Hjulene på bussen drejer rundt, rundt... nej

”Midttrafik kører med mennesker, skaber muligheder og bidrager til et sundere miljø”. Sådan lyder det på Midttrafik.dk, en hjemmeside skabt til dem, som blandt meget andet ønsker at læse om Flextur eller har intentioner om at søge om erstatning, da deres bus kom 20 minutter for sent. Åh dog, alt den service.

      Jeg oplevede det så sent som i weekenden. Der var fest den aften så Philip, Niels og jeg nappede en pizza inden. Vi mødte Lund, der også ville starte aftenen med en pizza. Efter en smule summen og en kort overvejelse af situationen, forklarede han at vi nok måtte skynde os, hvis vi skulle nå bussen mod Hjortshøj. Til vores store overraskelse kunne vi ikke tage bussen fra Marxins til Mejlbyvej.  Den er god nok - bussen går kun én gang hver anden time på en ellers så begivenhedsrig lørdag aften. Så vi måtte trave med piv åbent for ventilationen under armene. Den føromtalte Lund, mente at det ville tage op i mod 30 minutter at nå den anden side af bakken - (Lund taler af erfaring skønt han cykler til skole hver morgen).

      Så vi gik op ad bakke og ned ad bakke for at nå til 12’eren i tide. Det er jo for meget for Midttrafik at sende mere end én bus i timen, så det var den eneste mulighed, hvis ikke vi skulle gå til Hjortshøj.

      Nå, nok om det. Trods Midttrafiks ringe hensyn til de unge mennesker, så nåede hovedpersonerne i forrige afsnit 12’eren og havde et brag af en fest! Men jeg undrer mig stadig over deres ”middelmådige” service. ”Kører med mennesker og skaber muligheder” siger i? Ha! Enten kommer jeres transportmiddel to til tre minutter før tid, blinker ind og ud, og fræser videre uden at stryge det en tanke, at der måske var nogen mennesker, som stod i møgvejret og ønskede muligheder for at tage bussen. Eller også er det en gennemsnitlig træls mandag morgen. De, buskontrollørerne, ser en dreng og det bedste, som de har at give sig til er at slynge en kontrolafgift i smasken på ham, da billedet i drengens fikse periodekort ikke er lamineret. Det er måske lige at stramme kasketten lidt. Hvor mange muligheder er der også for Philip som ender i Studstrup (for jer der ikke kender ”hullet”, som det kaldes, så er det en blind vej) fordi Midttrafik ikke ser idéen at sende natbusser til Studstrup? Ikke de store… Hvis I mener, i kan skabe et bedre miljø ved at sende færre busser, som resulterer i at vi må ringe efter papfars miljøsvin af en Opel, hvad i al verden er så pointen i det hele?

      Så vil i ikke nok prøve at holde jeres løfte om at køre med mennesker? Skabe de der ”muligheder” og så godt som i nu kan bidrage til et sundere miljø? Om i skal hive de støvede busser fra tiden med 56’eren frem, hvor mulighederne for at komme rundt i verden sværmede om hovederne på os - så gør det.

Oscar F

En god dag…

Det er efterhånden en kendsgerning. Alle dage er bare ikke ens. Nogle dage er gule, blå, andre er rosarøde. Nogle har slet ikke en farve. De er grå. Det er nok dem, der er de værste, egentligt.
De grå dage vil jeg allerhelst undgå. Faktisk, går jeg altid i seng klokken 21:30 for at have energien til at gå en stor bue rundt om en potentiel grå dag, der kunne lure forude. Det er bare nogle gange svært, når man skal nå at lave alting inden man rammer sengetid. Og for at citere Peter Plys, skal man jo også lave ingenting, når man har lavet alting. Hvis man først er hjemme fra skole klokken 16:00 med de misforståede gulfarvede busser, er der kun 5½ timer til at lave alting. Og så skal man jo huske at lave ingenting også. Jeg elsker at lave ingenting. Det gjorde jeg i mandags. Det tog mig faktisk så lang tid at lave al den ingenting, at alting måtte forskubbes i mit skema. Så det endte med, at jeg først kom i seng klokken 23:30! Tirsdagen så fra den angrebsvinkel umiddelbart ret dødsdømt og grålig ud. På mirakuløs vis endte dog det med at blive den mest farverige dag, man overhovedet kunne få sig! Selv ham manden, der arbejder i Flügger-Farver, kan ikke have haft en ligeså farvefyldig dag, som mig, den tirsdag. End ikke, hvis han gik i seng klokken 19:30. Siden ingen dage er ens, må han velsagtens også have haft en anden dag. Og han har jo nok farver at vælge imellem, sådan en mand. Men det er bare ikke alle, der kan vælge deres dagfarver på samme måde. Vi kan jo ikke alle arbejde i Flügger. Og når man går i gymnasiet, har man da slet ikke tid til at arbejde fast i en malerforretning på den måde. I hvert fald ikke, hvis man skal nå at lave ingenting også. Hvis man må generalisere en typisk gymnasieuge, er den sædvanligvis temmelig regnbuefarvet. Mandag er selvfølgelig grå som beton. Tirsdag er bedre, men der er stadig langt til fredag. Og når man så når fredag, bliver det snart søndag. Og søndage hader vi, for det er jo dagen før mandag. Ham der kortlagde ugedagene, burde sanktioneres. Men han skal selvfølgelig ikke holdes ansvarlig alene mand. Der er naturligvis også andre faktorer, der spiller ind. Fx ham, der opfandt uret, og mange andre. Men det er først, når der går kuk i systemet, det begynder at blive kompliceret. Når man får en god dag, selvom man går i seng klokken 23:30 og det er tirsdag. Så ved man ligepludseligt ikke, hvilke dage der er gode og dårlige. Så kommer man ud på dybt vand. Her er det den blå vandmand, man skal passe på. Og hvem er nu det? 
Man er måske ikke selv herre over hvilken farve, dagen bliver. Men man behøver da ikke at  være den helt store billedkunstner for at hælde lidt akryl ud over en grå tirsdag. Det er da en kendsgerning. 

Niels Møller