For
to år siden skrev jeg et blogindlæg, der handlede om de krav, vi stiller os
selv i gymnasiet. Med stor metakommunikativ snilde indledte jeg med at oplyse hvilke
specifikke krav, der var stillet til
opgaven. Trygheden ved positiv erfaring byder mig nu at gøre det samme: ”Skriv
et blogindlæg, hvor du reflekterer/filosoferer over og undersøger fænomenerne ”kulturforståelse
og dannelse”.
Jeg tolker af overstående, at dette
blogindlæg burde være cremen på vores 3-årige gymnasiale uddannelse. Det er
muligheden for at demonstrere essentielle kompetencer som bevidsthed,
bedrevidenhed og ikke mindst evne til at leve op til krav fra
opgaveformuleringer, alt imens vi vender blikket udad og for en stund tager
stilling til det samfund, vi er en del af. Jeg er da også fristet til at snakke
om kulturelle misforståelser, om firkanter og trekanter, om høflighed og
almendannelse. Som en solsort, der bevidstløs lader sig styre af jordens
magnetfelt, således er jeg styret af opgaveformuleringens krav. Og denne følelse
med rette, når man læser styrken i definitionen af ordet krav: Et krav er en betingelse.
Et krav er et ufravigeligt ønske, der
skal opfyldes. Dette bringer os – med lidt god vilje - tilbage til
blogindlægget for to år siden, hvor mangt og meget gik tabt. Dengang
spekulerede jeg i, hvordan det skulle være muligt at opnå topkarakterer i et gymnasialt
system, hvor den perfekte præstation synes svær at tage og føle på. Jeg skrev
blogindlægget pinagtigt ubevist omkring, hvilken effekt det havde på mig, at topkaraktererne lå mig så meget på
hjerte.
Når man læser om formålet med gymnasiet –
og det gør man, da opgaveformuleringen dikterer inddragelse af en art
dannelsesdefinition – så er der en masse ting, vi elever skal mestre: Vi skal
kunne tilegne os viden. Vi skal kunne leve op til en bred palette af faglig mål
inden for de enkelte fag. Vi skal almendannes. Med gymnasiet som primær
dannelsesinstitution og karakteren som umiddelbart mål for elevens udmærkelse
inden for denne, bliver karakterne således mål for dannelse. Denne forholdsvis unuancerede
opfattelse har været hele mit verdensbillede de sidste to år. I blogindlægget fra
mine spæde dage skrev jeg i nydelige metaforiske vendinger, at jeg kunne ”mærke,
mine fingre blive mast under presset fra mine egne ambitioner.” Ironisk nok,
gik profetien i opfyldelse og under studieretningsprojektet – kulminationen af
alt, hvad det hedder pres og egen forventning i gymnasiet – blev mine hænder bogstavelig
talt ”knust” i min arbejdsiver. Jeg har ydet vold mod mig selv, og som straf
har man taget motoren ud af bilen: Jeg kan ikke længere skrive. Jeg kan ikke
længere passe min skole, som jeg gerne ville.
Men
hvordan er det kommet så vidt? Jeg har
tilegnet mig viden, levet op til en bred palette af faglig mål inden for de
enkelte fag, og jeg er blevet
almendannet. Jeg var en toptunet dannelsesmaskine, der med dræbende pligtopfyldenhed
og 120 kilometer i timen levede op til de krav, som man stillede mig. Det er først
nu, at jeg – i min jagt på anvendelige dannelsesdefinitioner til dette blogindlæg
– har opdaget, at noget ved gymnasiet er gået min næse forbi. Hold spændingen,
mens jeg citerer fra ”retsinformation.dk”: ”Uddannelsen skal have et
dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed.
Eleverne skal derfor lære at forholde sig
reflekterende og ansvarligt til deres omverden […] og til deres egen udvikling.”
Det er af almen overbevisning, at man
bliver tilnærmelsesvis voksen i gymnasiet. Efter disse gyldne år flyver vi fra
reden, lærer at vaske tøj, passe et arbejde og tage del i et fællesskab. Men er
det voksenhed vi mestrer, eller er det dannelse? Vi ved jo efterhånden godt,
hvad dannelse er, og arbejder vi med det udvidede dannelsesbegreb, så favner dette
alle tillærte evner – både faglige og sjælelige. Da vi er blevet fortalt, at
voksenhed betegner evnen til at kunne
sætte sig ud over sine egne behov, må voksenheden således været underkategori
af dannelse. Som modpol kan man forestille sig et lille barn: sulten, tørstig,
træt og ikke mindst ude af stand til at hjælpe sig selv til at få det bedre.
Forestil dig nu en udtørret forretningsmand, der arbejder 60 timer om ugen:
sulten, tørstig, træt, og ikke mindst er ude af stand til at navigere i de
krav, han stilles fra omverdenen. Man må da så afgjort sige, at han sætter sig
ud over egne behov, men hvordan adskiller han sig fra barnet? Kan man sige, at
han forholder sig ansvarligt til sin omverden? Kan man sige at han forholder
sig ansvarligt over for sig selv?
Sidste efterår oplevede jeg en biologisk voksen mand ved navn Hassan Preisler
tale om både dannelse og kulturmøde, og selvom han er sofistikeret, demokratiseret
og super fremmelig - dvs. dannet I klassisk forstand - syntes jeg ikke, han
besad særlig stor grad af voksenhed. Manden skøjtede rundt i følelsesmæssige
udskejelser: Det ene øjeblik var han den pligtopfyldende integrerede Hassan,
der spiste røde pølser og havde blonde kærester. Det næste var han den vrede og
beskyldende Hassan, der råbte af hr. og fru Danmark og begravede sig selv i lag
af karry. Han var i ubalance - præcis ligesom forretningsmanden eller
gymnasieeleven, der ikke magter at tage vare på sig selv. Om blandt andet
ubalance har en psykologpraksis kaldet ”Specular” skrevet en bog, hvori de
præsenterer en teori kaldet ”Polaritetsskemaet”. Teorien siger, at der til alle
positive kvaliteter hører en forvrængning af denne kvalitet og vice versa. Eksempelvis
kan Hassans pligtopfyldenhed kamme over i forvrængningen, ”at glemme sig selv”,
mens den modsvarende kvalitet, ” at huske sig selv” kan blive til egoisme.
Idéen er at kunne balancere disse polariteter og dermed beskytte sig selv fra
forvrængningerne, der har selvdestruktiv effekt. Den fiktionaliserede Hassan
Preisler magter ikke denne opgave, og det gør ham ulykkelig. Samfundets krav om
integration besværliggør det for ham at huske sig selv og sine rødder, og
således affødes ubalancen. Tilsvarende præmierer samfundet,
gymnasieinstitutionen og janteloven i højere grad pligtopfyldenhed, end den
præmierer den modsvarende kvalitet: at ”huske sig selv”. Det er ikke lige så
populært at sige: ”Jeg kan ikke. Jeg har brug for hjælp” som det er at sige:
”Den klarer jeg!” Men sidstnævnte holdning kan ende med at gøre os ligeså
hjælpeløse som den fortabte forretningsmand.
Mine smerter ”hjælper” mig dagligt til ”at
huske mig selv”. Når jeg genlæser blogindlægget fra for to år siden, så tvivler
jeg på, at mindre end en midlertidig handicaptilværelse ville have fået min
næse op af sporet, så jeg kunne begynde at lede efter den røde tråd i gymnasiet
i stedet for at klamre mig til præstationsorienteret pligtopfyldenhed og KRAV. Med
stor sandsynlighed for, at i sidder med ”deep backstage”-kvalme over min –
måske iscenesatte – bedrevidenhed, bevidsthed og noget mere tvivlsomme evne til
at leve op til opgaveformuleringens krav (betragt anvendelsen af ord som
”gymnasiekultur” og ”paradigmeskift” som sparsom filosoferen over emnet:
kulturforståelse) - så vil jeg postulere at det, der i sidste ende gøres i
stand til at forholde os ”reflekterende og ansvarligt” til os selv og vores
omverden, ikke er de høje karakterer, men derimod at være i hensigtsmæssig
balance mellem vores polariteter. Balancen skal fungere som GPS, således at man
kan navigere i omverdenens krav, når motoren engang er klar igen. Det er
voksenhed for mig. Gud ske tak og lov for tennisalbuer.
Simone
Ingen kommentarer:
Send en kommentar