Det at have alle disse lektier for kan godt virke som et kæmpe problem en gang i mellem, og jeg føler nogle gange at jeg bare burde lægge mig i min seng og kalde mig syg. Men jeg føler mig alligevel lettet over at de engang imellem er mit største problem, og nu skal du høre hvorfor.
Lad mig først give dig et varmt velkommen til mit blogindlæg, og lad mig lykønske dig for din utrolige præstation. Det glæder mig, at du klarede den helt hertil, for det har ikke været let.
Jeg er faktisk sikker på, at det har været en hel del sværere end du er klar over.
Jeg personligt synes i hvert fald at det er en ret morsom tanke, at de gener der skulle ende med at blive mig har overlevet 2. Verdenskrig, 1. Verdenskrig, den sorte død, kolera, spedalskhed, influenza, middelalderen, vikingetiden, jernalderen, bronzealderen, stenalderen og derudover samtlige sammenstød med rovdyr a mange forskellige former og størrelser.
De gener der overlevede alt dette er nu medvirkende i et så ekstraordinert eksperiment, at det aldrig er blevet forsøgt før, navnlig: mig selv. De vil igennem de næste (forhåbentlig) mange år indgå i millioner af forskellige, og i sig selv små, processer, som vil lade mig være i den, til tider, yderst undervurderede tilstand, der er kendt som tilværelsen.
Så stort tillykke til dig og mig for at vi nu befinder os her.
"Men hvor er 'her' så" spørger du så sikkert nu, og hvor er det egentlig et godt spørgsmål. Det indlysende svar ville være planeten jorden, og det er sådan set også et korrekt svar. Vi befinder os i øjeblikket på planeten jorden, kredsende rundt om stjernen, vi kalder solen, som i øvrigt ligger i galaksen Mælkevejen. Mælkevejen er i øvrigt bestående af omkring 100.000.000 stjerner, og galaksen er blot en af flere milliarder a slagsen i universet, og universet er (måske) blot en af uendeligt mange af sin slags.
Jeg er altså på Jorden, en utroligt lille prik i det ubegribeligt gigantske univers. Jorden er i disse dage ved at gå igennem en proces, der af de fleste bliver kaldt global opvarmning, alle er enige om at det sker, men folk er bare uenige om grunden til at det sker. Der var engang hvor langt størstedelen af verdens befolkning mente, at global opvarmning skyldtes overforbrug af olie og stenkul, altså i bund og grund menneskene. Menneskene skulle altså være skyld i at jorden bliver ubeboelig, mennesket skulde være skyld i at livet vil blive forfærdeligt for tonsvis af dyr. Men samtidig må man huske på, at det største problem ved den globale opvarmning faktisk kommer til at ligge på den selv samme art, som beskylder sig selv for at skabe den.
Menneskene.
livet vil fortsætte som det altid har gjort, livet har altid tilpasset sig sine omgivelser, og denne gang vil ikke være anderledes. faktisk tvivler jeg stærkt på, at selv hvis mennesket prøvede, ville det ikke have mandstyrken eller våbenene til at udrydde livet fuldstændigt fra jordens overflade.
Men Jorden vil under alle omstændigheder forandre sig til noget andet, som måske vil kræve en drastisk ændring i den måde vi lever på
Så her sidder jeg så, bestående af gener der har været så utroligt meget igennem, på en planet der (måske) går igennem forholdsvist drastiske forandringer, i et univers så vidtstrækkende at mennesket endnu ikke engang har nået enden af vores eget solsystem, og det største problem jeg har lige nu, er det udkast jeg skal have skrevet til i morgen. At det er min højeste prioritet gør mig personligt utroligt lettet
//Esben
Ingen kommentarer:
Send en kommentar