Glædens øjeblikke

Er gymnasiet andet end hårdt arbejde i stræben efter det perfekte? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, i sommerferien før jeg begyndte på Egaa. Ja, jeg stiller det sådan set stadig ind imellem, når der bliver lidt for meget at se til, og jeg tror ikke jeg er den eneste, har jeg ret? Når lærerne lægger 15 elevtimers afleveringer ind til én uge, selv før jeg har regnet en (lille rar) fremlæggelse i tysk med, ja så kan det være svært at finde frem til et svar på det spørgsmål. For hårdt arbejde er det! Alligevel oplever jeg ind imellem tidspunkter, hvor jeg på ingen måde kan tænke på at være stresset, hvor jeg ikke kan tænke på, at jeg skal leve op til de krav, der stilles af lærerne, af familien og af alle andre. Ét af de tidspunkter mødte jeg i dag. Det var i en musiktime, hvor vi spillede afrikanske trommer i halvanden time. Jeg fik den ”simple” rolle, at jeg "bare" skulle holde pulsen, men fordi jeg nu er en mild grad af det, nogen kalder en rytmespasser, så skulle jeg koncentrere mig meget om, at ramme trommens ko-skind på det rigtige tidspunkt, samtidig kunne jeg ikke lade være med at smile lidt for mig selv, når jeg kiggede rundt på de koncentrerede ansigter i musiksalen (eller kiggede på de andre smil, fordi nogen havde fået øje på mig…). Ja, så er det da umuligt at tænke på afleveringer, skemaplanlægning og perfekte præstationer. Jeg er nemlig udmærket klar over, at jeg ikke kan gøre bedre end mit bedste, når jeg forsøger at holde en puls, og så grine af, når jeg ikke kan finde ud af det. Det er en befriende følelse midt i en ellers stresset hverdag. Den følelse vil jeg gerne se noget mere til, når jeg (som nu) sidder med en aflevering, som skal være færdig, fordi en anden aflevering ligger og venter på, at jeg kommer videre med den.

Måske har Søren Kierkegaard alligevel en pointe i sit citat "Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt". Det er, om ikke andet, ord med stof til eftertanke, for går jeg nu selv og har for travlt? Det har jeg måske nok, men hvad skal man gøre, når en stor del af de vågne timer er planlagt af gymnasiets søde skemaplanlæggere? Det lyder meget klogt med de filosofiske tanker, men det er lettere sagt end gjort. Vi skal jo både nå, at lære noget nyt, at imponere lærerne, så vi kan få en karakter, som vi er tilfredse med, vi skal huske fritidsinteresser og venner, og så skal der også helst være tid til, at vi kan lave ”ingenting”. En tid, hvor vi kan tænke alle de ligegyldige tanker (hvem har hængt bamser op overalt på gymnasiet?), som egentlig ikke er nyttige i stræben på det perfekte (eller er de?).

Måske er det egentlig ikke så dumt at have travlt, eller at have følelsen af at have travlt. Måske er det slet ikke så dumt at have mange planer, så længe der samtidig er glædens øjeblikke til at bryde op i travlheden, så ”travlt” ikke bliver til ”stresset”. Hvordan skulle vi også glæde os over de mønsterbrydere, som glædens øjeblikke er, hvis ikke vi havde et mønster, som kunne brydes?

Hvis bare jeg kan klæbe mig fast til glæden ved de tidspunkter, hvor tankerne kan flyve væk fra planlægning og forventninger, og kan koncentrere mig om de vigtige spørgsmål i livet, som f.eks. hvad alle de underlige bamser laver de underligste steder på gymnasiet, og hvad den gule/orange skulptur i spisesalen mon har kostet?

Måske er livet alligevel andet end hårdt arbejde i stræben på det perfekte liv.

Sofie Kamp