En mand og hans hund

Læreren er menneskets bedste ven. Er det sådan det er? En gang imellem kommer jeg i tvivl. Jeg er vel et menneske, og lærere har jeg nok af. Jeg har lige nøjagtigt nok til, at det hele løber rundt i en meget flot og rund cirkel inde i det kæmpestore lektiehøjhus, Lectio. Og der står de så i snorlige rækker, alle mine lærere. De er da også søde nok, det er slet ikke det, men det jeg undrer mig over er, om de er mine bedste venner?

Jeg har venner i alle mulige former og størrelser. Store, pæreformede, lækre venner, som er lige til at sætte i ovnen ved 180 grader. Små fine (også meget lækre) venner, som måske egentligt burde forsvinde som dug for solen, når dennes stråler ramte dem. Der er mange faconer at vælge imellem. Men hvordan finder man sin bedste ven? Er der en skala? Og går den i så fald fra 1 - 10? Eller fra kollega til kompagnon? Og så videre til kammerat? Det er svært at finde hoved og hale i noget som helst. Især når man ikke ved hvilken hunds hoved og hale det er man leder efter. Der er ca. 546.000 hunde i Danmark, fordelt på 450.000 husstande. Hvor begynder man dog med at lede?

Måske skal man bare starte oppe i den anden (første) ende. Ved læreren. For det er vel egentlig dem det hele handler om. Jeg tror den største grund til at jeg ikke altid ser lærere som bedste venner (og tro mig jeg forsøger skam), er at det nogle gange virker som om, at de kommer fra en (undskyld mig) anden planet. Min matematiklærer er et abstrakt bogstav, når jeg er et 2-tal. Et to-talt forbandet 2-tal. Min historielærer er et nøglehul til fortiden, når jeg er en lille kilden kilde. Min dansklærer er et abstrakt begreb, når jeg føler mig menneskelig og uforstående - hun får mig ofte til at tvivle på om jeg har en tråd. Og om den overhovedet er rød? Hvis jeg har en, er det så en rød hundesnor?  Måske ville disse abstrakte lærere engang imellem have godt af at blive tillagt nogle menneskelige træk. Blive levendegjort om man så må sige. Ellers er der vel risiko for, at vi aldrig når op på deres niveau. At vi aldrig bliver til fine, farverige abstrakte bogstaver, og er dømt til at vandre (helt nede) på jorden, som 2-taller resten af vores liv. Hvis det bliver tilfældet, er det godt at der trods alt er flügger-mænd blandt os, som ikke er gymnasielærere i fritiden.

Jeg tror dog at de ønsker os det bedste trods alt. De ønsker vel at vi også når op i lærer-himlen engang (jeg tror det ligger et sted inde på Lectio?). At vi ser lyset, og bliver trukket gennem uddannelsessystemet, med et smil på læben, og skriger; ”Nu er jeg her! Nu er jeg fri til at gøre som jeg vil! Nu ser jeg hvorfor Egaa Gym var det rigtige! Nu kan der da ikke være tvivl om at læreren i sandhed er menneskets bedste ven!”. Det er da også det jeg håber , sker en dag. Om jeg tror på det? En gang imellem er jeg lidt i tvivl. Der er dog ikke andet at gøre end blot at adlyde og logre fint med halen for vores skønne ejermænd - lærerne.

Den rigtige

Peter

De tre, små ord, der betyder alverden.

Nogle mennesker bruger vendingen i flæng, mens andre lever en livstid uden at høre dem. Tre, små ord, der dog betyder alverden.. I min familie har vi aldrig brugt disse ord i daglig omtale, men tværtimod nærmest forsøgt at undgå dem. Jeg har mærket kærligheden fra mine forældre, og jeg ved, at de elsker mig, men det er meget få gange, at jeg hører sætningen. Det er slet ikke fordi, jeg gerne vil høre det noget mere. Faktisk synes jeg, det sommetider kan undgås. Som om, jeg prøver at snige mig udenom og bare håber på, at ingen har set mig. Til den sætning er der nemlig kun ét enkelt svar, der kan måle sig. Det er bare mærkeligt med mig, fordi den sætning, der skal svares, bliver med grødet stemme og et tomatrødt ansigt med blikket mod jorden. Hvorfor er det så fandens svært at få sagt de samme ord tilbage? Hvorfor mærkes det som om Tobias fra børnehaven igen giver mig en mavepumper, når jeg hører ordene? Min lillesøster har aldrig haft svært ved at sige det. Jeg hører hende tit sige det til vores far - og til sine One Direction plakater. Jeg tror, det handler om, hvor meget vægt, man ligger i ordene. Man kan vel argumentere for, at det er en dårlig ting, at jeg er vokset op uden høre ordene så ofte, men jeg tror, at det er en god ting. Jeg tror, at det har hjulpet mig til at forstå, hvor vigtigt det egentlig er. I mine øjne findes der ikke sætninger i verden, der har mere betydning end denne. Måske er det også et tegn på svaghed, at jeg ikke tør vise mine følelser som min søster gør det? Måske er det min lille, forkælede søster, der i virkeligheden har større nosser end jeg nogensinde får? For ikke så lang tid siden sad jeg sammen med min far, pap-mor og bror. Vi havde fået nogle øl, og begyndte at snakke om lige præcis dette emne. Det, som gik mig lidt på var, at vi i vores familie åbenbart behøvede at have en promille på ca. 1 før vi kunne begynde at snakke om så vigtigt et emne - netop fordi vi går og gemmer vores følelser, så meget vi nu kan… Jeg er bare stadig i tvivl, om det er en god ting at gemme sine følelser væk? Måske er vi bange for at blive såret, når vi møder vores eneste ene og hælder følelserne over på dem, fordi vi går med dem uden på tøjet? Under alle omstændigheder bliver jeg nok aldrig vant til at høre de tre små ord, der betyder alverden. Jeg holder nok aldrig op med at ligne en fisk, der i ren mangel på IQ har svømmet op på land og nu ligger og ruller med øjnene og skiftevis åbner og lukker munden. Alligevel kan jeg ikke vente med at se den eneste ene i øjnene og høre hende sige de tre, små ord, der betyder alverden… Alligevel kan jeg ikke vente med at sige: ”Jeg elsker også dig”.
Oscar Arnkil

Hjulene på bussen drejer rundt, rundt... nej

”Midttrafik kører med mennesker, skaber muligheder og bidrager til et sundere miljø”. Sådan lyder det på Midttrafik.dk, en hjemmeside skabt til dem, som blandt meget andet ønsker at læse om Flextur eller har intentioner om at søge om erstatning, da deres bus kom 20 minutter for sent. Åh dog, alt den service.

      Jeg oplevede det så sent som i weekenden. Der var fest den aften så Philip, Niels og jeg nappede en pizza inden. Vi mødte Lund, der også ville starte aftenen med en pizza. Efter en smule summen og en kort overvejelse af situationen, forklarede han at vi nok måtte skynde os, hvis vi skulle nå bussen mod Hjortshøj. Til vores store overraskelse kunne vi ikke tage bussen fra Marxins til Mejlbyvej.  Den er god nok - bussen går kun én gang hver anden time på en ellers så begivenhedsrig lørdag aften. Så vi måtte trave med piv åbent for ventilationen under armene. Den føromtalte Lund, mente at det ville tage op i mod 30 minutter at nå den anden side af bakken - (Lund taler af erfaring skønt han cykler til skole hver morgen).

      Så vi gik op ad bakke og ned ad bakke for at nå til 12’eren i tide. Det er jo for meget for Midttrafik at sende mere end én bus i timen, så det var den eneste mulighed, hvis ikke vi skulle gå til Hjortshøj.

      Nå, nok om det. Trods Midttrafiks ringe hensyn til de unge mennesker, så nåede hovedpersonerne i forrige afsnit 12’eren og havde et brag af en fest! Men jeg undrer mig stadig over deres ”middelmådige” service. ”Kører med mennesker og skaber muligheder” siger i? Ha! Enten kommer jeres transportmiddel to til tre minutter før tid, blinker ind og ud, og fræser videre uden at stryge det en tanke, at der måske var nogen mennesker, som stod i møgvejret og ønskede muligheder for at tage bussen. Eller også er det en gennemsnitlig træls mandag morgen. De, buskontrollørerne, ser en dreng og det bedste, som de har at give sig til er at slynge en kontrolafgift i smasken på ham, da billedet i drengens fikse periodekort ikke er lamineret. Det er måske lige at stramme kasketten lidt. Hvor mange muligheder er der også for Philip som ender i Studstrup (for jer der ikke kender ”hullet”, som det kaldes, så er det en blind vej) fordi Midttrafik ikke ser idéen at sende natbusser til Studstrup? Ikke de store… Hvis I mener, i kan skabe et bedre miljø ved at sende færre busser, som resulterer i at vi må ringe efter papfars miljøsvin af en Opel, hvad i al verden er så pointen i det hele?

      Så vil i ikke nok prøve at holde jeres løfte om at køre med mennesker? Skabe de der ”muligheder” og så godt som i nu kan bidrage til et sundere miljø? Om i skal hive de støvede busser fra tiden med 56’eren frem, hvor mulighederne for at komme rundt i verden sværmede om hovederne på os - så gør det.

Oscar F

En god dag…

Det er efterhånden en kendsgerning. Alle dage er bare ikke ens. Nogle dage er gule, blå, andre er rosarøde. Nogle har slet ikke en farve. De er grå. Det er nok dem, der er de værste, egentligt.
De grå dage vil jeg allerhelst undgå. Faktisk, går jeg altid i seng klokken 21:30 for at have energien til at gå en stor bue rundt om en potentiel grå dag, der kunne lure forude. Det er bare nogle gange svært, når man skal nå at lave alting inden man rammer sengetid. Og for at citere Peter Plys, skal man jo også lave ingenting, når man har lavet alting. Hvis man først er hjemme fra skole klokken 16:00 med de misforståede gulfarvede busser, er der kun 5½ timer til at lave alting. Og så skal man jo huske at lave ingenting også. Jeg elsker at lave ingenting. Det gjorde jeg i mandags. Det tog mig faktisk så lang tid at lave al den ingenting, at alting måtte forskubbes i mit skema. Så det endte med, at jeg først kom i seng klokken 23:30! Tirsdagen så fra den angrebsvinkel umiddelbart ret dødsdømt og grålig ud. På mirakuløs vis endte dog det med at blive den mest farverige dag, man overhovedet kunne få sig! Selv ham manden, der arbejder i Flügger-Farver, kan ikke have haft en ligeså farvefyldig dag, som mig, den tirsdag. End ikke, hvis han gik i seng klokken 19:30. Siden ingen dage er ens, må han velsagtens også have haft en anden dag. Og han har jo nok farver at vælge imellem, sådan en mand. Men det er bare ikke alle, der kan vælge deres dagfarver på samme måde. Vi kan jo ikke alle arbejde i Flügger. Og når man går i gymnasiet, har man da slet ikke tid til at arbejde fast i en malerforretning på den måde. I hvert fald ikke, hvis man skal nå at lave ingenting også. Hvis man må generalisere en typisk gymnasieuge, er den sædvanligvis temmelig regnbuefarvet. Mandag er selvfølgelig grå som beton. Tirsdag er bedre, men der er stadig langt til fredag. Og når man så når fredag, bliver det snart søndag. Og søndage hader vi, for det er jo dagen før mandag. Ham der kortlagde ugedagene, burde sanktioneres. Men han skal selvfølgelig ikke holdes ansvarlig alene mand. Der er naturligvis også andre faktorer, der spiller ind. Fx ham, der opfandt uret, og mange andre. Men det er først, når der går kuk i systemet, det begynder at blive kompliceret. Når man får en god dag, selvom man går i seng klokken 23:30 og det er tirsdag. Så ved man ligepludseligt ikke, hvilke dage der er gode og dårlige. Så kommer man ud på dybt vand. Her er det den blå vandmand, man skal passe på. Og hvem er nu det? 
Man er måske ikke selv herre over hvilken farve, dagen bliver. Men man behøver da ikke at  være den helt store billedkunstner for at hælde lidt akryl ud over en grå tirsdag. Det er da en kendsgerning. 

Niels Møller

Prioritering

Er jeg den eneste, der har svært ved at få plads, til alt det jeg gerne vil, og skal? Det tror jeg næppe. Hvordan ved man, hvad man skal vælge at bruge sin tid på? Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, der er alt for mange ting jeg vil, på alt for lidt tid. Jeg har delt tingene op i to kategorier, ting jeg skal, og ting jeg gerne vil.

De ting jeg skal, består hovedsageligt af at passe min skole og arbejde, men de bliver lidt for ofte påvirket, af de ting jeg gerne vil. Indtil videre ser det temmelig overskueligt ud, når man bare kigger på de ting jeg skal, der er jo kun 2 ting, for fanden Niller hvor svært kan det være?!

Ja det bliver temmelig svært, når jeg nu har en større trang, til de til som jeg vil, i stedet for dem jeg skal. I min perfekte drømmeverden kunne jeg spille musik, game computer, stene fjernsyn, træne, feste og endelig ikke glem sove alt det jeg lyster. MEEEEEN, sådan er livet desværre bare ikke. Og for lige at gøre det lidt værre for mig selv, har jeg også lige valgt at starte på kørekort, er det muligt at gøre det hele, eller er det en åndssvag mission, jeg har påbegyndt?

Min hverdag bliver ofte temmelig stresset, af alle de ting jeg har på sinde, at skulle klare, så når min mor spørger mig om jeg ikke lige vil klare opvasken, (jeg ved godt, det er et spørgsmål, hvor kun ja er et korrekt svar) kommer jeg med det flabede svar ”Jeg prøver undgå, at blande privatliv og arbejde sammen, man skal jo ikke tage arbejdet med hjem, er det ikke det man siger?” Det skal lige siges, jeg arbejder som opvasker. Hvis dette ordsprog er sandt, så betyder det vel også, man ikke skal tage sit skolearbejde med hjem (hehe undskyld Katrine).

Jeg har ofte nogle meget hektiske uger, når der er 2-4 afleveringer for, arbejde 2 gange om ugen, og så har jeg en tendens til, at udskyde tingene så meget som muligt, og det gør bare, det hele kolliderer til sidst.

Men frygt ej kære gutter og gutinder! Niels har fundet løsningen for alle jer derude, der sidder, og tænker ”det er sku da mig, han skriver om!”.  Det perfekte liv består efter min mening af, at bruge sin tid  på at lave det man gerne vil, og finder interessant , men FØRST efter ”slavearbejdet” er gjort. Det er med, at prioritere tingene korrekt. Det er altid svært, at skære nogle ting af man gerne vil, og det er også rigtig synd at gøre, jeg er sikker på Jesus, sidder, og græder, når det sker.

Nu skal jeg heller ikke give jer alle mine guldkorn, så hvis i vil vide hemmeligheden bag, at nå aaaaaaalt det i gerne vil, så følg med i næste afsnit af Kan man virkelig være så kløgtig som dig Niels? Der får i også svaret på hvordan man går på vandet. Tak fordi i læste dette legendariske indslag, i er alle gjort af det stof som regnbuer er lavet af! (Det var et kompliment).

Ps. prioriter jeres tid fornuftigt, i lever jo ikke for altid!

Venlig hilsen Niels  :)

Fællesskab

Hvad er et godt fællesskab og hvad er et fællesskab? Er det når nogen går rundt med andre, eller er det bare at være med i et selvskab. Hvem bestemmer hvornår det er et fællesskab (ikke en eller anden professor(det håber jeg i hvert fald ikke)), er der nogen der har sagt ”når alle mennesker er lige indgår de i et fællesskab”.
Er jeg et fællesskab eller en del af et, det er der ikke nogen der ved (eller er der?). Jeg hører nogle gange nogen sige ”hold kæft de har et godt sammenhold” men er det også et godt fællesskab, er der andre end en selv der kan sige” nu er du med i et fællesskab”.
Jeg ved med mig selv at jeg har nogle mennesker, som jeg går sammen med hver dag og jeg kalder dem mine venner (DUDES eller BROWS). Men er det ikke først et fælleskab, når man ved det er gengældt, så jeg er en ven eller noget andet. Et fællesskab kan det godt bare være to mennesker eller skal der fire til, og kan man have mere end et fællesskab.
Kræver det at man har samme musik smag som de andre for at have et fællesskab, jeg hører slev techno, house, rap og pop men kan jeg så ikke have et fællesskab med en der hører rock er det helt umuligt.
 Folk siger at man får et fantastik fællesskab når man er på tur sammen f.eks. i sommerhus eller til usa i et år, for der er man omkring hinanden når man sover, går i skole ( som om det var noget nyt), og måske deler værelse sammen. men det vigtigste er nu når spiser sammen, der tror jeg virkelig man bliver sat på prøve, en eller anden smasker, en anden piller næse midt i det hele, nogen spiser omvendt med bestikket (det er mig), folk er så forskellige på hvordan de spiser, men er det noget der kan være positivt?? 
Jeg tror at et fælleskab/sammenhold (da det ene kræves før det andet kan lykkes) er, at man kan være sammen med mennesker man har det godt med, nogen der kan forstå en hvis man har problemer, nogen man kan stole på. Et fællesskab mener jeg godt kan bestå af to personer, fordi hvis to drenge har det godt sammen (uden at det skal forstås homoseksuelt) fordi de laver nogle af de samme ting, men også har andre ting hvor de er helt modsætninger f.eks. musik smag, men der er der jeg mener at man kan lærer af hinanden og have noget der styrke det fællesskab som man har bygget op. Om så der er to eller tolv i et fællesskab kan de umuligt være ens på alle punkter.
Om jeg er med i et fællesskab det er ikke mig der kan bestemme, men jeg vil have et mål om at få alle med ind i et.

Thiamias (et eller andet underligt kæle navn jeg har fået fra nogle gode venner) over and out.

Solsort

"Skriv et blogindlæg, hvor du reflekterer over en oplevelse, du har haft på gymnasiet inden for de sidste 3 dage."  Sådan står opgaven for mig lige nu. Så mange muligheder. Hvad skal jeg skrive om? Der er frit valg på alle hylder Marius!

   Generelt forvirrer friheden mig bare når jeg skal skrive sådan en åben opgave, og jeg ender altid med at tvinge mig selv til at vælge et bestemt emne, mens jeg så, når jeg er gået i gang, stadigvæk tænker over om et andet emne jeg havde overvejet, ville have været nemmere, og om jeg ville have haft nemmere ved at lave opgaven hvis jeg havde valgt det. 

Havde det været nemmere for mig hvis jeg havde valgt at skrive om emnet "You only live once"?

I dag har vi jo så meget frihed til at vælge hvad vi vil gøre med vores liv. For ca. et år siden blev alle i 1.g på min skole bombarderet med tanker som fx: "Hvad vil jeg med mit liv?" og tvunget til at træffe et valg. Personligt tænkte jeg "AARGH! Jeg er lige så klar til at blive bombarderet som København var i 1807!" Jeg blev igen forvirret over de muligheder jeg havde, og jeg kunne ikke helt overskue hvad jeg skulle. 

Havde jeg været mere klar til at gå i gymnasiet hvis jeg havde taget på efterskole i et år?

Tænk hvis dyr havde så meget frihed som os. Tænk hvis solsorten, når den havde overstået opvækstens trygge rammer og var gammel nok til at flyve og skulle tænke selv, filosoferede over hvad den skulle gøre med sit liv, ligesom alle unge som mig, da vi havde overstået folkeskolens trygge rammer. "Skal jeg tage en flyveuddannelse så jeg hurtigt kan komme ud og flyve, eller skal jeg tage en så jeg kan lære at flyve på andre måder?" Jeg kan næsten se det for mig hvordan den stakkels lille fugl ikke ville kunne rumme alle de overvejelser inde i dens lille hjerne. Solsortens liv går ud på at overleve, spise, og score en anden smuk solsort og lave nogen nye solsorte. Den skal ikke bekymre sig om hvad den vil være god til, eller om den smukke solsort nu er den rigtige solsort osv. 

Ville livet være bedre hvis vi levede som solsorten?

I de gode gamle dage, hvor de fleste boede på landet, og alle havde en gård og sagde "Goddaw, sik' en skjøn morgn idaw, hva'?", var det nærmest forudbestemt hvad man skulle arbejde som. Hvis din far var landmand, jaaa... så skulle du nok også regne med at blive landmand. Det er det de kloge kalder det traditionelle samfund fra ca. år 1750 til 1850. 

Mon ikke man var mindre forvirret dengang, ved at vide at ens skæbne på en måde var forudbestemt?

Vidst var det mindre forvirrende dengang man ikke skulle træffe så afgørende valg, men jeg tror at de fleste mennesker ville være enige med mig i, at det er bedre at have mere frihed, end at leve med en næsten forudbestemt skæbne. For meget frihed til at vælge kan være forvirrende og frustrerende, men jeg sætter dog pris på at jeg ikke er en solsort.

Marius