Sidste gang jeg skulle skrive et blogindlæg skrev jeg om hvid hundelort. Jeg kaldte det for Evigt ejes kun det tabte, og det var sekstenårige Rasmus' forsøg på at forklare at ting skal nydes, mens man har dem. Den sekstenårige Rasmus er nu blevet to år ældre, en lille smule mere "dannet" og skal nu til at skrive endnu et blogindlæg. Der er sket meget på to de år, og der er vel egentlig ikke så meget af den sekstenårige Rasmus tilbage i "The new and improved" Rasmus. Eller hvad? Han er vel stadig en del af mig, og de ting han gjorde har vel været med til at forme den attenårige Rasmus der sidder og skriver disse ord lige nu. Hvis man skulle være lidt fisefornem kunne vel sige at hver eneste ord jeg vælger, er nogle jeg vælger fordi at en tidligere Rasmus har lært det ord og tilføjet det til hans ordforråd. Noget den nuværende Rasmus så kan nyde godt af. Hvis jeg skal få hele dette ny-Rasmus-baseret-på-tidligere-Rasmus-noget til at passe med noget kulturforståelse (og det skal jeg (kan i se hvordan jeg bruger parenteser som en sand blogskrivningsmester?)) Kunne jeg vel sige at min kultur, Rasmus-kulturen, de ting jeg siger, de ting jeg gør og de ting jeg tænker, er en videreudvikling af de ting sekstenårige Rasmus sagde, gjorde og tænkte, måske med et mere dannet og, jeg ved ikke om jeg tør at sige det, voksent udtryk. Men denne sekstenårige Rasmus som den førnævnte "new and improved" Rasmus er baseret på, har vel bare været et produkt af en endnu tidligere Rasmus, som var et produkt af en endnu tidligere Rasmus. Så hvor startede min kultur? Hvor blev den Rasmus jeg er nu til? Jeg kunne forestille mig at svaret er at min egen personlige kultur er affødt af mine forældres kultur, den såkaldte Richter-Johannsen-Kultur, og hvis jeg vil finde ud af hvem jeg er og forstå hvorfor jeg er som jeg er, så er jeg nødt til at udforske denne Richter-Johannsen-kultur. Det lyder da meget spændende, for ser i, Richter-Johannsen-kulturen er en sjov størrelse. På Johannsen-siden er det de sande jyder, folk som min farmor der, da cirka halvdelen af hendes krop var kræft og den anden halvdel bare var gammel, ikke var hævet over at sige "luk røven" til min arme far da han viste sin døende mor lidt for meget medlidenhed. Ikke en gruppe folk der håndterer følelser med nogen form for elegance. Den anden halvdel, Richter-siden, er efterkommere af selveste den djævel den nuværende djævleø er opkaldt efter (de er fra Sjælland, for at sige det kort). Fine folk, bevares, men måske lidt hårde i kanten.
Så kan man så stå der, kigge lidt på hele ens familie og tænke lidt over hvem man så selv er. Før eller siden er man så nødt til at acceptere, at det er så de kort jeg har fået delt, det er det fundament mit liv skal bygges på, det er sådan mit æg ser ud. Så er det selvfølgelig mit ansvar at sørge for at det æg bliver til en høne (eller hane er det vel i mit tilfælde), ligesom mine forældres æg blev til høns. Men hvad hvis jeg slet ikke har lyst til at blive til en høne? Eller hvis det slet ikke er muligt? Hvad hvis mit æg (som i dette tilfælde er en metafor for mit unge liv (jeg har nemlig hørt at metaforer er gode at bruge da de gør sproget mere levende)) pludselig en dag klækker, og det så viser sig at der slet ikke var en kylling indeni, men en ælling? Eller måske en struds eller en solsort. Hvad gør jeg så? Jeg har ingen anelse om hvordan man skal tackle livet, hvis man ikke er en høne. Mine forældre er nemlig nogle rigtige høns. Veluddannede, veltilpasse, arbejder på et kontor, to børn, kan krølles sammen til en fin firkant og stoppes ned i en kasse hvor der med store sorter bogstaver er skrevet SPIDSBORGER (som så senere er streget over og blevet erstattet med et lidt pænere synonym), høns. Og det er slet ikke fordi at der er noget galt i at være en høne. Mine forældre er glade og jeg sikker på at de glæder sig til den dag de træder tilbage fra arbejdsmarkedet og kan flytte til Tunø (TJEK!) og nyde den sidste del af deres hønseliv, sammen med alle de andre høns. Det virker nemlig ikke som om det var så lang tid siden at jeg også følte mig mest som en høne, og hvor jeg tænkte at jeg skulle gå på gymnasiet så jeg kunne komme på universitet og få en bachelor i et spise majs og kykkelikye. Men gennem hele gymnasiets "dannelsesprocess" er det så gået op for mig, at det måske ikke lige er universitetet der skal min første afkørsel. Men hvad er der så ellers af muligheder? For det er jo heller ikke fordi at jeg har tænkt mig at køre Hassan-ruten og prøve at begå mig som hvad der, med hele mit fugletema, vel bedst kan beskrives som en påfugl med en ørns næb og en struds' hals. Heller ikke fordi at der er noget galt i det, så længe man laver hvad man vil så er alting vel godt, men bare fordi at det ikke rigtigt virker som noget for mig. Men hvordan skal jeg vide hvad der er noget for mig (nu begynder i nok at forstå hvorfor dannet var i gåseøjne tidligere)? Hvordan skal man nå til et punkt hvor man kan pege på en eller anden beskrivelse af en eller anden uddannelse, og sige: "Det er lige mig!"? Det virker for mig, fuldstændig sindssygt at finde en eller anden uddannelse, læse lidt op på den og så beslutte sig for at det er dét jeg vil bruge de næste 3, 4, 5, 6, 50 år på. Jeg kunne ikke engang finde ud af at vælge en gymnasial studieretning eller sprogfag jeg kan lide, hvordan fanden forventer man så at jeg kan vælge en uddannelse? Det kender jeg da overhovedet ikke mig selv godt nok til. Men jeg kan jo heller ikke bare vente, i hvert fald ikke for evigt. Så ender det jo bare med at mit æg en dag klækker, og så er der ikke andet en æggeblomme, eller endnu værre, ingenting, indeni. Det ville især være en skam hvis der slet ikke er noget indeni. Med en æggeblomme ville man i det mindste altid kunne forsøge at bakse en omelet sammen, og så kan det være at man kan det til at fungere. Men hvis der overhovedet ikke er noget. Hvis man bare er tom, så ved jeg sgu ikke hvad man gør. Måske jeg bare skal tage det roligt. Blive lidt mere dannet (frem for "dannet"), og så kan det være at fremtidige Rasmus kan lære nok af nutidige Rasmus, så han kan træffe det rigtige valg.
Held og lykke, mig.
Rasmus Richter Johannsen
Ps. Hvis det viser sig at i kun har en æggeblomme i jer, så skal i huske at: Evigt ejes kun det bagte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar