Jeg har den

Jeg har den. Jeg har fanget den nu. Jeg er rimelig stolt, hvis jeg skal sige det ydmygt. Jeg har lyst til at skrive det med en stor fed sprittusch på alle gymnasiets vægge, lige oven på Steffen Brandt og alle de andre med de store ord. For det her er rigtig stort. Altså, det er ikke den med blogindlægget jeg har fanget, men den med livet. Jeg har snasket og smasket og gloet – på den  opgavebeskrivelse i mange timer. Og ja, nu har jeg dog også fanget antallet af krav der stilles(det er knap så flot en præstation, vi har jo ligesom prøvet det før(det med kravene)), men hvad der er mere flot, er at jeg efter fire plader ’Quadratisch. Praktisch. Gut’ direkte importeret fra den dansk/tyske grænse, har fanget meningen med gymnasiet. De dannelsesdefinitioner ville jeg godt have læst i 1.G. For jeg var den første der skrev i sidste runde blogindlæg. Skrev om jeg kunne klare gymnasiet? Om jeg var gammel nok? Nu er vi i 3.G, og lige nu da jeg læste om dannelsesbegrebet, gik det op for mig at det lige netop var dette svar jeg søgte i 1.G. Hvis jeg dog bare kunne rejse tilbage og fortælle Xenia på 15 år, 47 kg. og en meget spæd stemme, at meningen med gymnasiet er at modellere min personlighed og adfærd til at være alment dannet, og begå mig alene i et stort samfund, samt at det rent faktisk lykkes de veluddannede og engagede gymnasielærere at få de fleste af de små poder ud med det rigtige resultat, hvis blot eleverne har en smule velvilje selv. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg nok lænet mig lidt mere tilbage, nydt det, og blot ladet mig føre med. For det handler i det store hele om at slette ’ud’, og blot modtage ’dannelse’. Det vidste jeg i bund og grund nok godt, men hver gang har jeg undrende og irriteret tænkt, hvad Susanne Kofoeds prædiken om Kong Ødipus har med min udvikling at gøre. Helt ærligt, det er da total ligegyldig info! Men jeg kan godt se det nu. At alle de små ting hvor en lille Anders Breinholt popper frem med to skilte foran mine øjne og med en alt for lalleglad og upassende sang synger ’vigtig viden eller ligegyldig info’, at de tilsammen danner mig og gør mig til en gyldig statsborger(og minder mig trøstende om at man kan komme langt i livet, selv ved at fremføre dårlige klip og dele kaffekrus ud på TV). Nej spøg til side. Pointen er, at der heldigvis heller ikke kan defineres en fast skabelon for hvordan jeg skal ende ud. Der er nogle normer der skal følges, men disse kan også strække vidt og bredt, og selvom mange har prøvet at præcisere og simplificere forståelsen af ordet dannelse, så er det endnu ikke lykkedes nogle at lave en accepteret definition som man har holdt ved, medmindre den strækker meget bredt og bestemt ikke spænder os fast med livrem og seler. For 300 år siden var dannelse fortrolighed med klassisk kultur og sprog, og senere blev der fokus på den brugbare statsborger der kunne udføre håndværksfag. I dag har vi lidt af det hele. Individet beslutter selv hvilken af vejene man finder mest brugbar, og hvis man ikke ved det, kan man få lidt af det hele, ved at vælge det almene gymnasium, som jeg. Her er der både Grundtvig, latin og praktisk udførelse.

Ifølge ’Hofstedes pc-pyramide’(fedt navn, det bliver nørdet det her), kan mennesket snildt anskues som en superavanceret computer, der som Hassan Preisler ville have sagt det, løbende bliver opdateret med top-notch ny software. Pc-pyramiden bygger på 3 lag. Det universelle som er nedarvet, og som man ikke kan ændre. Altså grunden til at jeg ikke kan udtale bogstaverne k og n efter hinanden, og at jeg aldrig mister lysten til flødekager. Ligesom min farfar og hans far. Dernæst bygger den på kulturen man lever i, og til sidst ens særegen personlighed hvor noget er nedarvet og noget er tillært. Det er ét stort virvar, hvis man skal dele alt ved et menneske op i disse 3 kategorier, og sige hvor det kommer fra, for det er der vidt forskellige meninger om, alt efter hvilke psykologiske briller man kigger med. Hvis man f.eks. skal forklare hvorfor jeg aktivt har valgt at være ikke-ryger, vil den postmoderne psykologi forklare det med at jeg mener cigaretten vil være en rekvisit, der vil signalere noget dårligt om mig, mens adfærdspsykologien vil sige det er en påvirkning fra mine omgivelser, fordi ingen i min familie eller tætte vennekreds er rygere. Hvis man valgte den sidste, vil det være menneskene man færdes iblandt, som påvirker en. Hvis det er rigtig mange mennesker, kan man ligefrem kalde det for kulturen man lever i. Netop det med kulturen er interessant. Kultur er alt det mennesker skaber og gør i flok, og kan være utrolig svær at beskrive og sætte sig ind i. Folk agerer efter den kultur de lever i, og ser ikke noget mærkeligt i det, for det er normen. Man slapper af i sin kultur. I Danmark har vi en kultur hvor vi knytter en meget stærk, rar og beroligende følelse til noget meget materielt – nemlig vores hjem. Vi har brug for ’at komme hjem’, for at koble af. I Tibetansk kultur er det anderledes. De har ganske vidst også et sted de bor med deres familie og deres ting, men de kalder det blot et hus i stedet. De har ikke de samme følelser knyttet til det, fordi deres kultur er at de altid er i og omkring hjemmet, og derfor ikke mærker følelsen af at være væk, og komme tilbage til de trygge rammer. Når jeg er på ferie, eller blot har en lang dag i skolen, glæder jeg mig til at komme hjem, for det er her jeg slapper af. De har det godt med deres, og vi ligeså med vores. Det er kulturen man lever i, og man har svært ved at forstå de andre kulturer, og kan måske ligefrem se ned på dem, fordi man kun er robust dannet til at forstå sin egen kultur. Men hey, nu definerede jeg før, at man slapper af i sin kultur… Men er det rigtigt? Jeg har ikke selv prøvet andet, men ifølge Hassan Preisler, er det tydeligvis ikke en selvfølge. Han er dannet forskellige steder i forskellige kulturer. Han er et sammensat menneske af Charlottenlund, Bern, Tyskland og nogle vil endda tilføje Pakistan. Selvom han ligesom dig og mig elsker røde pølser og lyshårede piger, så er han stadig ikke tilpasset min kultur 100 procent, og jeg KAN ikke forstå ham. Jeg laver en etnocentrisk beskrivelse af ham i mit hoved, og hvor end meget han selv synes han er som dig og mig, så kan han ikke blive det i mit hoved, alene måske af den grund at hans hud er chokoladebrun. Utrolig smuk, men fordi jeg ser ham med udgangspunkt i mig selv, kan han altså ikke blive ligesom mig. Basta. Men det er også dannelse. At lære at se og forstå andre kulturer. (Det er godt der er et halvt gymnasieår endnu(håb forude for at jeg stadig kan nå at føle mig i ét med Hassan))

Men det kan også være på lavere niveau, end at skulle identificere sig med Bern og Tyskland på en gang. Vi kære venner – har alle mærket blot at skulle passe ind i en anden kultur i Danmark for et par dage. Det er mærkværdigt. Blot fordi der er vand hele vejen omkring et sted, og det har en mindre overflade, så skal det føles anderledes, og folk skal opføre sig anderledes. Jeg er klar over at skyer samles over land, og der derfor vil føles mere åbent på en ø, fordi der er så meget kant der munder ud til hav, hvor skyerne holder sig fra, men dette kan ikke gøre det alene. Jeg havde 5 minutters ro på en kirkegård på Tunø, hvor jeg sansede og skrev således: ”Svend Olesen og Ulla Olesen står der på en gravsten. De har sikkert boet her på øen som ægtepar i mange år. Jeg fornemmer at kirkegården er fyldt med øboere, som har lagt sjæl i dette sted og øen, og for hvem det er et betydningsfuldt sted. De går lidt mere ind i deres sted end andre mennesker, fordi netop deres sted er så specielt.”. Jeg har virkelig følt atmosfæren, og det betydningsfulde i stedet – og ikke mindst haft dyb respekt for det. Det er en af de mange gode oplevelser, der tilsammen har dannet mig gennem disse 3 år. En af dem jeg vil kalde knap så ligegyldig, selvom den virker harmløs når den står alene, men sammensat med alle de andre mange opgaver, tanker, diskussioner, oplevelser og indtryk, er jeg på rette vej til at blive et dannet menneske der passer ind i den danske kultur og samfund, og kan nu se essensen med det hele. Jeg slutter snart af, og siger tak for tre forrygende år. De kostede mig mange kriser, men netop de kriser er gymnasiet vel designet til at få mig i, så jeg bliver rustet nu, og lærer af dem nu, i stedet for først at ramme dem om 20 år. Jeg føler mig ikke færdigdannet. Men langt mere dannet end i 1.G, og klar til at starte på videre uddannelse.

Xenia Kjærsgaard 

Uønsket Dansker

Dagen er torsdag (tror jeg nok) og jeg er hjemme i Hesselballe fra en tur til København. Nyhederne kører i baggrunden mens jeg gamer Diablo III på Maccen, men jeg erkender efterfølgende, at jeg måske skulle slukke for den afhængige spilnarkoman og istedet skrue op for den almene dannelseshungrende dansker jeg nu også er. Temaet i indslaget er asylpolitik, som raser efter Regeringen har strammet reglerne. Al hetzen går idag på udlændinge- og integrationsordfører fra Socialdemokraterne, Mette Reissmann der fornyligt har udtalt til avisen,

"Vi skal huske på dem der kommer hertil får asyl. Men vi sender ikke en invitation, og vi ringer ikke for at få dem herop. Flygtninge er uønskede gæster uanset hvordan du vender og drejer det"


Straks tænker nationen pessimist. Nationen tænker nationalist. Nationen tænker faktisk også lidt racist. nationen tænker egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad de ihvertfald ikke tænker, er socialist! Men jeg tænker YES! De var der dengang, de er her nu og de kommer stadig. Men hvem er det nu egentlig de er? Jo det er jo dem man ikke må omtale, men dem man taler om. Det er de uønskede gæster. Det er perkerne. Det er egentlig dem jeg slet, slet ikke kender.

          Thomas Lynge Sørensen, 18 år, pære dansk med ingen anden etnisk baggrund end rødder i Hobro og Nørrebro, lys hudfarve og brunt tyndt hår, bopæl i 8530 Hesselballe, døbt og konfirmeret i den protestantiske kristne tro, men hverken praktiserende eller troende. Ja på godt dansk er jeg en rigtig jyde. Jeg har altid været dansk og vil altid være dansk. Jeg er hverken ateist eller religiøs ekstremist, men det tætteste jeg kommer på den almægtige skaber, er når jeg går rundt om et pyntet nåletræ den 24. december. Når jeg flygter, er det fra Svine Marius' tæppebombning af markerne med hans gyllespreder. De eneste gange jeg bevæger mig inden for Ghettosfæren, er når jeg besøger min brotha' i Udkants Vollsmose. Jeg har virkelig svært ved at identificere mig med den tilkommende befolkningsgruppe af perkere. Men det behøver jeg jo heller ikke. Jeg er jo racist. Det har Hassan Preisler lært mig. Det er umuligt for mig at sige Muhammed er god. Jens er dejlig er derimod elementært. Hvide babyer er flottere end brune babyer selvom de ligner hinanden og sorte penge er jo bare et andet ord for anden etnisk indkomst. Perkere er sociale udskud. Deres kultur er universel, en er alle og alle er en. Den normale perker har en elefanthue over hovedet med en Kufii ovenpå. Han har koranen som paperback i den ene hånd og en loaded gun i den anden. Han reciterer trosbekendelsen mens han tænder for dynamitten på hans mave. Ja sådan ser en perker ud. 

          Jeg er uforstående og jeg er træt af det. Jeg er ikke racist, men ej er jeg antiracist. Gennem et årtis skolegang, har jeg lært ikke at være racist, derfor tager jeg afstand til racistiske bemærkninger. Så meget afstand, at jeg er racistisk overfor "racister". Jeg tænkte ikke YES til Mette Reissmann. Jeg tænkte pessimist. Jeg tænkte nationalist. Jeg tænkte faktisk også lidt racist. Jeg tænkte egentlig også Dansk Folkepartist, men hvad jeg ihvertfald ikke tænkte, var socialist. Asylansøgerne tilhører en minoritet af mennesker i Danmark. Efter en lang række år bliver de måske integreret i det danske samfund og tilhører en ny, men større minoritet i den danske befolkning. Nydanskere. Efter generationer kan man så måske begynde at kalde dem etnisk danske. Jeg såvel som en lang række andre danskere kender ikke til minoriteterne. Ikke at vi ikke ved, at de er der, men vi har aldrig været i dem. Vi må danne vores kulturforståelse ud fra medierne. Det komplekse kulturbegreb siger, at kultur ikke blot er noget mennesket har, men noget mennesket gør og kommunikerer. Vi hører i nyhederne, at nydanskere er indblandet i størstedelen af den kriminelle løbebane. Samtidig ser vi nydanskere, som klarer sig godt og besidder topposter inden for erhvervslivet og politik. Og så læser vi Yahya Hassans digte, som kalder nydanskere for religiøse hyklere og kriminelle gangstere. Selvom man prøver at lege kongens efterfølger for at forstå den kulturelle kontekst og for at forstå kulturen indefra, så er det den rene jungle, når der er så mange konger at følge. Det er svært ikke at generalisere og stille stereotyper op. Og man danner på den måde en universel forståelse af kulturen i ghettoerne. Sådan tænker jeg, at det er for os ikke involverede danskere. Men selvom kulturforståelsen er universel, kan den jo godt være nuanceret. En kulturforståelse vil altid kun være er et midlertidigt resultat af en længere dannelsesproces. Man kan måske beskrive den som en mosaik, bestående af en million enkelte dele i forskellige farver. Mosaikken indeholder mange sorte brikker, men også nogle hvide brikker. De hvide brikker vil selvfølgelig skille sig ud, men det generelle billede af mosaikken vil stadig være mørkt. Min mosaik er måske halv halv af lyse og mørke farver. De mørke farver tilegner jeg mig fra medierne, når jeg hører om bandekriminalitet og skattesnyd. De lyse farver tilegner jeg mig, når jeg går langs strøget i Århus og møder hårdtarbejdende nydanskere, om det er i Shawarma baren eller i Nordea. Er min mosaik bedre end Mette Reismanns? Næ. Er Mette Reismanns mosaik mere rigtig end min? Næ. Men hendes mosaik er mere nuanceret end min. Mens min indeholder 1.000.000 brikker, indeholder hendes måske 100.000.000. Jeg kan ikke gøre min kulturforståelse bedre end det antal brikker jeg har til rådighed, men jeg kan tilegne mig flere brikker som jeg sætter mig mere ind i sagen. Og jeg har lov til at have min mosaik, for det har jeg jo lært i skolen. Det er en del af min almene dannelse. Den pædagogiske litteratur deler den almene dannelse i to teorier. Den materielle teori, som involverer indholdet i undervisningen, og så er der de formale teorier, som involverer alle de personlige egenskaber vi tilegner os, som evnen til at tænke, udtrykke sig, løse problemer, tænke kritisk osv. Man må sige at alle egenskaber er vigtige, når man skal debatere og løse konflikter. Jeg tænker jo over det, når jeg sammensætter alle mine brikker i min mosaik, og med min blog her, er jeg vel ved at sætte ord på mine tanker, som jeg forsøger at udtrykke, samtidig med at min hensigt altid vil være at løse eventuelle problemstillinger (tro det eller ej), som jeg har evnen til at stille mig kritisk for, fordi jeg har min mosaik. Men min mosaik er meget halv halv, så jeg siger, at jeg både kan lide og ikke lide nydanskere. Det må vel være i orden. Mette Reissmann har jo lidt flere brikker end jeg har, så hun tænker nok lidt mere over sin mosaik end jeg gør. Jeg tror også hun udtrykker sig lidt mere end jeg gør, når hun bliver sendt i Danmarks bedste sendetid. Jeg kunne også forestille mig, at Regeringen forsøger at løse problemer, når de ændrer på lovgivningen, så mon ikke hun har samme hensigt som mig. Og med Mette Reissmanns meget nuancerede mosaik kan hun jo forholde sig kritisk overfor asylpolitikken. Hendes mosaik er lidt mere mørk end min, så hun siger, at nye nydanskere er uønskede. 

FUCKING RACIST MAN! HUN ER JO PESSIMIST. HUN ER FUCKING NATIONALIST. HUN ER EN FUCKER DANSK FUCKING FOLKEPARTIST, HUN ER FANDER NEDME IKKE SOCIALIST!

Ja hold da op. Hvis der er nogen, der må føle sig uønsket så er det da Mette Reissmann. "Men hvad kunne jeg gøre anderledes", tænker Mette straks. "Vi har da ikke sendt dem en invitation, har vi? De må ihvertfald være ubudne gæster." siger Mette. "Regner vi med at de kommer? Man kan nok godt forstille sig, at der ikke er så rart i de ISIS invaderede lande, så helt uventede gæster er de nok ikke." tænker Mette. "Hmmm" lyder det fra en grublende Mette. "Nu er Danmark jo et lille land, med socialt belastede Ghettoer nok. Vi har heller ikke uendelige ressourcer, så det er nok ikke helt rigtigt at sige, at de er ønsket." Mette anstrenger sig hjerne, som hun aldrig har gjort før. To ord, vidt forskellig betydning. Ubudne Gæster eller Uønskede Gæster. Men Mette har jo oplevet dét, som vi alle frygter. Mette har holdt privat fest. Alle de smækre tøser fra 1.G er inviteret, samt alle de modne flotte drenge fra 3.G. Mette tænker "Yes en fed fest, ingen hæmninger, alle drengene er lækre!" men hvad Mette ikke ved, er at Karl Børge fra 3.T har hørt de andre drenge snakke om festen. Karl Børge hørte dog ikke, at det kun var for lækre drenge, og Karl Børge har fedtet hår, akne i hele fjæset og har ikke set skyggen af nye underbukser siden i fjor. Karl Børge møder op til festen, og Mette drikker sig så fuld, at hun ikke kan huske hvem eller hvad hun er, indtil hun ser Lottes SNAP af Mette og Karl Børge i fuld vigør. Mette møder ikke op i skole det næste halve år, og siger til sig selv, at næste gang hun holder fest, så skriver hun på facebook med stor fed skrift.

KARL BØRGE ER UØNSKET GÆST.

Vi danskere bliver forarget, åh vi bliver forarget. Hvordan kan man dog tillade sig at sige det! Karl Børge må føle sig stødt. Hvordan kunne du dog finde på sådan noget Mette. Men Mette er sin fulde ret til at udtrykke sin holdning. Karl Børge var ikke inviteret, men han kom til festen, drak Mettes alkohol, fyldte hele dansegulvet og ødelagde hendes mors flotte vaser. At Mette så drikker sig fuld og snaver Karl Børge i gulvet er så en anden sag. Jeg føler med Mette Reissmann. Det må svært at tale om en befolkningsgruppe, der ikke må omtales. For når det handler om store kulturelle forskelle mellem en stor gruppe og en minoritetsgruppe, så glemmer vi fuldstændigt vores kritiske evne, som vi har tilegnet os igennem mange år i skolen. Vi ser et problem i en person, der omtaler et problem - i stedet for at se det problem som personen omtaler. Og det er spild af alles tid. Det er lige så dumt, som at diskutere hvorvidt en motorvej skal hedde Silkeborg eller Herning...

          Næste gang jeg bliver almen dannelseshungrende dansker igen, så slår jeg mig selv i hovedet med fjernbetjeningen og skruer op for DIABLO III på min Mac istedet.

Thomas Lynge Sørensen