har brug for er at have det sjovt i vores liv. Det er 90% op til os selv at sørge for at vores liv ænder ud i noget tilfredsstillende. For at citere Sartre "Mennesket er dømt til frihed, for når først man bliver til, er man ansvarlig for alt hvad man er og gør". Derfor er det vigtigt at huske at have det sjovt, så man til sidst kan se tilbage på sit liv og sige: "Jeg har sgu haft det sjovt".

Esben Sig Gjerloff

”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”

Kan I mærke det? Vi er ved at være der. Snart er vi færdige med gymnasiet. Det næste mesterlige produkt af det danske uddannelse system klar til at gå ud i livet og sætte aftryk på Danmark og så alligevel ikke. *SLAM* ”Hvilken videreuddannelse skal du så på min unge ven?”. Vi har vist alle sammen prøvet at stå i denne situation. Med ét enkelt spørgsmål kan en ”uddannet” få os gymnasieelever til at stå målløse med rynket pande og til sidst forlegent svare ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig.”. Vi har i de sidste 3 år været under belejring. Vi er blevet bombarderet med spørgsmålet over alle spørgsmål når det kommer til uddannelse. ”Hvad skal du efter gymnasiet? Ved du ikke hvad du skal være?! Du skal da læse videre ikke?” Presset er lagt og i en tæt jungle af muligheder bliver vi nu nød til at bane os vej for at finde lige præcist det vi vil. Forventningerne er skyhøje for vi er jo de ”almene dannelseshungrende unge danskere” som skal sætte vores aftryk på et fremtidigt Danmark.
En ting jeg ved med sikkerhed er at jeg i morgen skal til session. Det er ikke noget jeg har set specielt meget frem til og dog. Kan der være noget smart i bare at lade sin skæbne ligge i statens hænder og få junglen hugget til pindebrænde. På sin vis er der vel noget i det. Det at have andre til at tage ens valg og pege i hvilken retning man skal gå. Om det så indebærer at man skal skrubbe toiletgulvene med en tandbørste eller skrælle 1000 kartofler til mandskabet. Og hvad vil den ”uddannede” sige? Måske vil der være forståelse og endda anderkendelse.
Vi lever i et land hvor det nærmest er blevet et tabu ikke at ville læse videre og dem der læser videre skal gerne i gennem uddannelses systemet så hurtigt som muligt. Sabbatår er noget staten helst ikke ser os gøre os i og resultatet af dette er et gok i hovedet på de unge som vælger at tage mere en 2 års pause efter uddannelsen. De unge som vælger at søge ind på en uddannelse inden for 2 år, kan gange deres gennemsnit med 1,08 hvilket kan betyde utroligt meget med de nuværende adgangskrav til mange af uddannelserne.
Som Hassan Preisler skriver i de første sider af sin bog Brun Mands Byrde: ”Og når jeg tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være (…)” Er dette blevet tilfældet for os unge danske studerende? Måske er vi simpelt hen bare begyndt at bukke under for presset om at skulle læse videre og tør nu ikke at skille os ud fra flokken. Jeg husker hvordan det var at blive færdig med 9. klasse. Der var ikke meget tvivl om hvad man skulle derefter. Der var én retning og det var en gymnasial uddannelse. Ikke fordi en erhvervsuddannelse var mindre værd, men fordi at det var normalen i vores kultur og ligesom det er normalen i min familie at man får en gymnasial uddannelse. Hvis jeg ikke får en studentereksamen og læser videre derefter træder utroligt meget ved siden af og pludselig vil rækken af bachelor- og kandidatgrader blive brudt. Skam, vandære eller familiens sorte får? Nej selvfølgelig ikke. Alligevel vælge jeg som mange andre at gøre det som min familiekultur så vel som den danske uddannelseskultur dikterer.
Skal man tro Geert Hofstedes model er det måske egentligt også meget forståligt. Den hollandske organisationsteoretiker og kulturforsker Geert Hofstede bruger et løg til at beskrive sin forestilling om kulturel overflade og dybde og hvordan den skal forstås. Kulturen er afbilledet som et løg med flere lag. Yderst er det umiddelbare synlige i vores kultur, sædvanerne, mens man gennem analyse må skrælle flere og flere lag af for at nå ind til de usynlige kulturelle kerneværdier, i vores tilfælde er en af disse værdier at man bør læse videre efter at have gået i gymnasium. Aller dybest inde i løget ligger de værdier som Hofstede opfatter som nærmest urokkelige, og selvom værdien om at man bør læse videre efter gymnasium ikke ligger helt derinde, kan man sagtens diskutere om denne værdi er noget der ligger dybt begravet i os siden barndommen. Vi er vokset op med at efter gymnasiet bør man læse videre og det kommer derfor til os som det mest naturlige og måske endda det eneste rigtige valg. Kigger vi på det yderste lag af vores ”kulturløg”, ligger der nogle forskellige symboler i det at læse videre og det ikke at læse videre. Læser man videre vil man som oftest fremstå som flittig, klog og stræbende mens hvis man ikke læser videre i nogle sammenhæng vil fremstå som skoletræt og ugidelig måske endda lad og doven. Dette er vores kultur der taler til os og sætter disse roller i et bestemt lys. 
    Alt denne snak om pres, dikterende kultur og forventninger giver mig helt lyst til at sige ”Fuck it” og så ellers bare tage benene på nakken. Måske flytte ud på en ø som eneboer og gro et stort gråt skæg hvorefter jeg ville kunne udtale mig om at i min tid var det eneste rigtige at gøre efter gymnasiet at få en videregående uddannelse for så var kulturfar glad. Helt seriøst, så ville der være en eller anden ro i at være langt væk fra det hele. At kunne ligge i græsset og kigge op på himlen, mærke hvordan græsset stikker ens bare ben, hvordan en blød brise suser igennem ens hår og høre træerne rasle i baggrunden, hvorefter en saglig ro ville kunne lægge sig over en og man ville kunne tænke på alt andet end hvad man skal læse efter gymnasiet og om man overhovedet skal læse til noget. At kunne være komplet ligeglad med hvad det nu lige er som folk mener at man skal efter gymnasiet og bare ligge og sole sig i en ligegladhed og indre ro over ikke at skulle bestemme sig. Ikke mere ”Øøøøh. Det ved jeg sgu ikke rigtig”. Kun tanken om at jeg er lige nu og her og ikke 2 år ude i fremtiden. Jeg tror sgu jeg tager mig et par sabbatår i udelandet…

Asbjørn

Hvad er meningen med galskaben?

Skolegården er ikke ret stor, men i forhold til elevtallet på skolen (var det fire?) virker det til at der burde være plads nok. Der står adskillige moon-cars fremme i gården og de minder mig unægtelig om mange glade barndomsminder i min egen folkeskole med ræs i gården og boldspil på plænen. Sandkassens indhold er en blanding af sand og groft grus og jeg får samme følelse som første gang jeg gravede en buttet barnehånd ned i legepladsens sand derhjemme. Undren - over hvorfor man har valgt denne blanding og ikke den hvide bløde slags, som man nemmere kan bygge med. I midten af gården står et halvgammelt plantestativ med opslåede presenninger og visne planter inden i. Det hele føles lidt forladt. Insekterne i græsset summer dovent, men ellers er her ikke en lyd og vinden er kun sagte.
Der var almindelig euforisk stemning i hallen, mens rektor holdt sin tale om almen dannelse for de godt 300 dimitterende elever sidste år. Oppe fra tilskuerrækkerne haglede Blitz-lysene ned over de glade nyudklækkede studenter. Jeg sad på den hårde beton ved siden af en venindes mor og kæmpede med at vise min påtagede store begejstring for hele situationen. Jeg er ikke helt sikker på hvor godt det lykkedes. Og selvom jeg aldrig har været den store fan af formelle sammenkomster og lange taler, fik jeg alligevel fat i nogle brudstykker af rektors tale, som var værd at hæfte sig ved. Vi som elever har til opgave at ”Tilegne os almendannelse, viden og kompetencer” og jeg bliver pludselig lidt stresset for det virker så fint og så vigtigt og så helveds langt væk fra min øvrige begrebsverden. At ”Dannelse er en opgave, som lærerne og skolen løbende skal prøve at fortolke ind i den hastigt forandrende verden, vi lever i” giver mere mening for mig. Pyha. Det der med dannelse er lærernes og skolens opgave. Og så siger rektor, at ”Der må indgå et langt bedre kendskab til kulturer, normer og holdninger i de lande, vi samarbejder med”. Det kan han jo have ret i. Mennesket er et produkt af det samfund det lever i og samfundet er et produkt af den befolkning som bebor det. Vi lever i evig symbiose med hinanden og med omverdenen og samfundet og fællesskabet, og vores kultur fortæller hvem vi er og ikke mindst hvem vi ikke er, vi må definere os selv bedst muligt gennem tilvalg og fravalg, og hvem skal i øvrigt vurdere hvad der er godt og dårligt? Vi iscenesætter os selv i forhold til vores egen omverden, vores eget samfund og omgivelser, for det er de mennesker, det samfund og den kultur vi lever i, der kan og vil og må og skal dømme os, tage bestik af os, vurdere os og mene noget om os. Hvilket andet eksistensgrundlag har vi at forholde os til? Jeg er en pære og jeg stammer fra pærer og jeg er opdraget af pærer og jeg er omgivet af andre pærer, tusindvis af pærer og vi forstår ikke ingefær og ananas og krydderier i fjorten nuancer. I grunden har vi det nemt, i teorien kan vi altid lukke os inde i vores rene pærekoloni og hade alle de andre. Så vidt så godt. Men for fanden hvor ville man blive træt af pærer i længden. Sådan rigtig godt og solidt grundtræt af pærer. Men så kan vi jo bare rejse ud til ingefæren og ananassen og krydderierne i fjorten nuancer. De behøver jo strengt taget ikke at sidde oppe på 4. til højre og høre kæmpehøj hullabulla musik og ryge vandpibe. Eller hvad? Jeg er ikke racist.
Jeg føler mig grundlæggende tolerant. Jeg nikker når de siger inklusion og jeg ryster på hovedet når de siger racisme, men jeg føler alligevel tvivlen og jeg går til forestilling med Hassan Preissler for at lette min egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, men jeg bliver alligevel forarget, og jeg føler at min hudfarve alene kan og vil og skal gøre mig til et racistisk væsen. Men det er jeg ikke. Jeg føler mig grundlæggende tolerant. De kommer jo steder fra hvor der er krig og sult og tørst og ingen rettigheder (Flot Anne, mere generalisering!) Jeg har ingen som helst grund til at føle andet end medfølelse med disse stakkels mennesker. Og jeg åbner mine arme og siger: kom! Og de kommer. Og de er glade. Og de er taknemmelige. Og der er altid plads til de glade og de taknemmelige. Og vi bygger højhuse til dem og lader dem tale deres eget sprog og flage med parabolantenner. Men så begynder de at stjæle. Og begå vold. Og røveri. Og jeg tænker aarrgh! Og så bliver de modige og bliver diskriminerende overfor danskerne. Og jeg tænker aaarrgh!! Og så klager de over kristendomskundskab i de danske folkeskoler, for det er hæmmende for mangfoldigheden og jeg tænker aaaargh!! Og så vil de bygge store moskeer og kalde til bøn over højtalere fem gange om dagen og jeg tænker aaaaargh! Og så vil de forbyde Dannebrog fordi flaget er racistisk og nationalistisk og har et kors som sender et klart signal om at vi elsker alle kristne og hader alle andre. Og jeg tænker
AAAAAAARRGH!
Og måske er jeg ikke så tolerant alligevel og jeg føler mig snydt og bedraget og taget ved næsen, men de får os stadig til at have dårlig samvittighed, for ét negativt ord, så er du racist og hvem fanden gider være det?! De har os! Lige dernede i deres kæmpekoloenorme hule hånd og i stedet for at blive vrede så ligger vi os fladt ned og vi går til forestilling med Hassan Preissler for at lette vores egen og samfundets samvittighed og det hjælper en lille smule, og det føles godt! (Fornem spyttet, der forlader Preisslers mund, mens han smasker caviar og champagne og vælter rundt på gulvet i sin drypvåde svedige hvide T-shirt og har rigtig løse albuer og knæ) Og det er muligvis sat på spidsen, faktisk hel derud hvor man praktisk talt ikke kan komme længere ud på spydspidsen (hvis man da befinder sig på spidsen af et spyd (hvor kom den fra?)) uden at falde. Men det er jo for fanden sådan det hele fungere, vi elsker kasser, begærer kasser, kasser, kasser, kasser, flere kasser, giv os flere kasser! Kasser, vi kan sætte folk ind i, og når man først er havnet i en kasse, så er man der for evigt, for evigt og altid og det er godt med folk i kasser, for så flagrer de ikke rundt i det der tomhedens uvishedens univers, hvor man ikke aner hvad man skal gøre af dem. Og når jeg kommer til udlandet er jeg også i en kasse, den hedder ”Arla” og ”Carlsberg” og ”Danmark er hovedstaden i Sverige”, og folk danner sig muligvis et billede af, hvordan vi danskere flagrer rundt i de svenske fjelde med en bajer i den ene hånd og en mild lagret Klovborg i den anden og det må man jo så forholde sig til. Helst uden at slå nogen ihjel. Jeg føler mig splittet og forvirret for det er mit dannede og skolede jeg der har budt hele verden velkommen i mit hjem, men i krænkelsen af mine værdier, mit hjemland, mit flag, føler jeg forargelsen og jeg får lyst til at svine dem til, men det kan jeg ikke, jeg er jo et dannet menneske og jeg bliver endnu mere forvirret. Men i bund og grund handler det der med at ”Tilegne sig almendannelse, viden og kompetencer” jo om at blive rustet til livet, klædt på til at møde de bedste og værste sider af andre kulturer og forholde sig rationelt og behersket til andre, selv om man føler at egne værdier bliver trådt på. Skolen hverken kan eller skal ensrette os, den skal fodre initiativet, selvstændigheden, nysgerrigheden og lysten til at lære og gennem de solide grundvilkår skal vi nok tilegne os den viden og de kompetencer som vi får brug for. Hvis skolen bare kan gøre os en lille smule klogere, en lille smule mere forstående, til et lille smule bedre menneske, så er alt vel vundet og intet tabt? Her er ikke nogen skolegård, og ingen moon-cars og ingen sandkasse med groft grus eller sand. Men her er boldbaner og klasselokaler med tidsvarende fysiske rammer. Vi har et innovativt musikliv og kreative fællesskaber og kammerater. Vi er en levende og engagerende skole og vi får forfatterbesøg og udfordringer og alting ved gymnasiet og egaa-gym.dk er en absolut kontrast til det halvtriste og halvtomme folkeskoleliv. I forhold til elevtallet på skolen er her plads nok og oppe ved volleyball-banen er der faktisk massevis af det hvide bløde sand som man nemmere kan bygge med. Og når vi engang har glemt alt hvad det gode skolevæsen har lært os, må vi berolige os selv med rektors fine dannelsesdefinition; Dannelse er det, som står tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Så var der alligevel en mening med galskaben.

Anne Edsen.

Man spiser da ikke med hænderne?

”Sid ordentligt, albuerne ned fra bordet, gaflen i venstre hånd og kniven i modsatte” Jeg husker, at jeg mentalt fik banket denne sætning ind i hovedet, mange år tilbage. Jeg var helt sikker på, at mine forældre kun ønskede at gøre aftenmåltidet surt for mig, lige indtil jeg stødte på ordet dannelse. Da fandt jeg ud af, at mine forældres intention var noget helt andet, end jeg hidtil havde antaget. De ønskede jo netop ikke, at gøre aftenmåltidet surt for mig, hvilket jeg var helt overbevist om. Nej, de var såmænd blot i gang med at gøre mig til et dannet menneske, uden jeg  havde nogen anelse om det (hvor fejt, at mine egne forældre udnytter min viden om dannelse, eller mangel på samme, uden jeg selv var klar over det!) Kulturen rundt om min families spisebord er b.la., at vi bruger bestik til at spise maden med. Jeg skal da lige love for, at et land som Tanzania har en helt anden kultur hvad angår måltider. Da jeg var i Tanzania oplevede jeg, at tanzanianerne nemlig ikke bruger bestik, de tyr til helt andre metoder at fortære maden. De bruger noget så primitivt som hænderne og da maden var sat på bordet, blev der ellers skovlet ind, som havde de ikke fået mad i dagevis – ej at forglemme, at hænderne blev skyllet (ikke renset) i en lille skål (som sandsynligt ikke var blevet vasket med sæbe mere end et gange om ugen), som gik på rundtur til bordets medlemmer inden fingrene blev sat i maden. (I fornemmer vel, at hygiejnen ikke var i top og dette medførte maveproblemer, som varede ved i mange uger. Bare rolig, maveproblemerne uddybes ikke.) Guds ske tak og lov for, at mine forældre ikke overværede aftenmåltidet i Tanzania. For eftersom mine forældre var så strikse med, at jeg lige akkurat havde gaflen i højre hånd og kniven i venstre, da jeg var mindre, ville de formodentlig have fået et hjertestop af at se afrikanerne spise med hænderne. Mine forældres første tanke ville højst sandsynligt være ”har deres forældre da aldrig hørt om Emma Gad!?”

Det er netop etnocentrisme, som er så finurligt. At noget som anses for rigtigt i en slags kultur, kan opfattes som forkert i en helt anden kultur. Når man færdes sammen med mennesker fra en anden kultur end ens egen, er det ekstremt vigtigt først at acceptere den ’anderledes’ kultur og dernæst at tage ved lære og være nysgerrig. Tænk hvis jeg ikke havde valgt at spise med fingrene i Tanzania, men derimod havde fisket mit plasticbestik, fra IKEA, op af tasken. Det ville ikke mindst være ekstremt pinligt, men også en fornærmelse af den ’anderledes’ kultur. Kultur er med til at bestemme den måde mennesker lever på og påvirke hvilke normer vi mennesker lever efter. Kultur er altså med til at forme og danne os mennesker. Det magiske sker, når mødet mellem to kulturer finder sted. Det magiske møde oplevede jeg, foruden Tanzania-oplevelsen, på egen krop for knap to år siden, da jeg var i USA. I staten Ohio opsøgte min familie og jeg bevidst ’amish people’, og holy moly det var en fantastisk, men samtidig grænseoverskridende oplevelse. ’Amish people’ lever efter principperne ’back to basic’, bare endnu mere ekstremt, hvor b.la. alt elektricitet og moderne teknologi er bandlyst. De har endda byttet bilen ud med hestevognen, hvabehar! Mændene bærer sort tøj med tilhørende hat og kvinderne bærer kjoler og kyse. Ærlig talt, beklædningen er bestemt ikke sexet. Hvis jeg skulle gå med kyse, skulle jeg i hvert fald betales for det. Da vi udforskede den ’anderledes’ kultur og levemåde i Ohio staten, kørte vi i den lånte GMC Yukon bil, som er ufattelig stor (gør dig selv den tjeneste at google GMC Yukon, hvis du ikke har nogen anelse om, hvor stor sådan et bæst er). Forestil dig et fredfyldt landskap, hvor kvinderne i familierne færdes på markerne og sørger for afgrøderne, og de eneste køretøjer inden for øjets rækkevidde er hestevogne, som højest kører 15 km/t. Alt er nærmest sat på standby og foregår i et meget langsomt tempo. Kulturen kunne meget vel minde om ø-kulturen på Tunø, hvor der ingen stress og jag findes, blot flot natur og en rolig atmosfære. Nu skulle du gerne have et billede i hovedet, som summer af harmoni og idyl. Nu kommer det upassende. Vores store, fede, hvide GMC Yukon kommer kørende og den er i hvert fald ikke med til, at tilføre yderligere harmoni og idyl til det ellers så smukke landskab. Og I kan tro at ’the amish people’ kiggede noget så grusomt, men hvad havde vi egentlig regnet med? Vi havde jo ikke ligefrem valgt den mest diskrete bil (til min families forsvar, skal det lige siges, at bilerne i USA generelt er store.) ’The amish people’ havde højst sandsynligt én opfattelse af os og så os som de forkerte og dårlige mennesker, og ligeså havde vi én opfattelse af dem – de var underlige mennesker, som havde en underlig levemåde. Det virkede så upassende og totalt overtrumfende, at invadere deres territorium uden nogen form for respekt. Som om det ikke var nok, skulle vi også lige have et par billeder af alle hestevognene, som stod parkeret udenfor kirken. Hvis vi da bare havde kendt til begrebet etnocentrisme, ville vores invasion i amish kulturen, have virket mindre pinlig, mere respektfuld og ’the amish people’ ville sandsynligvis også være mere åbne omkring deres levemåde og kultur overfor os, hvis vi havde udvist lidt mere respekt overfor dem. Hvis vi da bare havde udvist en smule forståelse for deres kultur.

20 km hvorfra vi tog billeder af hestevognene foran kirken, havde en lille souvenirshop til huse. Det var en klassisk souvenirshop med alle mulige forskellige dimser og dutter, som folk næsten altid lokkes til at købe, og som af en eller anden grund, altid ender med at blive støvsamlere. Pludselig da vi står og kigger på støvsamlerne, kommer en amish familie ind i butikken. Jeg besluttede mig for, at jeg ville have et billede af dem (muligheden for at tage et billede af en ægte amish familie, så tæt på, skulle jeg da ikke glippe.) Jeg bevægede mig tilstrækkeligt tæt på, med den skjulte mobil i hånden og skyndte mig at tage et billede og lod som om jeg havde fundet en rigtig spændende støvsamler i denne del af shoppen. Amish familien havde ikke opdaget noget, lige indtil jeg kigger billedet på min mobil. PINLIGT! Den ældste søster (familien består af en far, en mor og to søstre) kigger med sine skumle øjne, direkte ind i kameraet. CHOK! Jeg er afsløret. Sindssygt pinligt og ikke mindst utrolig respektløst. Amalie, det er almen dannelse, at man ikke tager billeder af andre og specielt ikke skjulte billeder, og da slet ikke, når det viser sig, at billederne ikke var skjulte. Hvor blev min dannelse af? Dannelse er b.la. de normer og værdier indenfor en bestemt kultur, som især bliver tillært i løbet af barndommen. Den blev til dels inkorporeret i min barndom ved måltiderne og selvfølgelig gennem hele min opvækst. Men hvad er gået galt siden jeg blev nødt til at tage billedet? Måske var jeg bare for nysgerrig og glemte alt om dannelse og hvad der er rigtigt og endnu mere vigtigt, hvad man ikke bør gøre i givne situationer. Jeg hælder mest til, at jeg bare var for nysgerrig og at min dannelse absolut ikke fejler noget.

Skikken i Danmark, hvad angår måltider er, at man spiser med kniv og gaffel og dette har jeg selvfølgelig tænkt mig at videregive, når jeg forhåbentligt engang selv får børn. Jeg skal medvirke til, at gøre dem til dannede mennesker og dette skal b.la. foregå rundt om spisebordet ved aftensmåltidet. Det er vigtigt, at jeg danner mine børn til at leve i en bestemt kultur, så de passer ind og helst ikke stikker ud eller af. De skal have forståelse for deres egen kultur, men samtidig have ordet kulturforståelse med i bagagen. Hvis de fx besøger et andet land, hvor aftenmåltidet bliver spist med hænderne, skal de også undgå at fiske IKEA bestikket op ad tasken, og blot prøve at respektere den anderledes kultur og spise med hænderne. Det er altså vigtigt, at lære dem, at skikken i Danmark er, at man spiser med kniv og gaffel, men at det ikke er ensbetydende med, at det er det rigtige alle andre steder i verden. Der findes mange forskellige kulture og mange anderledes kulture, men ingen kultur er forkert og alt handler om, at se det i forhold til konteksten.

Amalie 

Et vildfarent missil?

Spænd kloge-hatten, sæt sædet i en oprejst position og vend venligst blikket mod læreren. Gør jer klar til et væld af livsformende information, nedskrivning af livsnødvendige noter, for det er nu at jeres fremtid skal defineres.

   ”Hvordan er det egentlig at gå i skole?” spørger mange af mine bedsteforældre. Har de glemt, hvordan det var? Det er nok grundet alderen, du ved, demensagtige symptomer. Eller også er det fordi, de ikke længere kan forstå, hvad der er op og ned i skole- og uddannelsessystemet – og med god grund, hvis du spørger mig.

   Gymnasiereformen fra 2005 har især haft en abnorm betydning på forvirringsaspektet omkring gymnasieuddannelserne, idet den i bund og grund vendte op og ned på, hvad gymnasieuddannelsen tidligere bestod af. Man gik fra 2 grundlinjer: Den naturvidenskabelige og den sproglige. Dette blev efter reformen til 4, der endvidere hver i sær også delte sig ud i flere grene. Med det formål, at man tidligt kunne studierette sit uddannelsesforløb. Forberede sig specifikt på den efterfølgende uddannelse. Uden at spilde tiden med ikke relevante fag. Effektivt. Resultatorienteret. Godt for samfundsøkonomien. Dette har så både efterladt dele af den ældre befolkning i forvirring omkring, hvad gymnasiet går ud på, og så vidt jeg kan fortolke det hele, så har det også efterladt store dele af de studerende i vildfarenhed – de ved ikke, hvad de skal lave, hvorfor de er, hvor de er, og om det, de laver, giver mening! Gir det mening? For mig? Hvorfor går jeg i gymnasiet? Hvorfor sidder jeg og skriver dette blogindlæg? Er det et blogindlæg? Hvad er et blogindlæg? I sit væsen er en blog (eller weblog), i følge wikipedia,  en hjemmeside, som opdateres jævnligt med korte tekster (indlæg eller poster) med den nyeste øverst. Der er ofte mulighed for, at læserne kan kommentere de enkelte indlæg. Indholdet kan variere fra det personligt dagbogsagtige til det politisk debatterende eller tematiske. Men her skal jeg skrive et blogindlæg, der opfylder en laaaang række på forhånd definerede kriterier og indholdsaspekter: Jeg skal være sproglig bevidst, formidle formelle- og uformelle koder, være afsenderfokuseret og ikke mindst skal min ”blog” (hæhæ) være færdigkomponeret. – Og hvor er det lige, at jeg egentlig skal få presset et citat fra Tunø, hvor jeg beskriver hvordan ”jeg føler mig isoleret, som blommen i et æg, selvom blæsten gennemsiver træernes bløde blade.” ind?

Arne Johan Vetlesen, professor i filosofi ved Oslo Universitet, er citeret i Politikken (2/11 2014) for at sige: ”Præstations- og perfektionspresset, som de unge udsættes for i dag, tolker jeg som en ekstrem lydighedskultur, fordi de unge internaliserer kravene om omstillingsparathed og tilgængelighed som egne forventninger. De driver rovdrift på sig selv for at lykkes i konkurrencen.” Skal jeg derfor leve op til de krav, der er lagt til dette blogindlæg – være lydig – for at lykkes. Ellers skal jeg skide på dem og skrive, hvad jeg tænker, mener, føler? For at blive klogere på mig selv. Og tage ansvar for min egen dannelse og dannelsesproces? Men med risikoen for at faile i teknisk forstand. I den bedømmelse, som min blog skal stå på mål for? Jeg ved det ikke. Måske har jeg længe haft svaret. Jeg har bare glemt det: Per Slyngborg, der var forstander på den efterskole, hvor jeg gik – og som er mit, måske nok og til alle tider største ideal, min Gud – havde tradition for at holde lange taler. Når nye elever kom, og når de rejste igen. I den velkomsttale, han holdt, da jeg startede på skolen, sagde han blandt andet: ”Politikere og erhvervsledere skriger efter særegenhed, innovation og kreativitet. Det er derfor forbløffende, at de alligevel sørger for at fastholde et skolesystem, der fortsat gør sig mange anstrengelser for at dressere og konformere de nye generationer fra barnsben af. I stedet bør man gøde, passe og pleje diversitet og mangfoldighed.”

Dannelsesidealer er en svær ting. Det er en proces, samtidig med at det er et resultat. Det henviser til det, et menneske erhverver sig af kulturelt bestemt indhold, viden, holdninger og færdigheder, og hvordan dannelsen af personligheder kan føres i en bestemt retning. Dannelsesidealer er i deres natur gode. En forside. Man kan ikke forestille sig et antidemokratisk dannelsesideal, kan man? Det ligger indbygget i vores del af verden, at vi dannes til en demokratisk tænkning. Det er godt! Men medaljens bagside er, at jo flere ord vi sætter på dannelse, desto mere konform bliver tolkningen af dannelse. Der er en rigtig måde at dannes på. I skolesystemet og gennem uddannelsesmål og det at skrive et blog indlæg, der lever op til 17 krav om formalia.

Men jeg mener bestemt, at dannelse kan ske på mange andre måder – og måske på mere frisættende måder. Per Slyngborg, min Gud, talte i samme tale om John Lennon, som var lidt af et uddannelsesudskud, idet at han ikke passede ind i de rammer, der var blevet sat omkring ham. Han følte sig isoleret, og især rodløs. Det er blevet frygteligt svært siden Lennon at tage den position. Hele vor kulturs tænkning om effektivitet, karriere, profit og fornuft gør vores normalbegreb så snævert, at vi går glip af det geniale og det usædvanlige, som netop Lennon repræsenterer.

Måske er det fordi, at forståelsen af dannelse, og ikke mindst selve dannelsen, ændrer sig i løbet af tiden. Den ændrer sig efter hvilken kultur, vi lever i, på tværs af tid, generationer og geografisk placering. Dialogen hos individer kan være med til at ændre vores kultur, og til at skabe en forståelse for den. Denne teori, i dansk-faglige sammenhæng kaldet for ”det komplekse kulturbegreb”, omhandler ikke noget, som vi mennesker har, men derimod noget, vi alle sammen hele tiden gør og kommunikerer. – ”Jeg er jo kulturelt sammenbragt, og så er man meget sammensat”, siger Hassan Preisler, i sin forestilling ”Brun mands byrde”, når han beskriver sit væsen i en konstant diskussion mellem sine mange personligheder. Det gør ham til et dynamisk menneske, et senmoderne menneske, komplekst. Ret sejt at være så mange ting på en gang. Tænk engang, hvis jeg også kunne være det. Victor, fra Egå Gymnasium, 3.s, et formodentlig venstreorienteret, delvist sympatisk, venligt, til tider irriterende, måske endda provokerende, men også omsorgsfuldt, for ikke at nævne fordomsfuldt menneske. Hvad kan han? Hvad vil han?! Pis. Nu gør jeg det igen. . . HVAD F@#% GØR JEG? . . . Jeg sidder igen som en eller anden jubelnar og skriver fine ord om dannelse, om kulturforståelse og sammensatte mennesker – alt i mens jeg selv er et omvandrende spørgsmålstegn, især hvad der omhandler min egen fremtid. Måske skal jeg tage det man i gamle dage kaldte en dannelsesrejse (hvilket i dag er omdøbt til fjumreår!! - Tal lige om kulturel udvikling der!), for ligesom at møde nye mennesker, mennesker der har været i gennem hvad jeg går i gennem nu. Som hende fra studievalg, vi havde på besøg i går sagde, så skal jeg huske, at næsten ingen i min alder har fastlagt sig et mål for fremtiden eller deres uddannelser – ”Drømme ændrer sig ofte, efterhånden som man får mere viden og flere erfaringer. Og nogen gange må man bare erkende, at den første drøm ikke holdt, men at en ny med lidt justeringer måske kan blive lige så god.”

   Så nu må kloge-hatten gerne spændes op, sædet lænes tilbage, og blikke flakke imod det uendelige, ligesom jeres tanker. Fremtiden er og vil altid være uforudsigelig, det må man bare acceptere. Jeg er ikke selv kommet dertil endnu, men jeg tror, at jeg har et godt grundlag for at nå der til – accept, altså. Nu er det så meningen, at jeg skal slutte med mit navn. Skal jeg gøre det? Eller skal jeg fastholde min pointe omkring, hvad et blogindlæg egentlig er?

   Viggo Leversen