Prioritering

Er jeg den eneste, der har svært ved at få plads, til alt det jeg gerne vil, og skal? Det tror jeg næppe. Hvordan ved man, hvad man skal vælge at bruge sin tid på? Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, der er alt for mange ting jeg vil, på alt for lidt tid. Jeg har delt tingene op i to kategorier, ting jeg skal, og ting jeg gerne vil.

De ting jeg skal, består hovedsageligt af at passe min skole og arbejde, men de bliver lidt for ofte påvirket, af de ting jeg gerne vil. Indtil videre ser det temmelig overskueligt ud, når man bare kigger på de ting jeg skal, der er jo kun 2 ting, for fanden Niller hvor svært kan det være?!

Ja det bliver temmelig svært, når jeg nu har en større trang, til de til som jeg vil, i stedet for dem jeg skal. I min perfekte drømmeverden kunne jeg spille musik, game computer, stene fjernsyn, træne, feste og endelig ikke glem sove alt det jeg lyster. MEEEEEN, sådan er livet desværre bare ikke. Og for lige at gøre det lidt værre for mig selv, har jeg også lige valgt at starte på kørekort, er det muligt at gøre det hele, eller er det en åndssvag mission, jeg har påbegyndt?

Min hverdag bliver ofte temmelig stresset, af alle de ting jeg har på sinde, at skulle klare, så når min mor spørger mig om jeg ikke lige vil klare opvasken, (jeg ved godt, det er et spørgsmål, hvor kun ja er et korrekt svar) kommer jeg med det flabede svar ”Jeg prøver undgå, at blande privatliv og arbejde sammen, man skal jo ikke tage arbejdet med hjem, er det ikke det man siger?” Det skal lige siges, jeg arbejder som opvasker. Hvis dette ordsprog er sandt, så betyder det vel også, man ikke skal tage sit skolearbejde med hjem (hehe undskyld Katrine).

Jeg har ofte nogle meget hektiske uger, når der er 2-4 afleveringer for, arbejde 2 gange om ugen, og så har jeg en tendens til, at udskyde tingene så meget som muligt, og det gør bare, det hele kolliderer til sidst.

Men frygt ej kære gutter og gutinder! Niels har fundet løsningen for alle jer derude, der sidder, og tænker ”det er sku da mig, han skriver om!”.  Det perfekte liv består efter min mening af, at bruge sin tid  på at lave det man gerne vil, og finder interessant , men FØRST efter ”slavearbejdet” er gjort. Det er med, at prioritere tingene korrekt. Det er altid svært, at skære nogle ting af man gerne vil, og det er også rigtig synd at gøre, jeg er sikker på Jesus, sidder, og græder, når det sker.

Nu skal jeg heller ikke give jer alle mine guldkorn, så hvis i vil vide hemmeligheden bag, at nå aaaaaaalt det i gerne vil, så følg med i næste afsnit af Kan man virkelig være så kløgtig som dig Niels? Der får i også svaret på hvordan man går på vandet. Tak fordi i læste dette legendariske indslag, i er alle gjort af det stof som regnbuer er lavet af! (Det var et kompliment).

Ps. prioriter jeres tid fornuftigt, i lever jo ikke for altid!

Venlig hilsen Niels  :)

Fællesskab

Hvad er et godt fællesskab og hvad er et fællesskab? Er det når nogen går rundt med andre, eller er det bare at være med i et selvskab. Hvem bestemmer hvornår det er et fællesskab (ikke en eller anden professor(det håber jeg i hvert fald ikke)), er der nogen der har sagt ”når alle mennesker er lige indgår de i et fællesskab”.
Er jeg et fællesskab eller en del af et, det er der ikke nogen der ved (eller er der?). Jeg hører nogle gange nogen sige ”hold kæft de har et godt sammenhold” men er det også et godt fællesskab, er der andre end en selv der kan sige” nu er du med i et fællesskab”.
Jeg ved med mig selv at jeg har nogle mennesker, som jeg går sammen med hver dag og jeg kalder dem mine venner (DUDES eller BROWS). Men er det ikke først et fælleskab, når man ved det er gengældt, så jeg er en ven eller noget andet. Et fællesskab kan det godt bare være to mennesker eller skal der fire til, og kan man have mere end et fællesskab.
Kræver det at man har samme musik smag som de andre for at have et fællesskab, jeg hører slev techno, house, rap og pop men kan jeg så ikke have et fællesskab med en der hører rock er det helt umuligt.
 Folk siger at man får et fantastik fællesskab når man er på tur sammen f.eks. i sommerhus eller til usa i et år, for der er man omkring hinanden når man sover, går i skole ( som om det var noget nyt), og måske deler værelse sammen. men det vigtigste er nu når spiser sammen, der tror jeg virkelig man bliver sat på prøve, en eller anden smasker, en anden piller næse midt i det hele, nogen spiser omvendt med bestikket (det er mig), folk er så forskellige på hvordan de spiser, men er det noget der kan være positivt?? 
Jeg tror at et fælleskab/sammenhold (da det ene kræves før det andet kan lykkes) er, at man kan være sammen med mennesker man har det godt med, nogen der kan forstå en hvis man har problemer, nogen man kan stole på. Et fællesskab mener jeg godt kan bestå af to personer, fordi hvis to drenge har det godt sammen (uden at det skal forstås homoseksuelt) fordi de laver nogle af de samme ting, men også har andre ting hvor de er helt modsætninger f.eks. musik smag, men der er der jeg mener at man kan lærer af hinanden og have noget der styrke det fællesskab som man har bygget op. Om så der er to eller tolv i et fællesskab kan de umuligt være ens på alle punkter.
Om jeg er med i et fællesskab det er ikke mig der kan bestemme, men jeg vil have et mål om at få alle med ind i et.

Thiamias (et eller andet underligt kæle navn jeg har fået fra nogle gode venner) over and out.

Solsort

"Skriv et blogindlæg, hvor du reflekterer over en oplevelse, du har haft på gymnasiet inden for de sidste 3 dage."  Sådan står opgaven for mig lige nu. Så mange muligheder. Hvad skal jeg skrive om? Der er frit valg på alle hylder Marius!

   Generelt forvirrer friheden mig bare når jeg skal skrive sådan en åben opgave, og jeg ender altid med at tvinge mig selv til at vælge et bestemt emne, mens jeg så, når jeg er gået i gang, stadigvæk tænker over om et andet emne jeg havde overvejet, ville have været nemmere, og om jeg ville have haft nemmere ved at lave opgaven hvis jeg havde valgt det. 

Havde det været nemmere for mig hvis jeg havde valgt at skrive om emnet "You only live once"?

I dag har vi jo så meget frihed til at vælge hvad vi vil gøre med vores liv. For ca. et år siden blev alle i 1.g på min skole bombarderet med tanker som fx: "Hvad vil jeg med mit liv?" og tvunget til at træffe et valg. Personligt tænkte jeg "AARGH! Jeg er lige så klar til at blive bombarderet som København var i 1807!" Jeg blev igen forvirret over de muligheder jeg havde, og jeg kunne ikke helt overskue hvad jeg skulle. 

Havde jeg været mere klar til at gå i gymnasiet hvis jeg havde taget på efterskole i et år?

Tænk hvis dyr havde så meget frihed som os. Tænk hvis solsorten, når den havde overstået opvækstens trygge rammer og var gammel nok til at flyve og skulle tænke selv, filosoferede over hvad den skulle gøre med sit liv, ligesom alle unge som mig, da vi havde overstået folkeskolens trygge rammer. "Skal jeg tage en flyveuddannelse så jeg hurtigt kan komme ud og flyve, eller skal jeg tage en så jeg kan lære at flyve på andre måder?" Jeg kan næsten se det for mig hvordan den stakkels lille fugl ikke ville kunne rumme alle de overvejelser inde i dens lille hjerne. Solsortens liv går ud på at overleve, spise, og score en anden smuk solsort og lave nogen nye solsorte. Den skal ikke bekymre sig om hvad den vil være god til, eller om den smukke solsort nu er den rigtige solsort osv. 

Ville livet være bedre hvis vi levede som solsorten?

I de gode gamle dage, hvor de fleste boede på landet, og alle havde en gård og sagde "Goddaw, sik' en skjøn morgn idaw, hva'?", var det nærmest forudbestemt hvad man skulle arbejde som. Hvis din far var landmand, jaaa... så skulle du nok også regne med at blive landmand. Det er det de kloge kalder det traditionelle samfund fra ca. år 1750 til 1850. 

Mon ikke man var mindre forvirret dengang, ved at vide at ens skæbne på en måde var forudbestemt?

Vidst var det mindre forvirrende dengang man ikke skulle træffe så afgørende valg, men jeg tror at de fleste mennesker ville være enige med mig i, at det er bedre at have mere frihed, end at leve med en næsten forudbestemt skæbne. For meget frihed til at vælge kan være forvirrende og frustrerende, men jeg sætter dog pris på at jeg ikke er en solsort.

Marius