I kender det sikkert godt… Alt for godt måske? Alt det ansvar der er pålagt vores skuldre. Alt det pres. Alle de forventninger der er proppet ned over hovederne på os. Nogle gange føles det, som om man er ved at drukne i ting der skal ordnes; skole der skal passes, venner der skal plejes, kæreste der skal ses, og ikke mindst lektier der skal laves. Udover det, skal der tjenes penge, så der forhåbentlig ikke bliver et øje tørt juleaften, man skal være med på moden, og man vil da bestemt heller ikke gå glip af en hyggelig café – eller biograftur. Hver eneste dag stilles der en masse forskellige krav; man skal klare sig godt i skolen, man skal være den perfekte datter, storesøster og bedsteveninde, og så skal man jo også liiiiige huske at holde sig i form. Moden og ansvarsfuld på arbejdet, skal man være, glad og fjollet med vennerne, og høflig og hjælpsom derhjemme. Man farer frem og tilbage blandt alle de her forskellige personligheder, som alle sammen er en del af mig… og dig. Forvirrende? Ja, mon ikke! Det kan alt sammen virke meget uoverskuelig, rodet, krævende, stressende, forvirrende, energitagende og opslidende. Identitetskrise? Nej da, fortvivl ej. Ærlig talt, så tror jeg bare man skal være den man er. Man skal lade være med at tænke over hvad andre tænker, og bare gøre det man føler er rigtigt i den givende situation!
Forstå mig nu ret; det er ikke fordi, jeg ikke elsker alle de her forskellige situationer, for hvor ville verden dog være kedelig og grå, hvis man hele tiden var én og sammen person. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg var 5 år igen, og kunne gøre lige hvad jeg ville. Hele tiden og altid. Ingen forventninger, intet ansvar. Man kunne bare leve i sin egen, lille osteklokke. Helt og aldeles.
Jeg ønskede en gang, at alting aldrig nogensinde ville ændre sig. At jeg kunne standse tiden. At ingen ville dø, blive uvenner, blive ældre eller anderledes. Men prøv tænk hvis det rent faktisk var sket? Alle de erfaringer og oplevelser man aldrig ville have erfaret og oplevet. Alle de mennesker man aldrig ville have mødt. Alle de ting man aldrig ville have lært. Så se det ansvar og de forventninger der er til jer, som noget positivt. Se det som et kompliment, om I vil. Der er folk der stoler og tror på jer. Der er folk der regner med jer. Med os. Vi gror og modner, og det er vi slet ikke færdige med endnu. Vi kan klare mere end vi selv tror muligt, og så længe man bare gør sit bedste, kan ingen forlange mere!
Forstå mig nu ret; det er ikke fordi, jeg ikke elsker alle de her forskellige situationer, for hvor ville verden dog være kedelig og grå, hvis man hele tiden var én og sammen person. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg var 5 år igen, og kunne gøre lige hvad jeg ville. Hele tiden og altid. Ingen forventninger, intet ansvar. Man kunne bare leve i sin egen, lille osteklokke. Helt og aldeles.
Jeg ønskede en gang, at alting aldrig nogensinde ville ændre sig. At jeg kunne standse tiden. At ingen ville dø, blive uvenner, blive ældre eller anderledes. Men prøv tænk hvis det rent faktisk var sket? Alle de erfaringer og oplevelser man aldrig ville have erfaret og oplevet. Alle de mennesker man aldrig ville have mødt. Alle de ting man aldrig ville have lært. Så se det ansvar og de forventninger der er til jer, som noget positivt. Se det som et kompliment, om I vil. Der er folk der stoler og tror på jer. Der er folk der regner med jer. Med os. Vi gror og modner, og det er vi slet ikke færdige med endnu. Vi kan klare mere end vi selv tror muligt, og så længe man bare gør sit bedste, kan ingen forlange mere!
XOXO Clara.