Skal vi lege?

Jeg sidder her og hygger mig ganske med opgavebeskrivelsen til denne lille ”øvelse i essay”. I har (næsten) alle sammen læst den: Bloggen skal være en blanding mellem en performativ og en informativ blog. Bloggen skal formuleres sprogligt bevidst. Bloggen skal være ”middelregion”. Bloggen mig her og bloggen mig der. For hvert SKAL, jeg læser, bliver jeg sgu en lille smule koldsveden. Vi har uden tvivl haft om det hele (engang), og jeg har da også efterhånden fået en idé om, hvad det vil sige, når noget er metakommunikativt (siger tak til Peters blogindlæg i sidste uge). Så jeg krydser fingre for, at min hjerne i løbet af næste time har lyst til at lave noget, der i mindre grad minder om en gang munddiarré og i højere grad om et blogindlæg. Måske endda et godt blogindlæg? Måske, hvis man må være så fræk at håbe, et PERFEKT blogindlæg?! Måske endda sådan et blogindlæg, der udløser en lille to-cifret karakter, der begynder med 1 og slutter på 2. Du ved, hvad for én jeg taler om.

Sjældent har jeg mødt et tal, der giver mig så meget stress, som tallet 12 (og jeg er da stødt på et par stykker i årenes løb). På undervisningsministeriets hjemmeside står der at: ”Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler,” og jeg kan allerede nu mærke, mine fingre blive mast under presset fra mine egne ambitioner. Sådan går det faktisk tit. Dagens Danmark handler så meget om uddannelse, at det efterhånden er blevet den indlysende sandhed, at du SKAL uddanne dig – og nu du er i gang, så kan du da lige gøre det så godt som du kan. Ja, nu du er i gang, kan du da lige så godt gøre det til PERFEKTION. PERFEKTION er en sjov ting. Den er lidt ligesom en storesøster, der ikke gider at lege med dig. Engang imellem, hvis du er heldig, så gider den måske. Så rammer du en guldåre. Så laver du måske en fremragende præstation og bla bla bla. Og får et 12-tal. Og så bliver du måske læge. Og måske, hvis du er virkelig, virkelig heldig, får du råd til en mand og en folkevogn. Personligt kunne jeg virkelig godt tænke mig en folkevogn. Hold da op for en sexet bil… Shit, fik jeg nu husket at være metakommunikativ? Måske bliver det slet ikke PERFEKT så?

Det er virkelig tit, at jeg bare lukker øjnene, trykker send i lectio og beder en bøn til Katrine om at være skånsom ved mine kommafejl. Så sidder jeg tilbage med mine nerver og min dårlige samvittighed over at vide (eller tro), at jeg kunne have gjort det bedre. Den bliver dog hurtigt afløst af facebook eller en anden aflevering, der kan laves med venstre hånd. Og selvom jeg godt ved at PERFEKT måske ikke lige er manden i mit liv, så hænger ambitionen om at gøre det PERFEKT altid over hovedet på mig (på os alle sammen vel - på den ene eller den anden måde). Som et spøgelse, der hjemsøger, men som hverken er til at tage eller føle på. Måske er der i virkeligheden ingen, der ved, hvad PERFEKT er. Måske er det derfor, lærere altid ser så lumske ud. Fordi de nyder at se os rode i sandet efter noget, de ved ikke er der. Vi er blevet snydt kære venner. Øv.

”Du skal afslutte med dit navn”, står der nederst i opgavebeskrivelsen. Det kan jeg da finde ud af, og jeg vil gå så vidt som til at påstå, at jeg kan gøre det PERFEKT.

Simone Zacher Christiansen