"For Lidt For Meget"

Da jeg var mindre, sagde far og mor altid til mig og søster: ”Søren og Sara, (De to start-s’er er ikke et tilfældigt valg af far og mor, da det er væsentligt nemmere at skælde Søren og Sara ud, end det er at skælde Jens og Mathilde-Ulrikke ud (ja, prøv selv)), hvornår lærer i, at i skal rydde op efter jer selv, når i har spist?!”. I stedet for at lære os hvordan vi skulle rydde op, fik vi bare skæld ud, når vi lod være – sanktioner, sanktion, sanktioner. En uretfærdig overenskomst, blev min søster og jeg hurtigt enige om. Elastikkens spænding intensiveredes og min søsters sprang, da hun droppede ud af skolen og flyttede hjemmefra. Og det samme har jeg FA'ME også tænkt mig […]

     Lidt for meget synes i? Eller måske er det bare jer, der er lidt for lidt?

     Jeg så meget op til mine forældre da jeg var en bette 'knegt' og når jeg så engang imellem evaluerer over sorenfars (ja, det har jeg kaldt mig selv på Instagram (den institution gør noget ved folk)) liv, bliver konklusionen for det meste, at jeg ligner dem mere og mere. Jeg er et produkt af mine forældre. Et æble der, klæbende, kryber ned ad stammen. ”Individet ligner dem det omgås” siger lektor, Michael Øe. Og hvis konklusionen skal være gældende mangler den sidste præmis: for at jeg kan ligne mine forældre, må det være dem jeg omgås mest, og bingo. Psykoanalysen vil påstå at jeg introjicerer min forældre til dannelsen af mit eget over-jeg. De er min målestok for min samfundskritik. Jeg er altså et, både, biologisk og psykologisk produkt af mine forældre – Hannah Montana vil nok nærmere sige, at jeg har ”the best of both worlds”. Jeg ved nu ikke, om jeg er enig…

     Hvad indeholder det psy-biologiske produkt Søren så? Mine forældre har i hvert fald haft et mål, om en dreng der skulle overleve og udvikle sig i et moderne samfund, med glæde og en god venstrearm. I bestræbelserne derefter har de forsøgt at oplære mig med bestemte værdier, holdninger, færdigheder og en højre hånd spændt fast på ryggen (er det ikke for meget?), der skulle munde ud i et dannet og hårdt-skydende menneske klar til at leve et velfungerende liv og slå sig løs på herre-landsholdets højre back. (Ærgerligt nok fulgte drengen det kedelige gennemsnit af ordinære højrehænder). De førnævnte "udviklingsmål" udleves naturligvis frit, inden for de rammer der er sat. De er ikke sat af undervisningsministeriet og kan ikke findes under ”kernestof” på uvm.dk. De er sat af far fra Helgenæs og af mor fra Nim, så det er intet under, at alle ikke er som Søren Hejgaard. Det er de så bestemt heller ikke. Nej nærmere modsat, vil jeg sige… Jeg kender ham, og i kender ham sikkert også. Jens eller Mathilde eller Sonny. Irriterende, der tygger sit tyggegummi i det vestlige hjørne, hvis forældre der, tydeligvis, har haft andre mål for øje hvad angår dannelse og opdragelse. Åbenbart skulle verden beæres med endnu en  hvad-har-du-lavet-i-weekenden-type (og den type, hvis du ikke har været så heldig at læse mit forrige blogindlæg, er en gennemgående narcissistisk type. (Er de ikke for meget?)) Selvom at ham og jeg kan gå på den samme vej, er vi dannet forskelligt og udstyret med to helt forskellige madpakker, der skal tackle den samme sult, det samme samfund, dog, på to vidt forskellige måder.

     En ting der ikke har stået på første side i min forældres hvordan opdrager jeg det perfekte barn, er forståelsen for det fremmede – brist nummer et. Forståelse for andre menneskers madpakke og respekten for hvordan deres forældre, by, land eller kontinent har valgt at smøre den. For mig virker Jens’ værdigrundlag forkert. Umiddelbart og objektivt set, ud fra den forældre-dannede offentligt-påvirkede gymnasieelevs synspunkt, virker den holdning plat og egoistisk, idet hans væremåde afspejler en anden kultur, selvom den er anderledes. (Så er det i virkeligheden mig, der er for lidt?) I den passer han og han afspejler dennes værdigrundlag, på en måde jeg ikke ville kunne. Forskellene bliver da sat i perspektiv, når man ser på Sørens og Iwans (ham drengen fra Tanzania) madpakke. Ja, blot farven bevidner om indhold der ikke just korrelerer. Heldigvis har de eneste to lært mig at respektere den åbenlyse forskel imellem rugbrød med spegepølse og så ugali (eller hvad sådan nogle nu spiser (sort humor – brist nummer to)). Sangen hedder Trafik og rammefortællingen er en køretur, hvor ”med”trafikanternes elendige og egoistiske kørsel påpeges. De synger: ”bilisterne kører op uden at blinke”. Hold kæft hvor er det også irriterende! Am I right? Prøv så lige at tænk på en verden uden trafik. (…) Hvor platformen for ukvemsord, ballademagere og generel nederen stil ikke var til stede. Heldigvis har den næsten dannede, næsten kulturforstående og næsten alt-for-meget gymnasielev Søren Hejgaard undersøgt dette i henhold til den induktive fremgangsmåde (den hvor man udleder noget generelt ud fra noget specifikt, i ve’ nok – metoder, MEtoder, METODER (det er vidst mig der er lidt for meget)). Uden helt at vide det, ville han teste om en verden uden trafik og telefoner, var en bedre verden, hvor der var tid til eftertanke – tid til Peter vil Peter nok sige. Empirien skulle samles på den nærmeste bilfri ø, Tunø. Svaret på den filosofering og reflektering var umiddelbart et umiddelbart ”fedt”. I hvert fald hvis man skal følge Sørens ophøjede tanker, og det kan, vil og skal man. Han skrev på stranden ud til fyret (hold fast, leg med og lad vær’ at dømme ham ud fra jeres, altid forud antagende forudantagelser): ”Lyden af havets bølger træder frem, mens andre  falder tilbage – hvor er bilerne, menneskene og telefonlydene?”. Cheasy? Ja. Informativt? "Tjo" (JA!). Det er hvad en stille ø i solskindvejr, hvor alle regnbuens farver så sandelig kom til syne, kan gøre ved en testatoren-fyldt teenager. Selvom jeg troede, at jeg havde fundet min plads et sted hvor madkasserne passede så fint sammen, passede Tunøs simple indhold upåklageligt. Jeg følte mig lidt som en kultur-konge. Jeg kan da bare det der med, at være andre steder og føle mig hjemme! Det passer selvfølgelig ikke. Tag nu, igen, den tanzaniske kultur. Dén forstår jeg ikke og vice versa.  At træde ud af flyet i Dar Es Salaam var som at bliver skubbet ud fra 10-meter-vippen med både bind for øjne, ben og hænder. Den varme og tunge luft ramte mig som mavens møde med overfladespændingen efter 10 meters frit fald gjorde det – ’plask’ og ’av’! Det var i hvert fald den følelse jeg havde inde i kroppen og det var den, jeg fortalte til min mor og søster, da jeg kom hjem, fordi at de skulle høre hvordan (som de sagde) det virkelig var gået. Min udgave til de nærmeste tilhører var vidst noget lignende ”her er godt nok varmt, hva’?!”, efterfulgt af et påtaget, næsten, arkaisk smil.

     I har lært lidt om mig, og jeg, i de seneste måneder, lidt om jer. Nu jeg har åbnet mig, er der vidst en ting mere, der skal siges. Hvis jeg skal være ærlig, fik vi sådan set aldrig skæld ud, da vi var små (altså mig og Sara). Søren skulle have været Jens, men det tog min fætter patent på ugen forinden. Egentlig lærte min far mig flere gange at rydde op i en ret tidelig alder, og det er nok derfor, at jeg aldrig rigtig fik skæld ud. I virkeligheden flyttede min storesøster hjemmefra på mine forældres opfordring, og det kommer nok også til at ske for mig, for jeg er en narkoman med tryghed som drug (misbruger – brist nummer tre). Jeg er just ikke komfortabel med det fremmede, og det kan jeg da takke min forældre, Freud og Micahel Øe for. Egentlig kunne jeg nogle gange godt tænke mig at jeg havde haft nogle andre forældre. Blot for et eksempel, kunne jeg godt se mig selv som søn af Simon og Peter. Med dem havde jeg garanteret elsket Tanzania og været flyveklar nu.

     Men hvordan havde mit liv så set ud? Og hvordan havde det her blogindlæg så egentlig taget form?

     Da jeg var mindre, sagde far og far altid til mig: ”Jens (det blev Jens, da statistik viser, at det er navnet med størst sandsynlighed for at blive homoseksuel (ja, undersøg selv)), selvom det ikke altid er nemt, må du respektere dig selv som du er, ligesom du skal respektere andre”. I stedet for at lære mig hvordan man virkelig fik sagt stop, sang de (flerstemmigt endda): ”du er god nok”, når jeg kom hjem helt mørbanket, fordi jeg var tillært en udtale med lidt for mange stemte s’er. En uretfærdig overenskomst, blev jeg hurtig enig med mig selv om. Derfor tog jeg op i skolen og tæskede løs på de der var mindre end mig selv (det var som regel pigerne), for det havde jeg set i fjernsynet, at nogle gjorde – med overvejende succes endda. Jeg blev en rigtig rebel, men vidste ikke hvorfor jeg kort efter blev smidt ud af skolen og tvunget til at flytte hjemmefra. Min elastik var bristet.

     Jeg tænker nogle gange: gid at jeg havde haft nogle andre forældre.

Søren eller Jens