Fortid, NUTID og fremtid

Vi er blevet fortalt fra barnsben af, at vi kan opnå alt med vilje og hårdt arbejde. 
Først ville vi værer prinsesser og prinser.
Så blev vi lidt ældre og ville være Superman og Kim Possible.
Lige inden vi blev teenagers, ville vi være kendte og alle skulle vide hvem vi var.
Så blev vi realistiske og vi valgte noget som børsmægler, pædagog o.s.v
Nu går vi i gymnasiet og kæmper for at komme til at udleve vores drøm, om enten det er at blive psykolog, biolog, musiker eller hvad det nu end er. Vi bruger i gennemsnittet 1698 timer årligt på at gå i gymnasiet(før lektier), det vil sige 70 døgn uden pause, hverken til at spise eller gå på toilet. Det virker nu meget mere overskueligt at se på nogle små  tal, som disse. Hvis jeg fik af vide at jeg kun skulle bruge lidt mere end 70 dage uden pause årligt på at gå i gymnasiet, ville jeg nok have kigget lidt spørgende, da jeg ikke syntes det virker som særlig lang tid. Men 3 år er jo som sådan heller ikke særlig lang tid, hvis vi tager det i forhold til hele vores lange leve tid. Jeg håber at det er en god investering for mig.. Selfølgelig ogs for alle andre der tager gymnasiet.
Mens jeg kæmper for at få det hele til at have en god sammenhæng i min blog, mister jeg tråden og kan ikke rigtigt koncentere mig længer, måske skulle jeg tager en pause (ryge en smøg) men det er jo bare en overspringshandling jeg prøver at få presset ind igen. Jeg har jo også vidst længe at jeg skulle skrive det her blogindlæg, men det er som om at det er sværere at komme videre med end forventet, men sådan er det vel altid. Man føler man har god tid og lige pludselig er det søndag og du skal have bloggen lagt ind. Jeg kæmper for at finde på noget at skrive, men det er som om der bare er tomt i øverste etage lige nu, eller der er ikke tomt, men det er noget helt andet min hjerne fokusere på….. én fyr. Det er som om han presser alle andre tanker væk, man det er er vel meget normalt, er det ikke? Men hvad skal jeg gøre? Vi har vel alle prøvet at side med en skriftlig aflevering og så løbe tør for idéer, miste fokus, tænke på andre ting (personer) og gå død, nogen oplever det flere gange end andre (jeg oplever det NÆSTEN hver gang). Hvad kan man gøre i den situation? KÆMPE IMOD FRISTELSERNE! Og det er jo enlig det jeg prøver at fortælle om, om hvordan vi kæmper os gennem gymnasiet uden at vide hvad der sker på den anden side, eller vi har en forstilling om det, men ingen af os kan se ud i fremtiden og vide noget sikkert. Vi har kæmpet for at komme på gymnasiet, nu kæmper vi får at blive i gymnasiet og når vi er færdige ved vi ikke hvad der sker med 100% sikkerhed. Jeg har de sidste mange år haft planen om at jeg skulle i gymnasiet, men var aldrig sikker på om jeg kunne gennemfører. Nu er jeg startet på gymnasiet og lader mig rive med af skæbnen( Hvis man tror på sådan noget).Jeg starter hvor jeg slutter, jeg er blevet ældre og realistisk og ved stadig ikke hvordan fremtiden ser ud og om jeg ændre mening om min kommende fremtids /:\  Peace out  /:\    Franella :D