"For Lidt For Meget"

Da jeg var mindre, sagde far og mor altid til mig og søster: ”Søren og Sara, (De to start-s’er er ikke et tilfældigt valg af far og mor, da det er væsentligt nemmere at skælde Søren og Sara ud, end det er at skælde Jens og Mathilde-Ulrikke ud (ja, prøv selv)), hvornår lærer i, at i skal rydde op efter jer selv, når i har spist?!”. I stedet for at lære os hvordan vi skulle rydde op, fik vi bare skæld ud, når vi lod være – sanktioner, sanktion, sanktioner. En uretfærdig overenskomst, blev min søster og jeg hurtigt enige om. Elastikkens spænding intensiveredes og min søsters sprang, da hun droppede ud af skolen og flyttede hjemmefra. Og det samme har jeg FA'ME også tænkt mig […]

     Lidt for meget synes i? Eller måske er det bare jer, der er lidt for lidt?

     Jeg så meget op til mine forældre da jeg var en bette 'knegt' og når jeg så engang imellem evaluerer over sorenfars (ja, det har jeg kaldt mig selv på Instagram (den institution gør noget ved folk)) liv, bliver konklusionen for det meste, at jeg ligner dem mere og mere. Jeg er et produkt af mine forældre. Et æble der, klæbende, kryber ned ad stammen. ”Individet ligner dem det omgås” siger lektor, Michael Øe. Og hvis konklusionen skal være gældende mangler den sidste præmis: for at jeg kan ligne mine forældre, må det være dem jeg omgås mest, og bingo. Psykoanalysen vil påstå at jeg introjicerer min forældre til dannelsen af mit eget over-jeg. De er min målestok for min samfundskritik. Jeg er altså et, både, biologisk og psykologisk produkt af mine forældre – Hannah Montana vil nok nærmere sige, at jeg har ”the best of both worlds”. Jeg ved nu ikke, om jeg er enig…

     Hvad indeholder det psy-biologiske produkt Søren så? Mine forældre har i hvert fald haft et mål, om en dreng der skulle overleve og udvikle sig i et moderne samfund, med glæde og en god venstrearm. I bestræbelserne derefter har de forsøgt at oplære mig med bestemte værdier, holdninger, færdigheder og en højre hånd spændt fast på ryggen (er det ikke for meget?), der skulle munde ud i et dannet og hårdt-skydende menneske klar til at leve et velfungerende liv og slå sig løs på herre-landsholdets højre back. (Ærgerligt nok fulgte drengen det kedelige gennemsnit af ordinære højrehænder). De førnævnte "udviklingsmål" udleves naturligvis frit, inden for de rammer der er sat. De er ikke sat af undervisningsministeriet og kan ikke findes under ”kernestof” på uvm.dk. De er sat af far fra Helgenæs og af mor fra Nim, så det er intet under, at alle ikke er som Søren Hejgaard. Det er de så bestemt heller ikke. Nej nærmere modsat, vil jeg sige… Jeg kender ham, og i kender ham sikkert også. Jens eller Mathilde eller Sonny. Irriterende, der tygger sit tyggegummi i det vestlige hjørne, hvis forældre der, tydeligvis, har haft andre mål for øje hvad angår dannelse og opdragelse. Åbenbart skulle verden beæres med endnu en  hvad-har-du-lavet-i-weekenden-type (og den type, hvis du ikke har været så heldig at læse mit forrige blogindlæg, er en gennemgående narcissistisk type. (Er de ikke for meget?)) Selvom at ham og jeg kan gå på den samme vej, er vi dannet forskelligt og udstyret med to helt forskellige madpakker, der skal tackle den samme sult, det samme samfund, dog, på to vidt forskellige måder.

     En ting der ikke har stået på første side i min forældres hvordan opdrager jeg det perfekte barn, er forståelsen for det fremmede – brist nummer et. Forståelse for andre menneskers madpakke og respekten for hvordan deres forældre, by, land eller kontinent har valgt at smøre den. For mig virker Jens’ værdigrundlag forkert. Umiddelbart og objektivt set, ud fra den forældre-dannede offentligt-påvirkede gymnasieelevs synspunkt, virker den holdning plat og egoistisk, idet hans væremåde afspejler en anden kultur, selvom den er anderledes. (Så er det i virkeligheden mig, der er for lidt?) I den passer han og han afspejler dennes værdigrundlag, på en måde jeg ikke ville kunne. Forskellene bliver da sat i perspektiv, når man ser på Sørens og Iwans (ham drengen fra Tanzania) madpakke. Ja, blot farven bevidner om indhold der ikke just korrelerer. Heldigvis har de eneste to lært mig at respektere den åbenlyse forskel imellem rugbrød med spegepølse og så ugali (eller hvad sådan nogle nu spiser (sort humor – brist nummer to)). Sangen hedder Trafik og rammefortællingen er en køretur, hvor ”med”trafikanternes elendige og egoistiske kørsel påpeges. De synger: ”bilisterne kører op uden at blinke”. Hold kæft hvor er det også irriterende! Am I right? Prøv så lige at tænk på en verden uden trafik. (…) Hvor platformen for ukvemsord, ballademagere og generel nederen stil ikke var til stede. Heldigvis har den næsten dannede, næsten kulturforstående og næsten alt-for-meget gymnasielev Søren Hejgaard undersøgt dette i henhold til den induktive fremgangsmåde (den hvor man udleder noget generelt ud fra noget specifikt, i ve’ nok – metoder, MEtoder, METODER (det er vidst mig der er lidt for meget)). Uden helt at vide det, ville han teste om en verden uden trafik og telefoner, var en bedre verden, hvor der var tid til eftertanke – tid til Peter vil Peter nok sige. Empirien skulle samles på den nærmeste bilfri ø, Tunø. Svaret på den filosofering og reflektering var umiddelbart et umiddelbart ”fedt”. I hvert fald hvis man skal følge Sørens ophøjede tanker, og det kan, vil og skal man. Han skrev på stranden ud til fyret (hold fast, leg med og lad vær’ at dømme ham ud fra jeres, altid forud antagende forudantagelser): ”Lyden af havets bølger træder frem, mens andre  falder tilbage – hvor er bilerne, menneskene og telefonlydene?”. Cheasy? Ja. Informativt? "Tjo" (JA!). Det er hvad en stille ø i solskindvejr, hvor alle regnbuens farver så sandelig kom til syne, kan gøre ved en testatoren-fyldt teenager. Selvom jeg troede, at jeg havde fundet min plads et sted hvor madkasserne passede så fint sammen, passede Tunøs simple indhold upåklageligt. Jeg følte mig lidt som en kultur-konge. Jeg kan da bare det der med, at være andre steder og føle mig hjemme! Det passer selvfølgelig ikke. Tag nu, igen, den tanzaniske kultur. Dén forstår jeg ikke og vice versa.  At træde ud af flyet i Dar Es Salaam var som at bliver skubbet ud fra 10-meter-vippen med både bind for øjne, ben og hænder. Den varme og tunge luft ramte mig som mavens møde med overfladespændingen efter 10 meters frit fald gjorde det – ’plask’ og ’av’! Det var i hvert fald den følelse jeg havde inde i kroppen og det var den, jeg fortalte til min mor og søster, da jeg kom hjem, fordi at de skulle høre hvordan (som de sagde) det virkelig var gået. Min udgave til de nærmeste tilhører var vidst noget lignende ”her er godt nok varmt, hva’?!”, efterfulgt af et påtaget, næsten, arkaisk smil.

     I har lært lidt om mig, og jeg, i de seneste måneder, lidt om jer. Nu jeg har åbnet mig, er der vidst en ting mere, der skal siges. Hvis jeg skal være ærlig, fik vi sådan set aldrig skæld ud, da vi var små (altså mig og Sara). Søren skulle have været Jens, men det tog min fætter patent på ugen forinden. Egentlig lærte min far mig flere gange at rydde op i en ret tidelig alder, og det er nok derfor, at jeg aldrig rigtig fik skæld ud. I virkeligheden flyttede min storesøster hjemmefra på mine forældres opfordring, og det kommer nok også til at ske for mig, for jeg er en narkoman med tryghed som drug (misbruger – brist nummer tre). Jeg er just ikke komfortabel med det fremmede, og det kan jeg da takke min forældre, Freud og Micahel Øe for. Egentlig kunne jeg nogle gange godt tænke mig at jeg havde haft nogle andre forældre. Blot for et eksempel, kunne jeg godt se mig selv som søn af Simon og Peter. Med dem havde jeg garanteret elsket Tanzania og været flyveklar nu.

     Men hvordan havde mit liv så set ud? Og hvordan havde det her blogindlæg så egentlig taget form?

     Da jeg var mindre, sagde far og far altid til mig: ”Jens (det blev Jens, da statistik viser, at det er navnet med størst sandsynlighed for at blive homoseksuel (ja, undersøg selv)), selvom det ikke altid er nemt, må du respektere dig selv som du er, ligesom du skal respektere andre”. I stedet for at lære mig hvordan man virkelig fik sagt stop, sang de (flerstemmigt endda): ”du er god nok”, når jeg kom hjem helt mørbanket, fordi jeg var tillært en udtale med lidt for mange stemte s’er. En uretfærdig overenskomst, blev jeg hurtig enig med mig selv om. Derfor tog jeg op i skolen og tæskede løs på de der var mindre end mig selv (det var som regel pigerne), for det havde jeg set i fjernsynet, at nogle gjorde – med overvejende succes endda. Jeg blev en rigtig rebel, men vidste ikke hvorfor jeg kort efter blev smidt ud af skolen og tvunget til at flytte hjemmefra. Min elastik var bristet.

     Jeg tænker nogle gange: gid at jeg havde haft nogle andre forældre.

Søren eller Jens

Bok bok bagoooook! Eller hvad?

Sidste gang jeg skulle skrive et blogindlæg skrev jeg om hvid hundelort. Jeg kaldte det for Evigt ejes kun det tabte, og det var sekstenårige Rasmus' forsøg på at forklare at ting skal nydes, mens man har dem. Den sekstenårige Rasmus er nu blevet to år ældre, en lille smule mere "dannet" og skal nu til at skrive endnu et blogindlæg. Der er sket meget på to de år, og der er vel egentlig ikke så meget af den sekstenårige Rasmus tilbage i "The new and improved" Rasmus. Eller hvad? Han er vel  stadig en del af mig, og de ting han gjorde har vel været med til at forme den attenårige Rasmus der sidder og skriver disse ord lige nu. Hvis man skulle være lidt fisefornem kunne vel sige at hver eneste ord jeg vælger, er nogle jeg vælger fordi at en tidligere Rasmus har lært det ord og tilføjet det til hans ordforråd. Noget den nuværende Rasmus så kan nyde godt af. Hvis jeg skal få hele dette ny-Rasmus-baseret-på-tidligere-Rasmus-noget til at passe med noget kulturforståelse (og det skal jeg (kan i se hvordan jeg bruger parenteser som en sand blogskrivningsmester?)) Kunne jeg vel sige at min kultur, Rasmus-kulturen, de ting jeg siger, de ting jeg gør og de ting jeg tænker, er en videreudvikling af de ting sekstenårige Rasmus sagde, gjorde og tænkte, måske med et mere dannet og, jeg ved ikke om jeg tør at sige det, voksent udtryk. Men denne sekstenårige Rasmus som den førnævnte "new and improved" Rasmus er baseret på, har vel bare været et produkt af en endnu tidligere Rasmus, som var et produkt af en endnu tidligere Rasmus. Så hvor startede min kultur? Hvor blev den Rasmus jeg er nu til? Jeg kunne forestille mig at svaret er at min egen personlige kultur er affødt af mine forældres kultur, den såkaldte Richter-Johannsen-Kultur, og hvis jeg vil finde ud af hvem jeg er og forstå hvorfor jeg er som jeg er, så er jeg nødt til at udforske denne Richter-Johannsen-kultur. Det lyder da meget spændende, for ser i, Richter-Johannsen-kulturen er en sjov størrelse. På Johannsen-siden er det de sande jyder, folk som min farmor der, da cirka halvdelen af hendes krop var kræft og den anden halvdel bare var gammel, ikke var hævet over at sige "luk røven" til min arme far da han viste sin døende mor lidt for meget medlidenhed. Ikke en gruppe folk der håndterer følelser med nogen form for elegance. Den anden halvdel, Richter-siden, er efterkommere af selveste den djævel den nuværende djævleø er opkaldt efter (de er fra Sjælland, for at sige det kort). Fine folk, bevares, men måske lidt hårde i kanten.
Så kan man så stå der, kigge lidt på hele ens familie og tænke lidt over hvem man så selv er. Før eller siden er man så nødt til at acceptere, at det er så de kort jeg har fået delt, det er det fundament mit liv skal bygges på, det er sådan mit æg ser ud. Så er det selvfølgelig mit ansvar at sørge for at det æg bliver til en høne (eller hane er det vel i mit tilfælde), ligesom mine forældres æg blev til høns. Men hvad hvis jeg slet ikke har lyst til at blive til en høne? Eller hvis det slet ikke er muligt? Hvad hvis mit æg (som i dette tilfælde er en metafor for mit unge liv (jeg har nemlig hørt at metaforer er gode at bruge da de gør sproget mere levende)) pludselig en dag klækker, og det så viser sig at der slet ikke var en kylling indeni, men en ælling? Eller måske en struds eller en solsort. Hvad gør jeg så? Jeg har ingen anelse om hvordan man skal tackle livet, hvis man ikke er en høne. Mine forældre er nemlig nogle rigtige høns. Veluddannede, veltilpasse, arbejder på et kontor, to børn, kan krølles sammen til en fin firkant og stoppes ned i en kasse hvor der med store sorter bogstaver er skrevet SPIDSBORGER (som så senere er streget over og blevet erstattet med et lidt pænere synonym), høns. Og det er slet ikke fordi at der er noget galt i at være en høne. Mine forældre er glade og jeg sikker på at de glæder sig til den dag de træder tilbage fra arbejdsmarkedet og kan flytte til Tunø (TJEK!) og nyde den sidste del af deres hønseliv, sammen med alle de andre høns. Det virker nemlig ikke som om det var så lang tid siden at jeg også følte mig mest som en høne, og hvor jeg tænkte at jeg skulle gå på gymnasiet så jeg kunne komme på universitet og få en bachelor i et spise majs og kykkelikye. Men gennem hele gymnasiets "dannelsesprocess" er det så gået op for mig, at det måske ikke lige er universitetet der skal min første afkørsel. Men hvad er der så ellers af muligheder? For det er jo heller ikke fordi at jeg har tænkt mig at køre Hassan-ruten og prøve at begå mig som hvad der, med hele mit fugletema, vel bedst kan beskrives som en påfugl med en ørns næb og en struds' hals. Heller ikke fordi at der er noget galt i det, så længe man laver hvad man vil så er alting vel godt, men bare fordi at det ikke rigtigt virker som noget for mig. Men hvordan skal jeg vide hvad der er noget for mig (nu begynder i nok at forstå hvorfor dannet var i gåseøjne tidligere)? Hvordan skal man nå til et punkt hvor man kan pege på en eller anden beskrivelse af en eller anden uddannelse, og sige: "Det er lige mig!"? Det virker for mig, fuldstændig sindssygt at finde en eller anden uddannelse, læse lidt op på den og så beslutte sig for at det er dét jeg vil bruge de næste 3, 4, 5, 6, 50 år på. Jeg kunne ikke engang finde ud af at vælge en gymnasial studieretning eller sprogfag jeg kan lide, hvordan fanden forventer man så at jeg kan vælge en uddannelse? Det kender jeg da overhovedet ikke mig selv godt nok til. Men jeg kan jo heller ikke bare vente, i hvert fald ikke for evigt. Så ender det jo bare med at mit æg en dag klækker, og så er der ikke andet en æggeblomme, eller endnu værre, ingenting, indeni. Det ville især være en skam hvis der slet ikke er noget indeni. Med en æggeblomme ville man i det mindste altid kunne forsøge at bakse en omelet sammen, og så kan det være at man kan det til at fungere. Men hvis der overhovedet ikke er noget. Hvis man bare er tom, så ved jeg sgu ikke hvad man gør. Måske jeg bare skal tage det roligt. Blive lidt mere dannet (frem for "dannet"), og så kan det være at fremtidige Rasmus kan lære nok af nutidige Rasmus, så han kan træffe det rigtige valg.
Held og lykke, mig.

Rasmus Richter Johannsen

Ps. Hvis det viser sig at i kun har en æggeblomme i jer, så skal i huske at: Evigt ejes kun det bagte.

Krav om voksenhed

For to år siden skrev jeg et blogindlæg, der handlede om de krav, vi stiller os selv i gymnasiet. Med stor metakommunikativ snilde indledte jeg med at oplyse hvilke specifikke krav, der var stillet til opgaven. Trygheden ved positiv erfaring byder mig nu at gøre det samme: ”Skriv et blogindlæg, hvor du reflekterer/filosoferer over og undersøger fænomenerne ”kulturforståelse og dannelse”.

      Jeg tolker af overstående, at dette blogindlæg burde være cremen på vores 3-årige gymnasiale uddannelse. Det er muligheden for at demonstrere essentielle kompetencer som bevidsthed, bedrevidenhed og ikke mindst evne til at leve op til krav fra opgaveformuleringer, alt imens vi vender blikket udad og for en stund tager stilling til det samfund, vi er en del af. Jeg er da også fristet til at snakke om kulturelle misforståelser, om firkanter og trekanter, om høflighed og almendannelse. Som en solsort, der bevidstløs lader sig styre af jordens magnetfelt, således er jeg styret af opgaveformuleringens krav. Og denne følelse med rette, når man læser styrken i definitionen af ordet krav: Et krav er en betingelse. Et krav er et ufravigeligt ønske, der skal opfyldes. Dette bringer os – med lidt god vilje - tilbage til blogindlægget for to år siden, hvor mangt og meget gik tabt. Dengang spekulerede jeg i, hvordan det skulle være muligt at opnå topkarakterer i et gymnasialt system, hvor den perfekte præstation synes svær at tage og føle på. Jeg skrev blogindlægget pinagtigt ubevist omkring, hvilken effekt det havde på mig, at topkaraktererne lå mig så meget på hjerte.

      Når man læser om formålet med gymnasiet – og det gør man, da opgaveformuleringen dikterer inddragelse af en art dannelsesdefinition – så er der en masse ting, vi elever skal mestre: Vi skal kunne tilegne os viden. Vi skal kunne leve op til en bred palette af faglig mål inden for de enkelte fag. Vi skal almendannes. Med gymnasiet som primær dannelsesinstitution og karakteren som umiddelbart mål for elevens udmærkelse inden for denne, bliver karakterne således mål for dannelse. Denne forholdsvis unuancerede opfattelse har været hele mit verdensbillede de sidste to år. I blogindlægget fra mine spæde dage skrev jeg i nydelige metaforiske vendinger, at jeg kunne ”mærke, mine fingre blive mast under presset fra mine egne ambitioner.” Ironisk nok, gik profetien i opfyldelse og under studieretningsprojektet – kulminationen af alt, hvad det hedder pres og egen forventning i gymnasiet – blev mine hænder bogstavelig talt ”knust” i min arbejdsiver. Jeg har ydet vold mod mig selv, og som straf har man taget motoren ud af bilen: Jeg kan ikke længere skrive. Jeg kan ikke længere passe min skole, som jeg gerne ville.

Men hvordan er det kommet så vidt? Jeg har tilegnet mig viden, levet op til en bred palette af faglig mål inden for de enkelte fag, og jeg er blevet almendannet. Jeg var en toptunet dannelsesmaskine, der med dræbende pligtopfyldenhed og 120 kilometer i timen levede op til de krav, som man stillede mig. Det er først nu, at jeg – i min jagt på anvendelige dannelsesdefinitioner til dette blogindlæg – har opdaget, at noget ved gymnasiet er gået min næse forbi. Hold spændingen, mens jeg citerer fra ”retsinformation.dk”: ”Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden […] og til deres egen udvikling.”

      Det er af almen overbevisning, at man bliver tilnærmelsesvis voksen i gymnasiet. Efter disse gyldne år flyver vi fra reden, lærer at vaske tøj, passe et arbejde og tage del i et fællesskab. Men er det voksenhed vi mestrer, eller er det dannelse? Vi ved jo efterhånden godt, hvad dannelse er, og arbejder vi med det udvidede dannelsesbegreb, så favner dette alle tillærte evner – både faglige og sjælelige. Da vi er blevet fortalt, at voksenhed betegner evnen til at kunne sætte sig ud over sine egne behov, må voksenheden således været underkategori af dannelse. Som modpol kan man forestille sig et lille barn: sulten, tørstig, træt og ikke mindst ude af stand til at hjælpe sig selv til at få det bedre. Forestil dig nu en udtørret forretningsmand, der arbejder 60 timer om ugen: sulten, tørstig, træt, og ikke mindst er ude af stand til at navigere i de krav, han stilles fra omverdenen. Man må da så afgjort sige, at han sætter sig ud over egne behov, men hvordan adskiller han sig fra barnet? Kan man sige, at han forholder sig ansvarligt til sin omverden? Kan man sige at han forholder sig ansvarligt over for sig selv?

      Sidste efterår oplevede jeg en biologisk voksen mand ved navn Hassan Preisler tale om både dannelse og kulturmøde, og selvom han er sofistikeret, demokratiseret og super fremmelig - dvs. dannet I klassisk forstand - syntes jeg ikke, han besad særlig stor grad af voksenhed. Manden skøjtede rundt i følelsesmæssige udskejelser: Det ene øjeblik var han den pligtopfyldende integrerede Hassan, der spiste røde pølser og havde blonde kærester. Det næste var han den vrede og beskyldende Hassan, der råbte af hr. og fru Danmark og begravede sig selv i lag af karry. Han var i ubalance - præcis ligesom forretningsmanden eller gymnasieeleven, der ikke magter at tage vare på sig selv. Om blandt andet ubalance har en psykologpraksis kaldet ”Specular” skrevet en bog, hvori de præsenterer en teori kaldet ”Polaritetsskemaet”. Teorien siger, at der til alle positive kvaliteter hører en forvrængning af denne kvalitet og vice versa. Eksempelvis kan Hassans pligtopfyldenhed kamme over i forvrængningen, ”at glemme sig selv”, mens den modsvarende kvalitet, ” at huske sig selv” kan blive til egoisme. Idéen er at kunne balancere disse polariteter og dermed beskytte sig selv fra forvrængningerne, der har selvdestruktiv effekt. Den fiktionaliserede Hassan Preisler magter ikke denne opgave, og det gør ham ulykkelig. Samfundets krav om integration besværliggør det for ham at huske sig selv og sine rødder, og således affødes ubalancen. Tilsvarende præmierer samfundet, gymnasieinstitutionen og janteloven i højere grad pligtopfyldenhed, end den præmierer den modsvarende kvalitet: at ”huske sig selv”. Det er ikke lige så populært at sige: ”Jeg kan ikke. Jeg har brug for hjælp” som det er at sige: ”Den klarer jeg!” Men sidstnævnte holdning kan ende med at gøre os ligeså hjælpeløse som den fortabte forretningsmand.

      Mine smerter ”hjælper” mig dagligt til ”at huske mig selv”. Når jeg genlæser blogindlægget fra for to år siden, så tvivler jeg på, at mindre end en midlertidig handicaptilværelse ville have fået min næse op af sporet, så jeg kunne begynde at lede efter den røde tråd i gymnasiet i stedet for at klamre mig til præstationsorienteret pligtopfyldenhed og KRAV. Med stor sandsynlighed for, at i sidder med ”deep backstage”-kvalme over min – måske iscenesatte – bedrevidenhed, bevidsthed og noget mere tvivlsomme evne til at leve op til opgaveformuleringens krav (betragt anvendelsen af ord som ”gymnasiekultur” og ”paradigmeskift” som sparsom filosoferen over emnet: kulturforståelse) - så vil jeg postulere at det, der i sidste ende gøres i stand til at forholde os ”reflekterende og ansvarligt” til os selv og vores omverden, ikke er de høje karakterer, men derimod at være i hensigtsmæssig balance mellem vores polariteter. Balancen skal fungere som GPS, således at man kan navigere i omverdenens krav, når motoren engang er klar igen. Det er voksenhed for mig. Gud ske tak og lov for tennisalbuer.

Simone

Hvor skal jeg dø?

 
Jeg skal skrive blogindlæg lige efter Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter. Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter bor alle sammen i Aarhus(alt hvad der ligger efter Hornslet afkørslen er Aarhus i min verden). Jeg føler at jeg kommer fra et helt andet sted, end Aarhus. Jeg bor på midten af Djursland hvis i er i tvivl, jeg bor i en by som kun 600 indbyggere mindre end Hjortshøj altså Ryomgård(så Ryomgård er altså ret stor og ikke alle er i familie med hinanden), jeg bor på en bakke tæt på noget skov, jeg bor på skovbakken, jeg bor næsten øverst på skovbakken. Her har jeg min dejlige tilværelse, mit eget lille trygge æg som jeg kan ligge og i og blive klar til at udklække, men hvornår ved man at man er klar til at udklække og komme ud af sit æg? Når ens mor siger ”skal du ikke snart flytte hjemmefra?” det er et rimelig godt bud synes jeg faktisk selv. Jeg fik faktisk for nylig et spørgsmål fra en person, som lød ”flytter du nogensinde fra Ryomgård?” det satte mine tanker i gang omkring hvornår jeg er klar til at flytte ud af mit æg. Det er muligt at jeg kommer til at dø i Ryomgård, men jeg skal da ud og se verden inden det kommer til at ske. Jeg kunne jo bo 60 år i Mesballe(Mesballe er en lille forstad til Ryomgård) og så flytte tilbage til Ryomgård de sidste par år af mit liv, joke. Jeg flytter nok lidt længere væk, hvor langt må guderne vide. Der er forskellige kulturer i hele verden og jeg skal da nå at se nogle af dem. Man skulle ikke tro der er specielt stor forskel på kulturen om man bor i udkanten af Aarhus eller om man bor i Ryomgård. I Aarhus skal de fleste på universitet efter gymnasiet og de fleste tager nok lige et sabbat år for at rejse verden tynd. I Ryomgård når folk er færdige med 9. Klasse eller for de lidt bedre vidende 10. Klasse, går de i gang med at læse til mekaniker, tømrer, murer eller smed. De får kørekort til bil når de bliver 18, de køber en brugt bil fra slutningen af 90erne da det er der de kan få fleste HK. for pengene. Her begynder de så at smide et par ordentlige højtalere i, skørter, hækspoiler, freaky farver, et dumt citat i bagruden såsom ”sad man+beer=happy man” eller ”undskyld jeg kører rådden, men jeg får et blowjob” og et par ordentlige fælge der er mere værd end selve bilen. Når jeg har venner på besøg fra gymnasiet ser de ofte sådan en bil, da min nabo har noget der minder meget om beskrivelsen ovenover. De griner. Når jeg kigger på sådan en bil tænker jeg han har da penge ham der, han er sku ikke ked af at arbejde siden han har råd til at gøre så meget ved hans bil. Dem fra gymnasiet siger ”hold kæft en kegle, sikke en bunke lort” nu hvor jeg kender ham da han er min nabo og jeg ser ham til samtlige familie fødselsdage (da vi er i familie sammen), ved jeg at han er en gut der altid er klar til at give hånd med til diverse ting. Jeg er sikker på at hvis en af jeres naboer, ja alle jer som læser dette ser jeres nabos indkørsel fyldt med træ der skal køres om i deres have ja så er det langt de færreste der lige ville tage en trillebør og hjælpe med et læs eller to….. stof til eftertanke. I er vokset op i en helt anden kultur hvor man laver sin kaffe mens man står og griner af naboen der slæber træ om i haven. Ham der hjalp os med at slæbe træ om i haven han tog 9. Klasse og har siden arbejdet på en gård og kørt lastbil, han har ikke haft mulighed for at sidde og skrive noget tilfældigt på et stykke papir som han lige føler for i nuet, på Tunø som jeg har. Han har haft en helt anden opdragelse og liv indtil videre end som så mange andre, men i Ryomgård er det normalen. Han kommer nok også til at ende sine dage i Ryomgård på et plejehjem, men der er da mulighed for at han ender sine dage i Risskov som mange millionær. Det er vigtigt for mig at vide hvem jeg taler med(altså hvilken kultur de har) da det fuldstændigt bestemmer hvad jeg snakker om. Hvis jeg snakker med nogen fra Ryomgård er der 3 emner, damer, biler og sport. Hvis jeg snakker med nogen fra Aarhus er der flere emner, afleveringer, sport, hvad man skal næste år, damer, styrketræning, uddannelse, man kan stille store spørgsmål om hvordan samfundet er bygget op, om man stemmer rød eller blå. Det er altså vigtigt at vide hvem man snakker med det kan jo gå grusomt galt hvis jeg spørger nogen fra Ryomgård om hvad de tænker om det Johanne Schmidt-Nielsen sagde i går i tv. De tænker ikke ligefrem på hendes politik, hvis jeg derimod spørger en fra Aarhus om det ja så kan de komme med et resume af det hun sagde samtidig med en helt ny vinkel og deres egen holdning til emnet. Jeg er et sammensat menneske, jeg har dele fra mine forældre, dele fra min opdragelse, dele af min skole gang på den lokale skole, dele fra min skole gang i 10. Klasse, dele fra gymnasiet helt inde ved Egaa, dele fra besøg på gården ved min farmor og farfar(RIP). Alle disse ting har været med til at forme denne dreng, (eller unge mand som jeg blev kaldt i supermarkedet af en ældre kvinde da hun spurgte om jeg ville tage en flaske eddike ned til hende fra den øverste hylde) den falske Hassan er altså ikke det eneste sammensatte menneske på jorden(langt fra faktisk) her kommer jeg med et fantastisk eksempel på et sammensat menneske. Jonathan De Guzman til de uvidende indenfor fodbold verdenen er han en fodboldspiller, dem som ved hvem det er begynder at smile nu. Hans mor er fra Jamaica, hans far er fra Filippinerne, han er født i Canada, hans nationalitet er hollandsk, han spiller i den engelske liga, i en klub fra Wales som han er lånt ud til fra et hold i Spanien, ”true story”. Tag den falske Hassan der tror han er et sammensat menneske. Ham her Jonathan kommer fra alt for mange forskellige kulturer, han må da af alle personer i verden have en pænt stor forståelse for mange forskellige kulturer. Han er sikkert flyttet hjemmefra ret tidligt hvor dette hjem så enden har været. Han har nok været udklækket tidligt da en eller anden stor fodbold klub fik øje på ham da han var 15 år. Han er så flyttet fra den lille villavej tæt på skoven eller den hollandske udgave af Gellerup tidligt. Han kommer sku nok ikke tilbage og dør i samme by som han tog fra da han var 15 år eller måske gør han. Jeg kommer nok ikke til at dø i Ryomgård, jeg får nok ikke muligheden for at skrive blogindlæg efter Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter igen. Der er kæmpe forskel på hvor vi kommer fra og der er sikkert endnu større forskel på hvor vi kommer til at dø. Jeg fik skrevet blogindlægget efter Niels, Oscar Peter og Den Falske Peter, men hvor jeg skal dø vides endnu ikke.


Philip Nygaard Sørensen

Titel

Hvad er det som bestemmer, hvordan man tænker og hvad man føler?Jeg starter en anelse hårdt ud, det er jeg klar over. Og jeg er slet ikke filosof. Men følg lidt med alligevel, så ser vi hvor det ender.
   En persons følelser og holdninger er noget af det allerinderste og mest unikke han har. Det er følelserne og holdningerne som afgør hvordan han opfører sig og hvilken indflydelse han har på omverdenen, og det følelserne og holdningerne som selvopfattelser bygger på. Man kan næsten sige at de definerer os. Så det kan virke naturligt at spørge om, hvor de kommer fra.Nogle siger at det er opvæksten der afgør det, og andre siger at biologien har en stærk indflydelse. Og om der er noget andet.. Det er ikke det hele spørgsmålet handler om, men det er vigtig del af det, så hold det i baghovedet mens jeg fortsætter.
   Der er nemlig noget jeg har gået og grublet over et stykke tid, og.. jeg har svært ved rigtigt at komme til nogen konklusion med det. Men for at undgå at det bliver alt for svært at følge med, får I baggrundshistorien først - jeg får nogle gange at vide, at jeg lidt for let glemmer at andre ikke kan høre mine tanker. Okay: det startede uskyldigt nok ud med en tegneserie, som hedder "Light of Thy Countenance" - Google siger at det betyder noget i stil med "Lyset af dit Åsyn". Den er skrevet af Alan Moore (slå ham op) og handler faktisk om andet end superhelte-dragter og Kapow!-talebobler. Typisk Moore, så er det lidt underligt: hovedpersonen er TV'et, som beskriver hvordan det igennem historien udvikler sig, bliver brugt politisk og får mere og mere magt. Og på et tidspunkt i den alligevel ret dystre historie, siger TV'et så til læseren på det hårdeste engelsk jeg nogensinde har forsøgt at oversætte:

   "Jeg forfiner Jeres reaktioner, så selv mødre der, pludseligt berøvede, forsøger at udtrykke deres sorg, i deres bevægelser og hæse klagesang følger manuskripter fra halvt-huskede sæbeoperakatastrofer"
   Moore påstår med det citat egentlig, at selv vores inderste og stærkeste følelser ligger åbne for TV'ets indflydelse. Og glemmer man TV'et og kigger i stedet på indflydelsen fra andre mennesker og indtryk, så ender man ved det spørgsmål jeg har kæmpet med: er der noget som helst i os som ikke bare er et resultat ydre indflydelser, og hvis der ikke er, hvilken betydning har det så for tilværelsen? Jeg er klar over det ikke ser så slemt ud endnu, allerhøjest lidt eksistentialistisk ruskomsnusk, men stien ned ad det spørgsmålet kommer nu alligevel forbi noget spændende. Det tør jeg godt love - ellers ville jeg slet ikke skrive det her.   Se problemet er, at selvom det godt kan være at vi synes vi kan vælge og føle med en vis tyngde bag, så mister det al sin berettigelse når grundlaget for vores følelser og tanker forsvinder. Hvis grunden til, at jeg går ind for høje skatter, eller er vegetar, eller synes frihed er en god idé, kun er, at jeg har fået den tanke fra noget andet, så ligger hele vægten bag den beslutning eller holdning på dét andet. Og der er ting som peger på, at selv vores inderste er styret af ydre omstændigheder: enhver psykolog ved vel at traumatiske hændelser kan ændre folk ret drastisk, og det er mange gange blevet peget på, at værdierne i den kultur og sociale sammenhæng man er opvokset i betyder enormt meget for hvordan man bliver som voksen. De ydre indflydelser som ikke er styret af mennesker, er styret af tilfældigheder, og er jo så ikke en god grund til en holdning. Allerhøjest fakta man kan bruge til at vælge ud fra. Altså bliver ansvaret for, at ens holdninger har nogen merit, lagt over på kulturen, som er et produkt af de mennesker der lever i den. Det vil sige, at ens holdninger er afhængige af de mennesker man har fået dem fra, og her falder det så fra hinanden. De mennesker er jo mennesker præcis ligesom én selv, og deres holdninger stammer så også fra enten tilfældigheder eller andre mennesker. Det minder om et induktionsbevis fra matematik, altså et bevis hvor man viser at et enkelt tilfælde gælder, og bagefter viser at det altid gælder at man kan gå fra et vilkårligt skridt i beviset og til den næste. På den måde kan man fortsætte evigt og komme op i en evigt gyldig og meningsfyldt konklusion - her går turen bare nedad i stedet for, og ender ved, at alle menneskers holdninger stammer fra.. hvad, helt præcist? En masse tilfældige hændelser, det har vi konstateret, og så det eneste, der lader til at være konstant i mennesker mere eller mindre på trods af hvad de oplever: deres biologi. Instinkter og programmering, og det er egentlig fint nok, men det er et resultat af intet andet end Darwins evolution. Og den bygger på, yep, du har gættet det, tilfældighed igen.
   Det er der jeg ender: hvis menneskers følelser og holdninger er styret fuldstændig af ydre indtryk og biologi, så har de ikke andet belæg for at synes eller føle noget, end tilfældighed. Og tilfældighed er bare ikke et godt nok grundlag! Hassan Preissler havde undervurderet problemet da han sagde at han var et sammensat menneske: gu' fa'en er han sammensat, men hvis det her er rigtigt, så er han knapt nok et menneske. For ikke at tale om mig selv, eller hvem end der læser med her. Så jeg har prøvet at finde, om ikke et bevis, så bare et lille tegn, én eller anden form for sandsynliggørelse af, at det jeg synes og det jeg føler, det jeg er, bygger på andet end terningeslag. Men jeg kan ikke rigtig finde nogen vej ud, for der er ikke noget der kan stå testen når der bliver stillet spørgsmålstegn ved selv de mest grundlæggende antagelser. Hvad skulle det være som gemmer sig derinde, dybt i bevidstheden, noget som kan vælge uden at vælge på baggrund tilfældigheder? En eller anden form for skaberkraft der kan bygge idéer ud af intet, en absurd form for "selv", en sjæl af en slags - det bliver nemlig nærmest religiøst, for der er ikke noget der tyder på at sådan noget skulle findes ud over at vi ville ønske det gjorde. Og det er da også en løsningsmulighed, Søren K. foreslog det selv: bliv religiøs, transcendér logikken og sæt din lid til at Verden giver mening selvom du ikke kan se det. Men religionen ser heller ikke ud til at kunne holde sig oprejst: når nogen vælger at Tro (med stort T), når de ser på blomsterne som folder sig ud og tænker at der må være en Gud, så er det jo bygget på at vi har set folk i TV sige det samme. Eller også er det bygget på følelser - og så ender man jo bare med sand der løber ud mellem fingrene igen. Begynder I at forstå hvorfor jeg bliver en smule fortvivlet? Jeg er ved at nå det punkt hvor jeg må konkludere, at Einstein tog fejl, og at Gud spiller med terninger. Men så må jeg i samme åndedrag konkludere, at når jeg sætter min favorit Rammstein-CD på, synes en pige ser godt ud eller sidder på klassetur til Tunø og skriver "fugle siger tjip-tjip" og egentlig synes det er ret nice, så er det bare noget jeg synes uden nogen som helst grund. Når jeg går i skole for at lære at forstå hvordan livet hænger sammen, for at blive indforstået med min kultur og "uh-så-dannet", så styrker jeg i virkeligheden kun illusionen om, at jeg forstår eller synes noget. "Kultur er et løg" var der en hollænder der sagde, men det lader til, at der ikke er noget inde i midten af dét løg - og "dannelsens mål er dialektikken", var der en græker der sagde, "at kunne tilegne sig episteme, egentlig viden", men jeg siger "der findes kun doksa, ubegrundede meninger". Freuds æggemodel skal laves om, for der er ikke noget "jeg" i midten, og Hassan Preissler må opgive sit forsøg på at få os til at kæmpe mod vores kultur, for det er nemmere for en dråbe pludselig at udvikle selvbevidsthed og vende tidevandet. Selv selvmord bliver ligegyldigt.
   Hvis, altså, man ikke kan finde et alternativt svar på dét spørgsmål fra tidligere - hvis man ikke kan konkludere, at der er noget i mennesket som er mere værd end tilfældighed, være det religiøst eller ej. Det hvis afgør, om jeg kan lægge "Light of thy Countenance" på hylden og blive en form for menneske igen. Men det er et hvis som jeg ikke har kunnet tilfredsstille - indtil videre er jeg strandet her med, at det sgu nok er rene tilfældigheder, som styrer hvordan man tænker og føler.
   Så længe jeg er dét, så er der ikke belæg for at vælge noget frem for noget andet, og jeg kan ligesågodt nøjes med at kalde mit blogindlæg for "Titel".
   Og fordi jeg ikke kan se noget der tyder på, at man ikke har nogen egentlig grund til noget, så må jeg ende med at underskrive min opgave med navnet:

Den Falske Peter

Tid til eftertanke

Peter. En dreng på 20. En dreng med brune krøller og blå øjne. En dreng der ikke kan finde ud af, hvor han egentlig passer ind i den verden, vi kalder for verdenen. En dreng der lige nu sidder og trykker på knapper, som laves om til bogstaver på en computerskærm, og som står i en sådan rækkefølge, at de efterhånden begynder at danne én eller anden form for mening. Dét er status i Peters liv. I mit liv. For det er mig der er Peter. Jeg er den vaskeægte, og helt igennem rigtige Peter. Er jeg ikke? For hvis ikke jeg er den rigtige Peter hvem er så? Og hvad er jeg så? Den falske Peter? Den forkerte Peter? Nej det er jeg bestemt ikke, for jeg har jo brune krøller og blå øjne, og jeg ved ikke hvor jeg passer ind i verdenen. Desuden bærer jeg også det træk, der må siges at være et meget karakteristisk Peter-træk, at jeg bevæger mig gennem livet langsommere end de fleste. Jeg tager mig god tid, og tiden, ja, den lader sig tage, og det virker egentlig til at den ikke rigtigt bemærker at jeg tager den. "Tid" er desuden et forunderligt begreb. Einstein lærte os i 1905 at tiden er relativ, og at der således ikke er to mennesker på Jorden, for hvem tiden er ens. Alle individer har deres egen tid, der går jævnt i forhold til dem selv. "Men Peter, er det ikke bare kedelig, ligegyldig viden som ingen, bortset fra forskere og kedelige mennesker, nogensinde kommer til at drage nytte af?" Jo det kan der måske være noget om, men jeg synes altså både at tid er lidt forunderligt og lidt for underligt. Dét er i øvrigt endnu en af de ting der manifesterer min titel som den rigtige Peter. Jeg ved nemlig at den rigtige Peter, ligesom jeg selv, skrev en lang, kedelig (og ubrugelig for alle andre end forskere og kedelige mennesker) SRP om tid. Hvor om alting er, så har Einstein lært mig, at jeg har min egen tid, og at det, i sig selv, ikke bare er okay, men at det også ganske enkelt er et grundvilkår der er indbygget i naturen. Spørger du min fysiklærer, vil han nok sige at Peter-tid er at møde fem minutter for sent en tirsdag morgen. Det er måske også det Peter-tid er for ham, og det ville jeg da gerne ændre på, men det er ikke altid sådan at bus-tiderne, møde-tiderne og Peter-tiderne er lige nemme at få til at stemme overens. Så handler det om at man lige slår koldt vand i blodet, og tager den med ro. Koldt vand og ro er desuden to af de ting man finder i de allermest koncentrerede doser på den sagnomspundne ø, Tunø. Der er faktisk ingen der ved præcis hvor Tunø ligger, og dog går der mange rygter. Rent tidsligt er forskere og eksperter dog enige om at Tunø befinder sig i en form for tidslomme der ligger et godt stykke tilbage i fortiden, i forhold til den tid vi befinder os i lige nu. Alt det her er selvfølgelig løgn, ja jeg lyver faktisk ret ofte - nøjagtigt ligesom min gode ven Hassan Preisler (det er løgn at vi er gode venner), som har lavet et helt show (Brun Mands Byrde) hvor han står og lyver og praler og lyver lidt mere, helt for sig selv, som var han på en øde ø - og det var jo øerne vi kom fra. Tunø ligger selvfølgelig i Kattegat ca. 8 km fra Jyllands kyst. Og på en dag for ikke så længe siden skulle det blive Tunø-tid for mig og mine klassekammerater - og Tunø-tid, det skulle det i den grad blive. For da vi, efter at være gået igennem en noget primitiv form for check-in nede foran Tunø-færgen, og var sejlet de godt otte kilometer over kattegat, med udsigt til hav på den ene side, og hav på den anden side, oplevede min klasse og jeg for første gang hvad Tunø-tid egentlig var for en størrelse. Tiden på Tunø tikker taktfast afsted, trægt, troværdigt og trofast - lige til at blive træt af! Det var herligt - endelig var jeg hjemme! Tunø-tid og Peter-tid var to tandhjul der gik i hak, og gled afsted som smurt i olie. Jo længere tid vi befandt os på øen, jo mere var det også som om at mine klassekammerater også sporede sig ind på Peter-Tunø-tiden. Til sidst var alle vores individuelle ure blev nulstillet og synkroniseret, og vi passede sammen. Sådan opdagede, oplevede og op-alt-muligt-andet vi Tunø - en optur der fik os ned i tempo! Tunø sugede os ind i en tåge af bier der brummede, bølger der brusede, og billøse, blottede veje, der indbød til gåture og glade dage. Da blev vi alle forvandlet til små børn, der bare var der på øen og var tilstede. Først var vi blevet suget ind, men nu var det vores tur til at suge til os. For nu begyndte vi at se os omkring. Vi begyndte at udforske øen på gode gammeldags gå-ben, som børn på jagt efter en skat, gik vi rundt og ledte efter erfaringer, vi ledte efter små dråber af dannelse i dens reneste form. Kulturforsker og -analytiker Geert Hofstede bruger løget som billede på kultur - han har endda lavet en model, af et sådant kulturløg, som han kalder løgmodellen. Løgmodellen siger noget om hvordan en kultur er bygget op, og kommer til udtryk. Således er kulturer bygget op som et løg - lag på lag, og inde i kernen ligger det der, ifølge Hofstede, er vigtigst og styrende for en kultur, nemlig værdierne. Værdierne i en kultur er en fælles etik - en fælles holdning til hvad der er godt og ondt, hvad der er rigtigt og forkert. Det er dér inde, inde i midten af løget, der er allersaftigst. Det er det man gerne vil bore ind til. Og det prøvede vi så, ude på Tunø. Vi sad blandt andet og stirrede op på hvad der lignede (og rent faktisk var) en sammenbygning mellem en kirke og et fyrtårn (Tunø er ikke et helt normalt sted), og prøvede at skrælle Tunø-løget lag efter lag, prøvede at finde ind til kernen, ind til værdierne. Det er først her efter turen at det er gået op for mig at på Tunø behøver man ikke skrælle. Der får man smækket det friske, rå løg lige op i ansigtet ved blot at være der. Man kan ikke sige det meget bedre end hjemmesiden www.tunoeturist.dk, som har sloganet "Tunø skal ikke forklares - Tunø skal op opleves" skrevet i stor fed CAPS LOCK på deres forside. Det er i grunden lidt mærkeligt at Tunø har en turisthjemmeside, da Tunø for mig virker som et sted der er både anti-turist, anti-internet. Internettet er på en eller anden måde symbolet på den lynhurtig, hyperglobaliseret og helt igennem stressproducerende hverdag vi lever. Her går tiden langt for hurtigt til at nogen normale mennesker kan nå at følge med. Der er fart på. For eksempel skal Peter på en helt almindelig mandag som i dag både i skole, spille fodboldturnering med klassekammeraterne, og dernæst helt til Viborg for at øve sig i at synge noget musik der blev lavet for lang tid siden af nogle meget dannede mennesker, og så tilbage til Aarhus igen, hvor han bor. I det tempo kan man hurtigt glemme hvem, hvor, hvornår man er, og hvad man laver. Man glemmer at tænke over at man som et menneske i dannelse er midt i en proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, som man har valgt at udtrykke det på www.denstoredanske.dk - en lynhurtig online ordbog (hvad er der blevet af de kæmpemæssige støvede ordbøger ens forældre havde stående i reolen?!). En proces der i den grad fandt sted da mine klassekammerater og jeg tog Tunø-færgen tilbage til hverdagen, og opdagede hvilket tidsløst paradis vi lige havde befundet os i, blot timer tidligere. Så var holdningerne  dannet for os! Så vidste vi at Tunø var noget helt særligt, og at verden godt kunne bruge et strejf Tunø en gang i mellem. Det kan dog blive lidt svært at tage hele verden med ud på Tunø - Det er der hverken plads eller tid til. Så vi må gøre hvad vi kan for at vi i hverdagen også får tid til Tunø-tid. At vi lader tiden danne os, og lader os danne med tiden. For tiden ændrer mange ting. Jeg vil om mange år kunne kalde mig "Peter. En mand på slet-ikke-20 år. En mand med grå krøller og blå øjne. En mand der ved hvor han hører til. For med lidt held vil jeg med tiden også finde en plads i verdenen. Men der går nok lidt tid før det sker. Jeg er trods alt fanget i Peter-tid.

Peter