Titel

Hvad er det som bestemmer, hvordan man tænker og hvad man føler?Jeg starter en anelse hårdt ud, det er jeg klar over. Og jeg er slet ikke filosof. Men følg lidt med alligevel, så ser vi hvor det ender.
   En persons følelser og holdninger er noget af det allerinderste og mest unikke han har. Det er følelserne og holdningerne som afgør hvordan han opfører sig og hvilken indflydelse han har på omverdenen, og det følelserne og holdningerne som selvopfattelser bygger på. Man kan næsten sige at de definerer os. Så det kan virke naturligt at spørge om, hvor de kommer fra.Nogle siger at det er opvæksten der afgør det, og andre siger at biologien har en stærk indflydelse. Og om der er noget andet.. Det er ikke det hele spørgsmålet handler om, men det er vigtig del af det, så hold det i baghovedet mens jeg fortsætter.
   Der er nemlig noget jeg har gået og grublet over et stykke tid, og.. jeg har svært ved rigtigt at komme til nogen konklusion med det. Men for at undgå at det bliver alt for svært at følge med, får I baggrundshistorien først - jeg får nogle gange at vide, at jeg lidt for let glemmer at andre ikke kan høre mine tanker. Okay: det startede uskyldigt nok ud med en tegneserie, som hedder "Light of Thy Countenance" - Google siger at det betyder noget i stil med "Lyset af dit Åsyn". Den er skrevet af Alan Moore (slå ham op) og handler faktisk om andet end superhelte-dragter og Kapow!-talebobler. Typisk Moore, så er det lidt underligt: hovedpersonen er TV'et, som beskriver hvordan det igennem historien udvikler sig, bliver brugt politisk og får mere og mere magt. Og på et tidspunkt i den alligevel ret dystre historie, siger TV'et så til læseren på det hårdeste engelsk jeg nogensinde har forsøgt at oversætte:

   "Jeg forfiner Jeres reaktioner, så selv mødre der, pludseligt berøvede, forsøger at udtrykke deres sorg, i deres bevægelser og hæse klagesang følger manuskripter fra halvt-huskede sæbeoperakatastrofer"
   Moore påstår med det citat egentlig, at selv vores inderste og stærkeste følelser ligger åbne for TV'ets indflydelse. Og glemmer man TV'et og kigger i stedet på indflydelsen fra andre mennesker og indtryk, så ender man ved det spørgsmål jeg har kæmpet med: er der noget som helst i os som ikke bare er et resultat ydre indflydelser, og hvis der ikke er, hvilken betydning har det så for tilværelsen? Jeg er klar over det ikke ser så slemt ud endnu, allerhøjest lidt eksistentialistisk ruskomsnusk, men stien ned ad det spørgsmålet kommer nu alligevel forbi noget spændende. Det tør jeg godt love - ellers ville jeg slet ikke skrive det her.   Se problemet er, at selvom det godt kan være at vi synes vi kan vælge og føle med en vis tyngde bag, så mister det al sin berettigelse når grundlaget for vores følelser og tanker forsvinder. Hvis grunden til, at jeg går ind for høje skatter, eller er vegetar, eller synes frihed er en god idé, kun er, at jeg har fået den tanke fra noget andet, så ligger hele vægten bag den beslutning eller holdning på dét andet. Og der er ting som peger på, at selv vores inderste er styret af ydre omstændigheder: enhver psykolog ved vel at traumatiske hændelser kan ændre folk ret drastisk, og det er mange gange blevet peget på, at værdierne i den kultur og sociale sammenhæng man er opvokset i betyder enormt meget for hvordan man bliver som voksen. De ydre indflydelser som ikke er styret af mennesker, er styret af tilfældigheder, og er jo så ikke en god grund til en holdning. Allerhøjest fakta man kan bruge til at vælge ud fra. Altså bliver ansvaret for, at ens holdninger har nogen merit, lagt over på kulturen, som er et produkt af de mennesker der lever i den. Det vil sige, at ens holdninger er afhængige af de mennesker man har fået dem fra, og her falder det så fra hinanden. De mennesker er jo mennesker præcis ligesom én selv, og deres holdninger stammer så også fra enten tilfældigheder eller andre mennesker. Det minder om et induktionsbevis fra matematik, altså et bevis hvor man viser at et enkelt tilfælde gælder, og bagefter viser at det altid gælder at man kan gå fra et vilkårligt skridt i beviset og til den næste. På den måde kan man fortsætte evigt og komme op i en evigt gyldig og meningsfyldt konklusion - her går turen bare nedad i stedet for, og ender ved, at alle menneskers holdninger stammer fra.. hvad, helt præcist? En masse tilfældige hændelser, det har vi konstateret, og så det eneste, der lader til at være konstant i mennesker mere eller mindre på trods af hvad de oplever: deres biologi. Instinkter og programmering, og det er egentlig fint nok, men det er et resultat af intet andet end Darwins evolution. Og den bygger på, yep, du har gættet det, tilfældighed igen.
   Det er der jeg ender: hvis menneskers følelser og holdninger er styret fuldstændig af ydre indtryk og biologi, så har de ikke andet belæg for at synes eller føle noget, end tilfældighed. Og tilfældighed er bare ikke et godt nok grundlag! Hassan Preissler havde undervurderet problemet da han sagde at han var et sammensat menneske: gu' fa'en er han sammensat, men hvis det her er rigtigt, så er han knapt nok et menneske. For ikke at tale om mig selv, eller hvem end der læser med her. Så jeg har prøvet at finde, om ikke et bevis, så bare et lille tegn, én eller anden form for sandsynliggørelse af, at det jeg synes og det jeg føler, det jeg er, bygger på andet end terningeslag. Men jeg kan ikke rigtig finde nogen vej ud, for der er ikke noget der kan stå testen når der bliver stillet spørgsmålstegn ved selv de mest grundlæggende antagelser. Hvad skulle det være som gemmer sig derinde, dybt i bevidstheden, noget som kan vælge uden at vælge på baggrund tilfældigheder? En eller anden form for skaberkraft der kan bygge idéer ud af intet, en absurd form for "selv", en sjæl af en slags - det bliver nemlig nærmest religiøst, for der er ikke noget der tyder på at sådan noget skulle findes ud over at vi ville ønske det gjorde. Og det er da også en løsningsmulighed, Søren K. foreslog det selv: bliv religiøs, transcendér logikken og sæt din lid til at Verden giver mening selvom du ikke kan se det. Men religionen ser heller ikke ud til at kunne holde sig oprejst: når nogen vælger at Tro (med stort T), når de ser på blomsterne som folder sig ud og tænker at der må være en Gud, så er det jo bygget på at vi har set folk i TV sige det samme. Eller også er det bygget på følelser - og så ender man jo bare med sand der løber ud mellem fingrene igen. Begynder I at forstå hvorfor jeg bliver en smule fortvivlet? Jeg er ved at nå det punkt hvor jeg må konkludere, at Einstein tog fejl, og at Gud spiller med terninger. Men så må jeg i samme åndedrag konkludere, at når jeg sætter min favorit Rammstein-CD på, synes en pige ser godt ud eller sidder på klassetur til Tunø og skriver "fugle siger tjip-tjip" og egentlig synes det er ret nice, så er det bare noget jeg synes uden nogen som helst grund. Når jeg går i skole for at lære at forstå hvordan livet hænger sammen, for at blive indforstået med min kultur og "uh-så-dannet", så styrker jeg i virkeligheden kun illusionen om, at jeg forstår eller synes noget. "Kultur er et løg" var der en hollænder der sagde, men det lader til, at der ikke er noget inde i midten af dét løg - og "dannelsens mål er dialektikken", var der en græker der sagde, "at kunne tilegne sig episteme, egentlig viden", men jeg siger "der findes kun doksa, ubegrundede meninger". Freuds æggemodel skal laves om, for der er ikke noget "jeg" i midten, og Hassan Preissler må opgive sit forsøg på at få os til at kæmpe mod vores kultur, for det er nemmere for en dråbe pludselig at udvikle selvbevidsthed og vende tidevandet. Selv selvmord bliver ligegyldigt.
   Hvis, altså, man ikke kan finde et alternativt svar på dét spørgsmål fra tidligere - hvis man ikke kan konkludere, at der er noget i mennesket som er mere værd end tilfældighed, være det religiøst eller ej. Det hvis afgør, om jeg kan lægge "Light of thy Countenance" på hylden og blive en form for menneske igen. Men det er et hvis som jeg ikke har kunnet tilfredsstille - indtil videre er jeg strandet her med, at det sgu nok er rene tilfældigheder, som styrer hvordan man tænker og føler.
   Så længe jeg er dét, så er der ikke belæg for at vælge noget frem for noget andet, og jeg kan ligesågodt nøjes med at kalde mit blogindlæg for "Titel".
   Og fordi jeg ikke kan se noget der tyder på, at man ikke har nogen egentlig grund til noget, så må jeg ende med at underskrive min opgave med navnet:

Den Falske Peter

Tid til eftertanke

Peter. En dreng på 20. En dreng med brune krøller og blå øjne. En dreng der ikke kan finde ud af, hvor han egentlig passer ind i den verden, vi kalder for verdenen. En dreng der lige nu sidder og trykker på knapper, som laves om til bogstaver på en computerskærm, og som står i en sådan rækkefølge, at de efterhånden begynder at danne én eller anden form for mening. Dét er status i Peters liv. I mit liv. For det er mig der er Peter. Jeg er den vaskeægte, og helt igennem rigtige Peter. Er jeg ikke? For hvis ikke jeg er den rigtige Peter hvem er så? Og hvad er jeg så? Den falske Peter? Den forkerte Peter? Nej det er jeg bestemt ikke, for jeg har jo brune krøller og blå øjne, og jeg ved ikke hvor jeg passer ind i verdenen. Desuden bærer jeg også det træk, der må siges at være et meget karakteristisk Peter-træk, at jeg bevæger mig gennem livet langsommere end de fleste. Jeg tager mig god tid, og tiden, ja, den lader sig tage, og det virker egentlig til at den ikke rigtigt bemærker at jeg tager den. "Tid" er desuden et forunderligt begreb. Einstein lærte os i 1905 at tiden er relativ, og at der således ikke er to mennesker på Jorden, for hvem tiden er ens. Alle individer har deres egen tid, der går jævnt i forhold til dem selv. "Men Peter, er det ikke bare kedelig, ligegyldig viden som ingen, bortset fra forskere og kedelige mennesker, nogensinde kommer til at drage nytte af?" Jo det kan der måske være noget om, men jeg synes altså både at tid er lidt forunderligt og lidt for underligt. Dét er i øvrigt endnu en af de ting der manifesterer min titel som den rigtige Peter. Jeg ved nemlig at den rigtige Peter, ligesom jeg selv, skrev en lang, kedelig (og ubrugelig for alle andre end forskere og kedelige mennesker) SRP om tid. Hvor om alting er, så har Einstein lært mig, at jeg har min egen tid, og at det, i sig selv, ikke bare er okay, men at det også ganske enkelt er et grundvilkår der er indbygget i naturen. Spørger du min fysiklærer, vil han nok sige at Peter-tid er at møde fem minutter for sent en tirsdag morgen. Det er måske også det Peter-tid er for ham, og det ville jeg da gerne ændre på, men det er ikke altid sådan at bus-tiderne, møde-tiderne og Peter-tiderne er lige nemme at få til at stemme overens. Så handler det om at man lige slår koldt vand i blodet, og tager den med ro. Koldt vand og ro er desuden to af de ting man finder i de allermest koncentrerede doser på den sagnomspundne ø, Tunø. Der er faktisk ingen der ved præcis hvor Tunø ligger, og dog går der mange rygter. Rent tidsligt er forskere og eksperter dog enige om at Tunø befinder sig i en form for tidslomme der ligger et godt stykke tilbage i fortiden, i forhold til den tid vi befinder os i lige nu. Alt det her er selvfølgelig løgn, ja jeg lyver faktisk ret ofte - nøjagtigt ligesom min gode ven Hassan Preisler (det er løgn at vi er gode venner), som har lavet et helt show (Brun Mands Byrde) hvor han står og lyver og praler og lyver lidt mere, helt for sig selv, som var han på en øde ø - og det var jo øerne vi kom fra. Tunø ligger selvfølgelig i Kattegat ca. 8 km fra Jyllands kyst. Og på en dag for ikke så længe siden skulle det blive Tunø-tid for mig og mine klassekammerater - og Tunø-tid, det skulle det i den grad blive. For da vi, efter at være gået igennem en noget primitiv form for check-in nede foran Tunø-færgen, og var sejlet de godt otte kilometer over kattegat, med udsigt til hav på den ene side, og hav på den anden side, oplevede min klasse og jeg for første gang hvad Tunø-tid egentlig var for en størrelse. Tiden på Tunø tikker taktfast afsted, trægt, troværdigt og trofast - lige til at blive træt af! Det var herligt - endelig var jeg hjemme! Tunø-tid og Peter-tid var to tandhjul der gik i hak, og gled afsted som smurt i olie. Jo længere tid vi befandt os på øen, jo mere var det også som om at mine klassekammerater også sporede sig ind på Peter-Tunø-tiden. Til sidst var alle vores individuelle ure blev nulstillet og synkroniseret, og vi passede sammen. Sådan opdagede, oplevede og op-alt-muligt-andet vi Tunø - en optur der fik os ned i tempo! Tunø sugede os ind i en tåge af bier der brummede, bølger der brusede, og billøse, blottede veje, der indbød til gåture og glade dage. Da blev vi alle forvandlet til små børn, der bare var der på øen og var tilstede. Først var vi blevet suget ind, men nu var det vores tur til at suge til os. For nu begyndte vi at se os omkring. Vi begyndte at udforske øen på gode gammeldags gå-ben, som børn på jagt efter en skat, gik vi rundt og ledte efter erfaringer, vi ledte efter små dråber af dannelse i dens reneste form. Kulturforsker og -analytiker Geert Hofstede bruger løget som billede på kultur - han har endda lavet en model, af et sådant kulturløg, som han kalder løgmodellen. Løgmodellen siger noget om hvordan en kultur er bygget op, og kommer til udtryk. Således er kulturer bygget op som et løg - lag på lag, og inde i kernen ligger det der, ifølge Hofstede, er vigtigst og styrende for en kultur, nemlig værdierne. Værdierne i en kultur er en fælles etik - en fælles holdning til hvad der er godt og ondt, hvad der er rigtigt og forkert. Det er dér inde, inde i midten af løget, der er allersaftigst. Det er det man gerne vil bore ind til. Og det prøvede vi så, ude på Tunø. Vi sad blandt andet og stirrede op på hvad der lignede (og rent faktisk var) en sammenbygning mellem en kirke og et fyrtårn (Tunø er ikke et helt normalt sted), og prøvede at skrælle Tunø-løget lag efter lag, prøvede at finde ind til kernen, ind til værdierne. Det er først her efter turen at det er gået op for mig at på Tunø behøver man ikke skrælle. Der får man smækket det friske, rå løg lige op i ansigtet ved blot at være der. Man kan ikke sige det meget bedre end hjemmesiden www.tunoeturist.dk, som har sloganet "Tunø skal ikke forklares - Tunø skal op opleves" skrevet i stor fed CAPS LOCK på deres forside. Det er i grunden lidt mærkeligt at Tunø har en turisthjemmeside, da Tunø for mig virker som et sted der er både anti-turist, anti-internet. Internettet er på en eller anden måde symbolet på den lynhurtig, hyperglobaliseret og helt igennem stressproducerende hverdag vi lever. Her går tiden langt for hurtigt til at nogen normale mennesker kan nå at følge med. Der er fart på. For eksempel skal Peter på en helt almindelig mandag som i dag både i skole, spille fodboldturnering med klassekammeraterne, og dernæst helt til Viborg for at øve sig i at synge noget musik der blev lavet for lang tid siden af nogle meget dannede mennesker, og så tilbage til Aarhus igen, hvor han bor. I det tempo kan man hurtigt glemme hvem, hvor, hvornår man er, og hvad man laver. Man glemmer at tænke over at man som et menneske i dannelse er midt i en proces, hvorigennem et menneske erhverver sig et kulturelt bestemt indhold af viden, færdigheder og holdninger, som man har valgt at udtrykke det på www.denstoredanske.dk - en lynhurtig online ordbog (hvad er der blevet af de kæmpemæssige støvede ordbøger ens forældre havde stående i reolen?!). En proces der i den grad fandt sted da mine klassekammerater og jeg tog Tunø-færgen tilbage til hverdagen, og opdagede hvilket tidsløst paradis vi lige havde befundet os i, blot timer tidligere. Så var holdningerne  dannet for os! Så vidste vi at Tunø var noget helt særligt, og at verden godt kunne bruge et strejf Tunø en gang i mellem. Det kan dog blive lidt svært at tage hele verden med ud på Tunø - Det er der hverken plads eller tid til. Så vi må gøre hvad vi kan for at vi i hverdagen også får tid til Tunø-tid. At vi lader tiden danne os, og lader os danne med tiden. For tiden ændrer mange ting. Jeg vil om mange år kunne kalde mig "Peter. En mand på slet-ikke-20 år. En mand med grå krøller og blå øjne. En mand der ved hvor han hører til. For med lidt held vil jeg med tiden også finde en plads i verdenen. Men der går nok lidt tid før det sker. Jeg er trods alt fanget i Peter-tid.

Peter

Egoforsvaret

Jeg var i september sidste år inviteret på en vaskeægte dannelsesrejse til Tunø med min klasse – hvad der viste sig at blive starten på mit livs odyssé. Fra ”Den Store Danske” har jeg lært, at den optimale dannelsesproces henvender sig til et aktivt væsen, der har et ønske om at blive dannet. Derfor pakkede jeg min yndlingskuglepind og mit kinahæfte – så kunne den essayistiske skriveøvelse bare komme an! Jeg skrev om de pippende fugle i træerne; om den lune vind, der kærtegnede mine efterårsblege arme og om synet af det blå, der flød mellem det grønne forenden af grusstien – men så gik det galt. Jeg mærkede noget fremmed nærme sig min krop. Nogen dansk Polyfemos var der ikke tale om, men derimod en gruppe generende bier, der udstødte en ubehagelig summen og hvis påtrængende adfærd fik sat en stopper for den ellers vellykkede sanseoplevelse. Kulturchok ved Bistaderne på Tunø: *KLASK*

   Det var ikke et vellykket kulturmøde for nogen parter. Men hvad var det, der gik galt? Et kulturmøde er en tovejskommunikation og jeg vil våge at påstå, at der ikke var specielt god kommunikation. Nu var det godt nok en bi, men jeg kan da ikke bare klaske dem, som jeg ikke lige synes om ved første møde – selvom de udstøder trælse lyde eller er for nærgående. Da er det i virkeligheden måske mig, der mangler en kvalitet, som de besidder. Jeg læste for nylig om resonansbegrebet i en bog om musik og bevidsthed, som jeg har arvet fra min farmors alsidige bogreol: ”Ind i Musikken” af Peter Bastian. Han påstår, at musik kun er noget der eksisterer, når lytteren er til stede fysisk og i den grad også mentalt. Ligesom vores immunforsvar bevidstløst skelner det fremmede fra det, der er ”os”, besidder vores ego også en forsvarsmekanisme, der ligeledes bevidstløst afviser nyt og dermed hæmmer en dannelsesproces. Det essentielle er altså at kunne analysere sig selv objektivt for at blive i stand til at nedbryde den barriere, der forhindrer musikkens eksistens i det enkelte ego. Så frastødes jeg af underboens bongotrommer kl. 06:10 en lørdag morgen, Hansi Hinterseers evindelige schlagerhits eller for den sags skyld biernes summen, er det måske min egen selvdisciplins skyld. Det er min manglende evne til at modarbejde mit egoforsvar, som pt udelukkende værdsætter min egen fesne Spotify-playliste, der rummer pinligt få sange – få sange som jeg efterhånden er godt beslægtet med.

   Analogt gælder det vel i enhver anden kommunikation end musik; som der skal to til en aflevering i håndbold, skal der altså som tidligere nævnt to til et kulturmøde. Her nytter det ikke noget at stå passivt med armene over kors, for så falder bolden til jorden. Da jeg var i Tanzania med min gymnasieklasse, oplevede jeg en gensidig åbenhed mellem de tanzanianske elever og de danske elever, der repræsenterede hver deres kultur. De fleste, selv jeg, havde nogle gyldne øjeblikke med bolden i hænderne. Bolden, som på abstrakt plan, er udvekslingen af kultur; alt det vi mennesker gør og kan – og som vi kommunikerer videre. Gennem interviews, uformelle dialoger, fælles undervisning og meget mere var der en fælles interesse i hinandens kultur. Jeg blev klogere på den tanzanianske kultur. Jeg blev dannet på baggrund af et – på så mange måder – vellykket kulturmøde. For den kultur, som et menneske erhverver sig i løbet af sin opvækst, opdragelse og uddannelse er ifølge ”Den Store Danske” helt tilbage til oldtidens Grækenland blevet regnet som paideia – dannelse.

   Og hvad gør min dansklærer for at danne mig og udvide mit kulturelle perspektiv? Jo, hun inviterer mig med i det moderne teater en torsdag eftermiddag til et kulturmøde med et ”kulturelt sammenbragt menneske” – Hassan Preisler i Brun Mands Byrde (og jeg siger selvfølgelig ja tak). Oldtidens virkemidler som ironi og latterliggørelse består endnu i dag, idet Hassan Preisler – gennem stereotype roller som ”Teaterchefen” – satirisk fremstiller det groteske i, at et individ som Hassan udelukkes fra teaterjobs og samfundsgrupper grundet arvelige egenskaber som udseende. Virker det ikke absurd, at vi en globaliseret verden, præget af kommunikation på tværs af etniske grupper, har en statisk opfattelse at kultur? Vi lever ifølge sociologen Anthony Giddens i et senmoderne samfund, hvor individet selv har ansvaret for sin egen identitet og dannelse. Derfor nytter det vel ikke noget, at vi begrænser hinandens muligheder for at udleve denne selvidentitet, fordi vores egoforsvar afskyr fremmede kulturer – så oplever vi verden i et statisk etnocentrisk perspektiv, hvor fremmede kulturer opfattes med udgangspunkt i værdierne fra ens egen kultur – så dør kommunikationen, kulturudvekslingen og dannelsen. For dannelse handler vel netop om at tage imod og blive klogere; at finde resonans i fremmede kulturer ved selvstændigt at nedbryde sin egen frygt for det fremmede. For nok er skabelsen af kultur baseret på et sammenspil mellem mennesker, men uden anerkendelse fra det enkelte individ står kulturen vakkelvornt.

Så når turen igen engang går til Tunø; så vil jeg med vidtstrakte arme … med et åbent og nysgerrigt sind… og med et videbegær, der ville få Oldtidens grækere til at tabe kæben, aktivt tage kampen op med naturen som den Odysseus, jeg nu engang er.

Oscar 

Refleksioner i svedcentralen

Ryster tankeforstyrret en pre-workout sammen for at komme op i gear. Lige nu ville jeg faktisk meget hellere spille guitar, se fjernsyn eller hænge ud med nogle homies. Så det giver jo egentligt ikke mening, det ved jeg godt. Men samtidigt er det bare det eneste, som giver mening. Og så er det sundt. Eller er det usundt? Måske er det spild af tid. En ting er helt sikker: Den dårlige samvittighed dunker i baghovedet, og den går først væk, når jeg tager afsted; Never skip a leg day. Jeg bunder pre-workouten, hopper i løbeskoene og så af sted mod svedcentralen (Det er selvfølgelig Fitness World, jeg taler om).

      Egentligt var jeg modstander af konceptet. Jeg mener, hvem gider betale 249 dask (plus 300 i oprettelse, grådige sataner!) for at presse grædende svedtårer i et tæt lokale som kommercielt opdrættede svin a la Danish Crown? Det lyder ikke særligt tiltalende. Men som så mange andre danskere (faktisk hele 469.000 for at være præcis), har jeg for nyligt meldt mig ind i den mystiske kulturinstitution, Fitness World. Jeg drages til dette sagnomspundne sted 3-4 gange om ugen (en evt. gang nummer 5 udelukkes ikke), hvor jeg dyrker fitnesskulturen sammen med Pumper-Poul, Mega-Muhammed og Slanke-Sanne. Hvis man er medlem, har man uden tvivl stiftet bekendtskab med disse tre fitnessentusiaster. De er uundgåelige at lægge mærke til, særligt Pumper-Poul, der jo fylder en solid del i landskabet. Pumper-Poul og co. har det tilfælles, at de elsker den følelse, som Arnold Schwarzenegger (Længe leve kongen!) har navndøbt ”the pump”, som man får efter et hårdt sæt bænkpres. Denne følelse er naturligvis forudsat af, at der er et spejl i nærheden (og dem er der heldigvis rigeligt af i FW, tak for kaffe!), hvor de kan se sig (selv)tilfredse med deres udspilede muskelvæv, imens de drikker en proteinshake. Udefra, fra benpresmaskinen hvor jeg sidder, ser det helt grotesk og overfladisk ud. De ænser jo slet ikke, at der er andre tilstede i lokalet! Kan de ikke se, hvor selvoptagede og overfladiske, de er? Men min refleksion når ikke deres hoveder (eller deres kæmpe store biceps for den sags skyld). De fortsætter, som om intet er sket. Jeg griner stille ved mig selv. Idioter. Det er jo nærmest komisk. To minutter og 8 gentagelser senere står jeg selv ved spejlet og forsøger det bedste jeg har lært at huske mig selv på den refleksion, jeg netop har gjort om tumperne. Men den bliver erstattet af min refleksion i spejlet; Jeg føler the pump, og lige nu synes der ikke at være andet i verden. Jeg er STOR i dag. Jeg fjerner mig igen fra spejlet, sætter mig på en bænk og får luft. Her kan jeg igen reflektere: Hvor er jeg forfærdelig! Jeg er jo blevet til det, jeg afskyer allermest! Men samtidigt ved jeg, at jeg om 2 minutter står ved spejlet og spejler mig igen. For jeg er et dannet menneske. Jeg har erhvervet mig fitnesskulturens normer, og jeg har tilegnet mig den relevante viden (hvis det ellers er rimeligt at tale om viden et sted, hvor muskelmasse slår hjernemasse), hvilket netop er en måde at definere hvad dannelse er: Erhvervelse af kulturelle normer og viden. I virkeligheden sker dannelsen måske nærmere i processen, idet man reflekterer over det, man laver. Således bliver dannelse, ligesom Grundtvig definerer det, en opfattelse af hvem vi er. På den måde minder dannelse om begreber som selvindsigt og selvopfattelse… og selvoptagethed.

Jeg løfter nogle flere vægte (nogle af de tunge), stiller mig foran spejlet, fornøjes. Jeg ser sgu godt ud! Så sætter jeg mig igen. Jeg væmmes. Og sådan fortsætter jeg indtil jeg står i omklædningen under bruseren og skyller sveden af mig. Tid til at tænke. Jeg er et sammensat menneske (ligesom Hassan Preisler). Jeg afskyer fitnesskulturen, samtidigt elsker jeg den. At være sammensat er ikke kun et problem for sorte i det ellers hvide Kongerige. Jeg er overbevist om, at det er en ganske almen diagnose i dagens Danmark. Faktisk vil jeg vove at påstå, at folk som Hassan Preisler, der fortvivles om hvilken hudfarve de har, er ganske privilegerede, hvis ikke de har andre fortvivlelser i deres hverdag. Men sandheden er jo nok den, at det er de færreste, som kun tumler med to farver (egentlig er sort og hvid jo ikke engang farver). Jeg er overbevist om, at langt de fleste mennesker er særdeles komplekst sammensatte, ja nærmest regnbuefarvede. Mennesker er sammensat af alverdens farver, ligesom solens lys. Men det kræver et prisme, før man kan se de mange enkelte farver. Det er altså ikke kun et fænomen i integrationspolitik, langt fra. Jeg vil derfor gøre mig den frækhed at omdøbe problemet fra at være ”en brun mands byrde” til at være ”en regnbuebyrde”. Når jeg er allermest fortvivlet, tager jeg tilbage til drømmeøen Tunø, hvor solen altid skinner. Her kan jeg se hvor sammensat lyset er. Tunø er velsagtens mit eget personlige prisme. Så kan jeg se alle bølgelængderne, klart og tydeligt. 

Men inden jeg tager af sted, er det vist tid til et skud kulhydrater og en koffeintablet for at bevare fokus og bevægelseskvalitet.

I bagagen har jeg mine løbesko med mig. Og en proteinshake. For selvom jeg tager til Tunø, er jeg naturligvis stadig en dannet fitness-fyr. Og det skal praktiseres. Imellem de øvrige skoleaktiviteter på den naturskønne ø løber Søren, Anne, Mette og jeg 20 svedige og smukke minutters intervalløb i Team-Danmark-tempo (de hårdeste 20 minutter i mit liv) efterfulgt af 100 squats og en masse styrkeøvelser i det fri. Solen skinner. Nærvær. Undervejs inhalerer jeg den friske luft, som er blevet filtreret og renset af den skønneste fuglesang. Idyl. Der er ingen biler, ingen trafik, alt er uforstyrret. Naturen er fantastisk. Sammenhængskraften er forunderlig. Alting går op i en højere enhed. Mening. Det er næsten poetisk. Når jeg tager hjem fra Tunø og sidder i benpresseren i Fitness Word endnu en gang, hvorfra jeg sveder mig igennem endnu en fortvivlet leg day, forsøger jeg at genkalde mine oplevelser fra Tunø. Det virker ikke på fastlandet, intet giver mening igen. Den tunge sved-dis i træningslokalet maser sig vej til næseborene. (Idyl, hvor blev du af?) Det eneste jeg ser er Pumper-Poul og de andre tegneseriefigurer, der kaster sig ukritisk ud i endnu et sæt bænkpres, foran spejlet. Det er deres eneste refleksion. Gad vide om de nogensinde tænker på andet? Gad vide hvor mange timer om ugen de spilder på at stå der? Men min tankestrøm afbrydes af mit eget spejlbillede. Det fænger mig. Jeg er virkelig STOR i dag.

       2 timer efter jeg har gjort min entre i centeret, går jeg selvtilfreds ud igen. Jeg har præsteret, det kan jeg tydeligt mærke i min krop. Jeg kommer til at sove godt i nat. Og det er jo også vigtigt for restitutionen for at sikre maksimal muskelvæk... Jeg afbryder mig selv, inden jeg når at tænke til ende: ”STOP NIELS! Du er simpelthen for meget, tag dig sammen!” Er jeg blevet opslugt af det kulturfænomen, sammen med 469.000 andre danskere, som jeg inderst inde har gennemskuet? Det kører rundt i mit hoved, det er frustrerende! Det er som at løbe på et løbebånd uden at komme nogen vegne. Den indre kamp mellem samvittighed (”jeg bliver jo nødt til det”) og refleksion (”det er overfladisk, jeg burde give mig til noget andet”) fortsætter i det uendelige. Er jeg virkelig ligesom Pumper-Poul, der ukritisk dyrker sit eget spejlbillede 5 dage om ugen? Det kan jeg ikke forlige mig med. Men jeg trøster mig selv: Jeg har været på Tunø og set regnbuer. Jeg har fundet mit prisme. Og ifølge Grundtvig, så er det jo netop dannelse. Mon Pumper-Poul nogensinde kommer til at se lysets brydning i andet end sit eget spejlbillede? Jeg er glad for, at jeg har set regnbuen. Jeg ved, den er der. Og for enden er der en skat med guld i (Er det ikke sådan man siger?). Eller måske er den fyldt med guitarer, eller homies. Eller håndvægte. Måske lidt af det hele? Det kommer vel an på, hvem man er. Måske er der lidt håndvægte i min skattekiste. Den mystisk Fitness World-kraft trækker i hvert fald i mig, kan jeg mærke. Så jeg bunder min recovery-shake for max muskelopbygning og går i seng. Det er upper-body-dag i morgen (store guns!). Skål og godnat.

/Niels

P.S. Ses vi i svedcentralen, eller hvor det nu er, regnbuen ender?

I kan takke mig senere!

Hvis det ikke var for Thomas, Xenia, Victor, Amalie, Anne, Asbjørn, Esben, Clara, Lasse, Katrine, Franella, Line og Mathias, så ville jeg være mildt sagt på bar bund lige nu. Uden erfaring inden for essayskrivning og uden en specielt udviklet sans for kreativitet og skrivekunst vil jeg indrømme, at det har været en udfordring. Den hjælp, inspiration, hjælp til selvhjælp om man vil, som de ovenståendes essaybidrag har været, giver mig lyst til at sige tak. Så tak! Uden at vide hvor jeg skal starte, hvordan jeg skal bære mig ad, og hvor jeg ender, begiver jeg mig nu ud i det - en af livets (store) udfordringer. Det jeg har at forholde mig til er, at jeg skal vide, hvad jeg gør, hvordan jeg gør, og hvorfor jeg gør det. På forhånd ved jeg, at produktet bygger på selvrefleksive overvejelser, at det udvikler sig i forskellige retninger, mens jeg udformer det, og at der indgår både noget personligt og noget fagligt. Længden er svingende fra person til person, og temaet er bestemt.
Med den ramme sat, er jeg klædt på, bevæbnet til tænderne og klar til at tage fat på blogindlægget dannelsesprocessen (det var også dannelse I tænkte, ikke?).
Jeg vil gerne være et dannet menneske. Men så længe jeg ikke ved, hvad det er, så kan jeg vel ikke blive det. Jeg vil gerne være rig på kulturelle erfaringer. Jeg vil gerne vide meget om lidt, men også lidt om meget. Jeg ved hverken lidt om særlig meget eller særlig meget om lidt, og jeg er ikke rig på kulturelle erfaringer. Føler jeg i hvert fald ikke, men måske tager jeg fejl. Måske tager jeg faktisk fuldstændig fejl af, hvad dannelse er. Dannelse handler nok egentlig ikke så meget om, hvad jeg ved, men nærmere om hvordan jeg bruger, det jeg nu engang ved. Hvis man ser isoleret på det at vide noget, er det beslægtet med, at man husker det, man har fundet ud af. Rå viden er altså en mængde data, der lagres i hukommelsen. Derimod er det at agere i en situation afhængig af ens evne til at håndtere situationen ved hjælp af færdigheder - altså ens dannelse. For at køre videre på det teknologiske billedsprog så svarer det til, at man bruger installerede programmer til at udføre en opgave. Er det ikke også noget lignende, gymnasielærerne forsøger at fortælle i AT-forløbene i gymnasiet: Det handler ikke om sagen, men metoderne. Metoder, MEtoder, METODER! Det budskab fattede jeg jo ikke før langt inde i 3.g, og det tror jeg egentlig ikke, der var så mange, der gjorde (eller det var måske bare mig...?). Men det er vel også bare et udtryk for, at mange generelt har mere fokus på hvad end hvordan, ligesom det også gør sig gældende i forbindelse med forståelsen af dannelse. Så til lærerne, der ihærdigt forsøgte at få metodernes betydning til at sidde fast, vil jeg gerne sende en tak!
Det vil altså sige, at gymnasiet faktisk danner unge mennesker, som det jo hævder, at det gør. Sågar på kulturfronten er gymnasiet med i kampen. Med studieturene kommer eleverne ud og møder andre kulturer i andre lande. Nogen tager til Firenze i Italien, mens andre kommer til Tanzania i Afrika (der er åbenbart forskel på folk...). Men det faktum, at eleverne bliver en del af et kulturmøde, er nok det, der i gymnasiet har størst betydning for dannelsen. Selvom jeg ikke var i Tanzania, har jeg alligevel fået lov til at få et indblik i deres kultur. Da jeg for noget tid siden mødte tre tanzanianere, sad jeg ved siden af en tanzaniansk kvinde, og jeg oplevede deres åbne og kærlige facon på egen krop (bogstavlig talt). Kvinden brugte store armbevægelser til at fortælle om alt fra tanzaniansk heksekunst til økonomiske udfordringer i sit land. I det øjeblik hun stoppede med at fortælle og satte sig til rette for at lytte, lagde hun sin mørke armbåndspyntede hånd på mit lår. CHOK! Jeg faldt nærmest ned af stolen, da hun brød ind i min privatsfære og brød den regel, der hedder: man rører ikke ved lår, man ikke kender! Men jeg håber ikke , at chokket jeg fik, var for tydeligt, for jeg indså hurtigt, at sådan er hun bare. Den lille kærlige handling er sikkert helt naturlig for hende i hendes kultur, men meget grænseoverskridende og uvant for mig i min kultur. Oplevelsen er for mig et godt eksempel på, hvor dan et sundt kulturmøde foregår. Netop i kulturmøder er det måden (Metoder, MEtoder, METODER!), man opfører sig på, der er det udslagsgivende for, om mødet lykkes. Jeg havde min forforståelse, og hun havde sin, men det kom ikke i vejen for, at vi begge var åbne og kunne ændre vores forforståelse. Den tanzanianske kvinde gav noget af hende, og jeg gav noget af mig. Problemet med de fleste kulturmøder er, at parterne med hver deres etnocentriske perspektiver tolker den anden og hendes kultur igennem egne kulturfiltre ud fra egne værdier og normer. Kunsten er at kunne se og sætte pris på forskellene. Kulturmødet fik mig til at se min kultur udefra, og dermed lærte tanzanianerne mig noget om mig selv, hvilket jeg sætter stor pris på. Tak for det!
Jeg har en fornemmelse af, at jeg nærmer mig, hvad jeg tror, dannelse er. Dannelse er færdigheder og handlemønstre, der er bygget op om små og store kulturmøder, hvor vi stilles over for andres liv og livssyn. Vi konfronteres med andre, og vi får mulighed for at få vores færdigheder i brug. Når jeg tænker over det , indgår jeg hele tiden i større eller mindre kulturmøder. For to kulturer behøver ikke nødvendigvis at have to forskellige nationaliteter. To kulturer kunne i princippet være mig overfor min mormor eller Team Tvis Holstebro overfor SK Aarhus. Der er kulturer inden i kulturer, som var det en russisk babushka dukke (jeg smider om mig med det billedsprog!). På den måde kommer grundlaget til dannelsesprocessen af mange forskellige møder i mange forskellige kontekster. Dannelsesprocessen er altså en meget sammensat ting. Den dannede eller næsten dannede er et meget sammensat menneske. Jeg er et sammensat menneske.

Så bare rolig kære Hassan, du er ikke det eneste sammensatte menneske. Selvom du

deler dig op i halvdele, tredjedele og kvarte, så er det ikke så slemt, som du tror, for

sådan er det også for os andre. Det ville faktisk være mere specielt ikke at være

sammensat. For den mindre åbenbaring kan du takke mig senere!

Hvor langt jeg er i min dannelsesproces, ved jeg ikke, men mon ikke jeg snart er ved vejs ende med blogindlægget. Ligesom mine blogindlægskollegaer har hjulpet mig, kan jeg måske hjælpe de næste til, hvad man skal gøre (eller hvad man ikke skal gøre). Derfor kan man sige, at blogindlægsforløbet er et lille særskilt dannelsesforløb, hvor man har mulighed for at tilegne sig evner og færdigheder i mødet med andre blogindlæg. Om det så har bidraget til min dannelsesproces, må stå hen i det uvisse, men jeg er (forhåbentlig) blevet bedre til at skrive essays. Lige her for enden af mit blogindlæg har jeg det, som jeg havde det, da jeg sad på en ø i udkanten af Aarhusbugten: "Der er ikke andre anledninger til at være her end at nyde synet." (wow skrivekunst, hvor får jeg det fra?).

Mette