"For Lidt For Meget"

Da jeg var mindre, sagde far og mor altid til mig og søster: ”Søren og Sara, (De to start-s’er er ikke et tilfældigt valg af far og mor, da det er væsentligt nemmere at skælde Søren og Sara ud, end det er at skælde Jens og Mathilde-Ulrikke ud (ja, prøv selv)), hvornår lærer i, at i skal rydde op efter jer selv, når i har spist?!”. I stedet for at lære os hvordan vi skulle rydde op, fik vi bare skæld ud, når vi lod være – sanktioner, sanktion, sanktioner. En uretfærdig overenskomst, blev min søster og jeg hurtigt enige om. Elastikkens spænding intensiveredes og min søsters sprang, da hun droppede ud af skolen og flyttede hjemmefra. Og det samme har jeg FA'ME også tænkt mig […]

     Lidt for meget synes i? Eller måske er det bare jer, der er lidt for lidt?

     Jeg så meget op til mine forældre da jeg var en bette 'knegt' og når jeg så engang imellem evaluerer over sorenfars (ja, det har jeg kaldt mig selv på Instagram (den institution gør noget ved folk)) liv, bliver konklusionen for det meste, at jeg ligner dem mere og mere. Jeg er et produkt af mine forældre. Et æble der, klæbende, kryber ned ad stammen. ”Individet ligner dem det omgås” siger lektor, Michael Øe. Og hvis konklusionen skal være gældende mangler den sidste præmis: for at jeg kan ligne mine forældre, må det være dem jeg omgås mest, og bingo. Psykoanalysen vil påstå at jeg introjicerer min forældre til dannelsen af mit eget over-jeg. De er min målestok for min samfundskritik. Jeg er altså et, både, biologisk og psykologisk produkt af mine forældre – Hannah Montana vil nok nærmere sige, at jeg har ”the best of both worlds”. Jeg ved nu ikke, om jeg er enig…

     Hvad indeholder det psy-biologiske produkt Søren så? Mine forældre har i hvert fald haft et mål, om en dreng der skulle overleve og udvikle sig i et moderne samfund, med glæde og en god venstrearm. I bestræbelserne derefter har de forsøgt at oplære mig med bestemte værdier, holdninger, færdigheder og en højre hånd spændt fast på ryggen (er det ikke for meget?), der skulle munde ud i et dannet og hårdt-skydende menneske klar til at leve et velfungerende liv og slå sig løs på herre-landsholdets højre back. (Ærgerligt nok fulgte drengen det kedelige gennemsnit af ordinære højrehænder). De førnævnte "udviklingsmål" udleves naturligvis frit, inden for de rammer der er sat. De er ikke sat af undervisningsministeriet og kan ikke findes under ”kernestof” på uvm.dk. De er sat af far fra Helgenæs og af mor fra Nim, så det er intet under, at alle ikke er som Søren Hejgaard. Det er de så bestemt heller ikke. Nej nærmere modsat, vil jeg sige… Jeg kender ham, og i kender ham sikkert også. Jens eller Mathilde eller Sonny. Irriterende, der tygger sit tyggegummi i det vestlige hjørne, hvis forældre der, tydeligvis, har haft andre mål for øje hvad angår dannelse og opdragelse. Åbenbart skulle verden beæres med endnu en  hvad-har-du-lavet-i-weekenden-type (og den type, hvis du ikke har været så heldig at læse mit forrige blogindlæg, er en gennemgående narcissistisk type. (Er de ikke for meget?)) Selvom at ham og jeg kan gå på den samme vej, er vi dannet forskelligt og udstyret med to helt forskellige madpakker, der skal tackle den samme sult, det samme samfund, dog, på to vidt forskellige måder.

     En ting der ikke har stået på første side i min forældres hvordan opdrager jeg det perfekte barn, er forståelsen for det fremmede – brist nummer et. Forståelse for andre menneskers madpakke og respekten for hvordan deres forældre, by, land eller kontinent har valgt at smøre den. For mig virker Jens’ værdigrundlag forkert. Umiddelbart og objektivt set, ud fra den forældre-dannede offentligt-påvirkede gymnasieelevs synspunkt, virker den holdning plat og egoistisk, idet hans væremåde afspejler en anden kultur, selvom den er anderledes. (Så er det i virkeligheden mig, der er for lidt?) I den passer han og han afspejler dennes værdigrundlag, på en måde jeg ikke ville kunne. Forskellene bliver da sat i perspektiv, når man ser på Sørens og Iwans (ham drengen fra Tanzania) madpakke. Ja, blot farven bevidner om indhold der ikke just korrelerer. Heldigvis har de eneste to lært mig at respektere den åbenlyse forskel imellem rugbrød med spegepølse og så ugali (eller hvad sådan nogle nu spiser (sort humor – brist nummer to)). Sangen hedder Trafik og rammefortællingen er en køretur, hvor ”med”trafikanternes elendige og egoistiske kørsel påpeges. De synger: ”bilisterne kører op uden at blinke”. Hold kæft hvor er det også irriterende! Am I right? Prøv så lige at tænk på en verden uden trafik. (…) Hvor platformen for ukvemsord, ballademagere og generel nederen stil ikke var til stede. Heldigvis har den næsten dannede, næsten kulturforstående og næsten alt-for-meget gymnasielev Søren Hejgaard undersøgt dette i henhold til den induktive fremgangsmåde (den hvor man udleder noget generelt ud fra noget specifikt, i ve’ nok – metoder, MEtoder, METODER (det er vidst mig der er lidt for meget)). Uden helt at vide det, ville han teste om en verden uden trafik og telefoner, var en bedre verden, hvor der var tid til eftertanke – tid til Peter vil Peter nok sige. Empirien skulle samles på den nærmeste bilfri ø, Tunø. Svaret på den filosofering og reflektering var umiddelbart et umiddelbart ”fedt”. I hvert fald hvis man skal følge Sørens ophøjede tanker, og det kan, vil og skal man. Han skrev på stranden ud til fyret (hold fast, leg med og lad vær’ at dømme ham ud fra jeres, altid forud antagende forudantagelser): ”Lyden af havets bølger træder frem, mens andre  falder tilbage – hvor er bilerne, menneskene og telefonlydene?”. Cheasy? Ja. Informativt? "Tjo" (JA!). Det er hvad en stille ø i solskindvejr, hvor alle regnbuens farver så sandelig kom til syne, kan gøre ved en testatoren-fyldt teenager. Selvom jeg troede, at jeg havde fundet min plads et sted hvor madkasserne passede så fint sammen, passede Tunøs simple indhold upåklageligt. Jeg følte mig lidt som en kultur-konge. Jeg kan da bare det der med, at være andre steder og føle mig hjemme! Det passer selvfølgelig ikke. Tag nu, igen, den tanzaniske kultur. Dén forstår jeg ikke og vice versa.  At træde ud af flyet i Dar Es Salaam var som at bliver skubbet ud fra 10-meter-vippen med både bind for øjne, ben og hænder. Den varme og tunge luft ramte mig som mavens møde med overfladespændingen efter 10 meters frit fald gjorde det – ’plask’ og ’av’! Det var i hvert fald den følelse jeg havde inde i kroppen og det var den, jeg fortalte til min mor og søster, da jeg kom hjem, fordi at de skulle høre hvordan (som de sagde) det virkelig var gået. Min udgave til de nærmeste tilhører var vidst noget lignende ”her er godt nok varmt, hva’?!”, efterfulgt af et påtaget, næsten, arkaisk smil.

     I har lært lidt om mig, og jeg, i de seneste måneder, lidt om jer. Nu jeg har åbnet mig, er der vidst en ting mere, der skal siges. Hvis jeg skal være ærlig, fik vi sådan set aldrig skæld ud, da vi var små (altså mig og Sara). Søren skulle have været Jens, men det tog min fætter patent på ugen forinden. Egentlig lærte min far mig flere gange at rydde op i en ret tidelig alder, og det er nok derfor, at jeg aldrig rigtig fik skæld ud. I virkeligheden flyttede min storesøster hjemmefra på mine forældres opfordring, og det kommer nok også til at ske for mig, for jeg er en narkoman med tryghed som drug (misbruger – brist nummer tre). Jeg er just ikke komfortabel med det fremmede, og det kan jeg da takke min forældre, Freud og Micahel Øe for. Egentlig kunne jeg nogle gange godt tænke mig at jeg havde haft nogle andre forældre. Blot for et eksempel, kunne jeg godt se mig selv som søn af Simon og Peter. Med dem havde jeg garanteret elsket Tanzania og været flyveklar nu.

     Men hvordan havde mit liv så set ud? Og hvordan havde det her blogindlæg så egentlig taget form?

     Da jeg var mindre, sagde far og far altid til mig: ”Jens (det blev Jens, da statistik viser, at det er navnet med størst sandsynlighed for at blive homoseksuel (ja, undersøg selv)), selvom det ikke altid er nemt, må du respektere dig selv som du er, ligesom du skal respektere andre”. I stedet for at lære mig hvordan man virkelig fik sagt stop, sang de (flerstemmigt endda): ”du er god nok”, når jeg kom hjem helt mørbanket, fordi jeg var tillært en udtale med lidt for mange stemte s’er. En uretfærdig overenskomst, blev jeg hurtig enig med mig selv om. Derfor tog jeg op i skolen og tæskede løs på de der var mindre end mig selv (det var som regel pigerne), for det havde jeg set i fjernsynet, at nogle gjorde – med overvejende succes endda. Jeg blev en rigtig rebel, men vidste ikke hvorfor jeg kort efter blev smidt ud af skolen og tvunget til at flytte hjemmefra. Min elastik var bristet.

     Jeg tænker nogle gange: gid at jeg havde haft nogle andre forældre.

Søren eller Jens

Bok bok bagoooook! Eller hvad?

Sidste gang jeg skulle skrive et blogindlæg skrev jeg om hvid hundelort. Jeg kaldte det for Evigt ejes kun det tabte, og det var sekstenårige Rasmus' forsøg på at forklare at ting skal nydes, mens man har dem. Den sekstenårige Rasmus er nu blevet to år ældre, en lille smule mere "dannet" og skal nu til at skrive endnu et blogindlæg. Der er sket meget på to de år, og der er vel egentlig ikke så meget af den sekstenårige Rasmus tilbage i "The new and improved" Rasmus. Eller hvad? Han er vel  stadig en del af mig, og de ting han gjorde har vel været med til at forme den attenårige Rasmus der sidder og skriver disse ord lige nu. Hvis man skulle være lidt fisefornem kunne vel sige at hver eneste ord jeg vælger, er nogle jeg vælger fordi at en tidligere Rasmus har lært det ord og tilføjet det til hans ordforråd. Noget den nuværende Rasmus så kan nyde godt af. Hvis jeg skal få hele dette ny-Rasmus-baseret-på-tidligere-Rasmus-noget til at passe med noget kulturforståelse (og det skal jeg (kan i se hvordan jeg bruger parenteser som en sand blogskrivningsmester?)) Kunne jeg vel sige at min kultur, Rasmus-kulturen, de ting jeg siger, de ting jeg gør og de ting jeg tænker, er en videreudvikling af de ting sekstenårige Rasmus sagde, gjorde og tænkte, måske med et mere dannet og, jeg ved ikke om jeg tør at sige det, voksent udtryk. Men denne sekstenårige Rasmus som den førnævnte "new and improved" Rasmus er baseret på, har vel bare været et produkt af en endnu tidligere Rasmus, som var et produkt af en endnu tidligere Rasmus. Så hvor startede min kultur? Hvor blev den Rasmus jeg er nu til? Jeg kunne forestille mig at svaret er at min egen personlige kultur er affødt af mine forældres kultur, den såkaldte Richter-Johannsen-Kultur, og hvis jeg vil finde ud af hvem jeg er og forstå hvorfor jeg er som jeg er, så er jeg nødt til at udforske denne Richter-Johannsen-kultur. Det lyder da meget spændende, for ser i, Richter-Johannsen-kulturen er en sjov størrelse. På Johannsen-siden er det de sande jyder, folk som min farmor der, da cirka halvdelen af hendes krop var kræft og den anden halvdel bare var gammel, ikke var hævet over at sige "luk røven" til min arme far da han viste sin døende mor lidt for meget medlidenhed. Ikke en gruppe folk der håndterer følelser med nogen form for elegance. Den anden halvdel, Richter-siden, er efterkommere af selveste den djævel den nuværende djævleø er opkaldt efter (de er fra Sjælland, for at sige det kort). Fine folk, bevares, men måske lidt hårde i kanten.
Så kan man så stå der, kigge lidt på hele ens familie og tænke lidt over hvem man så selv er. Før eller siden er man så nødt til at acceptere, at det er så de kort jeg har fået delt, det er det fundament mit liv skal bygges på, det er sådan mit æg ser ud. Så er det selvfølgelig mit ansvar at sørge for at det æg bliver til en høne (eller hane er det vel i mit tilfælde), ligesom mine forældres æg blev til høns. Men hvad hvis jeg slet ikke har lyst til at blive til en høne? Eller hvis det slet ikke er muligt? Hvad hvis mit æg (som i dette tilfælde er en metafor for mit unge liv (jeg har nemlig hørt at metaforer er gode at bruge da de gør sproget mere levende)) pludselig en dag klækker, og det så viser sig at der slet ikke var en kylling indeni, men en ælling? Eller måske en struds eller en solsort. Hvad gør jeg så? Jeg har ingen anelse om hvordan man skal tackle livet, hvis man ikke er en høne. Mine forældre er nemlig nogle rigtige høns. Veluddannede, veltilpasse, arbejder på et kontor, to børn, kan krølles sammen til en fin firkant og stoppes ned i en kasse hvor der med store sorter bogstaver er skrevet SPIDSBORGER (som så senere er streget over og blevet erstattet med et lidt pænere synonym), høns. Og det er slet ikke fordi at der er noget galt i at være en høne. Mine forældre er glade og jeg sikker på at de glæder sig til den dag de træder tilbage fra arbejdsmarkedet og kan flytte til Tunø (TJEK!) og nyde den sidste del af deres hønseliv, sammen med alle de andre høns. Det virker nemlig ikke som om det var så lang tid siden at jeg også følte mig mest som en høne, og hvor jeg tænkte at jeg skulle gå på gymnasiet så jeg kunne komme på universitet og få en bachelor i et spise majs og kykkelikye. Men gennem hele gymnasiets "dannelsesprocess" er det så gået op for mig, at det måske ikke lige er universitetet der skal min første afkørsel. Men hvad er der så ellers af muligheder? For det er jo heller ikke fordi at jeg har tænkt mig at køre Hassan-ruten og prøve at begå mig som hvad der, med hele mit fugletema, vel bedst kan beskrives som en påfugl med en ørns næb og en struds' hals. Heller ikke fordi at der er noget galt i det, så længe man laver hvad man vil så er alting vel godt, men bare fordi at det ikke rigtigt virker som noget for mig. Men hvordan skal jeg vide hvad der er noget for mig (nu begynder i nok at forstå hvorfor dannet var i gåseøjne tidligere)? Hvordan skal man nå til et punkt hvor man kan pege på en eller anden beskrivelse af en eller anden uddannelse, og sige: "Det er lige mig!"? Det virker for mig, fuldstændig sindssygt at finde en eller anden uddannelse, læse lidt op på den og så beslutte sig for at det er dét jeg vil bruge de næste 3, 4, 5, 6, 50 år på. Jeg kunne ikke engang finde ud af at vælge en gymnasial studieretning eller sprogfag jeg kan lide, hvordan fanden forventer man så at jeg kan vælge en uddannelse? Det kender jeg da overhovedet ikke mig selv godt nok til. Men jeg kan jo heller ikke bare vente, i hvert fald ikke for evigt. Så ender det jo bare med at mit æg en dag klækker, og så er der ikke andet en æggeblomme, eller endnu værre, ingenting, indeni. Det ville især være en skam hvis der slet ikke er noget indeni. Med en æggeblomme ville man i det mindste altid kunne forsøge at bakse en omelet sammen, og så kan det være at man kan det til at fungere. Men hvis der overhovedet ikke er noget. Hvis man bare er tom, så ved jeg sgu ikke hvad man gør. Måske jeg bare skal tage det roligt. Blive lidt mere dannet (frem for "dannet"), og så kan det være at fremtidige Rasmus kan lære nok af nutidige Rasmus, så han kan træffe det rigtige valg.
Held og lykke, mig.

Rasmus Richter Johannsen

Ps. Hvis det viser sig at i kun har en æggeblomme i jer, så skal i huske at: Evigt ejes kun det bagte.

Krav om voksenhed

For to år siden skrev jeg et blogindlæg, der handlede om de krav, vi stiller os selv i gymnasiet. Med stor metakommunikativ snilde indledte jeg med at oplyse hvilke specifikke krav, der var stillet til opgaven. Trygheden ved positiv erfaring byder mig nu at gøre det samme: ”Skriv et blogindlæg, hvor du reflekterer/filosoferer over og undersøger fænomenerne ”kulturforståelse og dannelse”.

      Jeg tolker af overstående, at dette blogindlæg burde være cremen på vores 3-årige gymnasiale uddannelse. Det er muligheden for at demonstrere essentielle kompetencer som bevidsthed, bedrevidenhed og ikke mindst evne til at leve op til krav fra opgaveformuleringer, alt imens vi vender blikket udad og for en stund tager stilling til det samfund, vi er en del af. Jeg er da også fristet til at snakke om kulturelle misforståelser, om firkanter og trekanter, om høflighed og almendannelse. Som en solsort, der bevidstløs lader sig styre af jordens magnetfelt, således er jeg styret af opgaveformuleringens krav. Og denne følelse med rette, når man læser styrken i definitionen af ordet krav: Et krav er en betingelse. Et krav er et ufravigeligt ønske, der skal opfyldes. Dette bringer os – med lidt god vilje - tilbage til blogindlægget for to år siden, hvor mangt og meget gik tabt. Dengang spekulerede jeg i, hvordan det skulle være muligt at opnå topkarakterer i et gymnasialt system, hvor den perfekte præstation synes svær at tage og føle på. Jeg skrev blogindlægget pinagtigt ubevist omkring, hvilken effekt det havde på mig, at topkaraktererne lå mig så meget på hjerte.

      Når man læser om formålet med gymnasiet – og det gør man, da opgaveformuleringen dikterer inddragelse af en art dannelsesdefinition – så er der en masse ting, vi elever skal mestre: Vi skal kunne tilegne os viden. Vi skal kunne leve op til en bred palette af faglig mål inden for de enkelte fag. Vi skal almendannes. Med gymnasiet som primær dannelsesinstitution og karakteren som umiddelbart mål for elevens udmærkelse inden for denne, bliver karakterne således mål for dannelse. Denne forholdsvis unuancerede opfattelse har været hele mit verdensbillede de sidste to år. I blogindlægget fra mine spæde dage skrev jeg i nydelige metaforiske vendinger, at jeg kunne ”mærke, mine fingre blive mast under presset fra mine egne ambitioner.” Ironisk nok, gik profetien i opfyldelse og under studieretningsprojektet – kulminationen af alt, hvad det hedder pres og egen forventning i gymnasiet – blev mine hænder bogstavelig talt ”knust” i min arbejdsiver. Jeg har ydet vold mod mig selv, og som straf har man taget motoren ud af bilen: Jeg kan ikke længere skrive. Jeg kan ikke længere passe min skole, som jeg gerne ville.

Men hvordan er det kommet så vidt? Jeg har tilegnet mig viden, levet op til en bred palette af faglig mål inden for de enkelte fag, og jeg er blevet almendannet. Jeg var en toptunet dannelsesmaskine, der med dræbende pligtopfyldenhed og 120 kilometer i timen levede op til de krav, som man stillede mig. Det er først nu, at jeg – i min jagt på anvendelige dannelsesdefinitioner til dette blogindlæg – har opdaget, at noget ved gymnasiet er gået min næse forbi. Hold spændingen, mens jeg citerer fra ”retsinformation.dk”: ”Uddannelsen skal have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed. Eleverne skal derfor lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden […] og til deres egen udvikling.”

      Det er af almen overbevisning, at man bliver tilnærmelsesvis voksen i gymnasiet. Efter disse gyldne år flyver vi fra reden, lærer at vaske tøj, passe et arbejde og tage del i et fællesskab. Men er det voksenhed vi mestrer, eller er det dannelse? Vi ved jo efterhånden godt, hvad dannelse er, og arbejder vi med det udvidede dannelsesbegreb, så favner dette alle tillærte evner – både faglige og sjælelige. Da vi er blevet fortalt, at voksenhed betegner evnen til at kunne sætte sig ud over sine egne behov, må voksenheden således været underkategori af dannelse. Som modpol kan man forestille sig et lille barn: sulten, tørstig, træt og ikke mindst ude af stand til at hjælpe sig selv til at få det bedre. Forestil dig nu en udtørret forretningsmand, der arbejder 60 timer om ugen: sulten, tørstig, træt, og ikke mindst er ude af stand til at navigere i de krav, han stilles fra omverdenen. Man må da så afgjort sige, at han sætter sig ud over egne behov, men hvordan adskiller han sig fra barnet? Kan man sige, at han forholder sig ansvarligt til sin omverden? Kan man sige at han forholder sig ansvarligt over for sig selv?

      Sidste efterår oplevede jeg en biologisk voksen mand ved navn Hassan Preisler tale om både dannelse og kulturmøde, og selvom han er sofistikeret, demokratiseret og super fremmelig - dvs. dannet I klassisk forstand - syntes jeg ikke, han besad særlig stor grad af voksenhed. Manden skøjtede rundt i følelsesmæssige udskejelser: Det ene øjeblik var han den pligtopfyldende integrerede Hassan, der spiste røde pølser og havde blonde kærester. Det næste var han den vrede og beskyldende Hassan, der råbte af hr. og fru Danmark og begravede sig selv i lag af karry. Han var i ubalance - præcis ligesom forretningsmanden eller gymnasieeleven, der ikke magter at tage vare på sig selv. Om blandt andet ubalance har en psykologpraksis kaldet ”Specular” skrevet en bog, hvori de præsenterer en teori kaldet ”Polaritetsskemaet”. Teorien siger, at der til alle positive kvaliteter hører en forvrængning af denne kvalitet og vice versa. Eksempelvis kan Hassans pligtopfyldenhed kamme over i forvrængningen, ”at glemme sig selv”, mens den modsvarende kvalitet, ” at huske sig selv” kan blive til egoisme. Idéen er at kunne balancere disse polariteter og dermed beskytte sig selv fra forvrængningerne, der har selvdestruktiv effekt. Den fiktionaliserede Hassan Preisler magter ikke denne opgave, og det gør ham ulykkelig. Samfundets krav om integration besværliggør det for ham at huske sig selv og sine rødder, og således affødes ubalancen. Tilsvarende præmierer samfundet, gymnasieinstitutionen og janteloven i højere grad pligtopfyldenhed, end den præmierer den modsvarende kvalitet: at ”huske sig selv”. Det er ikke lige så populært at sige: ”Jeg kan ikke. Jeg har brug for hjælp” som det er at sige: ”Den klarer jeg!” Men sidstnævnte holdning kan ende med at gøre os ligeså hjælpeløse som den fortabte forretningsmand.

      Mine smerter ”hjælper” mig dagligt til ”at huske mig selv”. Når jeg genlæser blogindlægget fra for to år siden, så tvivler jeg på, at mindre end en midlertidig handicaptilværelse ville have fået min næse op af sporet, så jeg kunne begynde at lede efter den røde tråd i gymnasiet i stedet for at klamre mig til præstationsorienteret pligtopfyldenhed og KRAV. Med stor sandsynlighed for, at i sidder med ”deep backstage”-kvalme over min – måske iscenesatte – bedrevidenhed, bevidsthed og noget mere tvivlsomme evne til at leve op til opgaveformuleringens krav (betragt anvendelsen af ord som ”gymnasiekultur” og ”paradigmeskift” som sparsom filosoferen over emnet: kulturforståelse) - så vil jeg postulere at det, der i sidste ende gøres i stand til at forholde os ”reflekterende og ansvarligt” til os selv og vores omverden, ikke er de høje karakterer, men derimod at være i hensigtsmæssig balance mellem vores polariteter. Balancen skal fungere som GPS, således at man kan navigere i omverdenens krav, når motoren engang er klar igen. Det er voksenhed for mig. Gud ske tak og lov for tennisalbuer.

Simone

Hvor skal jeg dø?

 
Jeg skal skrive blogindlæg lige efter Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter. Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter bor alle sammen i Aarhus(alt hvad der ligger efter Hornslet afkørslen er Aarhus i min verden). Jeg føler at jeg kommer fra et helt andet sted, end Aarhus. Jeg bor på midten af Djursland hvis i er i tvivl, jeg bor i en by som kun 600 indbyggere mindre end Hjortshøj altså Ryomgård(så Ryomgård er altså ret stor og ikke alle er i familie med hinanden), jeg bor på en bakke tæt på noget skov, jeg bor på skovbakken, jeg bor næsten øverst på skovbakken. Her har jeg min dejlige tilværelse, mit eget lille trygge æg som jeg kan ligge og i og blive klar til at udklække, men hvornår ved man at man er klar til at udklække og komme ud af sit æg? Når ens mor siger ”skal du ikke snart flytte hjemmefra?” det er et rimelig godt bud synes jeg faktisk selv. Jeg fik faktisk for nylig et spørgsmål fra en person, som lød ”flytter du nogensinde fra Ryomgård?” det satte mine tanker i gang omkring hvornår jeg er klar til at flytte ud af mit æg. Det er muligt at jeg kommer til at dø i Ryomgård, men jeg skal da ud og se verden inden det kommer til at ske. Jeg kunne jo bo 60 år i Mesballe(Mesballe er en lille forstad til Ryomgård) og så flytte tilbage til Ryomgård de sidste par år af mit liv, joke. Jeg flytter nok lidt længere væk, hvor langt må guderne vide. Der er forskellige kulturer i hele verden og jeg skal da nå at se nogle af dem. Man skulle ikke tro der er specielt stor forskel på kulturen om man bor i udkanten af Aarhus eller om man bor i Ryomgård. I Aarhus skal de fleste på universitet efter gymnasiet og de fleste tager nok lige et sabbat år for at rejse verden tynd. I Ryomgård når folk er færdige med 9. Klasse eller for de lidt bedre vidende 10. Klasse, går de i gang med at læse til mekaniker, tømrer, murer eller smed. De får kørekort til bil når de bliver 18, de køber en brugt bil fra slutningen af 90erne da det er der de kan få fleste HK. for pengene. Her begynder de så at smide et par ordentlige højtalere i, skørter, hækspoiler, freaky farver, et dumt citat i bagruden såsom ”sad man+beer=happy man” eller ”undskyld jeg kører rådden, men jeg får et blowjob” og et par ordentlige fælge der er mere værd end selve bilen. Når jeg har venner på besøg fra gymnasiet ser de ofte sådan en bil, da min nabo har noget der minder meget om beskrivelsen ovenover. De griner. Når jeg kigger på sådan en bil tænker jeg han har da penge ham der, han er sku ikke ked af at arbejde siden han har råd til at gøre så meget ved hans bil. Dem fra gymnasiet siger ”hold kæft en kegle, sikke en bunke lort” nu hvor jeg kender ham da han er min nabo og jeg ser ham til samtlige familie fødselsdage (da vi er i familie sammen), ved jeg at han er en gut der altid er klar til at give hånd med til diverse ting. Jeg er sikker på at hvis en af jeres naboer, ja alle jer som læser dette ser jeres nabos indkørsel fyldt med træ der skal køres om i deres have ja så er det langt de færreste der lige ville tage en trillebør og hjælpe med et læs eller to….. stof til eftertanke. I er vokset op i en helt anden kultur hvor man laver sin kaffe mens man står og griner af naboen der slæber træ om i haven. Ham der hjalp os med at slæbe træ om i haven han tog 9. Klasse og har siden arbejdet på en gård og kørt lastbil, han har ikke haft mulighed for at sidde og skrive noget tilfældigt på et stykke papir som han lige føler for i nuet, på Tunø som jeg har. Han har haft en helt anden opdragelse og liv indtil videre end som så mange andre, men i Ryomgård er det normalen. Han kommer nok også til at ende sine dage i Ryomgård på et plejehjem, men der er da mulighed for at han ender sine dage i Risskov som mange millionær. Det er vigtigt for mig at vide hvem jeg taler med(altså hvilken kultur de har) da det fuldstændigt bestemmer hvad jeg snakker om. Hvis jeg snakker med nogen fra Ryomgård er der 3 emner, damer, biler og sport. Hvis jeg snakker med nogen fra Aarhus er der flere emner, afleveringer, sport, hvad man skal næste år, damer, styrketræning, uddannelse, man kan stille store spørgsmål om hvordan samfundet er bygget op, om man stemmer rød eller blå. Det er altså vigtigt at vide hvem man snakker med det kan jo gå grusomt galt hvis jeg spørger nogen fra Ryomgård om hvad de tænker om det Johanne Schmidt-Nielsen sagde i går i tv. De tænker ikke ligefrem på hendes politik, hvis jeg derimod spørger en fra Aarhus om det ja så kan de komme med et resume af det hun sagde samtidig med en helt ny vinkel og deres egen holdning til emnet. Jeg er et sammensat menneske, jeg har dele fra mine forældre, dele fra min opdragelse, dele af min skole gang på den lokale skole, dele fra min skole gang i 10. Klasse, dele fra gymnasiet helt inde ved Egaa, dele fra besøg på gården ved min farmor og farfar(RIP). Alle disse ting har været med til at forme denne dreng, (eller unge mand som jeg blev kaldt i supermarkedet af en ældre kvinde da hun spurgte om jeg ville tage en flaske eddike ned til hende fra den øverste hylde) den falske Hassan er altså ikke det eneste sammensatte menneske på jorden(langt fra faktisk) her kommer jeg med et fantastisk eksempel på et sammensat menneske. Jonathan De Guzman til de uvidende indenfor fodbold verdenen er han en fodboldspiller, dem som ved hvem det er begynder at smile nu. Hans mor er fra Jamaica, hans far er fra Filippinerne, han er født i Canada, hans nationalitet er hollandsk, han spiller i den engelske liga, i en klub fra Wales som han er lånt ud til fra et hold i Spanien, ”true story”. Tag den falske Hassan der tror han er et sammensat menneske. Ham her Jonathan kommer fra alt for mange forskellige kulturer, han må da af alle personer i verden have en pænt stor forståelse for mange forskellige kulturer. Han er sikkert flyttet hjemmefra ret tidligt hvor dette hjem så enden har været. Han har nok været udklækket tidligt da en eller anden stor fodbold klub fik øje på ham da han var 15 år. Han er så flyttet fra den lille villavej tæt på skoven eller den hollandske udgave af Gellerup tidligt. Han kommer sku nok ikke tilbage og dør i samme by som han tog fra da han var 15 år eller måske gør han. Jeg kommer nok ikke til at dø i Ryomgård, jeg får nok ikke muligheden for at skrive blogindlæg efter Niels, Oscar, Peter og Den Falske Peter igen. Der er kæmpe forskel på hvor vi kommer fra og der er sikkert endnu større forskel på hvor vi kommer til at dø. Jeg fik skrevet blogindlægget efter Niels, Oscar Peter og Den Falske Peter, men hvor jeg skal dø vides endnu ikke.


Philip Nygaard Sørensen