Her kommer fremtiden

Jeg kan ikke benægte det mere, jeg er (snart) en del af Danmarks fremtid. I mange år har jeg kunnet slappe lidt af og være ukoncentreret, og tænke der nok var andre der tog sig af verdens problemer. Jeg undskylder, hvis det falder dig for brystet. Jeg lagde ansvaret fra mine skuldre, jeg var jo bare et lille barn dengang. I dag ser det hele anderledes ud. Jeg kan øjne Danmarks fremtid ude i horisonten. Det sker snart, at vi unge skal overtage verden, men kan vi nu leve op til fortidens opfindsomme hoveder?

Her tænker jeg specielt på Ole Kirk Christiansen, der har gjort Danmark særdels kendt i hele verden. Manden er opfinderen af Lego. De herlige små koldser, man kan bygge alt med. Tænk at en træbutik i en lille by som Billund i 1932, kunne ændre sig til en stor forretning den dag i dag. Dette og meget mere findes på; http://aboutus.lego.com/da-dk/lego-group/the_lego_history/. Ole er intet mindre end genial, ordet Lego betyder på latin jeg sammensætter, jeg samler eller jeg læser og samtidig er Lego også sammensat af to ord "leg godt". Oles træ Lego-klods var blot en lille start, i dag har Lego både sat et utal af klodser sammen til flotte parker. Parkerne er siden hen udvidet til forlystelsesparker kaldet Legoland og ikke mindst har Lego afholdt events under navnet Legoworld. Vigtigst af alt har Lego-klodserne også fundet vej til Egå gymnasium, wuhu!

Hvis jeg skal have nogen chance for at blive som Ole, skal jeg vel være god til det meste og have en hjerne med en fantastisk opfindsomhed. Ja, jeg skal vel bare prioritere uddannelse og hvad dertil hører frem for alt andet, som de gør i Sydkorea. Det fortalte Ju(fra Sydkorea) mig en dag på efterskolen. I Sydkorea studerer børn fra 7 års alderen fra 07.00-23.00. Jeg vil mene børnene mister deres barndom, til fordel for bøgerne og (muligvis) kloge hjerner. Jeg sidder tilbage her i Danmark og bruger kun liiige den tid jeg skal på skolearbejde, der er så meget andet jeg også vil nå inden for døgnets 24 timer.  MEN, jeg må ikke glemme, at jeg er en del af Danmarks fremtid og skal være med til at styrke Danmarks konkurrereevne mod udlandet. Jeg føler mig allerede bagud nu i en alder af 17. Arh, jeg får næsten stress ved tanken om alt det jeg skal indhente for at følge med de unge i Sydkorea.

Dagens helt bliver helt sikkert Den store danske, http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Handel_og_industri/Direktør/Ole_Kirk_Christiansen. Der fortælles, at Ole kom ud af en fattig familie, hvor han allerede kom ud at tjene som 7 årig. Jeg vil ikke sige, at jeg kommer fra en fattig familie, men heldigvis får det mig til at slappe lidt af. Jeg kan nå hvad jeg vil og håbe på min hjerne får en genial idé, også selvom det hele ikke ender i 12-taller. Dermed ikke sagt, at jeg ikke skal tage mig sammen og gøre det så godt som jeg kan og lidt til. Forhåbenligt kan vi unge på et tidspunkt gøre Danmark stolte, og leve op til de gamle opfindere. En ting vi dog skal, er at gøre det  bedre end herrelandsholdet gjorde i søndags.

Line 

Mad "Like"

I dag sad jeg og spiste kylling  med flødekartofler i kantinen. Da gik det op for mig. Jeg kan godt lide mad! For de folk der kender mig, kommer det nok ikke som et chok. Jeg synes at mad er noget af det bedste vi har her i verden. ”Skalaen er sølv, guld, bacon, bryster!” (Citat Jonatan Spang, fra showet Damer) og hvis man tolker lidt på dette citat, kan man konkludere, at det eneste der er bedre end mad, er kvinder. Men da jeg sad der i kantinen gav det også mening at det ikke bare er mad. Mad  skal være forberedt, ikke bare en klapsammen mad med leverpostej. Hvis jeg havde penge til det, så ville jeg købe mad i kantinen hver dag. Men det har jeg ikke, så jeg må nøjes med en gang om ugen. Men det handler jo ikke bare om at kunne lide mad. Mad er en nødvendighed, for at vi kan leve. Nu er der sikkert nogle af jer, der tror at jeg skal til at skrive om fattige i Afrika. Men det er ikke et emne jeg ved nok om. Derimod vil jeg fortælle om noget mad jeg har "opdaget" fornylig. Rejer. Jeg troede ikke at jeg kunne lide rejer, men så en dag sidder jeg på min efterskole og der bliver serveret rejecoctail. Det var noget af det bedste jeg nogensinde har smagt. Jeg er helt vildt med rejer. Noget andet jeg er vild med er "Mcdonald´s". Ja, jeg vil godt indrømme at jeg er vild med "Mcdonalds". Jeg sidder faktisk og spiser hamburger og drikke jordbær milkshake fra "Mcdonald´s" lige nu (selvfølgelig ikke når du læser det). Nu er det klart at der er nogen der vil påstå at "Mcdonald´s" ikke hører under kategorien mad. Faktisk er den eneste grund til at der er et stykke agurk i hamburgeren at ellers havde den været betegnet som kage. "Mcdonald´s" er noget af det mest usunde man kan finde. Generelt tror jeg egentlig at jeg spiser ret usundt. Jeg spiser ikke mere end så mange andre gør, men jeg tror jeg spiser mere usundt end andre gør. Jeg drikke cola hverdag, jeg spiser toast (stort set) hver dag, jeg spiser et eller andet slikagtigt hverdag. I virkeligheden lever jeg lidt for usundt. Jeg ender med at dø før. Måske burde jeg gøre noget ved det. Måske burde jeg begynde at spise sundere. Måske skulle jeg helt lade være med at købe mad i kantinen. Måske skulle jeg lægge colaerne på hylden. Måske skulle jeg lægge hamburgeren fra mig. På den anden side. Glem det! 

Lasse

S, P eller K?

Skændsel, provokation og krænkelse. Nu er du sikkert blevet forvirret, for da du læste overskriften troede du måske at jeg ville tage dig med på en fortællende rejse tilbage til de grænseoverskridende, idiotiske og helt igennem åndsvage lege fra 3. klasse. Nej, mit blogindlæg handler om noget helt andet, nemlig de 3 ord som indleder første sætning. Skændsel, provokation og krænkelse. Før talte jeg grimt om legene fra folkeskolen, og måske trådte jeg endda nogle enkelte over tæerne. For dem som elskede S, P eller K, var det en unfair udmelding af mig som synes det er noget totalt pjank (igen en unfair udmelding, jeg beklager). For efterhånden snakker vi jo bare.. helt uden at tænke. Ordene flyver ud af munden, som kunne de ingen skade gøre. Vi er blevet så moderne, at sukkersøde ord og komplimenter hører til sjældenhederne. Måske er det bare mig der er gam-meldags. Stakkels mig som mangler forsødet kommentarer fra folk, men nej, jeg tvivler. For der sidder sikkert mange andre derude, der har det lidt på samme måde. Dig der læser disse ord lige nu, ja dig! Hvis du nu lige tænker efter, har du så fået et kompliment siden weekenden sluttede? Et af de gode. Et af de oprigtige. Et der gjorde dig glad og fik skoledagen på Egå til at munde ualminde-ligt godt ud. (Selvfølgelig munder alle skoledage på Egå ualmindeligt godt ud). Men hvis du lige tygger lidt på den, kan det måske være svært at fiske en fantastisk episode frem. Er det skræmmende? Måske, måske ikke. Tværtimod kan det måske være lettere at finde en kommentar der hælder til den anden side. En af de lidt mere spydige af slagsen, ikke nødvendigvis sårende, men en kommentar der fik dig til at tænke. Jeg har erfaret at vi til tider komponerer sætninger, hvor man ved et uheld eller uden at tænke over det, lægger trykket det forkerte sted. Eller fyrer en sarkastisk joke af som bliver misforstået og opfattet som provokerende. Vores hverdag foregår i én stor pærevælling af travle gymnasieelever. Det i sig selv er måske en god undskyldning for at formuleringerne til tider glipper. En af de gode klassikere er en typisk mandag morgen hvor man føler sig ekstra frisk og har høje tanker om den dag der er i vente, får en hyggelig kommentar som: ”Hold da helt op, du ser træt ud”.  Bum. På samme tid er det måske acceptabelt, for det ville jo heller ikke gå hvis vi konstant svømmede rundt i kærlighedserklæringer. Lidt modgang, skaber vel medgang. For hey! Vi har det jo godt! Vi har det så exceptionelt godt, at dette, dette emne om ingenting er en ligegyldighed. Og ja, nu sidder du måske med en følelse af at jeg har overdramatiseret det hele og gjort et heftigt forsøg på at manipulere. Og måske har du ret, måske er første sætning bare komponeret af de forkerte ordvalg.

I stedet kan vi kalde det; Små bagateller, Pigetanker og Krydsord.

Kristin

Julen er hjerternes fest

Julen er hjerternes fest. Det siger man i hvert fald.  Julen er en tid, hvor der bliver hygget lidt ekstra. En tid hvor der bliver delt kærlighed ud til alle. Alle elsker julen, og jeg kan lige love jer for, at der bliver gjort noget ud af det fra alles sider. Det troede jeg i hvert fald. Lige indtil jeg kom på gymnasium, og indtil jeg mødte Ida. Julen er det værste hun ved. Julen er ikke kun den hyggelige tid, hvor kærligheden fylder alle, og humøret er højt. Julen er også en svær tid for dem, som sidder med et savn eller dem, som husker julen for noget træls og ubehageligt. Ida mindes hendes forældres skilsmisse, når julen nærmer sig. Om de trælse skænderier og den ubehagelige stemning, som bredte sig i juletiden. Derfor rejser Ida væk, når julemænd og pebernødder dukker frem. Hun rejser syd på, og kommer først hjem, når julehjerterne er taget ned, og gaverne er åbnet. Og mig? Jeg må blive tilbage på et gymnasium, hvor julen muligvis er glemt? 

Julen er en stor begivenhed i mange lande. Det bliver pyntet op i gader og stræder. Når man går op ad strøget i Århus, mærker man julen fra alle steder.  Duften af brændte mandler frister ens næse, når man krydser de små huse, der sælger dem hver evig eneste dag. (De har nok fået nok af brændte mandler, når december er slut). Man kigger op, og ser det brede lys-tæppe, som ligger beskyttende over hele gågaden. Der bliver gjort meget ud af julen. I hvert fald nogen steder. 

De første 21 dage i december tilbragte jeg på skolen. Lærte om alt mulig andet end julen. Lad mig bare sige, at det var i hvert fald ikke inde på skolen, man kom i julestemning. Det var da kun, hvis kantinen solgte ris a la mande, man mødte Marius med nissehuen, eller man gik forbi 1.T, som havde et julehjerte på døren. Jeg syntes, det var ret mærkværdigt, at julen ikke fik lærerne eller andre ansatte til at stoppe op en enkel gang og lige sige god jul eller give en pebernød. (Det havde jeg i i hvert fald håbet på!)
Jeg gik i sorg og var skuffet. Skuffet over Egå gymnasium. Bare fordi man var blevet gymnasieelev, så måtte man ikke komme i julestemning. Det var først den sidste uge inden juleferien, det gik op for mig. De havde jo ikke glemt julen, de havde bare gemt den til deres årlige juleafslutning om fredagen. Det skulle nok blive et brag af en fest. De havde selvfølgelig lige lagt AP sluttest ind i 2 lektion, men jeg ville stadig give dem en chance. De havde stadig sidste modul til at vise, at gymnasieelever ikke kun skulle forbinde julen med sinus,  kostanalyser og latin. 
Juleafslutningen var lige akkurat godtaget, men også kun lige. Det, der fik mig mest i julestemning, var (selvfølgelig) mine dejlige klassekammerater, som smider hæmningerne og synger (skråler) en julesang. Det var, undskyld mit sprog, pisse fedt! De bankede julen ind i vores små hoveder. 
Så julen blev reddet. Lige på vippen. Jeg er egentligt inderst inde meget tilfreds med, at jeg ikke tog, som Ida, sydpå. I julen vil jeg være hjemme. Om det så er på Egå eller i mit lille (julefyldte) bofællesskab. Julen forbinder jeg stadig med noget trygt og hyggeligt, og for mig er julen stadig hjerternes fest. 

/Katrine