En mand og hans hund

Læreren er menneskets bedste ven. Er det sådan det er? En gang imellem kommer jeg i tvivl. Jeg er vel et menneske, og lærere har jeg nok af. Jeg har lige nøjagtigt nok til, at det hele løber rundt i en meget flot og rund cirkel inde i det kæmpestore lektiehøjhus, Lectio. Og der står de så i snorlige rækker, alle mine lærere. De er da også søde nok, det er slet ikke det, men det jeg undrer mig over er, om de er mine bedste venner?

Jeg har venner i alle mulige former og størrelser. Store, pæreformede, lækre venner, som er lige til at sætte i ovnen ved 180 grader. Små fine (også meget lækre) venner, som måske egentligt burde forsvinde som dug for solen, når dennes stråler ramte dem. Der er mange faconer at vælge imellem. Men hvordan finder man sin bedste ven? Er der en skala? Og går den i så fald fra 1 - 10? Eller fra kollega til kompagnon? Og så videre til kammerat? Det er svært at finde hoved og hale i noget som helst. Især når man ikke ved hvilken hunds hoved og hale det er man leder efter. Der er ca. 546.000 hunde i Danmark, fordelt på 450.000 husstande. Hvor begynder man dog med at lede?

Måske skal man bare starte oppe i den anden (første) ende. Ved læreren. For det er vel egentlig dem det hele handler om. Jeg tror den største grund til at jeg ikke altid ser lærere som bedste venner (og tro mig jeg forsøger skam), er at det nogle gange virker som om, at de kommer fra en (undskyld mig) anden planet. Min matematiklærer er et abstrakt bogstav, når jeg er et 2-tal. Et to-talt forbandet 2-tal. Min historielærer er et nøglehul til fortiden, når jeg er en lille kilden kilde. Min dansklærer er et abstrakt begreb, når jeg føler mig menneskelig og uforstående - hun får mig ofte til at tvivle på om jeg har en tråd. Og om den overhovedet er rød? Hvis jeg har en, er det så en rød hundesnor?  Måske ville disse abstrakte lærere engang imellem have godt af at blive tillagt nogle menneskelige træk. Blive levendegjort om man så må sige. Ellers er der vel risiko for, at vi aldrig når op på deres niveau. At vi aldrig bliver til fine, farverige abstrakte bogstaver, og er dømt til at vandre (helt nede) på jorden, som 2-taller resten af vores liv. Hvis det bliver tilfældet, er det godt at der trods alt er flügger-mænd blandt os, som ikke er gymnasielærere i fritiden.

Jeg tror dog at de ønsker os det bedste trods alt. De ønsker vel at vi også når op i lærer-himlen engang (jeg tror det ligger et sted inde på Lectio?). At vi ser lyset, og bliver trukket gennem uddannelsessystemet, med et smil på læben, og skriger; ”Nu er jeg her! Nu er jeg fri til at gøre som jeg vil! Nu ser jeg hvorfor Egaa Gym var det rigtige! Nu kan der da ikke være tvivl om at læreren i sandhed er menneskets bedste ven!”. Det er da også det jeg håber , sker en dag. Om jeg tror på det? En gang imellem er jeg lidt i tvivl. Der er dog ikke andet at gøre end blot at adlyde og logre fint med halen for vores skønne ejermænd - lærerne.

Den rigtige

Peter

De tre, små ord, der betyder alverden.

Nogle mennesker bruger vendingen i flæng, mens andre lever en livstid uden at høre dem. Tre, små ord, der dog betyder alverden.. I min familie har vi aldrig brugt disse ord i daglig omtale, men tværtimod nærmest forsøgt at undgå dem. Jeg har mærket kærligheden fra mine forældre, og jeg ved, at de elsker mig, men det er meget få gange, at jeg hører sætningen. Det er slet ikke fordi, jeg gerne vil høre det noget mere. Faktisk synes jeg, det sommetider kan undgås. Som om, jeg prøver at snige mig udenom og bare håber på, at ingen har set mig. Til den sætning er der nemlig kun ét enkelt svar, der kan måle sig. Det er bare mærkeligt med mig, fordi den sætning, der skal svares, bliver med grødet stemme og et tomatrødt ansigt med blikket mod jorden. Hvorfor er det så fandens svært at få sagt de samme ord tilbage? Hvorfor mærkes det som om Tobias fra børnehaven igen giver mig en mavepumper, når jeg hører ordene? Min lillesøster har aldrig haft svært ved at sige det. Jeg hører hende tit sige det til vores far - og til sine One Direction plakater. Jeg tror, det handler om, hvor meget vægt, man ligger i ordene. Man kan vel argumentere for, at det er en dårlig ting, at jeg er vokset op uden høre ordene så ofte, men jeg tror, at det er en god ting. Jeg tror, at det har hjulpet mig til at forstå, hvor vigtigt det egentlig er. I mine øjne findes der ikke sætninger i verden, der har mere betydning end denne. Måske er det også et tegn på svaghed, at jeg ikke tør vise mine følelser som min søster gør det? Måske er det min lille, forkælede søster, der i virkeligheden har større nosser end jeg nogensinde får? For ikke så lang tid siden sad jeg sammen med min far, pap-mor og bror. Vi havde fået nogle øl, og begyndte at snakke om lige præcis dette emne. Det, som gik mig lidt på var, at vi i vores familie åbenbart behøvede at have en promille på ca. 1 før vi kunne begynde at snakke om så vigtigt et emne - netop fordi vi går og gemmer vores følelser, så meget vi nu kan… Jeg er bare stadig i tvivl, om det er en god ting at gemme sine følelser væk? Måske er vi bange for at blive såret, når vi møder vores eneste ene og hælder følelserne over på dem, fordi vi går med dem uden på tøjet? Under alle omstændigheder bliver jeg nok aldrig vant til at høre de tre små ord, der betyder alverden. Jeg holder nok aldrig op med at ligne en fisk, der i ren mangel på IQ har svømmet op på land og nu ligger og ruller med øjnene og skiftevis åbner og lukker munden. Alligevel kan jeg ikke vente med at se den eneste ene i øjnene og høre hende sige de tre, små ord, der betyder alverden… Alligevel kan jeg ikke vente med at sige: ”Jeg elsker også dig”.
Oscar Arnkil