Et fag for livet

Hver morgen jeg møder på skolen, tænker jeg hvor er det nu jeg skal hen? Jeg griber min iphone og tjekker mit skema, fortsætter op ad trappen hen mod klasseværelset, sætter mig ved siden af en fra min læsegruppe. Vi sidder og snakker om alt muligt, mens læreren træder ind og timen starter. Vi har matematik, mit ynglings fag. Jeg glæder mig til at komme i gang med cosinus, sinus, tangens, ligninger og meget mere, men det bedste ved timen er at jeg er med i en læsegruppe som jeg både kan få hjælp i og kan give hjælp hvis det er nødvendigt.
Matematikken opstod hos de gamle grækere som bl.a. brugte det til at bygge deres fantastiske bygninger som f.eks. Colloseum. Efter computeren kom på banen er matematik blevet brugt rigtig meget der, men det bruges stadig mest uden lommeregner/computer. Alt nu til dags er nærmest bygget op af matematik alle computer systemer og mange andre ting. Jeg syntes det er meget fascinerende, at matematik bruges så mange steder det er derfor mit ynglings fag er matematik. Eftersom alle fra klassen har matematik på enten A eller B, tror jeg også at de kan relatere til det samme. Matematik er ikke bare et fag det er lige så vigtig som dansk, hvis du ikke kan svare på 1+1, så kommer du til at få det svært, ligesom hvis du ikke kan snakke dansk får du det også svært. Næste gang i sætter jer ved computeren eller griber smartphonen, så tænk på, at der er mennesker der har regnet ud, ved hjælp af matematik, hvordan din mobil eller computer fungerer.

Der er ikke så meget men i mit word fylder det en side sry :( 

Fortid, NUTID og fremtid

Vi er blevet fortalt fra barnsben af, at vi kan opnå alt med vilje og hårdt arbejde. 
Først ville vi værer prinsesser og prinser.
Så blev vi lidt ældre og ville være Superman og Kim Possible.
Lige inden vi blev teenagers, ville vi være kendte og alle skulle vide hvem vi var.
Så blev vi realistiske og vi valgte noget som børsmægler, pædagog o.s.v
Nu går vi i gymnasiet og kæmper for at komme til at udleve vores drøm, om enten det er at blive psykolog, biolog, musiker eller hvad det nu end er. Vi bruger i gennemsnittet 1698 timer årligt på at gå i gymnasiet(før lektier), det vil sige 70 døgn uden pause, hverken til at spise eller gå på toilet. Det virker nu meget mere overskueligt at se på nogle små  tal, som disse. Hvis jeg fik af vide at jeg kun skulle bruge lidt mere end 70 dage uden pause årligt på at gå i gymnasiet, ville jeg nok have kigget lidt spørgende, da jeg ikke syntes det virker som særlig lang tid. Men 3 år er jo som sådan heller ikke særlig lang tid, hvis vi tager det i forhold til hele vores lange leve tid. Jeg håber at det er en god investering for mig.. Selfølgelig ogs for alle andre der tager gymnasiet.
Mens jeg kæmper for at få det hele til at have en god sammenhæng i min blog, mister jeg tråden og kan ikke rigtigt koncentere mig længer, måske skulle jeg tager en pause (ryge en smøg) men det er jo bare en overspringshandling jeg prøver at få presset ind igen. Jeg har jo også vidst længe at jeg skulle skrive det her blogindlæg, men det er som om at det er sværere at komme videre med end forventet, men sådan er det vel altid. Man føler man har god tid og lige pludselig er det søndag og du skal have bloggen lagt ind. Jeg kæmper for at finde på noget at skrive, men det er som om der bare er tomt i øverste etage lige nu, eller der er ikke tomt, men det er noget helt andet min hjerne fokusere på….. én fyr. Det er som om han presser alle andre tanker væk, man det er er vel meget normalt, er det ikke? Men hvad skal jeg gøre? Vi har vel alle prøvet at side med en skriftlig aflevering og så løbe tør for idéer, miste fokus, tænke på andre ting (personer) og gå død, nogen oplever det flere gange end andre (jeg oplever det NÆSTEN hver gang). Hvad kan man gøre i den situation? KÆMPE IMOD FRISTELSERNE! Og det er jo enlig det jeg prøver at fortælle om, om hvordan vi kæmper os gennem gymnasiet uden at vide hvad der sker på den anden side, eller vi har en forstilling om det, men ingen af os kan se ud i fremtiden og vide noget sikkert. Vi har kæmpet for at komme på gymnasiet, nu kæmper vi får at blive i gymnasiet og når vi er færdige ved vi ikke hvad der sker med 100% sikkerhed. Jeg har de sidste mange år haft planen om at jeg skulle i gymnasiet, men var aldrig sikker på om jeg kunne gennemfører. Nu er jeg startet på gymnasiet og lader mig rive med af skæbnen( Hvis man tror på sådan noget).Jeg starter hvor jeg slutter, jeg er blevet ældre og realistisk og ved stadig ikke hvordan fremtiden ser ud og om jeg ændre mening om min kommende fremtids /:\  Peace out  /:\    Franella :D

Noget om prioriteter

Det at have alle disse lektier for kan godt virke som et kæmpe problem en gang i mellem, og jeg føler nogle gange at jeg bare burde lægge mig i min seng og kalde mig syg. Men jeg føler mig alligevel lettet over at de engang imellem er mit største problem, og nu skal du høre hvorfor.

Lad mig først give dig et varmt velkommen til mit blogindlæg, og lad mig lykønske dig for din utrolige præstation. Det glæder mig, at du klarede den helt hertil, for det har ikke været let.
 Jeg er faktisk sikker på, at det har været en hel del sværere end du er klar over.
Jeg personligt synes i hvert fald at det er en ret morsom tanke, at de gener der skulle ende med at blive mig har overlevet 2. Verdenskrig, 1. Verdenskrig, den sorte død, kolera, spedalskhed, influenza, middelalderen, vikingetiden, jernalderen, bronzealderen, stenalderen og derudover samtlige sammenstød med rovdyr a mange forskellige former og størrelser.
De gener der overlevede alt dette er nu medvirkende i et så ekstraordinert eksperiment, at det aldrig er blevet forsøgt før, navnlig: mig selv. De vil igennem de næste (forhåbentlig) mange år indgå i millioner af forskellige, og i sig selv små, processer, som vil lade mig være i den, til tider, yderst undervurderede tilstand, der er kendt som tilværelsen.
Så stort tillykke til dig og mig for at vi nu befinder os her.

"Men hvor er 'her' så" spørger du så sikkert nu, og hvor er det egentlig et godt spørgsmål. Det indlysende svar ville være planeten jorden, og det er sådan set også et korrekt svar. Vi befinder os i øjeblikket på planeten jorden, kredsende rundt om stjernen, vi kalder solen, som i øvrigt ligger i galaksen Mælkevejen. Mælkevejen er i øvrigt bestående af omkring 100.000.000 stjerner, og galaksen er blot en af flere milliarder a slagsen i universet, og universet er (måske) blot en af uendeligt mange af sin slags.
 Jeg er altså på Jorden, en utroligt lille prik i det ubegribeligt gigantske univers. Jorden er i disse dage ved at gå igennem en proces, der af de fleste bliver kaldt global opvarmning, alle er enige om at det sker, men folk er bare uenige om grunden til at det sker. Der var engang hvor langt størstedelen af verdens befolkning mente, at global opvarmning skyldtes overforbrug af olie og stenkul, altså i bund og grund menneskene. Menneskene skulle altså være skyld i at jorden bliver ubeboelig, mennesket skulde være skyld i at livet vil blive forfærdeligt for tonsvis af dyr. Men samtidig må man huske på, at det største problem ved den globale opvarmning faktisk kommer til at ligge på den selv samme art, som beskylder sig selv for at skabe den.
 Menneskene.
livet vil fortsætte som det altid har gjort, livet har altid tilpasset sig sine omgivelser, og denne gang vil ikke være anderledes. faktisk tvivler jeg stærkt på, at selv hvis mennesket prøvede, ville det ikke have mandstyrken eller våbenene til at udrydde livet fuldstændigt fra jordens overflade.
Men Jorden vil under alle omstændigheder forandre sig til noget andet, som måske vil kræve en drastisk ændring i den måde vi lever på

Så her sidder jeg så, bestående af gener der har været så utroligt meget igennem, på en planet der (måske) går igennem forholdsvist drastiske forandringer, i et univers så vidtstrækkende at mennesket endnu ikke engang har nået enden af vores eget solsystem, og det største problem jeg har lige nu, er det udkast jeg skal have skrevet til i morgen. At det er min højeste prioritet gør mig personligt utroligt lettet

//Esben