Hvad gør regnskoven for os?

Det er bæredygtighedsdag i dag. Vores moduler i dag har handlet om regnskoven, biomasse, reducering af CO2. Disse emner har stillet os spørgsmålet " hvad gør regnskoven for os"

Hvad gør den så egentligt for os?

Regnskoven kan give os biobrændsel f.eks. Fra Sukrose til Glukose til Ethanol, faktisk kan Ethanol bruges som brandstof til vores biler så det er jo en god ting. Træerne kan bruges til have møbler såsom, havestole, havebord, hegn, skur, bænke osv. men er det nødvendigt at fælde disse træer, når de giver os O2 og optager den CO2 som vi ud slipper dagligt.

Alle de træer vi går fælder har også en betydning for andre end os. Hvad med alle de dyr, som lever dernede? De kommer til at mangle en del føde og territorier da det er træerne som er deres levevildkår. Vi har læst et projekt som omhandler nogle leguaner som bliver omtalt som ”grøn høne”, fordi leguaner spiser mindre end kyllinger fordi de er vekselvarme dyr, de lever naturligt i regnskoven, hvilket ikke er tilfældet for kyllinger. Det vil sige mere føde til mennesket og mindre udgifter til foder. Projektet var sat i gang fordi de vil finde et nyt alternativ til at fremskaffe føde til mennesket. En anden grund til at projektet blev sat i gang var fordi at man ville stoppe fældningen af regnskovens træer, som bliver fældet af de mennesker, som er ramt af hungersnød. De bliver nød til at fælde et træ i ny og næ, for selv at kunne overleve og skaffe mad til sin familie.

Så hvis de bliver ved med at fælde regnskoven ende det med at den slet ikke eksistere mere, hvilket vil resultere i at vi mennesker får en større klimaforandring da regnskoven ikke længere kan optage CO2.

Så det regnskoven gør for os lige nu er. Den giver os O2 og den bevare det dyreliv, der findes i regnskoven. Så i stedet  for at fælde regnskoven kunne man bruge halm til at danne alkohol som kan bruges til brandstof til vores biler. Så vi synes at man skal bevare regnskoven for at sikre menneskes overlevelse.

lavet af Monica 1.S og Mathias 2.S

Miljø.. Hvad?

Når vi hører ordet miljø  ryger der en masse tanker gennem hovedet på os, en af de ting der går igen flest gange må være den globale opvarmning. Den globale opvarmning er et så stort miljø fænomen der er aktuelt for verdens befolkningen lige nu, at selv vores NG lære spurgte os om vores holdninger til den. Straks fløj vores tanker rundt med 110 km/h. Atom kraftværker, regnskov, transportmidler, vedvarende energi, naturkatastrofer osv. 

Når vi hører om thyfoner og tsunamier virker det så fjernt fra vores hverdag, men hvis CO2 udslippet fortsætter bliver det måske en virkelighed for os. For med den ekstreme stigning der er lige nu, vil temperaturene stige med ca. 1° om året. Det lyder ikke som meget og lyder faktisk helt rart da vi begge er sommer mennesker og savner varmen i det den er væk, men i realiteten gør den ene grad en meget stor forskel, da det medfører en stor række ændringer i vores klima som påvirker hele verdens leve måde i dag fx smelter indlandsisen hvilket gør at vandstanden stiger, og der bliver mindre jordoverflade.  På den anden side overdriver vi også tit, fx undr stormen Bodil, hvor alle frygtede den store og vilde storm, som faktisk ikke var en så stor og vild storm, nærmere en kraftig kold vind. Vi gør tingene til mere end hvad de er. Dette gør at vi frygter det værste og dermed oplever det mildere end som medierne dækker og fremstiller det. 

Maria 13s Franela 12s

Er det for meget at be' om en god morgen?

Jamen er det, det? Det virker det ihvertfald som om i den seneste tid. Hos undertegnede starter morgenen ikke på samme måde hver gang. Hver aften, før jeg går i seng, bliver iPhonen altid sat til at skulle ringe kl. 7.00 og 7.10. Først med en omgang Tina Dico, som en hurtig opvarmer til den uendelige irreterende sekvens med Blues. I skulle prøve det. Det virker altid som en kickstarter! 

         I disse ti minutter overvejer jeg altid, hvordan min morgen skal se ud. "Hvad for noget morgenmad skal jeg ta'? Har jeg lyst til at flotte mig i fedt tøj, eller bliver det joggingbukserne og den lidt for store t-shirt? Skal jeg ikke lave en delikat sandwich med chorizo-pølse og bacon, eller bliver det en lækker salat, fyldt med feta ost og ravioli-pasta? Kan jeg ikke nå at drikke en varm kop kaffe, og hvordan skal håret egentlig se ud?" 

          Mens jeg sidder og skriver dette blogindlæg, begynder jeg faktisk helt at glæde mig til i morgen! Men det er jo lige præcis det, der er problemet... Efter de ti minutter, efter at vækkeuret ringer for anden gang, bliver jeg så irriteret, at jeg bliver ved med at sove i protest. Jeg står op et kvarter senere for at spise en kedelig omgang havregryn. De dovne joggingbukser bliver fundet frem. Den lækre sandwich bliver i stedet til en kedelig rugbrødsmad med leverpostej, og jeg når at tage tre slurke af kaffen før jeg skal ud til bussen med uglet hår... Det er måske sådan at gymnasieårene fungerer. På kort tid har man sat sig uendeligt mange ting for. Mange ting som først virker overskuelige, men, ja, som man senere finder umulige at fuldføre. DET GIR' MIG STRESS!!! Arrh selv mens jeg skal skrive der her blogindlæg, er der ting som hiver i mig. En ting, to ting, tre ting - DER ER SÅ MANGE TING!? Okay ro på Thomas... Én ting ad gangen, ellers koger du over. Jeg begynder at tro, at jeg spiser stress til morgenmad... Men er det egentlig også så slemt at være stresset? Vi får hele tiden af vide, at stress fører til depression. Vi skal tage det med ro, ellers kammer vi over. Men kan der findes god stress? 

          Ved psykisk eller fysisk stress begynder hjernen at pumpe adrenalin ind i kroppen. Adrenalin medfører, at hjertet begynder at banke hurtige, blodtrykket forhøjes, og man oplever, at sanserne skærpes. Med andre ord, man er klar til rock og rul! Nu tænker i sikkert, at hvad har det med os gymnasieelever at gøre - vi bungyjumper jo ikke til hverdag? Men adrenalin kan også blive kickstartet af eksempelvis en dansk aflevering(blogindlæg) som skal gøres færdig på begrænset tid. Ja Thomas Lynge Sørensens hjerte løber som ti vilde heste over at skulle formulere sig i middelregion. At skrive perfomativt, men også informativt. Skal jeg også være metakommunikativ? Jeg tror måske bare jeg skal flette en sammenhængende slutning ind nu.

          Måske skal jeg bare være tilfredse med mine stressede morgener. Altså tre slurke af en god kaffe er da bedre end ingen, ikk'? Så må det at foretage sig mange ting da også være bedre end at foretage sig ingenting. Folk siger til mig: "Thomas husk at nyde livet, du har ikke travlt" - Det får mig til at spørge mig selv: "Må jeg måske ikke have travlt med at nyde det?"

Thomas over and out! 

”Hvad har du lavet i weekenden?”

… ”Nårh, ikke så meget. Været sammen med nogle venner og så har je…..”

”Sjovt du spørger! Jeg har været sammen med rigtig mange af mine venner, næsten så mange at jeg ikke havde tid (hoho), men så var jeg jo bare sammen med flere på én dag – også var jeg for resten også inde i biografen med min kæreste, som for resten er model, ellers ikke så meget, hvis ellers du skulle spørge fra nogen?!”.

   Dette er et scenarie, du sikkert har oplevet før – jeg har i hvert fald! Et spørgsmål som man faktisk (umiddelbart) skulle tro var til én selv men ak –  lige netop dér kan man nemt ryge i fælden. Spørgsmålet var bare endnu en anledning til at udtrykke sin begejstring for sig selv, og en god lejlighed til at fortælle om hvor fantastisk og populær man egentlig er. I sådan situation bliver jeg hurtigt træt og træder tilbage; ikke fysisk – men psykisk og begynder at kigge den modsatte vej og bliver lidt fjern, men selv ikke dette åbenlyse (synes jeg selv) hint sætter en prop i hullet. Selv dér fortsættes med rørende gode anekdoter fra personens eventyrligt gode liv, også når vi snart et punkt inde i mig. ”Nå… men nok om mig!” – ville jeg have sagt, men jeg ender altid bare med at  smile og sige ”ej, hvor spændende”……………..

   Om det er et tegn på den voksende fokus på individet og på sig selv, og det dalende fokus på hvad de andre har at byde på, ved jeg ikke. Om alt for mange har hørt Anders Matthesen råbe: ”Fuck holdet, det var da mig der gjorde det… MIG, MIG, MIG, MIG!”, ved jeg ’Søren-sjaskeme’ heller ikke – eller om vi alle er ramt af en epidemi af særdeles ’ukurerbar’  og yderst smittende narcissisme….. Et godt spørgsmål. Tak. Selvtak.

    Narcissisme blev faktisk først beskrevet som en egentlig sygdom. Senere brugte Sigmund Freud så (som den første) narcissismen i psykologien og i hele forståelsen af mennesket og dets evige lyst til at blive set og hørt. Freud mente, at narcissismen var en stor del af mennesket lige fra fødslen, hvilket jeg tror, uden at fornærme nogle, at jeg kan skrive under på. (her skulle der egentlig have været et linjeoverspring, men jeg erstatter det med sammenhængende skrift…)

   Mange kritikere mener, at det er en udbredt og meget generel tendens – og fx facebook er en perfekt platform for at lufte disse narcissistiske tankegange. Lige med det blotte øje kan det umiddelbart være svært at skelne imellem ”vigtig viden eller ligegyldig info” (til jer som har set Natholdet), men uden yderlig og overdreven erfaring inden for det sociale medies udfoldelse kan jeg vidst godt konkludere, at en stor del af det er ligegyldig info! Men jeg kan da godt forstå det, bevares! Der er da mange stunder med min familie, eller sågar venner, som jeg sikkert også kunne have delt med mine ’friends’, i ren ”like-hunter-stil”, men noget stopper mig… Måske synes jeg ikke selv mit liv er så vanvittigt spændende. Lægger man derimod opdateringer op dagligt, må man jo føle at ens liv er så sprængtfyldt med farve at man faktisk gør mig en tjeneste ved at lade mig være en del af det, og herfra skal der så lyde et dybfølt, TAK!

Men altså… Inden jeg kommer for godt i gang, må jeg krybe til korset og stilfærdigt meddele jer, at jeg også sommetider spørger: ”Hvad har du lavet i weekenden?”

Søren Hejgaard Elsborg

Øl eller grammatik?

Prioritering. Kendt som gymnasieelevens vigtige bekendtskab, men som min værste fjende. Jeg har aldrig været god til at vælge ting fra, især ikke ting jeg kan lide. Om det er en lille snak over en øl med mine venner, lave nye sange i bandet eller spille en gang bold nede på plænen. Jeg tror det er det man normalt vil kalde overspringshandlinger (hvilket jeg desværre er blevet lidt af en mester til). Men en ting man også finder ud af, når man er så dygtig til det som jeg er,  er at man høster hvad man sår. Hvis man ikke er forberedt, så får du ikke meget ud af timerne. Afleverer man ikke, får man endnu mere travlt. Men man kan jo ikke give andre skylden end en selv. Nogle gange tror jeg, at grunden til at jeg ikke får taget mig sammen, er fordi jeg prioriterer anderledes end jeg burde. Jeg tænker bare, den første fjerdedel af dit liv bruger du på at uddanne dig. De næste to fjerdedele bruger du på at arbejde. Den sidste fjerdedel bruger du så på at dø. Jeg overdriver nok lidt ved at skrive det, men tanken skræmmer mig bare lidt. Altså du kommer jo ikke igen og får tid til at nyde ting igen. Så hvorfor spilde det hele på at arbejde? Jeg ved da godt jeg bliver sikkert en moden korthåret familiefar med en Citroën Berlingo, men jeg synes alligevel tanken om at spilde livet, på alt muligt man ikke har lyst til, er skræmmende. Selvfølgelig skal livet ikke være en dans på roser, det ville ingen få gavn eller erfaring af.

Opskriften på livet:
Tale i mobil 2,5 år
12 år foran TV'et
Arbejde konstant i 8 år
Kysse i 2 uger
Blinke 415 millioner gange

Det er bare nogle af de facts der godt kan skræmme mig lidt. Ikke fordi jeg er hellig, og det er i nok heller ikke, men alligevel...

20 minutter til at jeg skal øve med bandet, må hellere skynde mig lidt med at skrive det her så. Men så er det jo noget lort jeg laver, skal man blive og lave det i stedet? Men har jo også koncert i morgen! Ej, jeg må nok hellere tage derover. Klassen forventer nok hellere ikke mere fra mit blogindlæg alligevel.

Det skal nok hjælpe når jeg får flyttet, så skal man stå til ansvar for ALLE sine handlinger, det bliver godt. For alle parter.

Sex, Drugs & Rock n' Roll                                                                           // Stephan

Glædens øjeblikke

Er gymnasiet andet end hårdt arbejde i stræben efter det perfekte? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, i sommerferien før jeg begyndte på Egaa. Ja, jeg stiller det sådan set stadig ind imellem, når der bliver lidt for meget at se til, og jeg tror ikke jeg er den eneste, har jeg ret? Når lærerne lægger 15 elevtimers afleveringer ind til én uge, selv før jeg har regnet en (lille rar) fremlæggelse i tysk med, ja så kan det være svært at finde frem til et svar på det spørgsmål. For hårdt arbejde er det! Alligevel oplever jeg ind imellem tidspunkter, hvor jeg på ingen måde kan tænke på at være stresset, hvor jeg ikke kan tænke på, at jeg skal leve op til de krav, der stilles af lærerne, af familien og af alle andre. Ét af de tidspunkter mødte jeg i dag. Det var i en musiktime, hvor vi spillede afrikanske trommer i halvanden time. Jeg fik den ”simple” rolle, at jeg "bare" skulle holde pulsen, men fordi jeg nu er en mild grad af det, nogen kalder en rytmespasser, så skulle jeg koncentrere mig meget om, at ramme trommens ko-skind på det rigtige tidspunkt, samtidig kunne jeg ikke lade være med at smile lidt for mig selv, når jeg kiggede rundt på de koncentrerede ansigter i musiksalen (eller kiggede på de andre smil, fordi nogen havde fået øje på mig…). Ja, så er det da umuligt at tænke på afleveringer, skemaplanlægning og perfekte præstationer. Jeg er nemlig udmærket klar over, at jeg ikke kan gøre bedre end mit bedste, når jeg forsøger at holde en puls, og så grine af, når jeg ikke kan finde ud af det. Det er en befriende følelse midt i en ellers stresset hverdag. Den følelse vil jeg gerne se noget mere til, når jeg (som nu) sidder med en aflevering, som skal være færdig, fordi en anden aflevering ligger og venter på, at jeg kommer videre med den.

Måske har Søren Kierkegaard alligevel en pointe i sit citat "Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt". Det er, om ikke andet, ord med stof til eftertanke, for går jeg nu selv og har for travlt? Det har jeg måske nok, men hvad skal man gøre, når en stor del af de vågne timer er planlagt af gymnasiets søde skemaplanlæggere? Det lyder meget klogt med de filosofiske tanker, men det er lettere sagt end gjort. Vi skal jo både nå, at lære noget nyt, at imponere lærerne, så vi kan få en karakter, som vi er tilfredse med, vi skal huske fritidsinteresser og venner, og så skal der også helst være tid til, at vi kan lave ”ingenting”. En tid, hvor vi kan tænke alle de ligegyldige tanker (hvem har hængt bamser op overalt på gymnasiet?), som egentlig ikke er nyttige i stræben på det perfekte (eller er de?).

Måske er det egentlig ikke så dumt at have travlt, eller at have følelsen af at have travlt. Måske er det slet ikke så dumt at have mange planer, så længe der samtidig er glædens øjeblikke til at bryde op i travlheden, så ”travlt” ikke bliver til ”stresset”. Hvordan skulle vi også glæde os over de mønsterbrydere, som glædens øjeblikke er, hvis ikke vi havde et mønster, som kunne brydes?

Hvis bare jeg kan klæbe mig fast til glæden ved de tidspunkter, hvor tankerne kan flyve væk fra planlægning og forventninger, og kan koncentrere mig om de vigtige spørgsmål i livet, som f.eks. hvad alle de underlige bamser laver de underligste steder på gymnasiet, og hvad den gule/orange skulptur i spisesalen mon har kostet?

Måske er livet alligevel andet end hårdt arbejde i stræben på det perfekte liv.

Sofie Kamp

Skal vi lege?

Jeg sidder her og hygger mig ganske med opgavebeskrivelsen til denne lille ”øvelse i essay”. I har (næsten) alle sammen læst den: Bloggen skal være en blanding mellem en performativ og en informativ blog. Bloggen skal formuleres sprogligt bevidst. Bloggen skal være ”middelregion”. Bloggen mig her og bloggen mig der. For hvert SKAL, jeg læser, bliver jeg sgu en lille smule koldsveden. Vi har uden tvivl haft om det hele (engang), og jeg har da også efterhånden fået en idé om, hvad det vil sige, når noget er metakommunikativt (siger tak til Peters blogindlæg i sidste uge). Så jeg krydser fingre for, at min hjerne i løbet af næste time har lyst til at lave noget, der i mindre grad minder om en gang munddiarré og i højere grad om et blogindlæg. Måske endda et godt blogindlæg? Måske, hvis man må være så fræk at håbe, et PERFEKT blogindlæg?! Måske endda sådan et blogindlæg, der udløser en lille to-cifret karakter, der begynder med 1 og slutter på 2. Du ved, hvad for én jeg taler om.

Sjældent har jeg mødt et tal, der giver mig så meget stress, som tallet 12 (og jeg er da stødt på et par stykker i årenes løb). På undervisningsministeriets hjemmeside står der at: ”Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler,” og jeg kan allerede nu mærke, mine fingre blive mast under presset fra mine egne ambitioner. Sådan går det faktisk tit. Dagens Danmark handler så meget om uddannelse, at det efterhånden er blevet den indlysende sandhed, at du SKAL uddanne dig – og nu du er i gang, så kan du da lige gøre det så godt som du kan. Ja, nu du er i gang, kan du da lige så godt gøre det til PERFEKTION. PERFEKTION er en sjov ting. Den er lidt ligesom en storesøster, der ikke gider at lege med dig. Engang imellem, hvis du er heldig, så gider den måske. Så rammer du en guldåre. Så laver du måske en fremragende præstation og bla bla bla. Og får et 12-tal. Og så bliver du måske læge. Og måske, hvis du er virkelig, virkelig heldig, får du råd til en mand og en folkevogn. Personligt kunne jeg virkelig godt tænke mig en folkevogn. Hold da op for en sexet bil… Shit, fik jeg nu husket at være metakommunikativ? Måske bliver det slet ikke PERFEKT så?

Det er virkelig tit, at jeg bare lukker øjnene, trykker send i lectio og beder en bøn til Katrine om at være skånsom ved mine kommafejl. Så sidder jeg tilbage med mine nerver og min dårlige samvittighed over at vide (eller tro), at jeg kunne have gjort det bedre. Den bliver dog hurtigt afløst af facebook eller en anden aflevering, der kan laves med venstre hånd. Og selvom jeg godt ved at PERFEKT måske ikke lige er manden i mit liv, så hænger ambitionen om at gøre det PERFEKT altid over hovedet på mig (på os alle sammen vel - på den ene eller den anden måde). Som et spøgelse, der hjemsøger, men som hverken er til at tage eller føle på. Måske er der i virkeligheden ingen, der ved, hvad PERFEKT er. Måske er det derfor, lærere altid ser så lumske ud. Fordi de nyder at se os rode i sandet efter noget, de ved ikke er der. Vi er blevet snydt kære venner. Øv.

”Du skal afslutte med dit navn”, står der nederst i opgavebeskrivelsen. Det kan jeg da finde ud af, og jeg vil gå så vidt som til at påstå, at jeg kan gøre det PERFEKT.

Simone Zacher Christiansen