Prioritering

Er jeg den eneste, der har svært ved at få plads, til alt det jeg gerne vil, og skal? Det tror jeg næppe. Hvordan ved man, hvad man skal vælge at bruge sin tid på? Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, der er alt for mange ting jeg vil, på alt for lidt tid. Jeg har delt tingene op i to kategorier, ting jeg skal, og ting jeg gerne vil.

De ting jeg skal, består hovedsageligt af at passe min skole og arbejde, men de bliver lidt for ofte påvirket, af de ting jeg gerne vil. Indtil videre ser det temmelig overskueligt ud, når man bare kigger på de ting jeg skal, der er jo kun 2 ting, for fanden Niller hvor svært kan det være?!

Ja det bliver temmelig svært, når jeg nu har en større trang, til de til som jeg vil, i stedet for dem jeg skal. I min perfekte drømmeverden kunne jeg spille musik, game computer, stene fjernsyn, træne, feste og endelig ikke glem sove alt det jeg lyster. MEEEEEN, sådan er livet desværre bare ikke. Og for lige at gøre det lidt værre for mig selv, har jeg også lige valgt at starte på kørekort, er det muligt at gøre det hele, eller er det en åndssvag mission, jeg har påbegyndt?

Min hverdag bliver ofte temmelig stresset, af alle de ting jeg har på sinde, at skulle klare, så når min mor spørger mig om jeg ikke lige vil klare opvasken, (jeg ved godt, det er et spørgsmål, hvor kun ja er et korrekt svar) kommer jeg med det flabede svar ”Jeg prøver undgå, at blande privatliv og arbejde sammen, man skal jo ikke tage arbejdet med hjem, er det ikke det man siger?” Det skal lige siges, jeg arbejder som opvasker. Hvis dette ordsprog er sandt, så betyder det vel også, man ikke skal tage sit skolearbejde med hjem (hehe undskyld Katrine).

Jeg har ofte nogle meget hektiske uger, når der er 2-4 afleveringer for, arbejde 2 gange om ugen, og så har jeg en tendens til, at udskyde tingene så meget som muligt, og det gør bare, det hele kolliderer til sidst.

Men frygt ej kære gutter og gutinder! Niels har fundet løsningen for alle jer derude, der sidder, og tænker ”det er sku da mig, han skriver om!”.  Det perfekte liv består efter min mening af, at bruge sin tid  på at lave det man gerne vil, og finder interessant , men FØRST efter ”slavearbejdet” er gjort. Det er med, at prioritere tingene korrekt. Det er altid svært, at skære nogle ting af man gerne vil, og det er også rigtig synd at gøre, jeg er sikker på Jesus, sidder, og græder, når det sker.

Nu skal jeg heller ikke give jer alle mine guldkorn, så hvis i vil vide hemmeligheden bag, at nå aaaaaaalt det i gerne vil, så følg med i næste afsnit af Kan man virkelig være så kløgtig som dig Niels? Der får i også svaret på hvordan man går på vandet. Tak fordi i læste dette legendariske indslag, i er alle gjort af det stof som regnbuer er lavet af! (Det var et kompliment).

Ps. prioriter jeres tid fornuftigt, i lever jo ikke for altid!

Venlig hilsen Niels  :)

Fællesskab

Hvad er et godt fællesskab og hvad er et fællesskab? Er det når nogen går rundt med andre, eller er det bare at være med i et selvskab. Hvem bestemmer hvornår det er et fællesskab (ikke en eller anden professor(det håber jeg i hvert fald ikke)), er der nogen der har sagt ”når alle mennesker er lige indgår de i et fællesskab”.
Er jeg et fællesskab eller en del af et, det er der ikke nogen der ved (eller er der?). Jeg hører nogle gange nogen sige ”hold kæft de har et godt sammenhold” men er det også et godt fællesskab, er der andre end en selv der kan sige” nu er du med i et fællesskab”.
Jeg ved med mig selv at jeg har nogle mennesker, som jeg går sammen med hver dag og jeg kalder dem mine venner (DUDES eller BROWS). Men er det ikke først et fælleskab, når man ved det er gengældt, så jeg er en ven eller noget andet. Et fællesskab kan det godt bare være to mennesker eller skal der fire til, og kan man have mere end et fællesskab.
Kræver det at man har samme musik smag som de andre for at have et fællesskab, jeg hører slev techno, house, rap og pop men kan jeg så ikke have et fællesskab med en der hører rock er det helt umuligt.
 Folk siger at man får et fantastik fællesskab når man er på tur sammen f.eks. i sommerhus eller til usa i et år, for der er man omkring hinanden når man sover, går i skole ( som om det var noget nyt), og måske deler værelse sammen. men det vigtigste er nu når spiser sammen, der tror jeg virkelig man bliver sat på prøve, en eller anden smasker, en anden piller næse midt i det hele, nogen spiser omvendt med bestikket (det er mig), folk er så forskellige på hvordan de spiser, men er det noget der kan være positivt?? 
Jeg tror at et fælleskab/sammenhold (da det ene kræves før det andet kan lykkes) er, at man kan være sammen med mennesker man har det godt med, nogen der kan forstå en hvis man har problemer, nogen man kan stole på. Et fællesskab mener jeg godt kan bestå af to personer, fordi hvis to drenge har det godt sammen (uden at det skal forstås homoseksuelt) fordi de laver nogle af de samme ting, men også har andre ting hvor de er helt modsætninger f.eks. musik smag, men der er der jeg mener at man kan lærer af hinanden og have noget der styrke det fællesskab som man har bygget op. Om så der er to eller tolv i et fællesskab kan de umuligt være ens på alle punkter.
Om jeg er med i et fællesskab det er ikke mig der kan bestemme, men jeg vil have et mål om at få alle med ind i et.

Thiamias (et eller andet underligt kæle navn jeg har fået fra nogle gode venner) over and out.

Solsort

"Skriv et blogindlæg, hvor du reflekterer over en oplevelse, du har haft på gymnasiet inden for de sidste 3 dage."  Sådan står opgaven for mig lige nu. Så mange muligheder. Hvad skal jeg skrive om? Der er frit valg på alle hylder Marius!

   Generelt forvirrer friheden mig bare når jeg skal skrive sådan en åben opgave, og jeg ender altid med at tvinge mig selv til at vælge et bestemt emne, mens jeg så, når jeg er gået i gang, stadigvæk tænker over om et andet emne jeg havde overvejet, ville have været nemmere, og om jeg ville have haft nemmere ved at lave opgaven hvis jeg havde valgt det. 

Havde det været nemmere for mig hvis jeg havde valgt at skrive om emnet "You only live once"?

I dag har vi jo så meget frihed til at vælge hvad vi vil gøre med vores liv. For ca. et år siden blev alle i 1.g på min skole bombarderet med tanker som fx: "Hvad vil jeg med mit liv?" og tvunget til at træffe et valg. Personligt tænkte jeg "AARGH! Jeg er lige så klar til at blive bombarderet som København var i 1807!" Jeg blev igen forvirret over de muligheder jeg havde, og jeg kunne ikke helt overskue hvad jeg skulle. 

Havde jeg været mere klar til at gå i gymnasiet hvis jeg havde taget på efterskole i et år?

Tænk hvis dyr havde så meget frihed som os. Tænk hvis solsorten, når den havde overstået opvækstens trygge rammer og var gammel nok til at flyve og skulle tænke selv, filosoferede over hvad den skulle gøre med sit liv, ligesom alle unge som mig, da vi havde overstået folkeskolens trygge rammer. "Skal jeg tage en flyveuddannelse så jeg hurtigt kan komme ud og flyve, eller skal jeg tage en så jeg kan lære at flyve på andre måder?" Jeg kan næsten se det for mig hvordan den stakkels lille fugl ikke ville kunne rumme alle de overvejelser inde i dens lille hjerne. Solsortens liv går ud på at overleve, spise, og score en anden smuk solsort og lave nogen nye solsorte. Den skal ikke bekymre sig om hvad den vil være god til, eller om den smukke solsort nu er den rigtige solsort osv. 

Ville livet være bedre hvis vi levede som solsorten?

I de gode gamle dage, hvor de fleste boede på landet, og alle havde en gård og sagde "Goddaw, sik' en skjøn morgn idaw, hva'?", var det nærmest forudbestemt hvad man skulle arbejde som. Hvis din far var landmand, jaaa... så skulle du nok også regne med at blive landmand. Det er det de kloge kalder det traditionelle samfund fra ca. år 1750 til 1850. 

Mon ikke man var mindre forvirret dengang, ved at vide at ens skæbne på en måde var forudbestemt?

Vidst var det mindre forvirrende dengang man ikke skulle træffe så afgørende valg, men jeg tror at de fleste mennesker ville være enige med mig i, at det er bedre at have mere frihed, end at leve med en næsten forudbestemt skæbne. For meget frihed til at vælge kan være forvirrende og frustrerende, men jeg sætter dog pris på at jeg ikke er en solsort.

Marius

Her kommer fremtiden

Jeg kan ikke benægte det mere, jeg er (snart) en del af Danmarks fremtid. I mange år har jeg kunnet slappe lidt af og være ukoncentreret, og tænke der nok var andre der tog sig af verdens problemer. Jeg undskylder, hvis det falder dig for brystet. Jeg lagde ansvaret fra mine skuldre, jeg var jo bare et lille barn dengang. I dag ser det hele anderledes ud. Jeg kan øjne Danmarks fremtid ude i horisonten. Det sker snart, at vi unge skal overtage verden, men kan vi nu leve op til fortidens opfindsomme hoveder?

Her tænker jeg specielt på Ole Kirk Christiansen, der har gjort Danmark særdels kendt i hele verden. Manden er opfinderen af Lego. De herlige små koldser, man kan bygge alt med. Tænk at en træbutik i en lille by som Billund i 1932, kunne ændre sig til en stor forretning den dag i dag. Dette og meget mere findes på; http://aboutus.lego.com/da-dk/lego-group/the_lego_history/. Ole er intet mindre end genial, ordet Lego betyder på latin jeg sammensætter, jeg samler eller jeg læser og samtidig er Lego også sammensat af to ord "leg godt". Oles træ Lego-klods var blot en lille start, i dag har Lego både sat et utal af klodser sammen til flotte parker. Parkerne er siden hen udvidet til forlystelsesparker kaldet Legoland og ikke mindst har Lego afholdt events under navnet Legoworld. Vigtigst af alt har Lego-klodserne også fundet vej til Egå gymnasium, wuhu!

Hvis jeg skal have nogen chance for at blive som Ole, skal jeg vel være god til det meste og have en hjerne med en fantastisk opfindsomhed. Ja, jeg skal vel bare prioritere uddannelse og hvad dertil hører frem for alt andet, som de gør i Sydkorea. Det fortalte Ju(fra Sydkorea) mig en dag på efterskolen. I Sydkorea studerer børn fra 7 års alderen fra 07.00-23.00. Jeg vil mene børnene mister deres barndom, til fordel for bøgerne og (muligvis) kloge hjerner. Jeg sidder tilbage her i Danmark og bruger kun liiige den tid jeg skal på skolearbejde, der er så meget andet jeg også vil nå inden for døgnets 24 timer.  MEN, jeg må ikke glemme, at jeg er en del af Danmarks fremtid og skal være med til at styrke Danmarks konkurrereevne mod udlandet. Jeg føler mig allerede bagud nu i en alder af 17. Arh, jeg får næsten stress ved tanken om alt det jeg skal indhente for at følge med de unge i Sydkorea.

Dagens helt bliver helt sikkert Den store danske, http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Direktør/Ole_Kirk_Christiansen. Der fortælles, at Ole kom ud af en fattig familie, hvor han allerede kom ud at tjene som 7 årig. Jeg vil ikke sige, at jeg kommer fra en fattig familie, men heldigvis får det mig til at slappe lidt af. Jeg kan nå hvad jeg vil og håbe på min hjerne får en genial idé, også selvom det hele ikke ender i 12-taller. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal tage mig sammen og gøre det så godt som jeg kan og lidt til. Forhåbenligt kan vi unge på et tidspunkt gøre Danmark stolte, og leve op til de gamle opfindere. En ting vi dog skal, er at gøre det  bedre end herrelandsholdet gjorde i søndags.

Line 

Mad "Like"

I dag sad jeg og spiste kylling  med flødekartofler i kantinen. Da gik det op for mig. Jeg kan godt lide mad! For de folk der kender mig, kommer det nok ikke som et chok. Jeg synes at mad er noget af det bedste vi har her i verden. ”Skalaen er sølv, guld, bacon, bryster!” (Citat Jonatan Spang, fra showet Damer) og hvis man tolker lidt på dette citat, kan man konkludere, at det eneste der er bedre end mad, er kvinder. Men da jeg sad der i kantinen gav det også mening at det ikke bare er mad. Mad  skal være forberedt, ikke bare en klapsammen mad med leverpostej. Hvis jeg havde penge til det, så ville jeg købe mad i kantinen hver dag. Men det har jeg ikke, så jeg må nøjes med en gang om ugen. Men det handler jo ikke bare om at kunne lide mad. Mad er en nødvendighed, for at vi kan leve. Nu er der sikkert nogle af jer, der tror at jeg skal til at skrive om fattige i Afrika. Men det er ikke et emne jeg ved nok om. Derimod vil jeg fortælle om noget mad jeg har "opdaget" fornylig. Rejer. Jeg troede ikke at jeg kunne lide rejer, men så en dag sidder jeg på min efterskole og der bliver serveret rejecoctail. Det var noget af det bedste jeg nogensinde har smagt. Jeg er helt vildt med rejer. Noget andet jeg er vild med er "Mcdonald´s". Ja, jeg vil godt indrømme at jeg er vild med "Mcdonalds". Jeg sidder faktisk og spiser hamburger og drikke jordbær milkshake fra "Mcdonald´s" lige nu (selvfølgelig ikke når du læser det). Nu er det klart at der er nogen der vil påstå at "Mcdonald´s" ikke hører under kategorien mad. Faktisk er den eneste grund til at der er et stykke agurk i hamburgeren at ellers havde den været betegnet som kage. "Mcdonald´s" er noget af det mest usunde man kan finde. Generelt tror jeg egentlig at jeg spiser ret usundt. Jeg spiser ikke mere end så mange andre gør, men jeg tror jeg spiser mere usundt end andre gør. Jeg drikke cola hverdag, jeg spiser toast (stort set) hver dag, jeg spiser et eller andet slikagtigt hverdag. I virkeligheden lever jeg lidt for usundt. Jeg ender med at dø før. Måske burde jeg gøre noget ved det. Måske burde jeg begynde at spise sundere. Måske skulle jeg helt lade være med at købe mad i kantinen. Måske skulle jeg lægge colaerne på hylden. Måske skulle jeg lægge hamburgeren fra mig. På den anden side. Glem det! 

Lasse

S, P eller K?

Skændsel, provokation og krænkelse. Nu er du sikkert blevet forvirret, for da du læste overskriften troede du måske at jeg ville tage dig med på en fortællende rejse tilbage til de grænseoverskridende, idiotiske og helt igennem åndsvage lege fra 3. klasse. Nej, mit blogindlæg handler om noget helt andet, nemlig de 3 ord som indleder første sætning. Skændsel, provokation og krænkelse. Før talte jeg grimt om legene fra folkeskolen, og måske trådte jeg endda nogle enkelte over tæerne. For dem som elskede S, P eller K, var det en unfair udmelding af mig som synes det er noget totalt pjank (igen en unfair udmelding, jeg beklager). For efterhånden snakker vi jo bare.. helt uden at tænke. Ordene flyver ud af munden, som kunne de ingen skade gøre. Vi er blevet så moderne, at sukkersøde ord og komplimenter hører til sjældenhederne. Måske er det bare mig der er gam-meldags. Stakkels mig som mangler forsødet kommentarer fra folk, men nej, jeg tvivler. For der sidder sikkert mange andre derude, der har det lidt på samme måde. Dig der læser disse ord lige nu, ja dig! Hvis du nu lige tænker efter, har du så fået et kompliment siden weekenden sluttede? Et af de gode. Et af de oprigtige. Et der gjorde dig glad og fik skoledagen på Egå til at munde ualminde-ligt godt ud. (Selvfølgelig munder alle skoledage på Egå ualmindeligt godt ud). Men hvis du lige tygger lidt på den, kan det måske være svært at fiske en fantastisk episode frem. Er det skræmmende? Måske, måske ikke. Tværtimod kan det måske være lettere at finde en kommentar der hælder til den anden side. En af de lidt mere spydige af slagsen, ikke nødvendigvis sårende, men en kommentar der fik dig til at tænke. Jeg har erfaret at vi til tider komponerer sætninger, hvor man ved et uheld eller uden at tænke over det, lægger trykket det forkerte sted. Eller fyrer en sarkastisk joke af som bliver misforstået og opfattet som provokerende. Vores hverdag foregår i én stor pærevælling af travle gymnasieelever. Det i sig selv er måske en god undskyldning for at formuleringerne til tider glipper. En af de gode klassikere er en typisk mandag morgen hvor man føler sig ekstra frisk og har høje tanker om den dag der er i vente, får en hyggelig kommentar som: ”Hold da helt op, du ser træt ud”.  Bum. På samme tid er det måske acceptabelt, for det ville jo heller ikke gå hvis vi konstant svømmede rundt i kærlighedserklæringer. Lidt modgang, skaber vel medgang. For hey! Vi har det jo godt! Vi har det så exceptionelt godt, at dette, dette emne om ingenting er en ligegyldighed. Og ja, nu sidder du måske med en følelse af at jeg har overdramatiseret det hele og gjort et heftigt forsøg på at manipulere. Og måske har du ret, måske er første sætning bare komponeret af de forkerte ordvalg.

I stedet kan vi kalde det; Små bagateller, Pigetanker og Krydsord.

Kristin

Julen er hjerternes fest

Julen er hjerternes fest. Det siger man i hvert fald.  Julen er en tid, hvor der bliver hygget lidt ekstra. En tid hvor der bliver delt kærlighed ud til alle. Alle elsker julen, og jeg kan lige love jer for, at der bliver gjort noget ud af det fra alles sider. Det troede jeg i hvert fald. Lige indtil jeg kom på gymnasium, og indtil jeg mødte Ida. Julen er det værste hun ved. Julen er ikke kun den hyggelige tid, hvor kærligheden fylder alle, og humøret er højt. Julen er også en svær tid for dem, som sidder med et savn eller dem, som husker julen for noget træls og ubehageligt. Ida mindes hendes forældres skilsmisse, når julen nærmer sig. Om de trælse skænderier og den ubehagelige stemning, som bredte sig i juletiden. Derfor rejser Ida væk, når julemænd og pebernødder dukker frem. Hun rejser syd på, og kommer først hjem, når julehjerterne er taget ned, og gaverne er åbnet. Og mig? Jeg må blive tilbage på et gymnasium, hvor julen muligvis er glemt? 

Julen er en stor begivenhed i mange lande. Det bliver pyntet op i gader og stræder. Når man går op ad strøget i Århus, mærker man julen fra alle steder.  Duften af brændte mandler frister ens næse, når man krydser de små huse, der sælger dem hver evig eneste dag. (De har nok fået nok af brændte mandler, når december er slut). Man kigger op, og ser det brede lys-tæppe, som ligger beskyttende over hele gågaden. Der bliver gjort meget ud af julen. I hvert fald nogen steder. 

De første 21 dage i december tilbragte jeg på skolen. Lærte om alt mulig andet end julen. Lad mig bare sige, at det var i hvert fald ikke inde på skolen, man kom i julestemning. Det var da kun, hvis kantinen solgte ris a la mande, man mødte Marius med nissehuen, eller man gik forbi 1.T, som havde et julehjerte på døren. Jeg syntes, det var ret mærkværdigt, at julen ikke fik lærerne eller andre ansatte til at stoppe op en enkel gang og lige sige god jul eller give en pebernød. (Det havde jeg i i hvert fald håbet på!)
Jeg gik i sorg og var skuffet. Skuffet over Egå gymnasium. Bare fordi man var blevet gymnasieelev, så måtte man ikke komme i julestemning. Det var først den sidste uge inden juleferien, det gik op for mig. De havde jo ikke glemt julen, de havde bare gemt den til deres årlige juleafslutning om fredagen. Det skulle nok blive et brag af en fest. De havde selvfølgelig lige lagt AP sluttest ind i 2 lektion, men jeg ville stadig give dem en chance. De havde stadig sidste modul til at vise, at gymnasieelever ikke kun skulle forbinde julen med sinus,  kostanalyser og latin. 
Juleafslutningen var lige akkurat godtaget, men også kun lige. Det, der fik mig mest i julestemning, var (selvfølgelig) mine dejlige klassekammerater, som smider hæmningerne og synger (skråler) en julesang. Det var, undskyld mit sprog, pisse fedt! De bankede julen ind i vores små hoveder. 
Så julen blev reddet. Lige på vippen. Jeg er egentligt inderst inde meget tilfreds med, at jeg ikke tog, som Ida, sydpå. I julen vil jeg være hjemme. Om det så er på Egå eller i mit lille (julefyldte) bofællesskab. Julen forbinder jeg stadig med noget trygt og hyggeligt, og for mig er julen stadig hjerternes fest. 

/Katrine