"Du er ikke gammel nok. Du er ikke moden nok. Du har det samme som de andre, og så alligevel så lidt erfaring." Sådan siger det igen og igen og igen inde i mit hoved? Spørgsmålet er, om jeg er klar til alt det her?
Jeg er sikkert ikke den eneste, der tænker sådan. Vi skal vel bare kastes ud i det. Til tider vil livet altid føles som satan selv, men hele pointen ligger i de første to ord i denne sætning. Til tider. Det må aldrig nå til punktet, hvor det er en blivende tilstand.
Det her er virkelig ikke satan, og det er heller ikke en billet til helvede. Jeg har altid sagt nej til gymnasiet. Bare tanken om det har altid givet mig stress. Måske har det noget at gøre, med at jeg altid har gået så meget op i hjemmearbejde, og ikke har kunnet slække på det, men mest af alt nok bare har ønsket et liv uden. Det kaldes at være pligtopfyldende.
Men den fine facade holdte ikke så længe. Midt i 8. klasse blev jeg mere selvstændig. Eller moden er nok et mere rigtigt ord. Jeg tog første skridt mod at blive voksen. Løsrivelse. Jeg brød næsten kontakten til mine forældre, og opdagede hvilket fantastisk socialt liv, jeg var gået glip af i mine år som tryghedsnarkoman. Det skridt var så samtidig også første skridt mod gymnasiet. Jeg ændrede holdning, og kunne se hvordan muligheden i alle de sociale fælleskaber langsomt begyndte at overskygge tanken om lektierne. Til sidst glædede jeg mig ligefrem til disse tre år.
Derfor tror jeg også disse år for mig mere handler om min personlige udvikling end det faglige, og det bevis jeg gerne skulle gå herfra med. Den tanke redder mig ofte.
Man hører dagligt ældre eller tidligere elever karakterisere de tre år jeg står foran.
1. år er barnemad..
2. år er hård kost..
3. år er ikke til at tygge!..
"BARNEMAD?!" står jeg så og råber. Jeg synes, det er rigeligt svært lige nu. Lige der er jeg blevet ret god til at vende tilbage til tanken "det handler om det sociale".
Drømmen om en tidsmaskine kommer ind i billedet her. For har jeg valgt det rigtige? Jeg vil gerne hoppe tre år frem i tiden og stoppe den der. Stoppe op og tage uddannelsen mens jeg er 19. For det der dagligt nager mig lige nu, er om jeg er klar til det her? Fagligt tror jeg ikke, det vil gøre den store forskel hvis jeg var et år eller to ældre, men man skal også være klar socialt. Folk i min klasse er ældre end mig. (Lige bortset fra den høje, bredskuldrede fyr, som alligevel ingen dørmand i landets weekendnætter vil tøve med at lukke ind..) Ganske vidst er de fleste kun omkring et år foran, men alligevel udgør det en stor procentdel, af de år vi i alt har haft til at udvikle os.
Her kan jeg stoppe mig selv igen. Lige nu siger jeg uden at tøve, at det er dem der er et år foran.
Men da jeg for ca. et år siden stod med det svære, valg om jeg skulle på efterskole eller ej i 10. klasse, var jeg sikker på, at det ord skulle lades negativt. Jeg var bange for at vende tilbage til gymnasiet næste år, hvor alle mine tidligere venner var smuttet over efter 9. klasse, og så nu være et år bagud - i forhold til dem. Jeg havde aldrig tænkt tanken, at jeg samtidig vil være et år foran (eller på alder med) mine nye klassekammerater. Så er det dem, der er et år bagud, eller er de foran? Er jeg foran, eller er jeg bagud? Alt er vel normalt. Så længe vi holder os inden for en alder mellem femten og tyve.
Her den anden dag var der så, en der kom med erkendelsen. Om det var det faglige eller sociale, kan jeg ikke sige. Men hende som vi andre ellers havde set som begavet og udadvendt, synes ikke selv hun var klar. Hun nåede efter en måned at skifte om og tage sit andet år på efterskole.
Der må jeg indrømme, jeg kom i tvivl. Jeg havde ikke tænkt tanken, at man kunne skifte nu. Jeg er glad for stedet og menneskerne - der var ikke nogle, der kunne gøre min hverdag bedre. Men hallo! En ny klasse næste år vil vel kunne gøre det samme. Eller hvad? Jeg kan hverken se frem eller tilbage i tiden.
Nu griber jeg det jeg har, og det bliver helt sikkert godt. "Så kys det dog det satans liv" som Steffen Brandt så smukt citerer i cykelkælderen under gymnasiet. Jeg ved ikke, om et år på efterskole vil have gjort det nemmere, eller det vil være spildt, og jeg vil have et år mindre i den anden ende. Jeg kan ikke spole i tiden. Livet er ikke satan, men satan vil altid kunne ses til tider - også der hvor man mindst venter ham. Men så længe det kun er til tider.
//Xenia
